Læsetid: 19 min.

»Mennesker kan rigtig godt lide ting fra afstand, men kommer de tæt på, så er det ikke sjovt mere, vel?«

Den anmelderhyldede 23-årige rapper Jamaika har tilbragt det halve af sit liv bag tremmer. Men det er hverken din, min eller hans skyld. Det var bare sådan, det blev. Information tog til Vejle for at møde den unge mand, som kritikere har udråbt til at være »dansk raps største håb« i den ghetto, han drømmer om at skifte ud med en villavej
Nej, du kommer nok aldrig helt til at forstå det, siger rapper Jamaika til Kasper Lund, om det han kommer fra. Men det behøver han heller ikke: »Det vigtigste er, at du kan acceptere det«.

Nej, du kommer nok aldrig helt til at forstå det, siger rapper Jamaika til Kasper Lund, om det han kommer fra. Men det behøver han heller ikke: »Det vigtigste er, at du kan acceptere det«.

Anders Rye Skjoldjensen

5. april 2019

»Han bor lige deroppe, men faktisk er han vokset op i den bygning lige ved siden af, hvor hans forældre bor nu,« siger chaufføren og peger begejstret mod en stor grå boligblok.

Jeg skuler ud ad vinduet fra den stationcar, jeg sidder i, og har svært ved at danne mig et overblik. Det ser ret ens ud alt sammen.

»Sådan er det i ghettoen,« lyder det fra forsædet.

Jeg er taget til Vejle for at møde den 23-årige rapper Jamaika. Han har for nyligt udgivet sit debutalbum Nordsiden, og i den forbindelse har han kontaktet mig. Han vil gerne »åbne lidt op« om det liv, som han ellers beskriver som sådan et, som ikke engang Picasso ville kunne portrættere.

Så nu sidder jeg i hans managers bil sammen med produceren Mike Lowrey og venter på hovedpersonen, der pludselig dukker op fra blokken i henslængt tempo og med tårnhøj attitude – sådan som man gør det, når man står i spændet mellem at være ham, anmelderne kalder »dansk raps største håb«, og den hårdkogte ghettodreng, som hele historien om ham er bygget op omkring.

Det er en historie, der for alvor startede med udgivelsen af ep’en SxB på fri fod fra 2016, hvor Jamaika fik tilkæmpet sig opmærksomhed med dystopiske sange om gadelivet, menneskelig smerte og kampen for det gode liv. En opmærksomhed, der ikke mindst kom snigende fra landets musikjournalister, der kastede sig frådende over rapperen fra Vejle, der er lige dele ægte og fantastisk musikalsk.

For »han kan noget ret særligt«, som Berlingskes daværende musikredaktør Michael Charles Gaunt skrev om ham dengang. Det særlige er svært at udpege helt konkret, for det gemmer sig mellem de bestanddele, der skaber helheden. Men det er bestanddele, der, ifølge Politikens musikredaktør Simon Lund, har »en snert af både The Weeknd og danske Lord Siva«.

Måske er det sådanne elementer, der ifølge vært på Soundvenues hiphop-podcast Standard Kristian Karl, har gjort Jamaika til »frontløber i dansk raps nye generation«.

Hype

Da Jamaika hopper ind i bilen, hilser vi på hinanden. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at han ikke er i humør til mig »journalisten fra København« lige nu. Dertil er han alt for overgearet, og det der med at »åbne op« må vente, til han er klar til det.

For lige nu er der andre ting, der skal gøres. Som at afholde noget, der minder om verdens mest intime koncert i en stationcar, og som at ryge en joint, der lige tager toppen af det hele.

Så mens vi sidder der og lytter til Jamaika, der gentagende gange rapper de samme sætninger i et nærmest hyperaktivt tempo, tager jeg mig selv i at sidde tavst på bagsædet som tilskuer til et scenarie, jeg ikke havde forventet, men æder råt. For selv om Jamaika er synlig for enhver, sådan som han højlydt indtager rummet med en nærmest magisk evne til at gøre alle tavse, er der noget, der er usynligt ved ham.

Men det er måske lige præcis det, der er med Jamaika og fortællingen om ham – og måske er det det, der gør ham interessant. Han er ufrivilligt mystisk og sært betagende. Og så rummer han fortællingen om et ungt liv i konstant parløb med fængslet, som ikke kun påkalder sig opmærksomhed fra ligemænd, men også fra de af os, der kun har set indersiden af et fængsel under en rundtur i niende klasse.

Det er samme fascination, der har været med til at skabe noget så moderne som en regulær hype omkring ham i hiphop-miljøet. Ikke kun fra de fans, han har skabt sig, men også fra etablerede rappere som Gilli og Sivas, der længe har lukreret på hiphoppens voldsomme fremmarch herhjemme.

Men hypen hænger givetvis også sammen med mystikken omkring den sky unge somalier fra Vejle, der udgav musik, mens han sad bag tremmer, og som synger med en følsomhed, der ikke ligefrem rimer på bandemiljøet.

Det er faktorer, der har været med til at mytologisere mennesket bag kunstneren, som fik sit gennembrud med singlen »Blodskudt« i 2016, der tiltrak stor opmærksom. Her slog Jamaika fast, at det værste, man kan gøre, »det er at ta’ friheden fra mig«. En sætning, der paradoksalt nok var skrevet bag tremmer.

Anders Rye Skjoldjensen

Fuck fortiden. Det handler om fremtiden

Nu begynder historien så småt at få nye kapitler. Jamaika er i fuld gang med at skabe sig selv som kunstner, mens tiden som tilbagevendende kunde hos Kriminalforsorgen for alvor gøres til fortid. Foran ham ligger nu kampen for fremtiden, mens nutiden er et vadested lige midt i mellem ghettolivet og villavejen. Det er præcis sådan noget, jeg gerne vil tale med ham om.

I bilen går det pludselig op for mig, at vi stort set ikke har sagt noget til hinanden i næsten en time. Jamaika lukker mig ikke bare sådan ind.

»Hader og snak' til mennesker – generelt at tal’,« lyder det på nummeret »Rekruttering«. Måske gælder det også journalister, tænker jeg. Og hvis ikke det var fordi, Jamaika selv havde ytret ønske om at tale sammen i forbindelse med hans nye album, ville jeg føle mig som en endnu større elefant i rummet.

Da vi stopper ved en større parkeringsplads, melder Jamaika langt om længe ud, at han er »klar til at snakke lidt«. Vi efterlader derfor de andre på det lokale pizzeria og drager afsted på den gåtur rundt i Finlandsparken, han i sin tid lovede mig.

»Nå, men hvad så. Hvad ville du snakke om?« spørger han og garderer sig så med det samme:

»Jeg gider ikke snakke om alle de dumme ting, jeg har lavet tidligere i mit liv. Det er fortid, og nu handler det om det, der skal ske herfra,« siger han og lader mig forstå, at det her interview, hverken kommer til at byde på følelsesporno eller selvudleverende sladder.

Da jeg forklarer, at hans historie og fortid på en måde er en forudsætning for at kunne forstå kunstneren Jamaika, og at vi godt kan tale om det uden at lande på et lavt niveau, reagerer han:

»Prøv at hør. Jeg har lavet noget lort før i tiden. Det kan jeg ikke løbe fra, og det prøver jeg heller ikke. Men jeg er ikke noget offer for noget, og mit liv har jeg selv valgt. Men det er klart, at jeg har haft visse udfordringer i mit liv, som har været med til at skubbe mig i en retning.«

– Lad os tale lidt om dit liv så. Hvordan har det været at vokse op her?

»Det har været godt. Men jeg kender jo heller ikke til andet, så jeg ved ikke, hvad jeg måske går glip af, eller hvad andre går glip af her. Jeg ved, at det ikke er det samme som at vokse op på en villavej, men det er en god opvækst alligevel.«

– Hvordan adskiller det sig?

»Jamen, det er nogle andre problemer på en villavej, tror jeg. Der er problemerne måske mere indendørs, end de er udendørs,« siger han og ser op mod de mange lejligheder i Findlandsparken.

»Men det er jo ikke fordi, at folk her ikke har deres problemer hver især. Det er bare lidt anderledes her, hvor vi måske hurtigere kan komme i nogle konflikter med hinanden – måske fordi vi bor så tæt op ad hinanden.«

Frihedsberøvelse

Han bliver stille et øjeblik og stopper ved en kampesten for at fjerne noget mudder fra sine sko, der har det velkendte Louis Vuitton-motiv påtrykt. Da jeg forsøger at samle op på mit spørgsmål, afsporer han mig.

– Hvad er det for nogle ting, man har at slås med her?

»Jamen, de valg man har taget, de har en konsekvens, ikke? Og så kan det være lige meget, hvor du er vokset op. Om du er vokset op som rigmandssøn eller i ghettoen. Det er ligemeget. Alle konsekvenser udspringer af et valg, der er blevet truffet. Men det er klart, at har du taget nogle valg, som jeg har, så har det også sine konsekvenser. Nogle er lidt mere effektive end andre.«

Jamaika vil ikke fortælle, hvad det er for nogle valg, der har haft konsekvenser for ham. Men det forstås, at nogle af dem har ført til låste døre – først på ungdomsinstitutioner og senere i fængsler.

Det i et omfang, der tæller ni af et kun 23 år langt liv. Og så skal man jo ikke være jurist for at forstå, at det nok ikke skyldes manglende lys på cyklen. Slet ikke hvis man lytter til tekstuniverset i Jamaikas musik. Som nummeret »Dobbelt Alting«, der inderligt fortæller historien om et ungt nærmest skizofrent sind, der konstant er på jagt efter penge i et ufravigeligt hækkeløb mod rivaler og fjender – politiet, forstås: »MAC-11 eller .45. Jeg har fjender og pansere, der opsøger os.

Problemer har det med at komme til os. Lige meget hvad de siger, er vi okay, brormand. Vi er på jagt efter papir, til vi’ okay, brormand. Gadeplan har forpligtelser, prøver på at være forsigtigere. Så jeg ikke ender med sigtelser. Men gud ved det ik’ er nemt for mig. Jeg har fjender, der vil gøre en ende på mig. Ik’ fortæl hvor jeg er henne, ik’ fortæl hvor jeg er hen’.«

Spillekort i ghettoen

Det er præcis tekster som disse, der gør mig nysgerrig på det liv, Jamaika har levet. For empatien i mig vil gerne være forstående over for, at det har været et hårdt liv med udfordringer, der ligger langt væk fra de flestes virkelighed – og journalisten i mig vil gerne grave i det. Men det er uden tøven, når han på mit spørgsmål, om hvorvidt hans opvækst har været god og tryg, svarer:

»Det sidste, man skal, er at have ondt af mig. Jeg har haft en god opvækst.«

Anders Rye Skjoldjensen

Der skal ikke meget til at stjæle Jamaikas opmærksomhed. Og slet ikke, når snakken falder på de ting, der måske kan være svært eller følsomt at snakke om. Når jeg spørger ham, hvilke minder fra hans barndom der er forbundet med smerte, nøjes han med at grine og lade heldet skænke ham, at en ven tilfældigvis kommer os i møde, hvilket afsporer snakken.

Da jeg forsøger igen bagefter, returnerer Jamaika blot med et »come on« og afleder opmærksomheden med en cigaret. Jeg spørger ham i stedet, om han forestiller sig, at hans liv havde været anderledes, hvis han var vokset op et andet sted – for eksempel på en villavej.

»Det er svært at sige. Jeg ved jo ikke, hvilke ting der har påvirket mig til at blive, som jeg er blevet. Men det er jeg også ligeglad med, det interesserer mig slet ikke. Jeg var da nok blevet en helt anden person, hvis jeg var vokset op et helt andet sted – og hvad så?« spørger han irriteret og børster krummerne fra en Knoppers-kiks af sin trøje.

»Alt hvad du gennemgår her i livet, og de tanker og ideer, du har inde i hovedet, det afspejler dig som person. Så jeg kunne godt have været en helt anden person, men jeg har ikke brug for at forestille mig det, og det kan jeg heller ikke.«

– Jeg tænker her på de ting, man slås med som ung. For mange danske unges vedkommende, er de største problemer i teenageårene, at de får bumser, eller at deres forældre siger nej til en Roskilde Festival. Jeg antager, at du har måttet slås med nogle lidt andre ting?

»Vi har alle vores problemer jo. Du har sikkert haft lige så mange problemer, som jeg har. Mange af dem er måske de samme, hvem ved? Måske har vi bare reageret forskelligt på dem, alt efter hvad vi har haft at gøre godt med. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg fra en ung alder har begivet mig ud i ting, som har kostet mig dyrt. Og det vidner måske om, at jeg har reageret anderledes på problemerne, end du har,« forklarer han ivrigt, som var det en mærkesag for ham.

På vores gåtur i kvarteret kommer vi pludselig tilbage forbi den opgang, hvor han voksede op som barn. Han peger mod asfalten på parkeringspladsen foran blokken. Ligesom foran de øvrige blokke i Finlandsparken er den udsmykket med et motiv.

»Prøv at se, hvad de har lavet, mens jeg var inde og afsone – det er spar (spillekort, red.) Meget mærkeligt, ikke?« siger han og viser sin arm frem, der er tatoveret med samme spar-motiv.

Han mener selv, at det er et tilfældigt sammentræf. Alligevel er det med en vis begejstring, at han beretter om den tilfældige »gadekunst« foran barndomshjemmet på 2. sal, som vi nu står foran.

– Du har haft en okay udsigt her, og du har kunnet holde øje med, hvad der foregår på gaden, hvad?

»Ja, helt sikkert. Også bagved, ude på den anden side.«

– Har du haft brug for at kunne følge med i, hvad der sker?

»Ha ha, du prøver, gør du. Det er altid meget godt at kunne følge med, lad mig sige det sådan.«

Det behøver man bare at lytte til Jamaikas tekster for at kunne forstå. Og hvis man har en svaghed for det overtroiske, så ved man da også, at selv om spar er det højeste og mest værdifulde spillekort, så betyder det traditionelt dårligt held.

At være født forbandet

Men det er ikke, fordi Jamaika har haft dårligt held. Det er bare ikke alting, der altid har været lige efter bogen. Men det er ikke samfundets eller nogen andens skyld. Det er heller ikke Jamaikas skyld. Det er bare sådan, livet går sin gang.

»Det er alle mulige ting, der er med til at bestemme, hvordan det kommer til at gå dig – og hvordan det er gået mig. Hvis du kigger firkantet på det, kommer du ikke til at forstå det,« siger han og stopper op.

Efter et øjebliks tavs eftertænksomhed fortsætter han:

»Du er nødt til at kende alle detaljerne, og du er nødt til at have levet mit liv for at forstå det.«

– Men du synger på et af numrene, at du er »født forbandet«. Hvem er det, der har forbandet dig?

»Altså, det er jo ikke alting, jeg synger, som nødvendigvis ... Forstå mig ret,« siger han opgivende.

Jeg forstår, at det ikke er alting, jeg behøver at analysere på. Nogle ting synger man bare, fordi det giver mening – men et eller andet sted må det have rod i noget.

– Jeg tænker bare, om forbandelsen skal findes ude i samfundet. Der er jo noget med den måde, samfundet ser på steder som Findlandsparken og de mennesker, der bor der. Der, hvor jeg kommer fra, vil man måske tænkte sit, når man hører ordet »ghetto«?

»Ja, lige præcis. For så er der pludselig visse emner, der dukker op i hovedet på folk. Men det er ikke nødvendigvis sådan, alle ser på det, bare fordi din nabo ser sådan på det. Og det er slet ikke nødvendigvis sådan, at det er virkeligheden, bare fordi folk forestiller sig et eller andet. Det bliver det ikke ægte af, forstår du?«

Jamaika ser sig over skulderen. Det gør han i det hele taget meget. Så når jeg indimellem får øjenkontakt med ham, er det svært at fastholde den. Men øjenkontakten er vigtig – især ved nogle af de spørgsmål, der let kan misforstås. Som spørgsmålet om Finlandsparken er anderledes fra det øvrige Danmark.

»Alt er jo anderledes fra det, det ikke er. Jeg ved godt, at ghettoerne i Danmark har deres punkter, hvor de skiller sig ud – det er klart, det ved enhver. Men det her sted er anderledes på alle mulige punkter, både gode og dårlige. Den måde vi lever på, skaber et stærkt sammenhold – hvor stærkt er sammenholdet, der hvor du kommer fra,« spørger han og slår ud med armene.

– Men det er jo netop en af pointerne for mange, at ghettoområder er med til at opdele mennesker i »os« og »dem«. Er din pointe så, at I egentlig bare repræsenterer »et stærkt sammenhold«?

»Her bor folk det samme sted hele livet, side om side. Og dem, du ikke bor ved siden af, dem kender du alligevel, fordi du kender deres børn og så videre. Så kan man ikke undgå at knytte et tæt bånd,« siger han og smiler til en forbipasserende ung pige, der kvitterer med et trofast »Hej Jamaika«. Det lidt symbolske møde får ham til at fortsætte:

»Det er da en god ting, også fordi det giver en sikkerhed. Dine relationer er for livet her. Så kan man kalde os for ’dem’, hvis man vil. Men herude holder vi bare sammen, ligesom andre gør.«

Skoledum, ikke uintelligent

Han stopper mig midt i en sætning og beder mig vente, da han pludselig får øje på sin mor, der er på vej hjem fra centret. Han skal »lige hjælpe hende med indkøbsposerne«. Jeg bliver præsenteret som »good guy«, inden de sammen forsvinder ind i opgangen.

Mens jeg venter, tænker jeg på, at der ikke var mange, der hjalp deres mor på den måde, der hvor jeg kommer fra. Det forklarer jeg Jamaika, da han er tilbage.

»Det er deres tab, er det ikke det? Man skal respektere sine ældre. Det er en vigtig ting. Familie er en vigtig ting, og det er også det mest relevante i verden. Man kan altid regne med sin familie, og derfor betyder det også meget, at man giver hinanden noget igen – altid.«

– Gælder det kun familie, eller skal man også give noget tilbage til det samfund, man er en del af?

»Det er ikke, fordi jeg skal gå og prædike noget til nogen, men det gælder selvfølgelig ikke kun familien. Man skal respektere alle, det er klart.«

Han mener ikke selv, at han gør noget særligt for at give noget tilbage til samfundet. Men han viser sin respekt på sin helt egen måde.

»Jeg prøver at bevæge mig ud fra nogle andre rammer, og jeg forsøger at gøre noget andet og forandre mig. Som for eksempel med min musik nu. Det er et plankeværk til noget andet i mit liv. Der er altid halvtreds veje at gå her i livet. Jeg har for eksempel ikke gået i skole siden femte klasse, fordi jeg stoppede. Men så gik jeg bare en anden vej, som har ført mig herhen nu.«

Anders Rye Skjoldjensen

Han griner højlydt, da jeg siger, at jeg tror, han sagtens kunne have fortsat sin skolegang, hvis han ellers selv havde lyst, og at jeg endda tror, han er ganske intelligent på en lang række punkter, der også rækker ud over musikken.

»Alt det her, det er selvlærd. Bare fordi, du er skoledum, så betyder det ikke, du er uintelligent. Du kan være intelligent på en masse punkter. Jeg kan ikke det der med at sidde og høre på en, der snakker om et eller andet – ja, jeg ved jo så ikke, hvad de snakker om – men det kan være ting, som ikke er inden for dine former for evner, og sådan har det været for mig. Jeg har ikke været særlig god i skolen, og jeg har ikke kunnet finde ud af at være en elev.«

– Men du har så heller ikke følt, du behøvede være det?

»Nej, eller, jeg vil sige. Jeg har gjort nogle andre ting, fordi jeg vidste, at det der skole, det fungerede ikke for mig. Så jeg har nok gjort det sådan, at jeg har formet det ud fra den måde, jeg gerne vil være på og leve på. Og så har jeg fundet en måde at agere på – ud fra det.«

– Og det du gerne vil, er?

»Jeg vil gerne leve af mig selv. Jeg vil være et selvstændigt menneske, være uafhængig og ikke skulle arbejde døgnet rundt. Det virker ikke for mig, det fungerer jeg bare ikke i. Og så må jeg finde nogle andre måder.«

– Og det er så ikke kriminalitet – længere?

»Præcis. Det er musikken. Det er det her, jeg vil. Det har taget tid at nå frem til det, og det har haft dyre konsekvenser – men sådan er livet, og man tager sit ansvar. Musik har jo bare været en sideting før i tiden, hvilket har betydet, at jeg i stedet gik rundt og lavede nogle andre ting.«

Han nikker anerkendende til min konstatering af, at kriminaliteten blev til i mangel af bedre. Men det der med at finde ind til en dybereliggende forklaring, gider han ikke spilde tiden på.

»Jeg tog aldrig en beslutning, om at det skulle være sådan. Det blev bare sådan. Det er ikke nogens skyld. Fuck også det med at pege fingre mod alle mulige. Sådan blev det bare, men hør her, jeg ser fremad nu.«

Drømmen om en villavej

Jamaika minder mig om, at han helst vil tale om fremtiden og de ting, der ligger forud for det liv i friheden, der knap nok er begyndt. Men han synger netop om fortiden i sin musik og forholder sig således også til det. Hvordan kan det være?

»Det er, fordi det er det, jeg kender til. Det er jo sådan mit liv har set ud. Det er den sandhed, jeg kender, og min musik er ægte. Når jeg så sidder på en eller anden villavej på et tidspunkt, så skal jeg nok forholde mig til det,« siger han slår armene op i luften.

– Tror du, du ender på en villavej da?

»Det håber jeg da. Håber du ikke det da?«

– Jeg forklarer ham, at det ikke er det, jeg drømmer om, men at jeg måske hellere vil have mit helt eget lille hus i en skov. Et sted, der er mit.

»Præcis. Perfekt. Dit eget hus, du får bygget. Ind i en skov med dig. Kan du se? Det er det, jeg mener. Selvstændighed – det er fantastisk.«

Et øjeblik står vi stille og deler begejstringen over, at vi et eller andet sted har de samme drømme.

»Men se nu der. Vi vil jo det samme. Vi vil begge have vores eget. Vi er slet ikke så forskellige, du og jeg. Kan du se?« siger han og rækker sin kno frem til et stød.

Det er måske rigtigt nok.

Alligevel er der noget paradoksalt ved den fetich-dyrkelse, mange danskere har af kunstnere som Jamaika:

»Det er, fordi det er ægte,« mener han. »Og det er, fordi det er noget, der ligger langt fra folks eget liv. Mennesker kan rigtig godt lide ting fra afstand, men kommer de tæt på, så er det ikke sjovt mere, vel? Det er ligesom løven i zoologisk have,« eksemplificerer han.

»Dem, der ikke kan relatere eller forstå det liv, vi lever, kan godt lide at kigge ind i det og forholde sig til det på afstand. Men kommer det for tæt på, så er det måske ikke helt så fascinerende længere.«

Den distancerede fascination ligger heller ikke fjernt for ham selv, og selv om hans tekster netop ofte cementerer, at de fleste »ik’ kan relatere«, er de alligevel velkomne til at kigge med – på afstand.

»Du kan godt være fascineret af noget, uden at du nødvendigvis føler, at du skal være en del af det. Det gælder jo ikke kun det, jeg synger om. Det gælder jo også en film om en morder. Det betyder jo ikke, du også skal være morder, bare fordi du synes, den er spændende.«

Han stopper endnu engang op og ser sig omkring. Finlandsparken er bygget op med et klassisk stisystem, hvor alle veje mere eller mindre fører samme sted hen. Men selv om vi kommer omkring i ghettoen, er der ikke meget turguide over ham. Måske fordi ghettoen ikke er som zoologiske have, og at han ikke er som løven.

»Du kommer aldrig til at forstå det.«

– Tror du, nogle af de unge, der lytter til din musik, kan lære noget af din fortælling?

»Det håber jeg da. De kan i hvert fald blive klogere på mennesker og lære at forstå, hvordan andres liv er. Jeg tror, man kan lære meget af selv meget små ting,« siger han og peger mig i retning af pizzeriaet, hvor vi startede vores gåtur rundt i en lille råkold del af Vejle.

Han fortsætter: »En lille historie kan give andre et indblik i noget, som de så kan danne tanker og meninger ud fra. Allerede der har du lært noget, ikke? Og vi lærer hele livet.«

– Også dig?

»Ha ha. Også mig.«

»Vi er ved at være færdige nu,« siger han og klapper mig på skulderen og lader mig med et indforstået blik forstå, at der ikke bliver mere snak for i dag.

Alligevel insisterer jeg på at spørge ham, hvorfor han mener, at ikke engang Picasso kan male portrættet af livet i Findlandsparken.

»Jeg tror ikke, der er plads til det i en billedramme.«

Jeg føler på visse punkter, at Jamaika i virkeligheden selv prøver at male portrættet. Selv om han ikke har tænkt det sådan, medgiver han, at der måske er noget om snakken og slår grinende fast:

»Men hvis Picasso skulle kunne gøre det, så skulle han være vokset op her.«

– Skal det forstås sådan, at man aldrig kommer til at forstå det her sted og det her liv, hvis man kommer udefra?

»Du kommer aldrig til at forstå det helt, nej. Men det behøver du heller ikke. Jeg kommer heller aldrig til at forstå dit liv helt, gør jeg vel? Det vigtigste er, at du kan acceptere det.«

Anders Rye Skjoldjensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Kære Information vil I ikke nok holde op med at bruge udtrykket ghetto - det er et forfærdeligt ord og hvorfor skal det kun bruges når det gælder boligområder med mange mindre økonomisk stillede mennesker?
PS: ordet kunne med lige så god ret bruges mod et boligområde med økonomisk godt stillede mennesker. Gå dog foran og hold op med det ord.
Ja politikerne lovgiver ligefrem efter dette ord ved at give folk i disse politisk udpegede boligområder længere straf. Så Danmark har ingen gang lighed for loven - det er da skræmmende.

Maj-Britt Kent Hansen, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar