Læsetid: 11 min.

Meget positivt er sagt om Shoshana Zuboffs bog om overvågningskapitalisme. Her er dens svagheder og mangler

Shoshana Zuboffs bog om overvågningskapitalisme er blevet begejstret modtaget. Men efter endt læsning er jeg lidt bekymret: Fortæller den os kun, hvad vi gerne vil høre, og ikke hvad vi har brug for at høre? Giver hun os redskaber til at forstå, hvordan der også er magtøvelse uden magthavere?
26. april 2019

Repræsentativt demokrati abonnerer traditionelt set på en idé om en lokaliserbar, synlig magt, der kan holdes ansvarlig. En idé, som det moderne demokrati overtog fra monarkiet, og som det aldrig har overkommet. Derfor henvender man sig til sin politiker og laver demonstrationer foran magtens bygninger, mens pressen afdækker skandaler og stiller kritiske spørgsmål. Der sidder nogen på tronen.

Men det, som man kunne kalde for det repræsentative demokratis magtforståelse, er i dag under pres. Vi lever i stigende grad i en tid, hvor magten, med hjælp fra en række forskellige teoretikere kan forstås som præget af »udvalgte magthavere«, af »skyggesuveræner« eller endda af »konspirationer uden konspiratorer«. Det virker ikke længere så oplagt, hvor magten er, hvem der har den, hvordan den udøves, eller hvordan vi stiller den til ansvar.

En del af attraktionen ved Zuboffs bog om overvågningskapitalisme er ambitionen om at afdække og navngive de nye magthavere bag vores ændrede adfærd, de snigende forandringer i hvordan vi bor, køber, transporterer os, dyrker motion, kommunikerer samt forstår og fremstiller os selv og hinanden. Men bogen er også misvisende i det forsøg.

Der er meget positivt at sige om Zuboffs bog, men det er allerede blevet sagt i denne avis og andre. Væsentligt mindre er blevet sagt om dens mangler og svagheder, og det selv om de er mange og graverende. Faktisk trækker den på afgørende områder os bagud i forståelsen af, hvad der sker med os, magten og politikken i disse år.

Bogen er i emfatisk grad optaget af to nyheder: sig selv og sit fænomen. Vi står på tærsklen, fortæller Zuboff os, til intet mindre end en »fremvoksende civilisation«, og siderne er overbelastet af brugen af »hidtil uset«, »helt ny« og andre påkaldelser af, at vi står i år nul med hendes bog stiliseret som »en første kortlægning af et ukendt land«.

Det er begge falske nyheder. Der er væsentlig mere kontinuitet, end alle nyheds-overdrivelserne tilsiger, og der er væsentlige andre analyser, som bringer os analytisk bedre frem til essensen af, hvad der sker lige nu. Styrken ved Zuboffs bog ligger uden for dens printede sider, i modtagelsen. Den vil uden tvivl – som Thomas Piketty, som stort set alle anmeldelser sammenligner den med – få betydelig indflydelse på den politiske debat og forhåbentlig på reguleringen af tech-selskaberne.

Vidste vi det i forvejen?

Dens politiske styrke, gætter jeg på, vil ikke skyldes, at det er en god analyse eller at den giver præcise redskaber til at forstå vores nuværende situation, men fordi dens budskab og dens sprogbrug passer godt til tiden. Vi føler et behov for indhegning af de store tech-selskaber – se bare på forvandlingen af Margrethe Vestager fra slyngel til frelser.

Vi oplever et uklart kontroltab i vores hverdag og usikkerhed om, hvad automatisering og digitalisering vil betyde i den nære fremtid. Bogens budskab er velkomment, og det samme er dens evindeligt moralistiske tone, hvor bevisførelse for påstandene om f.eks. psykologiske og demokratiske konsekvenser ikke bevises men postuleres med stor moralsk forargelse.

Faren er, som man også så med Piketty, at mange pludselig erklærer sig oplyste om det, vi alle vidste i forvejen – var nogen i tvivl om, at ulighed er et problem? Er nogen i tvivl om, at Facebook og Google ikke er vores venner? – men at analysernes metodik hindrer os i at forstå mere og politisk gøre andet, end hvad vi gjorde, før bøgerne udkom (bogen ender da også, som Pikettys uden megen anvisning på, hvad vi nu bør gøre).

Hvis vi tager bogens påstand om at give os et overblik over en ny tidsalder alvorligt, så lad os kort kritisk undersøge to af dens hovedærinder, at forstå kapitalisme og magt, i dialog med andre bøger, hvis ærinde overlapper med Zuboffs.

Én af bogens begrænsninger i forhold til at forstå, hvad slags kapitalisme tech-giganterne opererer med, er en kuriøs selvbiografering af det, der beskrives som deres ideologi. Zuboff reducerer reelt deres idémæssige baggrund til behavioristen B.F. Skinner. Det er meget lidt overbevisende, at det tilfældigvis skulle være ham, der er den primære inspirationskilde bag de sociale teknologiers udvikling og udformning.

Det peger i retning af et mere grundlæggende problem, nemlig at hun ikke engagerer sig med en masse litteratur, der kunne have hjulpet hende med to sammenhængende svagheder i bogen: forholdet mellem en bredere udvikling i kapitalismen og afdækning af, hvordan og hvorfor vi spiller så velvilligt med.

Der er, som teknologikritikeren Evgeny Morozov har bemærket i et længere, kritisk review i The Baffler, ingen inddragelse af en mængde teorier om kapitalismens aktuelle metamorfoser. Meget kunne have været vundet ved en inddragelse af ’platformskapitalisme’ (Nick Srnicek), ’postkapitalisme’ (Paul Mason) eller Douglas Rushkoffs Throwing Rocks at the Google Bus, der alle reflekterer over, hvordan teknologi og kapitalisme interagerer. Zuboff synes reelt set at holde sit kapitalismebegreb konstant og se det, hun kalder overvågningskapitalisme som, trods al hypen, ikke meget mere end markedsliggørelse.

Privathed - Den nye markedsressource

Vigtigere måske i forhold til at forstå forskydninger i kapitalisme og vores omgang og andel deri er spørgsmålet om, hvorfor vi deltager? Zuboff tilbyder ingen teori om, hvad der får os til at bidrage, dele, uploade, selvovervåge etc. Teorierne om ’kognitiv kapitalisme’ (Yann Moulier Boutang), ’biokapitalisme’ (Andrea Fumagalli, Cristina Morini) eller de italienske postautonomister såsom Tony Negri, Maurizio Lazzarato eller Paolo Virno m.fl. har afdækket, hvorledes følelser, krops- og selvforhold, fritid, intimitet med mere er blevet inddraget som del af den måde, hvorpå kapitalismen fungerer; en opløsning af skellet mellem selv og kapitalisme (som mest banalt men dramatisk udtrykt i ’dit eget livs entreprenør’).

Eller hvad med en refleksion over, hvorfor information, kommunikation og samvær nu i stigende grad formidles gennem private virksomheder? Ville det være helt uinteressant, som Colin Crouch f.eks. gør det i sin seneste bog, The Knowledge Corrupters, at reflektere over, hvordan neoliberalismens angreb på de fælles goder i form af offentlig transport, uddannelse, biblioteker, offentlige steder man kan være uden at skulle købe noget, er del af tech-firmaernes attraktion? Forbundet hermed er hendes tilsyneladende overtagelse, trods de mange beklagelser over afpolitisering, af neoliberalismens genbeskrivelse af borgeren som forbruger.

Væsentlige bidrag til forståelsen af den nye kapitalismes forførende kraft finder man hos den allerede nævnte Evgeny Morozov, der i sin Net Delusion taler om, »hvordan nutidens autoritarisme er af en både hedonistisk og forbrugervenlig variant« og hos den amerikanske juraprofessor Bernard Harcourts bog Exposed, der taler om en ny »blottende magt« (expository power), der knytter an til bredere selv-performative og selviscenesættende praksisser.

Privathed er, siger han, ved at blive omdannet til en markedsressource, og det forstår vi kun, hvis vi har blik for den faustiske aftale, vi indgår med tech-firmaerne: ’Du får, hvad jeg gør, mod at jeg får synlighed af det, jeg gør.’ Hvis det ikke skal blive en gold storm på vinterpaladset (Google i Zuboffs fortælling), må man inddrage en langt bredere selvudleverings- og selvevalueringskultur.

Dermed nærmer vi os det andet kritiske tema, magtforståelsen. Men inden, lad os lige bemærke at vi i disse år får en række vigtige bøger, der søger at afdække den skjulte magt, som ekstrem velstand udøver, og hvordan der aktivt skabes strukturer for at skjule både pengene og pengenes politiske effekter.

Christine Garsten & Adrienne Söbom har i Discreet power afdækket World Economic Forums diskrete magtudøvelse gennem venlig overtalelse og forførelse; Susan George har i Shadow Sovereigns vist, hvordan multinationale selskaber overtager politisk beslutningskraft; Benjamin Page m.fl. har i Billonaires and Stealth Politics afdækket, hvordan de superrige kan formulere politik uden at udtale sig offentligt om politik; Brooke Harrington har i Kapital uden grænser vist, hvordan advokater og andre udfolder stor kreativitet i tildækningen af pengestrømme af skattehensyn; Jane Mayer har i Dark Money og Nancy MacLean har i Democracy in Chains vist, hvorledes de skjulte penge anvendes til at sikre, at det politiske og juridiske system sikrer de skjulte penges fortsatte strøm.

Disse elementer er, ikke mindst givet tech-giganternes stædige afvisning af at blive beskattet og ivrige lobbyvirksomhed, afgørende for at forstå, hvordan de virker, og hvordan de kunne komme til at få den størrelse og indflydelse de har. Titlerne er sigende for, hvordan magtudøvelse i dag er en delikat fordeling af det synlige og det usynlige.

Der er brug for at reflektere grundigt over et forhold, som den newzealandske filosof Campbell Jones har formuleret, nemlig at vi er nødt til at udvikle magtforståelser, der kan rumme, at magtudøvelse fungerer som suveræne kommandoer det ene øjeblik og som usynlig baggrundsbetingelse det næste. Der er nogen hjemme i Vinterpaladset, tronen er halvt besat, men der er magtudøvelse hele vejen uden om paladset også.

Zuboffs bog abonnerer basalt set på en magtforståelse og en fremstilling, der singulariserer magt til den første form. Skåret helt ind siger hun, at der var et par afgørende øjeblikke, hvor Google især tog nogle beslutninger, der dernæst ændrede spillereglerne for alle andre. Suveræne kommandoer. Hun ville have været godt hjulpet af at kende lidt mere til magtteori, f.eks. Michel Foucaults begreber om magtens produktivitet og ledelse af adfærd eller Antonio Gramscis teori om hegemoni eller Nikolas Roses arbejder omkring styring gennem frihed.

Magten

Ubekendt med dem får vi endnu en falsk nyhed: »i århundreder har vi forestillet os truslen i form af statsmagt. Det har efterladt os fuldstændig uforberedt på at forsvare os imod nye selskaber med opfindsomme navne ledet af unge genier, der synes i stand til at give os præcis, hvad vi længes efter for lille eller ingen omkostning.« Der er næppe den marxist eller fagforeningsaktivist, der kunne blive overrasket over det, hverken nu eller for halvandet hundrede år siden.

Hun byder dog også ind med sit eget magtbegreb, instrumentarisk magt (instrumentarian power), der går visse skridt i retning af at kunne analysere usynlig, aktørløs magt. Desværre skal det igen præsenteres som »uden historisk fortilfælde«.

Instrumentarisk magt definerer hun som »instrumenteringen og instrumentaliseringen af adfærd med et formål om modificering, forudsigelse, monetarisering og kontrol«. Andetsteds hedder det, at »instrumentarisk magt kender og former menneskelig adfærd i forhold til andres målsætninger. I stedet for våben og hære får det sin vilje gennem et automatiseret medium af stadigt mere udbredt computeriseret arkitektur bestående af ’smarte’ netværksopkoblede apparater, ting og rum«.

Tag teknologi ud af definitionen og du har, hvad sociologer, aktivister og andre har beskrevet som magt i meget lang tid. Idet hun ikke engagerer sig med magtteori efterlades vi dårligt klædt på til at analysere, hvorledes magt skrives ind i baggrundsbetingelserne for vores viden, relationer og handlingsrum. Zuboffs bog virker ikke som det bedste kort til at komme ud af oplevelsen af, at man nok selv handler, men at der samtidig bliver handlet på en.

Jeg har forsøgt at argumentere for to ting. For det første at Zuboffs bog, alle kvaliteter til trods, ikke er vores bedste bud på at komme på omgangshøjde med de måder, hvorpå magt i dens politiske, økonomiske, sociale og intime former udvikler sig i disse år. For det andet at bogen dog, trods det at den ikke kender litteraturen, alligevel er del af en igangværende afsøgning af, hvordan vi skal afdække, forstå og modstå magtudøvelser, der sjældent har kommandoens form, sjældent præsenterer sig for os som magt, og som heller ikke lytter, skræmmes eller modargumenterer, når vi kritiserer den.

Der er gode grunde til at tænke over magt. Ikke mindst fordi mange af os har en stadigt mere akut fornemmelse af, at personlig suverænitet og privathed ikke er, hvad de engang var, og at de selv om de var mere teori end realitet, så kunne de appelleres til og med for at sætte grænser for magten, en magt der hentede sin legitimitet ved at stille sig åbent frem.

Medieteoretikeren Jack Bratich har foreslået, at vi tænker over »hemmelig offentlighed« (spin, marketing, PR), hvor meget af det, vi tror vi ved og diskuterer offentligt, jf. Irak-krigen eller Falck-sagen, er sat i cirkulation af aktører, der ikke identificerer sig, og også »offentlige hemmeligheder«, som når vi ved, vi bliver overvåget af NSA og Facebook, men vore politikere lader som om, vores data er sikre. Det kræver nye overvejelser over forholdet mellem afdækning og magtudøvelse.

Lad mig slutte med en åben refleksion formidlet gennem to nylige bøger, der hver for sig antyder det samme, nemlig at magtudøvelse i dag har sammensværgelsens form, selv om der ikke er nogen dybt inde i det skjulte centrum, der konspirerer.

Den første er den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der i Adults in the Room med den sigende undertitel My battle with Europe’s deep establishment fortæller om sin kamp med det, han kalder »supersorte bokse«. Boksen er en social situation, f.eks. finansmarkedet eller EU, hvor hver enkelt aktør måske nok forstår det unyttige eller skadelige ved det, han eller hun gør, men individuelt er der en fordel ved at spille med eller i hvert fald en mærkbar pris for ikke at gøre det. »Resultatet er et magtnetværk … bestående af aktører, der de facto konspirerer uden at være bevidste konspiratorer.«

Tilsvarende har den franske videnskabsfilosof Bruno Latour i sin seneste bog Down to Earth spurgt sig selv om forbindelsen mellem tre fænomener – neoliberalisme, ulighed og klimabenægtelse.

Det er tre monumentalt skadelige kræfter, og Latour laver det tankeeksperiment, at for at vi kan give mening til, at ikke bare én af dem men alle tre findes samtidig, da må de være »symptomer på den samme historiske situation«, nemlig at eliterne har konkluderet, at kloden ikke længere har plads til både dem selv og alle de andre, hvorfor »de har besluttet sig for at afskaffe solidaritetens byrde så hurtigt som muligt« gennem deregulering af økonomien, forgyldte fort i oceaner af ulighed og klimabenægtelse, da det er årsagen til, at de føler sig nødt til at afskære båndet til alle andre og klare sig på de andres bekostning.

Latour mener ikke, det er en konspiration i gængs forstand, men at vi mangler mentale redskaber til at forstå, hvordan disse enorme udfordringer kan findes og findes samtidig.

Varoufakis og Latour er på hver deres måde i gang med det, som Zuboff siger er ved at ske, men som hendes fortælling mangler redskaber til at forstå, nemlig at der altid har været despoter, der regerede med synlighed og despotier uden synlighed, i dag i form af det, vi kunne kalde bekvemmelighedsfascisme, hvor hver frihedsafgivelse kan opleves som en nydelsesmæssig gevinst.

Mikkel Thorup er idéhistoriker og professor MSO i markedskultur ved Aarhus Universitet

Overvågningskapitalisme Instagram Facebook Google Cambridge Analytica techgiganter
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Klindt Poulsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Thessa Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Lillian Larsen
  • Espen Bøgh
  • Christian Mondrup
  • Jens Østergaard Petersen
  • Kurt Nielsen
Bo Klindt Poulsen , Bjarne Toft Sørensen, Thessa Jensen, Niels Duus Nielsen, Olaf Tehrani, Lillian Larsen, Espen Bøgh, Christian Mondrup, Jens Østergaard Petersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Ja, Olaf Tehrani, det er virkelig noget af det mest interessante, også jeg længe har læst. Tak for det, Mikkel Thorup, og især tak for de mange henvisninger til anden relevant litteratur - du har givet mig læsestof og stof til eftertanke.

Når jeg læser titlen"professor i markedskultur" får jeg umiddelbart lyst til at gøre grin med begreberne og fyre jokes af, men det viser kun min uvidenhed om dette forskningsfelt. Så selv om Zuboffs bog får kniven, har den givet anledning til en gennemgang af, hvad der ellers rører sig på dette felt, og det er ikke så ringe endda - bogen har dermed haft sin berettigelse, i hvert fald for undertegnede, som ellers ville have fortsat min vej gennem livet som en anden ignorant.

Så også tak til Information for at bringe en både lang, langhåret og alligevel meget velskrevet anmeldelse. Det er når avisen bringer denne form for analyse, at den fortjener titlen "den mindst ringe".

Olaf Tehrani, Bjarne Toft Sørensen og Thessa Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Det Thorup gørver st skrive litteratur fortegnelsen til den bog han ikke har skrevet. Jeg ville hellere have læst om Zuboffs bog