Hvordan skal man som individ finde sig selv i en verden af sprog og kulturer, der bestandigt krydser hinanden? Og hvordan gør man det sprog, man har nedarvet i stand til at udtrykke en erfaring af en verden af transnational migration?
Der findes faktisk en roman, en overordentlig stor en, som skriver sig lige ind midt i vores migrationsvirkelighed. Det er samtidig en roman, der inkarnerer tilblivelsen af det moderne Indien, afspejler grundkonflikterne i landet gennem hele det 20. århundrede og stadig kan sige noget om den komplekse situation, nationen står i i dag.
Romanen er Salman Rushdies Midnatsbørn fra 1981. En roman, som ikke bare er årtier gammel, men som stadig føles ny og aktuel og derfor udgør et perfekt afsæt for denne lille tur gennem den litteratur, vi anbefaler i anledning af det, der af nogle bliver kaldt en skæbnestund for Indien og det måske vigtigste valg i nyere tid, og som for alvor skydes i gang fra på torsdag.
Politisk befinder Indien sig ved en korsvej, og der pågår intense forhandlinger om, hvorvidt den udvikling, der blev sat i gang efter Narendra Modis hindunationalistiske partis (BJP) valgsejr ved sidste valg vil fortsætte, eller om Indien igen besinder sig på sin sekulære historie og stemmer for alt andet end BJP-partiet.
Den indiske forfatning garanterer alle borgere lige rettigheder, frihed til at bede og leve som de ønsker og ytringsfrihed. Men i et åbent brev fra 210 indiske forfattere, heriblandt Arundhati Roy og Amitav Ghosh, vendt mod Modis BJP-parti, advarer de om, at Indien igennem de senere par år har oplevet lynchning, angreb og diskrimination som følge af folks baggrund, kaste eller køn eller den region, de kommer fra.
Hadpolitik er blevet brugt til at dele landet, skabe frygt og ekskludere flere og flere mennesker fra at leve som fuldgyldige borgere, ligesom forfattere, filmmagere, musikere og andre kulturelle udøvere har oplevet at blive censureret.
Ifølge de 210 forfattere er valget derfor et valg mod hadpolitik og for et mangfoldigt og lige Indien.
Romanen, der hænger sammen med Indiens fødsel
Mens der således politisk er meget på spil i den kommende valgkamp, har det længe været sådan i litteraturens verden. Det er en gammel sandhed, at hvis du virkelig vil forstå en kultur, skal du søge til litteraturen. Men det gælder i høj grad her, at hvis man vil forstå baggrunden for nutidens indiske konflikter og dilemmaer, så kan man søge til de indiske romaner.
Samtidig er den sandhed særlig udfordret, når det gælder et enormt land som Indien med så mange forskellige litteraturer og traditioner, at det er en umulighed bare at tale om én indisk litteratur.
Én roman skiller sig ud fra alle andre, og det er Salman Rushdies Midnatsbørn. Romanen hænger sammen med Indiens fødsel som uafhængig nation.
Romanen følger Sinai-familien gennem flere generationer, en familie der er endt som Kashmir-immigranter i eget land, som muslimer i det hinduistiske Indien på det tidspunkt, hvor romanens hovedperson Saleem Sinai fødes – af alle tidspunkter den 15. august 1947 på slaget tolv, som præcis er det øjeblik, hvor Indien gør sig fri af kolonitiden og får sin selvstændighed som nation. Med portrættet af Sinai-familien skildres farverigt og med eksplosiv kraft de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede på det indiske subkontinent.
Der findes ikke ét færdigt forbillede for Rushdie, da han skriver Midnatsbørn, det er derimod den roman, der kommer til at danne skole, så man ligefrem taler om generationer af indiske forfattere som »midnatsbørnebørnene«. Han præger ikke bare generationer af forfattere, han skaber med sin særlige variant af magisk realisme forbilledet for en vej ud af den postkoloniale litteraturs blindgyde.
I et tilbageblik beskriver romanen de vigtigste politiske begivenheder i Indien fra begyndelsen af det 20. århundrede og næsten frem til romanens udgivelse i 1981. Fra blodbadet i Amritsar i 1919, Mahatma Gandhis kamp for Indiens uafhængighed og en fælles muslimsk-hinduistisk stat med Pakistan, krigen med Kina, igen og igen konflikten mellem Indien og Pakistan, Gandhis død, sprogmarcherne, opdelingen af Indien i sprogregioner, Indira Gandhis regime og hendes søn, Sanjays renselse af Jama Masjid-slummen. Saleem Sinai lander som midnatsbarn ikke tilfældigt altid i centrum af alle store konflikter.
Rushdie ønskede at forbinde den lille historie med den helt store. Hvis han gendigtede Saleem Sinai, midnatsbarnet, og den nyfødte nation Indien, så var romanen nødt til at fortælle begges historie.
At forstå hvordan det enkelte liv, samfund, nationer og samfundsklasser bliver formet af stærke kræfter, men også hvordan enkelte liv i nogle tilfælde kan være i stand til at påvirke og ændre disse kræfters retning, var ifølge Rushdie selv den højere mening med hans fiktionsværk. Der er ét sted, hvor det private og det offentlige krydser hinanden, og i denne korsvej bygger han sin bog.
Et forsøg på en indisk kanon
Rushdies roman er skrevet på lang afstand af det kontinent, han voksede op på, og som han forlod til fordel for England i en ung alder. Det gælder i det hele taget de fleste af de omtalte forfattere, at de skriver på engelsk og ofte bor uden for Indien, nemlig de såkaldte diasporaforfattere.
Rushdie skriver på sin egen erindring og det kolossale repertoire af fortællinger fra Indiens mundtlige tradition, som han som dreng fik overleveret af sin fortælleglade far. Det er:
Østens store vidunderfortællinger, Scheherazades eventyr fra Tusind og en nat, Panchatantras dyrefabler, de mange eventyr, der var skabt i Kashmir, hvor hans forfædre var født, og fortællingerne om mægtige helte samlet i Hamzanama og Hatim Tais Eventyr. Midnatsbørn er gennemvævet af disse orientalske eventyr og sættes i scene i forhold til en helt ny politisk kontekst.
Så vidt Salman Rushdie og hans bidrag til forståelse af, hvad Indien er. De værker, vi i det følgende har udvalgt i samarbejde med Tabish Khair, indisk forfatter og litterat, Ulla Rahbek, underviser i indisk litteratur med særlig vægt på det postkoloniale og Mads Rosendahl Thomsen, professor i verdenslitteratur afspejler hver især forskellige problemkomplekser i forbindelse med indisk identitet eller er ganske enkelt blandt de vigtigste indiske moderne litterære værker.
Således tilbyder Vikram Seths gigantiske slægtsroman og meget populære En passende ung mand fra 1993 – om tre hinduistiske familier i Indien i de omskiftelige år efter uafhængigheden og hovedpersonen, den unge Lata, der upassende forelsker sig i en muslimsk mand – et panoramisk blik over Indiens kulturelle normer, konflikter mellem sociale grupper og familier, vold og det bånd, der består på tværs af generationer. Romanen udspiller sig i det fiktive Brahmpur i Indien i de tidlige 1950’ere, efter at landet har fået sin fulde uafhængighed fra England med de deraf følgende konflikter mellem hinduer og muslimer.
Et genkommende tema hos Anita Desai er de konflikter, der opstår hos den moderne inder, når de traditionelle religiøse og sociale normer står over for tidens nye ideer og tanker. Det gælder således hovedværket Det brænder på bjerget fra 1977. Her skildrer hun i psykologisk form sine kvindelige hovedpersoners indre konflikter og trang til frihed og individualitet i et traditionelt mandsdomineret samfund.
Et andet vigtigt emne er den smertefulde deling af Indien i forbindelse med uafhængigheden i 1947. Det handler Khuswani Singhs roman Sidste tog til Pakistan om. Romanen går tæt på den rædsel og de lidelser, som folk oplever i forbindelse med delingen, og hvordan et broderskab mellem folk over natten erstattes af had og vold som følge af religiøse forskelle.
Eller tag Rohinton Mistrys roman En hårfin balance fra 1995, der ligeledes gennem fire almindelige menneskers liv, alle fra vidt forskellig baggrunde, med afsæt i en ukendt indisk by skildrer de omskiftelige år fra midten af 1970’erne, hvor den indiske premierminister Indira Gandhi erklærer undtagelsestilstand i landet, fængsler politiske modstandere og tusindvis af lærere, studenter, fagforeningsledere og journalister, samtidig med at regeringen lancerer en tvungen sterilisationskampagne.
Sådan kunne det fortsætte med Arundhati Roy, V.S. Naipaul, Kiran Desai, Neel Mukherjee og Amitav Ghosh og en kortlægning af den moderne indiske mentalitet og dens grundkonflikter. Men det må man vente på, indtil Informations anmeldere i den kommende tid genanmelder de ti udvalgte værker.
Det er nemlig tid til et forbehold, et stort et, for det er som antydet før umuligt at tale om en indisk litteratur på samme måde, som man taler om en dansk litteratur, en fransk litteratur eller tysk litteratur. Tabish Khair peger i bogen Verdenslitteraturer – introduktion til litteraturen uden for Europa, der udkommer senere i denne måned, på, at man bedst kan sammenligne indisk litteratur med europæisk litteratur, hvis man vel at mærke også medtager Tyrkiet og de euroasiatiske lande.
I det hele taget at tale om en indisk litteratur er en umulighed. Som Khair også gør opmærksom på, består Indien af 234 identificerbare modersmål og 122 hovedsprog, og der findes i Indien hele 29 sprog, som hver tales af over en million mennesker. Når man taler om indisk litteratur må man sige, at der er rige litteraturer på alle større indiske sprog.
Når vi alligevel her præsenterer en kanon bestående udelukkende af engelsksprogede indiske forfattere er det af hensyn til det globale marked og for at vores læserne også har mulighed for at opsøge de anbefalede værker.
Flere af de forfattere, vi nævner her, er som nævnt vokset op andre steder i verden og tilhører dermed den indiske diaspora. De har en stor indflydelse på hjemlandets litteratur og det, vi forsigtigt kalder den indiske litteratur.
Det er forfattere, som også må siges at forholde sig kritisk til den europæiske kolonisering, og som ved også at trække på erfaringer fra de andre kulturer, de har været i berøring med, bringer noget helt nyt ind i billedet. Dertil kommer, at engelsk ikke kun er et kolonisprog i Indien, men har været brugt i landet i over tre århundreder og derfor også må siges at være et indisk sprog.
Den følgende liste er blevet til som en slags tværsum af de tre lister, som Tabish Khair, Ulla Rahbek og Mads Rosendahl Thomsen hver især har udarbejdet.
Og her den endelige liste, hvor vi desuden har taget hensyn til, at bøgerne er oversat til dansk. Bøgerne præsenteres kort nedenfor og bliver siden løbende anmeldt i de kommende udgaver af bogtillægget af Informations kritikere:
- Khushwant Singh: Train to Pakistan (Sidste tog til Pakistan), 1956
- V.S. Naipaul: A House for Mr Biswas (Et hus til mr. Biswas) 1961
- Anita Desai: Fire in the Mountain (Det brænder på bjerget), 1977
- Salman Rushdie: Midnight’s Children (Midnatsbørn), 1981
- Amitav Ghosh: In an Antique Land (I et antikt land) 1992
- Vikram Seth: A Suitable Boy (En passende ung mand), 1993
- Rohinton Misty: A Fine Balance (En hårfin balance), 1995
- Arundati Roy: The God of Small Things (De små tings guder), 1997
- Kiran Desai: The Inheritance of Loss (Det tabte land), 2006
- Neel Mukherjee: The Lives of Others (De andres liv), 2014
Indisk romankanon
Khushwant Singh (1915-2014): Sidste tog til Pakistan, 1956
Med den historiske roman slog den indiske forfatter, journalist og politiker sit navn fast som skønlitterær forfatter. Romanen er et hovedværk i indisk litteratur og handler om Indiens deling i 1947 – ikke bare som en politisk begivenhed, men som noget der har store menneskelige konsekvenser, så snart man kigger ned i detaljerne og det enkelte liv.
V.S. Naipaul (1932-2018): Et hus til mr. Biswas, 2003
Det særlige er, at romanen foregår på Trinidad, hvor forfatteren er født i en fra Indien indvandret brahminfamilie. Et hovedtema i forfatterskabet – og ikke mindst i dette hovedværk – er opbruddet og den deraf følgende følelse af hjemløshed og identitetstab i en postkolonial tid. Naipaul er dermed en af de vigtige diaspora-forfattere.
Anita Desai (f. 1937): Det brænder på bjerget, 1977
I sine romaner beskæftiger forfatteren sig ofte med kvinders psykologi og moralsk værdi i en mandsdomineret verden. I dette hovedværk, der består af tre forbundne dele og følger tre forskellige kvinder, der alle har en indre ild i deres hjerter på trods af stor ensomhed og isolation.
Salman Rushdie (f. 1947): Midnatsbørn, 1981
I denne mesterfortælling om Sinai-familiens omskiftelige historie og midnatsbarnet Saleem Sinai, der fødes præcis det øjeblik, hvor Indien får sin uafhængig fra det britiske kolonistyre, fortælles farverigt og med eksplosiv kraft de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede på det indiske subkontinent.
Amitav Ghosh (f. 1956): I et antikt land, 1992
Frugten af sit feltarbejde i Nildeltaet udfolder forfatteren, der er født i Calcutta, i denne fabulerende fortælling, hvor han lag for lag afdækker den politiske og kulturelle erfaring hos et koloniseret folk. I den faglitterære del af forfatterskabet er Ghosh en af de vigtigste miljøkritiske stemmer.
Vikram Seth (f. 1952 ): En passende ung mand, 1993
Bogen er på alle måder gigantisk, en 1349-siders stor episk roman, der følger tre hinduistiske familier i Indien i de omskiftelige år efter uafhængigheden. Det er både en kærlighedsroman om den unge Lata, der upassende forelsker sig i en muslimsk mand, og et panorama over et multietnisk indisk samfund i store forandringer.
Rohinton Mistry (f. 1952): En hårfin balance, 1995
Udgangspunktet for denne populære roman er den undtagelsestilstand, som premierminister Indira Gandhi i 1975-76 sætter nationen i. Romanen skildrer livet tilværelsen for fire helt almindelige mennesker, der kæmper for at overleve i det nye volds- og terrorregime.
Arundhati Roy (f. 1961): De små tings gud, 1997
Denne debutroman om en families tragiske historie blev en gigantisk international succes. Den fortæller om, hvordan en enkelt dag for de tveæggede tvillinger, Rahel og Estha, bliver skæbnesvanger for en hel familie, og fortalt i en broget, sansemættet stil, der sine steder kan minde om Midnatsbørn.
Kiran Desai (f. 1971): Det tabte land, 2006
I denne roman, der tager sit afsæt ved foden af Himalayabjergene gennemspilles en række moderne temaer som erindring og migration og det at leve mellem to verdener og mellem fortid og nutid.
Neel Mukherjee (f. 1970): De andres liv, 2006
En kalejdoskopisk roman, der foregår i Calcutta i 1960’erne handler om et indisk samfund i dyb konflikt med sig selv, og hvor kløften mellem fattig og rig aldrig har været større. Samtidig med at romanen fortæller en families historie dissekeres selve den indiske nations sjæl.
Indiens valg
Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.
Seneste artikler
Rohinton Mistry skriver om korruption og drømme i 1970’ernes voldsomme Indien
4. juli 2019Fire mennesker forsøger at få enderne til at mødes i et ekstremt kapitel af Indiens historieKun én ud af 58 ministre i Modis nye regering er muslim
21. juni 2019Indiens premierminister Modi har sat sit nye hold til sin anden femårige periode, og sammensætningen er sigende for hans politiske prioriteter. I det nye underhus har det største oppositionsparti, Kongrespartiet, ikke engang pladser nok til formelt at kalde sig oppositionslederIndiens nye parlament slår rekord: 43 procent venter på at komme for retten
21. juni 2019Denne uge mødtes medlemmerne af Indiens nye parlament for første gang. 43 procent af dem står anklaget for kriminelle handlinger ved en domstol. Det er en markant stigning og et udtryk for en svag stat og skruppelløse partier, lyder det fra demokratiforkæmperen Jagdeep S. Chhokar
Der er 100 millioner muslimer i Indien. og mange af eliten (ikke mindst salman Rushdi) er muslimer. Men det bliver ikke en supermagt og slet ikke verdens politibetjent.. til gengæld der er slægtskab mellem Europa og Indien i Kuluren i hvertfald, vi vil måske kunne se om det er noget om "Indoeuropeisk´s slægtskab i sproget. Om det holder i den 21 (tyvende) århundert.
Mht. Midnatsbørn nævnes det ikke her, at der i romanen fødes to børn den 15. august 1947. Tvillinger. Metaforer for Indien og Pakistan, som blev til da efter briternes kolonistyre var endt.