»Det bliver solrigt shortsvejr med lun vind fra vest og et samlet CO2-niveau på hele kloden lige nu på …«

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Vi kalder det Ugen på kulturgangen.
Giv os C02-vejrudsigten
Mille Breyen Hauschildt
The Guardian har besluttet at medtage de globale CO2-niveauer i deres daglige vejrudsigter. Det skal tjene som en konstant påmindelse om, at menneskelig aktivitet ødelægger vores klode, og at klimakrisen ikke er et problem ude i fremtiden, men er noget, som skal håndteres NU.
I modsætning til vejret, som synligt ændrer sig hver dag, så sker klimaforandringerne over år eller årtier. Det er altså ikke umiddelbart opfatteligt for det blotte øje. Måske er det på tide, at vi træner vores øje til ikke bare at kunne forstå den katastrofale eller begivenhedsrige vold – men også den langsomme af slagsen. Og måske kan medierne hjælpe til, hvis de vælger at følge The Guardians eksempel.
Vi kan eksempelvis informere om, at det atmosfæriske CO2-niveau ved redaktionens deadline på et globalt plan lå på 411,97 ppm (parts per minute). Vi skal tilbage til 1986, før CO2-niveauet var nede på 350 ppm, som er det niveau, der vurderes holdbart for kloden på sigt.
Skud ud til bizartsmart X Factor-duo
Katrine Hornstrup Yde
Mange ord er der ikke faldet i denne avis om årets X Factor på TV 2. Måske vi gjorde så kæmpe et nummer ud af at sige farvel til DR’s version, at vi ikke rigtig orkede at springe op på den hest, vi lige havde skudt, kogt og spist.
Men skulle man sige noget om årets X Factor på TV 2, som har finale fredag aften, så ville det være hurra for Danmarks nok største tryghedsperson, Sophie Linde, og store skud ud til de sønderjyske rappere Maria og Bea, der måtte udgå pga. dødsfald i familien.
Her på redaktionen kender vi mindst én kulturredaktør, der græd i rørelse over det overraskende tight rappede »I like big butts« under Five Chair Challenge. Thi pludseligt sprang der noget bizart-smart, skælvende ambitiøst og tyggegummignaskende selvironisk ud af den ungdomskultur, vi ikke vidste fandtes, og så vrinsker hesten da lidt endnu.
Tag ud i byen, og brug ørerne
Rasmus Elmelund
I denne weekend er der mere lyd i hovedstaden end normalt, idet tredje udgave af Københavns Radiobiograf Festival er i gang. For eksempel kan man, hvis man fredag klokken 18 finder vej til Empire Bio, høre et live bonusafsnit af en af de bedste danske podcasts længe, Den Nye Stil, hvor P3-vært Pelle Peter Jensen opruller dansk raps skabelsesberetning.
Og hvis tanken om at sidde i en mørk biografsal og lytte til radio med en masse fremmede lydglade mennesker forekommer en lille smule anstrengende, byder festivalen også på en masse stedspecifikke lytninger.
Lørdag klokken 14 kan rygere, festrygere og solidariske ikkerygere møde op på den frederiksbergske beværtning Café Intime, som lægger hus til en kavalkade af røgfyldte lydfortællinger, og søndag klokken 16 kan man troppe op på den ikoniske bygningstomme matrikel Jagtvej 69 og tage med på en tidsrejse i lyd, hvor man kan genopleve dagen, der »aldrig bliver glemt og aldrig bliver tilgivet«. Og en masse andre ret lovende ting – hele programmet kan findes på radiofestival.dk.
De rige har mange glæder
Christian Monggaard
For et par år siden lancerede Napster-grundlægger Sean Parker noget nyt: For et højt, men ikke urimeligt beløb – hvis man altså samlede familie og venner – skulle man i hjemmebiografen have mulighed for at streame film på biografpremieredagen. Det ville Hollywood dog ikke være med til af hensyn til biografer og indtjening.
Nu støtter flere store filmselskaber så en lignende ordning, blot for de rige. For 1.500-3.000 dollars kan man leje en premierefilm, f.eks. den nye Avengers, hos Red Carpet Home Cinema. Nå ja, det kræver, at man har et kreditkort med 50.000 dollars og en supersikker streamingboks til 15.000 dollars.
»Hvert eneste produkt, jeg kan komme i tanke om, har en luksusudgave, så hvorfor ikke film?« sagde manden bag, Fred Rosen, forleden til The New York Times. Jo jo, men hvad med alle os andre?
Countryrap indtager poptronen
Ralf Christensen
Countryrap har faktisk mere end 20 år på bagen, men aldrig har genren fået så megen opmærksomhed som lige nu. Årsagen er Lil Nas X’ »Old Town Road«. I tirsdags klatrede hittet fra nummer 15 til nummer 1 på den amerikanske Billboard-singlehitliste.
Det skete, efter at Billboard i marts fjernede sangen fra Hot Country Songs Chart, fordi den ikke anses for country nok. Hvilket kan minde om 2016, hvor Grammy-priskomiteens countryafdeling afviste at tage Beyoncés countrysang »Daddy Lessons« i betragtning som årets countrysang.
Billboards afvisning har således skabt debat om racisme. Men debatten handler også om, hvad country egentlig er, og man kan også både argumentere for og imod »Old Town Road« som country. Lil Nas X er fra Atlanta, Georgia og leger kækt med pejlemærker fra både country og hiphop.
Tekstligt er der både hest, utroskab og en cowboyhat. Men der er også booty, Porsche og cowboyhatten er fra Gucci. Musikalsk er der banjo, violin, akustisk guitar og en seksløber, der bliver ladt. Men der er også subbas og trap-hiptop-beats. Lil Nas X tilbyder selv lidt hjælp og kalder sin voldsomt catchy herlighed for »countrytrap«.
Ny litteraturfestival som en ’live’-avis
Lone Nikolajsen
Ikke i denne weekend, men i den næste finder en ny litteraturfestival ved navn Avisen Live sted. Avisen Live foregår på spillestedet Forbrændingen i Albertslund lørdag 27. april og er et forsøg på at oversætte dagbladets stofområder og formater til en kavalkade af indslag.
Nationale og internationale nyheder, økonomi og rejser dækkes af forfattere, tænkere og kunstnere fra Danmark og udlandet. Boligstoffet udgøres af en samtale mellem den meget interiørbevidste forfatter Helle Helle og kritikeren Kamilla Löfström.
Døds- og kontaktannoncer står forfatterne Jonas Eika og Ida Marie Hede for, mens andre forfattere forsøger sig med horoskop- og kryds og tværs-formaterne. I stedet for musikanmeldelser er der koncert med Lise Westzynthius og Bjørn Rasmussen. Fint bud på indhold til en meget lang og dermed aviskrævende weekend.
Ugen på kulturgangen
Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Seneste artikler
Julen er ikke kun hyggelig. I Californien er jesusbarnet sat i bur, mens Tate Britain er i postapokalyptisk julestemning
13. december 2019På trods af den søde juletid har freden ikke sænket sig over kulturverdenen i denne uge. En kunstner har taget en bid af en andens værk, og kulturfolk kalder ungarske politikere for »svin«. Til gengæld kan vi i fremtiden træde i Jesus’ virtuelle sko og udføre sande miraklerDer er rigtig god julestemning mellem Pernille Rosendahl og Kristian Jensen og blandt de nominerede til Turner-prisen
6. december 2019And the award goes to ... Alle de nominerede til Turner-prisen, der har overtalt komiteen til at lade dem dele sejren. Imens har Venstres Kristian Jensen fundet sammen med Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl, og et nyt kunsttyveri har ramt TysklandDet har været en god og dårlig uge for Michael Jackson
29. november 2019På kulturredaktionen klapper vi ad Taylor Swifts AMA-rekord og en østrigsk kvindelig komponist. Samtidig er tyskerne blevet frarøvet milliardskatte, og en brite vrider sin hjerne over, hvordan Michael Jacksons liv kan filmatiseres. Et nyt museums-computerspil og en Netflix-biograf har også optaget os i ugen, der er gået
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Det er kun i kulturafdelingen, at man kan opgive et CO2 tal for hele verden med 2 decimaler.
PPM=Parts per million :l