Læsetid: 5 min.

»Mens du læser på uni/laver [jeg] kassen på rov«: Det tyske rapfænomen Gzuz er i virkeligheden et dannet bæst

I Tyskland har en rapper fået småborgerne godt op af stolene og kulturskribenterne til at vride hænder. Men ungdommen er med ham, og om lidt gæster han Danmark
Gzuz har vakt stor opmærksomhed.

Gzuz har vakt stor opmærksomhed.

Ullstein Bild

26. april 2019

Har man først set en af hans musikvideoer, forstår man godt, hvorfor han har bidt sig fast. Der er en perfektion over den visuelle voldsforherligelse og narkoæstetik, som ledsager de hårde raptekster. Indtil videre er hans videoer blevet set over hundred millioner gange.

Manden bag musikken bærer det borgerlige navn Kristoffer Jonas Klauß. På scenen kalder han sig Gzuz, et navn, som efter sigende skulle være en bogstavsudtrækning fra de tyske ord »Ghetto-Zeug unzensiert« (på dansk: ’ghettostads ucensureret’). Imidlertid kræver det hverken godt gehør eller megen fantasi at fange de bibelske toner i navnet. Gzuz, en guds søn i gangstergevandter, og han er ikke typen, der vender den anden kind til.

Man ser det tydeligt i videoen til nummeret »Was Hast Du Gedacht?« (Hvad tænkte du?). Her er pistoler, automatrifler, cannabisplanter og frisk kokain fra start til slut. Folk med masker og muskler. Og konstante klip af Gzuz selv i bar overkrop, der mosler rundt som et bæst af en mand – godt tatoveret, ret pumpet og alligevel udstyret med et solidt sæt shawarmapatter og gustenbleg hud.

På et tidspunkt baldrer han en flaske i hovedet på sig selv, så blodet flyder ned ad ansigtet. Imens brager musikken derudad. Tunge beats krydret med elementer fra dancehallmusikken udgør fundamentet for Gzuz’ dunderhæse stemme, der rasper af sted med velimiteret perkeraccent.

Grim kliché

Gzuz er ikke for sjov. Han nøjes ikke med at bygge et fiktivt narko- og guldkædeunivers op, som hylder de destruktive kræfter i samfundets undergrund. Med tilhørsforhold til den kriminelle rapgruppe 187 Straßenbande og sine mange pletter på straffeattesten tager han selv del i den beskidte underverden.

I den forstand adskiller han sig ikke fra mange amerikanske gangsterrappere, og det generer ham tilsyneladende ikke. Tværtimod understreger han frydefuldt i sine tekster, at han »lever klicheen« og nyder at gøre alt det beskidte stads, der »passer ind i skemaet«.

Opmærksomheden omkring Gzuz har været stor. I foråret valgte den tyske avisverdens intellektuelle fyrtårn, Die Zeit, at smække ham på forsiden af deres føljetonsektion. Her lod den forfærdede kulturskribent læseren forstå, at Gzuz’ »nye album beviser, at morskaben ved gangsterrappen nu hører op«.

Morskab er der ganske vist heller ikke meget af på Gzuz’ førsteskive, som bærer titlen Wolke 7. Albummet følger helt i tråd med rapperens egne proklamationer en standardformel inden for rapmusikken: Vi hører ham udbasunere, at han har et stort lem og dertilhørende dyre biler og masser af damer. Vi hører ham understrege, at han ikke følger reglerne for, hvordan man bør opføre sig, men at han alligevel – eller netop derfor – er rig og beundret. Og vi hører ham følge op med lidt føleri og halværlig angren, hvor han slår fast, at han også er menneske; at livet er hårdt og sommetider sender ham til tælling. Men heldigvis har han en saftig gesjæft og en aktiv pik, og så skal det hele nok gå, lader han forstå.

Kreativ milliongesjæft

Den største indvending fra kulturskribenten på Die Zeit angår imidlertid ikke den manglende morskab. I stedet går den på, at Gzuz skulle fornægte alt det, det borgerlige dannelsessamfund har kært. At han udstråler en »afsky over for en borgerlig midte« og dens normer. At han med sin musik og sine videoer viser, at »den kulturelle kapital, som vi er så stolte af, og som vi igen og igen justerer vores selvværd efter (…) er langt mindre attraktiv blandt vrede unge, der er på vej op ad den sociale rangstige, end hidtil antaget«.

Skeler man til Gzuz’ tekster, bekræftes man umiddelbart også af kulturskribentens bange anelser. Som han rapper på nummeret »Halftime«:

»intet lært i skolen
til det, som jeg laver i dag
ikke været meget i skole
og også kun til niende klasse
mens du studerer på uni
laver [jeg] kassen på rov.«

Men denne betragtning overser, at en del af den kulturelle kapital, som Gzuz angiveligt skulle have så lidt tilovers for, faktisk er hans stærkeste våben: Hvis hans rap skal virke, må han forstå sig på rimteknik og versemetrik. Hvis hans beats og vokal skal fænge, må han mestre det musiske. Og hvis hans attitude skal bemærkes, må han også forstå sig på den visuelle æstetik og dens appel.

Med andre ord har Gzuz alligevel lært, forstået og tilegnet sig det, som de sproglige og kreative fag i skolen forsøgte at stoppe ham fuld med. Han forstår sig på versekunst, visuel appel og musisk tæft, der alle udgør traditionstunge elementer i netop de borgerlige dannelsesinstitutioner, han ellers kun udtrykker sin foragt over for. Den slags er langtfra enhver forundt.

Set med disse briller er Gzuz ikke bare en kriminel gangsterrapper. Han er også humanistisk skolet. Hans gesjæft er en kreativ succes i millionklassen, og hans musik og videoer vækker genklang hos titusindvis af unge mennesker, som streamer hans numre i et rasende tempo.

Den vragede vrede

Man behøver ikke være kriminel grimrian for at opleve, at menneskelige grundfølelser som vrede og behovet for spontanitet har trange kår i de nordeuropæiske velfærdsstater. Her taler vi girafsprog med hinanden, iklæder os knæbeskyttere, når vi bevæger os udenfor, og vi prioriterer langtidsplanlægning over vores umiddelbare behov.

Listen over de positive følger, som denne omgang med hinanden og vores samfund har ført med sig, er ganske vist lang. Men adfærden kommer også med en pris, og derfor står en rapper som Gzuz nu og vifter med et gode, som savnes af mange: et momentant afbræk fra hverdagens regelrette virkelighed til fordel for vredens forbudte endorfiner.

Her er ingen dybe selvrefleksioner, ingen forsøg på at højne moralen i samfundet, men besyngelse af tabuer og den stærkes ret til at regere. Og alt dette kan man få, hvis man lægger vejen forbi Pumpehuset i København, hvor Gzuz optræder fredag aften.

Ironien er selvfølgelig, at det pusterum med vrede og spontanitet, som koncerten inviterer til, selv er skemalagt og følger en velkendt formel. En formel, som Gzuz har luret og ublu taget til sig – og sådan kender man nu engang en god forretningsmand.

Gzuz spiller i Pumpehuset i København fredag 26. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu