Læsetid: 10 min.

Sådan her ville det se ud, hvis modehuset Balenciagas instagramkonto kunne dyrke sex med sig selv

På den oprindelige Brexit-dag tager den forkølede forfatter Ida Holmegaard på Tate Modern i London for at se tidens mest hypede kunstværk, Anne Imhofs performanceværk ’SEX’, hvor Imhof og hendes performere leder publikum rundt i en blanding af et forvrænget modeunivers, en tysk natklub og en fantasi om underkastelse
Frances Chiaverini, Josh Johnson, Eliza Douglas, Ian Edmonds, Mickey Mahar, Enad Marouf, Jakob Eilinghoff, Billy Bultheel i Anne Imhofs ’Sex’, Tate Modern, London. Stillet til rådighed af kunstneren og Galerie Buchholz

Frances Chiaverini, Josh Johnson, Eliza Douglas, Ian Edmonds, Mickey Mahar, Enad Marouf, Jakob Eilinghoff, Billy Bultheel i Anne Imhofs ’Sex’, Tate Modern, London. Stillet til rådighed af kunstneren og Galerie Buchholz

Nadine Fraczkowski

12. april 2019

Halvanden time inden Anne Imhofs performanceværk SEX begynder, sidder jeg i kø på en betontrappe i Tate Moderns forhal med mine venner David og Signe. Vi venter på at få lov til at købe ikke afhentede billetter. SEX er totalt udsolgt.

Det er Imhofs første udstilling, siden hun vandt Guldløven ved Venedigbiennalen i 2017 med performanceværket Faust, der modtog massiv ros og omtale i den internationale kunstpresse. Også Faust stod folk i kø i timevis for at se; Imhofs distinkte blanding af langvarig performance og installation, ofte med både dystre og seksuelle overtoner, tiltrak så mange tilskuere i Venedig, at det i praksis var svært at komme ind.

SEX kommer til at vare fire timer. Vi kan komme og gå som vi vil, vi har hørt, at der er en bar derinde.

Trappen bag os er fuld af velklædte mennesker i højhælede sko, læderkilte, North Face-kasketter; nærmere klædt på til fest end museumsbesøg. Vi er meget forventningsfulde. Selv er jeg også lidt sløj. Vipper lige på kanten af en forkølelse, glemte Panodilerne og halspastillerne derhjemme, fordi Signe og jeg måtte løbe ud ad døren for at nå toget.

Men i dag har jeg mulighed for at se SEX, og det virker, som om hele London er enige i, at det ikke er noget, man går glip af.

Da vi får lov at købe billetter, er der stadig tre kvarter, til performancen begynder. Vi går en tur ned til Themsen. I dag er den oprindelige Brexit-dag, 29. marts. Dagen, hvor Storbritannien skulle være trådt ud af EU. Det er 18 grader varmt, folk drikker vin og spiser brændte mandler i aftensolen.

På vej herind i toget læste jeg på The Guardians hjemmeside, at parlamentet har nedstemt Theresa Mays skilsmisseaftale med EU for tredje gang. Et no deal-Brexit om halvanden uge er en reel mulighed.

Jeg køber en stor kop myntete i Starbucks. Alting virker lidt uvirkeligt, den begyndende feber gør mig svimmel. Jeg drikker teen i køen til SEX, det hjælper på min ømme hals. Vi taler om kunstakademierne i Frankfurt og Helsinki, om noget lækker italiensk honning, David for nylig har smagt.

Signe er her for at besøge mig, hun havde egentlig planlagt at ankomme med toget fra Bruxelles i dag, men jeg rådede hende til ikke at rejse på Brexit-dagen. Det virkede usikkert. Det viste sig at være en god beslutning. En ensom mand med et Skt. George-flag har stået hele dagen på taget af Eurostars togtunnel ved King’s Cross og spærret for trafikken. Alle tog mellem Europa og Storbritannien var aflyst.

Hvordan tømmer de sig selv?

Endelig efter to timer i og omkring Tate får vi lov at komme ind. Selve installationen SEX finder sted i to store og to mindre, sammenhængende rum, som publikum frit kan bevæge sig mellem. Væggene er af beton, her er ingen vinduer.

I det største venter to performere allerede på os, stående på en form for høj mole, der skærer gennem rummet. Rundt omkring på gulvet ligger forskellige rekvisitter; sixpacks med Stella Artois og Guinness, en pisk, en bong, lightere og stearinlys, en bunke med T-shirts, tarotkort, en basketball. En guitar og forstærkere. På væggene hænger Imhofs såkaldte scratch paintings – lakerede, monokrome metalflader, som hun har kradset mønstre i.

Vi skal tydeligvis beskæftige os med overflader i aften. Imhof er også selv herinde et sted, hun live-instruerer sine performere ved at sende dem beskeder på WhatsApp.

Efter at vi i nogle minutter afventende har betragtet scenografien, gør en gruppe af aftenens i alt 15 performere deres entré. De er unge og slanke og iklædt på én gang hypermoderne og 90’er-nostalgisk tøj. Cowboybukser, forvaskede T-shirts med påtrykte motiver af tegneseriefigurer og bitcoin-slogans, kortærmede skjorter, træningsbukser. Der er noget bandeagtigt og alvorligt over dem, de siger ikke noget. De begynder at danse en slags foroverbøjet vals i par, lænet tungt mod hinanden.

To af dem løftes op af de andre og bæres gennem rummet i procession. Efter en tid kravler en af dem – David hvisker til mig, at det er Eliza Douglas, Imhofs forlovede, – op på den moleagtige konstruktion og begynder at synge en arie. De andre falder tilbage og poserer under hende, langsomt snurrende rundt om sig selv eller lænende mod en søjle, rygende på en e-cigaret.

»Modellerne«, kommer jeg til at begynde med til at skrive i mine noter om performerne. Nogle af dem er tydeligvis dansere, stærke og ranke, men de fleste ligner modeller. Ualmindeligt tynde, fuglebrystede, unge. Flere af dem er det også, til hverdag går de shows for store modehuse. En af de unge mænd går tæt forbi mig, og jeg tænker, at han ikke kan være en dag over 17. Han har flyveører og er iklædt en lyseblå T-shirt med et påtrykt motiv af terninger med ild i; det kunne ligne et billede fra et computerspil, som var installeret på din første computer, da du fik den i 1998.

Det er underligt at se modeller være modeller så tæt på. De her kroppe, som vi feticherer og dekorerer, de er så små og unge, på én gang skrøbelige og tilsyneladende urørlige, skulpturelle. Det er så underligt, at de er i stand til at projicere et fuldstændig tomt blik ud til så mange tilskuere i flere timer i træk. Hvordan tømmer de sig selv på den måde, for udtryk, for følelser?

Eliza Douglas i Anne Imhofs ’Sex’, Tate Modern, London. Stillet til rådighed af kunstneren og Galerie Buchholz

Nadine Fraczkowski

Det allerførste, der springer i øjnene ved SEX, er, netop hvordan den virker til at være i samtale med modeverdenen, og med hvad der er moderne lige nu. Tøjet og rekvisitterne kunne lige så godt være vist i et cover shoot for Vice Magazine.

Værkets skinnende, smukke overflade – og enorme selvhøjtidelighed – gør det på sin vis nemt at afvise, tænker jeg i begyndelsen. Det her er så populært, udsolgt, fordi det minder om et modeshow, og folk elsker mode. Men hvorfor elsker folk mode, egentlig? Hvorfor er det så sexet, så spændende?

Jeg følger performerne rundt i de forskellige rum, mens de udfører koreografier sammen eller alene. Ofte med seksuelle overtoner, de læner sig mod hinanden, holder hinanden for munden, ligger i bunker på madrasser som slatne asparges.

Der foregår noget i alle rum på én gang, det er umuligt at se det hele. Publikum bliver rastløse. Jeg føler hele tiden, at jeg kan gå glip af noget i et af de andre rum. Folk flyder frem og tilbage i store strømme, følger efter hinanden, hvis nogen synes, at de har fået øje på noget spændende.

To unge mænd ligger på knæ på en madras, de skifter T-shirt, langsomt. Bag dem spiller Eliza Douglas dronetoner på en guitar.

Pludselig er der gået to timer. Jeg er helt hypnotiseret. Performernes måde at slaske rundt og posere i grupper gør mig umiddelbart nostalgisk efter mine tidligere tyvere. Jeg bliver aldrig så ung igen. Jeg har det varmt, kommer i tanke om, at det er for længe siden, jeg er blevet klippet. Min frisure er lidt for fluffy, som en lille bjørneskindshue.

Jeg stirrer i fem minutter på en ung mand i en for stram trøje, der sprøjter ketchup ud på en køkkenvægt. Han har helt ren, ung teenagehud. Det er jo latterligt at være forkølet, hvorfor er jeg ikke lavet af marmor?

Halvt skulptur, halvt krop

Publikum har også taget deres flotteste tøj på i aften. De vandrer rundt i scenografien iført smukke, matchende outfits i beige og marineblå. David og Signe spøger med, at det ligner, at folk håber på selv at blive castet som performere. Jeg tænker på, hvordan det mon kan lade sig gøre at lave et kunstværk, som får folk til at klæde sig ud, som om de var en del af det, allerede før de ankommer, helt af sig selv.

Der er en enorm tiltrækningskraft på færde i det her værk, som interesserer mig. Det virker, som om at SEX giver os præcis det, vi gerne vil have.

Hvorfor er den her udtryksløshed, denne coolness så tiltrækkende? De unge performere spiser ikke, de sover ikke, vi må ikke røre ved dem. Eliza sidder igen på den høje mole, hun synger:

»Tooth for tooth, eye for eye. What is dead cannot die«.

Det er, som om hun synger om sig selv og de andre performere. De er halvt skulpturer, halvt kroppe. De virker udødelige, fordi de måske i konteksten af denne performance er en form for døde; de er blevet til kunstværk, til ting.

Der bliver helt klart dyrket noget sex her, men uden besværlige kønsdele og pinlige, nøgne stillinger, som man egentlig ikke har dyrket så meget yoga, at man er smidig nok til. Jeg tænker på, om vi, publikum, længes efter en form for sex, som ikke er pinlig og kropslig og klistret. En skulpturel og smuk slags sex, en fantasi. Selvfølgelig længes vi efter det. Det er modens rum. Det er festens rum, det er der, vi befinder os i aften.

Meget af billedsproget og æstetikken i SEX er hentet fra BDSM og fra tyske klubmiljøer. I det bageste rum hænger stålplader, der er bøjet forneden, så de ligner kæmpestore pissoirer. På gulvet ligger seletøj og piske. Til at begynde med får jeg en fornemmelse af, at performerne er de underkastede, dem der bliver domineret i dette scenarie. Imhof fører dem rundt, får dem til at tage deres T-shirts af og piske betonvæggene, til at lægge sig på knæ med hænderne bag hovedet.

Jeg tænker, at der er noget underligt dukkeføreragtigt over, hvordan det føles, som om de alle sammen er castet til minutiøst at udspille et seksuelt scenarie, der tilhører én enkelt kvinde. Sidder hun på al magten, er hun denne aftens bidronning, den store dominatrix?

Frances Chiaverini, Josh Johnson, Sacha Eusebe i Anne Imhofs ’Sex’, Tate Modern, London. Stillet til rådighed af kunstneren og Galerie Buchholz

Nadine Fraczkowski

Men med tiden er det, som om der sker et skred, eller flere. Det begynder som små skift i magtforholdene mellem performerne.

En ung mand følger, meget langsomt, efter en anden; det er, som om de driver hinanden rundt i lokalet. Den ene smører den andens hænder ind i desinfektionsgel. En kvinde sidder på en seng hævet en meter over gulvet, hun hælder sukker ned over en anden kvinde. Som sne. Intensiteten stiger.

De musikalske indslag begynder at minde mere om grunge og industrial end barok. En ung kvinde i en sort hættetrøje ryster en dåseøl og sprøjter skummet ud på en glasvæg. Tre performere begynder at spanke en plastikbeklædt søjle. To af dem brydes. Andre giver sig selv lussinger og sætter ild til buketter af døende blomster.

Grundelementerne er de samme – de samme bevægelser, rekvisitter, kroppe – men det er, som om der udvikler sig et nyt seksuelt sprog imellem dem. Androgynt, voldsomt, glat, tavst, lukket, smukt. Sådan her ville det se ud, hvis modehuset Balenciagas instagramkonto kunne dyrke sex med sig selv.

Performerne går gennem publikumsmasserne målrettet og hurtigt. En af dem skubber sig forbi mig, og et ufrivilligt »Sorry!« kommer ud af min mund, selv om han jo egentlig stødte ind i mig.

Performerne udstråler en uhøflig blaserthed over for publikum. Men vi kan ikke få nok af dem. Vi skynder os fra rum til rum, skubber til hinanden for at kunne komme tæt nok på dem til rigtig at se deres bevægelser.

Vi filmer dem med vores små fedtede telefoner, kan kun få lov at berøre dem gennem vores devices. Vi vil hele tiden have mere, komme tættere på. Jo længere tid der går, des mere tænker jeg, at det er performerne, der dominerer os. Magtforholdet ændrer sig.

De skubber os væk, angriber os, poserer for os, når de vil. De afviser os, og alligevel flokkes vi om dem. Sådan en flok masochister bliver vi i aften. Det handler om kontrol. Vi elsker, at de bestemmer over os og hinanden. Vi elsker deres smukke skulpturkroppe, at de har nok i sig selv. Publikum og performere har på den måde underkastelsen til fælles.

Imhofs performance svælger i moderne, vestlig dekadence. Musemyter og museportrætter, grunge og arier, modeshows, idealiserede kroppe. Hendes ærinde synes ikke så meget at være at kritisere som at radikalisere modeverdenens og natklubbens sprog, dyrke det for at se, om der kan opstå nye tegn, om hun kan få det til at gå i stykker indefra.

På sin vis er det kritisabelt. Har vi brug for at se flere ultratynde kroppe være sexede og uopnåelige i denne verden? Men det er også fascinerende at være vidne til. Og der sker i hvert fald noget andet. Performerne genvinder en agens i løbet af de fire timer, de ryster sig løs og begynder, om ikke andet, at bestemme selv.

Det hele slutter, overraskende nok, med noget så almindeligt som applaus. Efter deres sidste procession gennem et betonrum badet i langsomt blinkende stroboskoplys, stiller alle performerne sig op langs væggen og bukker. Nogle af dem smiler ligefrem eller kigger genert på hinanden, mens publikum klapper og hujer.

Jeg havde forventet, at de ligesom bare ville forsvinde og efterlade os her blandt afbrændte blomsterbuketter og tomme øldåser. Men de træder ud af deres roller et kort øjeblik, og det er på sin vis bekræftende. Måske har de alligevel også engang prøvet at være forkølede.

Ida Holmegaard (f. 1990) er en dansk forfatter, bosat i London. Hun har udgivet romanerne ’Emma Emma’ (2015) og ’Graceland’ (2017) og har senest skrevet om vævekunstneren Anni Albers for Information.

Anne Imhof: ’Sex’. Tate Modern i London. 22.-31. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu