Læsetid: 12 min.

Stærke kvinder

Det er hverken en myte eller en reklamefidus, når den moderne islandske litteratur fremhæves for sit fokus på magt og køn
Det er hverken en myte eller en reklamefidus, når den moderne islandske litteratur fremhæves for sit fokus på magt og køn

Martin Fyhn Lykke Lladó / Biofoto / Ritzau Scanpix

26. april 2019

Det fortælles om en kendt nutidig islandsk forfatter, at hun engang til en bogmesse i Göteborg fuldstændig fik taget pippet fra sin interviewer. Fyren blev nemlig ved med at stille ret dumme spørgsmål, og da han spurgte:

»Er det sandt, at I islændinge tror på spøgelser?« lænede hun sig frem, så på ham med et fast blik og sagde:

»Ja, og jeg er sikker på, at der er et spøgelse her i lokalet.«

Så kunne publikum frit afgøre, hvem af de to på podiet det var.

Hvis historien er sand, forekommer den typisk for Vigdís Grímsdóttir (f. 1953, debut 1983). I hendes litterære univers taler de levende med de døde, mennesker vandrer ind og ud af hinandens bevidsthed, grænsen mellem virkelighed og fantasi udviskes konstant, individerne lever i mindst to verdener hver, og der skiftes hyppigt mellem flere tider.

Dette er i ekstrem grad tilfældet i den seneste til dansk oversatte roman, Tavsheden (2000, da. 2007). Det er en psykologisk familiegyser, der handler om Linda, som vokser op i en stor villa i Reykjavik og tidligt knyttes tæt, ikke til sine alt for travle forældre, men til sin farmor med samme navn.

Denne sjæleligt forstyrrede kvinde lever i en fantasiverden, hvori hun kommunikerer med komponisten Tjajkovskij og med dennes farmor Anastasia Posokhova, og hvor Linda ikke må hedde Linda, men i deres hemmelige forsøstrings navn omdøbes til Tchaikovskaia [sic], skæbnesvangert psykisk »invaderet« som hun bliver.

På romanens nutidsplan er Linda vendt hjem fra New York og sidder ved farmorens dødsleje, og da den slutter – efter mange spring frem og tilbage i tid og beskrivelser af komponistens musik – har vi lige akkurat fået afsløret familiens hemmelighed: at farfar ikke døde under en rypejagt, men blev skubbet ned ad en trappe. Tavsheden er omsider brudt, kan man sige, og en form for fred indfinder sig, foregrebet tidligt i romanen:

»Da hun var død, kyssede jeg hendes hænder, strøg hende over håret og lod mine fingre cirkle rundt på hendes isse. Og da jeg lukkede hendes øjne, lagde jeg mærke til, at hendes ansigtshud var glat. Ingen poser under øjnene og ingen rynker i panden. Der var i grunden ikke noget, der mindede om den farmor, som havde forlangt, at jeg skulle sidde hos hende i hendes sidste tid. Intet, undtagen måske smilet, der på en særegen måde balancerede mellem godmodig humor og bidende sarkasme.«

Samme frigørelsesmotiv karakteriserer gennembrudsværket Jeg hedder Ísbjörg, jeg er løve (1989, da. 1993), hvor hovedpersonen i løbet af tolv intense timer fortæller sin livshistorie for sin forsvarsadvokat. Hun har dræbt en ældre gift mand, som hun gik i seng med for penge, men hun har også tidligt måttet slås for at få et liv. Faren begik selvmord, da hun var otte, moren blev psykisk syg, og pigen, som voksede op hos slægtninge, skabte sig et panser om sin sårbarhed. Således ’sikret’ var Ísbjörg i stand til at leve som prostitueret:

»Nej, hun må hellere kneppe med ham, inden hun går. Hun ser på denne følsomme mand. Han minder hverken om et svin eller en blæksprutte nu. Han er bare en mand fuld af ord, der vil skylle ind over hende som jernbølger.«

Læg her mærke til det kraftfulde, poetisk ophedede symbolsprog. Vigdís Grímsdóttir indtager i moderne islandsk prosa pladsen som den ærkeromantiske postmodernist, altid med de store følelser på programmet, men også gerne med magiske manøvrer, som drager læseren ind i personernes indbyrdes magtspil. Hun kender til, hvorledes undertrykkelse kan camoufleres som kærlighed, og hun ved, at kunstnerisk skabelse, drevet indefra af ægte inspiration, kan sætte den bange fri.

Når man åbner en bog af hende, bør man være forberedt på at blive grebet i struben og ført ned i sjælelige dybder, sådan som det også sker for Pigen i skoven (1992, da. 1995), hvor en posedame, som samler på citater fra litteraturen, blander identiteter med dukkemageren Hildur, en dæmonisk Faust-figur og som sådan emblematisk for forfatterens stadige kredsninger om kunstens evige grundvilkår.

Magtkampen, som opstår imellem dem, forplanter sig uvægerlig til den ofte lettere fortumlede læser.

Vigdís Grímsdóttir, som oprindelig er læreruddannet, nåede at få praktisk erfaring i skolen, inden hun på universitetet læste islandsk og pædagogik. Siden har hun stort set levet af sit forfatterskab, som ud over digte og noveller omfatter 12 romaner, af hvilke de fem nyeste af en eller anden grund ikke er blevet fundet værdige til at leve videre på dansk.

Genfødsel i afsides fiskerby

Modsat gælder det for Kristín Marja Baldursdóttir (f. 1949, ligeledes læreruddannet, debut 1995 efter en karriere først som underviser, siden som journalist), at hendes romaner oversættes løbende.

Senest har vi således på dansk fået både den lille kriseterapeutiske samtidsskildring Karlsvognen (2009, da. 2010), den spøjst muntre familiehistorie Kantate (2012, da. 2014) og den smittende optimistiske beretning i Havblik (2016, da. 2017). Den sidstnævnte handler om den fyrede kontordame Flora, der genfødes til en ny tilværelse i en afsides fiskerby, hvis kuede kvinder synger som små engle og finder sammen i et succesrigt kor.

Nej, Gyldendal har kunnet gribe langt tilbage i forfatterskabet, sådan at Kristín Marjas tre første romaner, dem fra 1990’erne – Mågelatter (1995, da. 2009) og Fra hus til hus (1997, da. 2013) og Køligt daggry (1999, da. 2015) – nu er ude blandt hendes mange trofaste fans her i landet. Dette forlagseventyr findes der to rigtig gode forklaringer på, en generel og en mere specifik.

Den generelle årsag til forfatterens internationale succes er, at hos hende genopstår den velfortalte, plotbårne roman med runde og hele karakterer, som må interessere enhver, samtidig med at hun skriver med en særlig kærlig ironi og munter friskhed. I hendes værker forenes en sprudlende fortælleglæde med solid psykologisk indsigt, sådan at man hver gang både føler sig underholdt og gjort passende klogere på livet.

Den specifikke grund til, at hun har nået så stort et publikum, er mammutbøgerne om en islandsk kvinde og billedkunstner og hendes omtumlede skæbne op gennem det 20. århundrede, først Karitas. Uden titel (2004, da. 2007), så Karitas. Kaos på lærred (2007, da. 2008). Den ene foregår i tiden fra Første til Anden Verdenskrig, den anden fra krigen til hovedpersonens død. Hvis det altså er dø, hun gør på allersidste side!

Hovedpersonen har meget at slås med. I det ydre den barske natur, kærligheden til Sigmar, »manden fra Borgarfjördur« (i det nordøstlige hjørne af landet), samfundet med dets fordomme over for en kvindelig kunstner samt endelig maleriet selv: det enkelte motiv, materialet, farverne, linjen.

I det indre står konflikten mellem pligt og lyst, mellem moderskab og kunst, mellem eros og æstetisk lidenskab samt mellem omsorg for andre og voldsom trang til selvrealisering.

Vanskelig at glemme er scenen, da Karitas skal rejse til København for at dygtiggøre sig i billedkunst, og skibet ligger ved kajen i Akureyri, parat til at hive landgangsbroen op, og søsteren Bjarghildur flår i hende, truer: Hvis du rejser fra din døende søster, vil du fortryde det for evigt!

»Vil du virkelig have det siddende på din samvittighed, at du har forladt os, når vi har allermest brug for dig? Vi er en familie, og vi må stå sammen, og hvad nu, hvis mor bliver syg og dør? Hvis du rejser, vil djævelen følge dig, hvor du end går og står, for han tager plads i de menneskers hjerter, der svigter deres kære og kun tænker på eget ve og vel og tant og fjas, du vil blive udstødt, jaget og foragtet, det lover jeg dig!«

Kvinders fællesskab

Kristín Marja Baldursdóttir har udtalt, at hun under arbejdet med de to romaner om Karitas følte sig besat. Hun kom nemlig ind under huden og dybt ind i sjælen hos sin hovedperson og fik gennem hende greb dels i sin egen skabende evne, dels i mange kvinders tilbagevendende valg.

Men når bøgerne også af en læser kan opleves som besættende, hænger det ikke kun sammen med følelsernes almenhed og styrke, det skyldes også den store realistiske detaljerigdom, den grundige research, præcision i beskrivelsen af såvel malerkunst som daglige arbejdsprocesser.

Flere formødre har stået model, måske billedhuggeren Nína Sæmundsson, malerne Julíana Sveinsdóttir og senere Lovísa Matthíasdóttir, men især oldemoren Kristín Jónsdóttir, som rejste til København i 1911, gik på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder og siden på Kunstakademiet og havde atelier i Reykjavík fra 1927.

Set i dette perspektiv repræsenterer Kristín Marjas værk en selvstændig tendens i den nordiske litteratur: den konkrete arvende tilegnelse af kvinders fælles og individuelle historie, ’formodernisme’, kunne man måske sige. Man kan også inkludere Álfrún Gunnlaugsdóttir (f. 1938, debut 1982, kan mødes på dansk via Strejf (1987, da. 1992)) og søsteren til Jakobína Sigurðardóttir, Fríða Á. Sigurðardóttir (f. 1940-2010, novelledebut 1980), som i 1992 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Mens natten går (1991, da 1992).

Fortællesituationen er her, at den moderne og fraskilte Nina sidder på hospitalet og våger over sin døende mor, alt imens hun genkalder sig slægtens kvinders historie i flere generationer – og må forsøge en forsoning med sin egen oprørske datter, Sara, hvem hun til sidst overlader et magisk broget sjal, som er gået i arv.

Foran Nina står sengen. Dér ligger hendes mor … Inde i sindet dukker nu vigen op, fjeldmassivernes truende jætter, der bøjer sig fremover. Hun hører det dybe, frodige, hviskende græs, og formødrenes stemmer lyder, »en dæmpet snak i den endeløse stilhed«. Ja, mere tydeligt kan det næppe blive, at stærke kvinder i islandsk litteratur danner en kæde op gennem tiden.

Inden vi går videre til to noget yngre kvindelige forfattere med markante holdninger til kønsroller, er det måske værd at erindre to forhold. For det første, at stærke kvinder i litteraturen ikke er nogen islandsk specialitet – tænk bare på engelske Fay Weldon og norske Herbjørg Wassmo.

For det andet, at den nyere kvindebevægelse på Island var overordentlig synlig – at det var de islandske kvinder, der strejkede 24. oktober 1975, at islændingene fik verdens første folkevalgte kvindelige præsident, og at landet var tidligt ude med sine lighedsreformer, især barselsorlov til mænd.

Spørger man Gerður Kristný (f. 1970, debut 1994), om ikke hun er stolt af alt dette, på vegne af sit køn og sin nation, vil hun nok svare bejaende, men omgående tilføje, at noget fuldstændig afgørende mangler, så længe vold mod kvinder er så udbredt, som tilfældet er. Dette brændende problem har hun behandlet som journalist, men også som poet, især i de tre digtsuiter Blodhingst (2010, da. 2011), Drapa (2014, da. 2016) og nu senest Sálumessa (Sjælemesse, 2018, kan snarligt forventes udsendt på dansk).

I den første af disse bygger hun videre på kvadet Skírnismál fra Den Poetiske Edda, hvor guden Frej fra sin udkigspost i Valhal får øje på jættepigen Gerd, forelsker sig blindt i hendes lysende arme (!) og sender sin tjener til Udgård for at hente ’byttet’ hjem. Hvilket lykkes, men kun under trusler. Da forholdet fuldbyrdes, er kærlighed mellem asen og jætten umulig at skelne fra udøvelse af voldelig magt:

»Frejs grabber
krystede mig

smed mig længst
ind i angsten

Han ristede
sår i grønsværen
et nyt hver nat
«.

I digtsuitens slutning, hvor Gerd har født voldsgudens søn, udtrykker hun det håb, at »slægtninge vil /strømme over broen / hævne /forsvundne kvinder«. Måske bogen selv udgør denne hævn?

Dette synes i det mindste at være intentionen med Drapa, et barsk mindekvad over en kvinde, som blev tæsket ihjel.

»Jeg ønskede,« har forfatteren udtalt, »at skrive et digt til hende, en af denne verdens ulykkelige kvinder«.

Hertil vælges en form i slægt med den middelalderlige islandske poesi med ultrakorte linjer, stavrim og manende rytme.

Ud over de tre digtsuiter er Gerður Kristný på dansk repræsenteret med romanerne Kirkegården (2008, da. 2014), Hestvik (2016, da. 2017) og Smarties (2017, da. 2018). De kredser alle om en latent katastrofe, der pludselig slår ud og bliver manifest i et sart og udsat menneskes ellers midlertidigt beskyttede liv. Fra sidstnævnte bog vil læserne utvivlsomt aldrig kunne give slip på scenen, hvor tre skolepiger leger Ånden i glasset, og et spøgelse pludselig træder ind i køkkenet, men viser sig at være venindens mor, ulykkelig og alkoholiseret.

Tabte begærsobjekter

Fælles for de seks kvindelige forfattere, som søges præsenteret i denne oversigt, er, at de som så mange islandske skribenter fra deres samtid har nydt godt af statslige stipendier, og at de har en kortere eller længere universitetsuddannelse bag sig.

Det gælder ikke mindst kunsthistoriker Auður Ava Ólafsdóttir (f. 1958, debut i 1998 med en roman, Upphækkuð jörð), som i 2018 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Ar.

Romanen handler om en fraskilt kriseramt mand, Jonas Ebeneser, som drager til et krigsområde, simpelthen for at begå selvmord, men efterhånden må han ændre planer, fordi andres lidelser er så meget værre end hans.

Auður Ava, der i en årrække bestyrede kunstsamlingen på Islands Universitet, demonstrerer her sin fagligheds værdi ved i kælderen til Hotel Silence at anbringe en oldgammel vægudsmykning med nøgne badende kvinder, der dog alle, som følge af både alder og krig, symbolsk er uperfekte og eksempelvis kan mangle en arm eller et bryst.

Handlingsforløbet bliver i kunstværkets lys et rekonstruktionsarbejde, et forsøg på at genskabe det tabte begærsobjekt. Mens Jonas Ebeneser nu går byens kvinder til hånde, handyman som han er, genopbygger han så at sige sin læderede maskulinitet uden dog derved at udøve magt eller vold.

Der findes dem, som siger, at feminisme fundamentalt går ud på at fratage manden hans monopol på at være menneske og samtidig lette kvinden for den byrde at være den eneste af de to med et køn.

Set i dette lys må Auður Ava betegnes som gedigen feminist, når hun i Svaner bliver ikke skilt (2012, da. 2016) skildrer kvinden, tvillingemoren Maria, hvis ægtemand på selve nytårsaften springer ud som bøsse og flytter hen til sin kollega og elsker, hvorefter den forladte må lappe sammen på både sit og børnenes liv. Og det gælder også, når forfatteren i Stiklingen (2007, da. 2009, ny udgave 2019) skildrer en ung mand, som på samme tid finder sin mandighed og bliver klar til at være far, idet han stille og roligt overtager en række traditionelt kvindelige roller og egenskaber.

Titlen er lidt besværlig. På islandsk hedder romanen Afleggjarinn, hvilket kan betyde en aflægger af en plante, et barn eller en vej, hvor man drejer af fra en større vej.

På dansk forsvandt den sidste delbetydning og dermed romanens rejsemotiv. Arnljotur Thorir, som jegfortælleren hedder, har gennem et engangsknald i et drivhus avlet en datter, men han har ikke den mindste lyst til at gifte sig med dennes mor, og da han ydermere har mistet sin elskede gartnermor, drager han til det sydlige Europa for at istandsætte et klosterligt haveanlæg.

Hvor ligger i grunden dette kloster? Sådan spurgte jeg selv engang forfatteren under et interview.

»Det ved jeg ikke,« svarede hun, »men hvis du finder ud af det og tager derned, vil jeg gerne med«.

Sådan kan alvor og humor, fantasi og virkelighed, så nysseligt blandes. Også Auður Ava Olafsdóttir er som især Vigdís Grímsdóttir bekendt med oplevelsen af at færdes i flere verdener samtidig. Forfatterskabet forener ubesværet dekonstruktion af stive kønskategorier med katolsk inspireret spiritualitet.

Hvorledes fremgår af Stiklingens slutning, hvor den purunge far og hans fremmelige datter i klosterkirken fordyber sig i dvælende ro, alt imens solen bryder igennem og den første stråle fra rosevinduet lander på barnets kind. Et billede med dyb åndelig mening, eftersom fortælleren til Syden har medbragt spæde aflæggere fra morens rosenhave, men måske også en vision af en verden med to køn i harmonisk balance.

Vigdís Grímsdóttirs romaner Jeg hedder Ísbjörg, jeg er løve og Tavsheden og Kristín Marja Baldursdóttirs Karitas, uden titel er citeret efter oversættelser af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. Gerður Kristnýs digtsuiter og Audur Ava Ólafsdóttirs tre omtalte romaner er oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu