I en tid, hvor selv Nationalmuseets direktør græder på tv ...

Gråd er en kropslig reaktion, der er så knyttet til normer, forventninger og kulturel spejling og repræsentation, at den snarere end at vise vores ægte og autentiske følelser, spejler den tid, der grædes i. Og for tiden grædes der – meget. Kulturredaktionen går i den kommende tid på opdagelse
Kultur
26. april 2019
Hvornår de seneste 30 år har man kunnet forestille sig at se Nationalmuseets direktør (Rane Willerslev) tude for åben skærm, når han skal afskedige medarbejdere — sådan som vi så det i DR’s dokuserie Ranes Museum?

Hvornår de seneste 30 år har man kunnet forestille sig at se Nationalmuseets direktør (Rane Willerslev) tude for åben skærm, når han skal afskedige medarbejdere — sådan som vi så det i DR’s dokuserie Ranes Museum?

Peter Nygaard Christensen

Vidste du, at voksne ifølge førende grådforskere nærmest aldrig græder af fysisk smerte? Vidste du, at Hitler ifølge sin selvbiografi besluttede sig for som barn ikke at ville græde, når han fik en endefuld af sin far, og at han siden aldrig græd? Og at studier viser, at kvinder græder tre gange så ofte som mænd — ifølge dem selv?

Vi har talt endog rigtig meget om gråd på kulturredaktionen på det seneste, og det har føltes som en decideret nøgle til at genforstå vores tid og kultur. En ellers følsom journalist i vor midte fortalte, at han aldrig nogensinde græder. Som i aldrig. Det var et faktum, som vores universitetspraktikant antog, helt afgjort måtte have noget med hans køn at gøre – hvortil hun vendte sagen med en hollandsk grådforsker.

Netflix’ makeover and feelgood-serie Queer Eye decideret malker undertegnedes tårekanaler for saltvand på en måde, som føles halvt wellnessagtigt forløsende, halvt skummeltkalkuleret på grund af seriens ekstremt målrettede evne til at få mig til at føle netop det. Vi har derfor snakket med klippere, tv-værter, sangskrivere, radioværter, skuespillere og reklamefilmfolk om, hvordan de mere eller mindre bevidst fremmaner gråd hos sig selv eller hos os i deres arbejde.

Vi bemærkede, hvordan gråd i sig selv føles som et slags kvalitetsstempel i patetiske reklamer, der går viralt. Og at gråd generelt virker til at være en mere acceptabel udtryksform i dag, end det har været længe: Hvornår man de seneste 30 år har kunnet forestille sig at se Nationalmuseets direktør (Rane Willerslev) tude for åben skærm, når han skal afskedige medarbejdere — sådan som vi så det i DR’s dokuserie Ranes Museum?

I den kommende tid genopdager vi i avisen gråd som kulturelt fænomen, som udtryksform, der virker mere og mere legitim, som noget vi aktivt opsøger, og som kulturen i ekstrem grad faciliterer, at vi kan dyrke.

Reklamefolk kommer til at forklare os, hvordan de helt teknisk fremmaner gråd hos deres publikum og doserer deres patos, så den virker, og forskere sætter os ind i grådens psykologi og fysiologi — og kulturhistorie.

Vi snakker med kulturkritikere om, hvordan de selv forholder sig til gråd, når de skriver anmeldelser — og vi bringer en statistik over alle de gange, filmredaktør Christian Monggaard i sine anmeldelser har »grædt« eller meddelt en »tåre i øjenkrogen«, senest i onsdagsavisen i hans anmeldelse af Avengers, i øvrigt, hvor netop filmens uimodståeligt rørende slutning var omdrejningspunktet for manges begejstrede kritikeres hyldest af det samlede produkt. 

Vi beskriver i små klummer, hvilke filmscener, sange og situationer, der personligt udløser gråd hos os — og hvorfor mon. Og hvorfor mon vi nogle gange skammer os over at græde over noget, man ikke bør græde over.

For det er selvfølgelig sådan, at det vi græder over, ikke nødvendigvis er det samme som det, vi sørger over, eller som vi er oprigtigt bange for. Man kan kalde en kulturindustri, der fremmaner lækkergråd, for leverandør af eskapisme. Eller man kan kalde det en produktion af ventiler, der giver os mulighed for kropsligt at reagere på alt det, vi i virkeligheden burde græde over. Eller måske burde vi faktisk droppe at tænke på gråd som det mest autentiske udtryk for store og vigtige følelser, men som en våd spasme i ansigtet, der er blevet repræsenteret og fortolket så voldsomt i kulturhistorien, at man må og skal forstå den kulturelt.

Gråd er en kropslig reaktion, men det gør den ikke — i hvert fald ikke hos voksne — til en naturlig reaktion, vi ikke er herre over. Gråd er så knyttet til normer, forventninger og kulturel spejling og repræsentation, at den snarere end at vise vores ægte og autentiske følelser, spejler den tid, der grædes i. Og i disse tider er det, sådan føles det, særligt lækkert at græde.

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her