Interview
Læsetid: 4 min.

»Der skal skiftevis komme noget let, noget sjovt, noget eftertænksomt og noget, man kan græde til. Tænk på det som musik«

Emotionelle reklamefilm fylder mere og mere. For bedre at forstå hvordan de virker, er vores journalist sammen med reklamefilminstruktør Asger Leth gået i dybden med hans reklame for TV 2, »Alt det vi deler«, og har spurgt ham, hvad der teknisk set gør, at hun begynder at græde samme steder — hver gang
Asger Leth har instrueret flere rørende reklamer. Mest kendt er uden tvivl ’Alt det vi deler’.

Foto: TV 2

Asger Leth har instrueret flere rørende reklamer. Mest kendt er uden tvivl ’Alt det vi deler’.

Foto: TV 2

Kultur
30. april 2019

Asger Leth har instrueret flere rørende reklamer, men mest kendt er uden tvivl »Alt det vi deler«. En reklame for TV 2, der gik viralt i 2017, og som for nyligt er blevet fulgt op af en to’er.

Den oprindelige reklame blev på de første seks måneder set af mere end 300 millioner mennesker verden over og vandt efterfølgende flere priser.

Selv når jeg tager mine professionelle journalistbriller på, formår den på blot tre minutter at bringe  tårer frem i mine øjne intet mindre end fem gange, og derfor har jeg sat instruktøren bag, Asger Leth, i stævne for at finde ud af, hvordan han gør. Ud over denne reklametåreperser står Asger Leth blandt andet bag DR’s dramaserie »Liberty« og en række dokumentarfilm.

Når dem bliver til os

En gruppe mennesker er samlet i et stort rum, men står inddelt i afmærkede firkanter på gulvet, der opdeler dem i mindre grupper. Nogle kategoriseres af fortællerstemmen som ’dem med de høje indtægter’ og ’dem uden’. Andre som ’dem vi stoler på’ og ’dem vi går uden om’.

De bliver bedt træde frem, hvis de kan nikke ja til nogle personlige spørgsmål.

»Hvem var klassens klovn« og »hvem er bonusforældre« spørger Ager Leth. Og gruppen af mennesker fordeler sig nu på nye måder.

Hvor der før var ’dem med høje indtægter’ og ’dem uden’, »så er der pludselig os,« siger fortællerstemmen. Hele præmissen ændres fra ’dem og os’ til et fællesskab af ’os, der er bonusforældre’.

Her får jeg første gang blanke øjne. Asger Leth trykker på min fællesskabsfølelse.

»Her gør jeg også stemmen lidt mørkere, for at understrege ’os’,« siger Leth, der selv har lagt stemme til fortælleren.

Herefter opremser fortællerstemmen en masse os’er, der har forskellige ting til fælles.

Anden gang jeg får tårer i øjnene – og hvor de for første gang ikke blot forbliver en blank hinde på øjeæblet, men sniger sig ud over kanten – er da han samler gruppen af ‘os der har mobbet’.

»Folk bliver tit overrasket over, at de græder mere ved ’os, der har mobbet’ end ‘os, der blev mobbet’,« fortæller Asger Leth, der har oplevet flere sige det samme.

»Jeg tror, det er fordi, vi tager en fælles skyld på os. Og så står der en lille dreng, som kigger skamfuldt ned i jorden, og man kan mærke, at det virkelig er hårdt for ham. Her er skylden og skammen den universelle følelse. Det bliver en slags terapi.«

Lige bagefter kalder de gudskelov på ’os, der er heldige at have fået sex inden for den sidste uge’, folk griner, og alt er godt igen.

Næste gang jeg græder, er ved ’os, der har kærestesorger’, hvor to modige kvinder stiller sig frem. Og lige bagefter ved ’os, der er hammer nyforelskede’.

»Os der er nyforelskede,« gentager Asger Leth i en flirtende tone for at understrege, hvordan stemningen skifter mellem de to scener. 

Til sidst får tårerne frit løb, når ’os, der er biseksuelle’ bliver kaldt op, og en enkelt genert ung mand stiller sig frem, mens resten af salen klapper af ham.

Jeg har altid været allergisk over for menneskemængder, der klapper på den måde. Som i en dårlig amerikansk romcom, hvor nogen frier på et offentligt sted. Men her virker det tilsyneladende.

Den rette dosering af gråd

Jeg præsenterer min grædekurve for Asger Leth.

»Det giver god mening,« siger han og fortæller, at han planlagde en række emner, der skulle trykke på nogle forskellige knapper hos os.

»Der skal skiftevis komme noget let, noget sjovt, noget eftertænksomt og noget, man kan græde til. Tænk på det som musik,« siger han og nynner små melodier, der skifter mellem lyse og mørke toner i gentagne rundgange.

Man skal dosere de forskellige følelser rigtigt.

»Jeg regner jo helt sikkert med at få folk til at græde, men jeg skal også være sikker på, at folk ikke bliver brugt op. Hvis der kommer fire grædescener i træk, er der ikke mere tilbage den dag,« siger han.

Derfor arbejder han med en slags akter, der hver indeholder en række følelser, der går igen.

»Og det skal gøres med stigende intensitet, så man kan komme tilbage til hver følelse uden at være brugt op,« siger han.

»Man kan sige, at det ikke nødvendigvis er planlagt, at du skal græde på de bestemte temaer, du nævner. Men strukturen er opbygget, så der kommer nogle rum, hvor der er plads til gråden – og de er alle sammen et af den slags steder i strukturen.«

Jeg reagerer altså fuldstændig efter planen.

Da jeg genser reklamen efter at have analyseret den til bunds sammen med Asger Leth, får jeg, til min store overraskelse, igen tårer i øjnene på alle de samme tidspunkter. Det hjælper altså ikke at vide, hvordan man bliver manipuleret med.

Derfor spørger jeg Asger Leth, om han også har grædt til reklamefilm, selvom han kender alle knebene og ved, hvad han bliver udsat for.

»Det har jeg helt bestemt,« siger han.

»Uden tvivl.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske går jeg glip af noget, for jeg skifter altid kanal, hvis/når der kommer reklamer. I øvrigt syntes jeg, at Chardasfurstinden, La Bohème, Madama Butterfly og Londonderry Air virkelig siger mig noget. Og det ved jeg ikke, om underlægningsmusik til reklamer gør.

Til gengæld syntes jeg ikke, at reklamer siger mig noget. Men det skyldes måske, at jeg hverken spiller på online casino eller bruger kviklån.

Anders Sørensen

Jeg kan slet ikke se det. Hverken TV 2 eller det tårefremkaldende aspekt i reklamen (som jeg lige så på Youtube).

Det er da så meget for TYKT! Underlægningsmusikken forsøger konstant at mane til tårer eller i det mindste andægtig alvorlig eftertænksomhed, og man fornemmer aldrig de deltagende som mennesker, men ser dem blot som brikker i følelsesmanipulation. Det er ren porno. Det virker kun på dem, der ikke får noget (træd venligst frem). Græd eller kom på kommando.

Katrine Damm

Stimulerende?
Javist. For brækrefleksen.