Læsetid: 6 min.

Tre erkendelser og én desillusion fra Pamela Anderson og Screćko Horvat

Den tidligere Baywatch- og Playboy-stjerne Pamela Anderson og den kroatiske filosof Screćko Horvat gav neoliberalismen og vores kønsliv tørt på ved et foredrag under CPH:DOX. Det blev aldrig en revolutionerende snak om revolutionære tanker. Men Informations udsendte kom alligevel hjem med noget
Information var med, da skuespiller og aktivist, Pamela Anderson, og filosof Sreko Horvat mødtes en aften på Bremen og talte om alt fra autisme til Hugh Hefner.

Information var med, da skuespiller og aktivist, Pamela Anderson, og filosof Sreko Horvat mødtes en aften på Bremen og talte om alt fra autisme til Hugh Hefner.

Keshav Mysore Nagaraj

2. april 2019

Skindet bedrager. Nogle gange. Pamela Andersons skind har i hvert fald bedraget os.

Hun blev automatisk klassificeret som dum blondine efter at have været barmfager playmate i Playboy, livredder i Baywatch og den kvindelige stjerne i en lækket hjemmepornovideo med sin daværende mand, Tommy Lee fra metalbandet Mötley Crüe. Men af asken fra dette populærkulturelle boom har Anderson rejst sig som en politisk ild.

Denne fredag aften under CPH:DOX sidder hun på scenen med den kroatiske filosof Screćko Horvat for at tale om klodens, globalpolitikkens og neoliberalismens sørgelige forfatning. Og folk har tænkt sig at nyde det.

En kvinde passerer forbi med en flaske Mumm-champagne, og da showet går i gang – med hypnoseintroen fra von Triers Europa – lyder der et POP!, da proppen flyver af flasken. Champagnesocialismen lever, skål!

Ulig Bardot & Morrissey

På scenen i Bremen Teater i København laver Pamela Anderson nogle nervøse grin, og viser, at hun – som hun selv nævner – stadig har brug for at blive elsket. Mens Horvat er et verbalt vandfald, en klassisk mand, vant til at blive hørt, mens han nulrer sit skæg. Omend noget pjusket og hulbrystet i en forvasket First they came for Julian Assange-T-shirt. Anderson er flot klædt på, stryger gerne og ofte sit perfekte hår, mens hun tilsyneladende stadig kæmper med følelsen af at blive taget alvorligt. Det fortjener hun ellers.

Hendes engagement går langt tilbage. I 2013 rejste hun til Haiti for at bidrage til hjælpearbejdet, og hun rejser stadig støtte til nødhjælp. Og hun startede allerede kampen i 1990’erne, dengang for dyr som kampagnefigur i PETA, People for the Ethical Treatment of Animals.

Andre stjernefrontkæmpere for dyrerettigheder er desværre drejet mod højre (hej DF). Brigitte Bardot har støttet både Jean-Marie og Marine Le Pen, mens den indædte veganer Morrissey har kaldt det britiske ja til Brexit »pragtfuldt«.

Ikke Anderson. I stedet hylder hun De Gule Vestes oprør i Frankrig. Som »kom fra den stigende spænding mellem den urbane elite og de landlige fattige, mellem politikken repræsenteret af Macron, og de 99 pct., som er dødtræt af uligheden«, tweetede hun i december 2018. »Når nogle demonstranter ødelægger biler og brænder butikker, så angriber de symbolsk den private ejendomsret, som er kapitalismens fundament. Når de angriber politibetjente, så afviser de symbolsk og de udfordrer de undertrykkende statsmagter – magter, der primært beskytter kapitalen.«

Rigtige meningers holdeplads

Desværre er hun ikke helt så velformuleret live, og hun betjener sig for ofte af floskler og slogans. Vi skal lytte til vores mavefornemmelse, vi skal gøre en forskel. Og: »Go vegan on Fridays«. Men hun får da også fyret bredsider af. »Vi er alle hyklere, når det kommer til klimaforandringer.« »Vi er alle flygtninge.« Og »de fattige bør ikke betale for alle fejltagelser i universet«.

Det er den 29. marts, dagen hvor Brexit oprindelig skulle have været effektueret, og snart er det 30 år siden, Berlinmuren faldt. Nogenlunde samtidig var Anderson på sit første Playboy-cover, og Horvat var dreng og flygtning i München. Nu bliver nye mure bygget op og autoritære regimer blomstrer, konstaterer de.

Anderson og Horvat er parkeret på de rigtige meningers holdeplads. Alle er med dem denne aften. Selv når de støtter mere kontroversielle skikkelser som Julian Assange, Jeremy Corbyn og, jep, Hugh Hefner. Og det er virkelig hyggeligt at være i deres sludrende selskab.

Men deres snak flytter sig aldrig for alvor nogle nye eller aktiverende steder hen. Ikke desto mindre så går denne skribent hjem med én frisk og to genopfriskede ideer. Men også en desillusion.

Autisme er godt i tidens politik

Vi medicinerer vores børn i stedet for at give dem luft til at tænke og tale selv, mener Pamela Anderson. Og Horvat siger, at en pige med autisme nu er vores leder – med reference til den 16-årige, svenske miljøforkæmper Greta Thunberg.

De fleste børn bliver følgere, fordi de allerede i skolen lærer at kopiere de populære elevers adfærd, påpeger Horvat, mens de mere indadvendte børn søger ned i bøger, lærdom, selvstændig tænkning. »Autistiske børn er heltene,« siger han.

Krop og kærlighed er – stadig – en kampzone

Der er noget udfordrende ved at høre Pamela Anderson, en tidligere playmate, sige, at den slåbrokklædte Playboy-grundlægger Hugh Hefner, der var et omvandrende lolitakompleks, omgav sig med fritænkere, filantroper, kunstnere. Og at Anderson nød det. Og hun påpeger, at bare fordi hun har været i Playboy og været en af hovedpersonerne på et sextape, så skal hun da ikke lades ude af samtalen om krop, sanselighed og sex.

Sandt, men hendes kritik af #MeToo-bevægelsen gør hende til gengæld problematisk, og hendes 14 optrædener på forsiden af Playboy gør det lidt måske lidt dobbelt for hende at tale mod objektiviseringen af kroppen og at kritisere pornografi, som en skaber af distance mellem mennesker.

Horvat drager sammenligninger mellem objektiviseringen af mennesket og samlebånd og herfra til Henry Fords bilsamlebånd og slagteindustrien og til Holocaust og Hitler, der havde et portræt af Ford på sit kontor i München.

Så ser vi et klip fra Spike Jonzes film Her, hvor en kunstig intelligens er forelsket i 642 mennesker på samme tid. Horvat foreslår fri kærlighed, ikke i hippieforstanden, men i den forstand at man åbner et rum for alle andre. Omfavner menneskeheden.

»Aktivisme er sexet,« sagde Anderson i 2016 til magasinet Contributor. »At have et meningsfyldt sensuelt liv betyder, at man kærer sig om andre.«

Det er i hvert fald en smuk tanke, at en redefinering af free love og en udvidelse af kærlighedszonen kan være en vej til global lighed.

Popkultur er – stadig – et stærkt instrument

Undervejs viser duoen filmklip og bruger populærkulturen til at illustrere deres pointer, ikke ulig Horvats ældre, slovenske kollega og balkanfælle Slavoj Zizek. Klip fra von Trier, Godard, referencer til Bunuel, Night of The Living Dead og sangen »Hotel California«. »No culture without pop culture,« siger Horvat. Og referencerne er med til at bygge et bevidsthedsnetværk mellem kunst og virkelighed, samtidig med at det er så pokkers illustrativt.

De bruger 1972-sci-fi-filmen Silent Running til at illustrere, at bevidstheden om en mulig klimakatastrofe allerede fandtes dengang i populærkulturen. Det vækker eftertanke.

Og det er et smukt øjeblik, da de opdager, at de sidder i vejen for underteksterne på lærredet bag dem. De trækker deres lænestole til hver deres side, så de langsomt blotter de oversatte kærlighedserklæringer i Godard-klassikeren Alphaville: »Din hånd, din stemme, dine øjne, dine læber.« Det er mere poesi end politik.

Det er lettere at få folk op af stolene på film end IRL

Samtidig med at det åbner en større dialog mellem værker og virkelighed, så har populærkulturen også en apati indbygget. Også her i salen. I et klip fra 1976-filmen Network får en working class hero taletid på primetime-tv. Han ender med at råbe »I’m mad as hell and I’m not gonna take it anymore« og opfordrer seerne til at gøre det samme. Snart råber de ud af vinduerne landet over. Klippet er slut. Anderson og Horvat gentager sloganet nogle gange i mikrofonerne med ønsket om, at vi reagerer. Der klappes lidt. Et par enkelte råber lidt. Ingen rejser sig.

Og så virker det ærlig talt lidt impotent, da Horvat til afsked citerer Bowie: »We can be heroes, just for one day.« Sandt. Men griber vi muligheden?

An Evening with Pamela Anderson & Screćko Horvat – Bremen Teater, fredag under CPH:DOX 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
Randi Christiansen, Katrine Damm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

"De bruger 1972-sci-fi-filmen Silent Running til at illustrere, at bevidstheden om en mulig klimakatastrofe allerede fandtes dengang i populærkulturen. Det vækker eftertanke."

Unge mand, kend din historie. Brundtland rapporten er fra 1970, hvor klima-og miljøbevægelsen NOAH længe havde forsøgt at trænge igennem tågerne af fjernsyn, fremmedhad og frygt for udkommet, som blev skabt af kleptokrater, oligarker, dumme og/eller korrupte politikere. Et kleptokratstyre som bare er eskaleret og stadig truer med at ruinere den globale miljø-og socioøkonomi.

Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind.

Og hippiernes indlysende rationale :

"Det er i hvert fald en smuk tanke, at en redefinering af free love og en udvidelse af kærlighedszonen kan være en vej til global lighed."

Var de opvakte unges fortvivlede reaktion på de voksnes dødsrute. De børn og unge som levede med posttraumatiske efterveer af hiroshima, nagasaki, holocaust og ww2, under truslen om atomvåbenkrig, social uretfærdighed og bare sådan lige for at toppe tåbelighederne : tilsviningen af miljøet.

Dengang blev der ikke lyttet - det gør der måske nu. Men nu er det virkelig i 12'te time, og en globalt koordineret indsats af hidtil uset omfang kræves. Mens det stadig diskuteres, om vi skal have socialisme +÷ eller kapitalisme +÷ og det stadig er et omend voksende mindretal, som kan få øje på, at manualen for hensigtsmæssig adfærd er iboende biotopen.

Læs (udgivet 1970) :

'Permaculture: A Designers' Manual'
by Bill Mollison

"About the book:
Permaculture (permanent agriculture) is the conscious design and maintenance of agriculturally productive ecosystems which have the diversity, stability, and resilience of natural ecosystems. It is the harmonious integration of landscape and people providing their food, energy, shelter, and other material and non-material needs in a sustainable way. Without permanent agriculture there is no possibility of a stable social order. Permaculture design is a system of assembling conceptual, material, and strategic components in a pattern which functions to benefit life in all its forms. The philosophy behind permaculture is one of working with, rather than against, nature; of protracted and thoughtful observation rather than protracted and thoughtless action; of looking at systems in all their functions rather than asking only one yield of them; and of allowing systems to demonstrate their own evolutions."

Randi Christiansen

Sry : fra wiki om mollisons udgivelser :

Permaculture One: A Perennial Agriculture for Human Settlements, with David Holmgren. (Melbourne, Australia: Transworld Publishers, 1978) ISBN 978-0-938240-00-6
Permaculture Two: Practical Design for Town and Country in Permanent Agriculture (Tasmania, Australia: Tagari Publications, 1979) ISBN 9780908228003
Permaculture – A Designer's Manual (1988) ISBN 978-0-908228-01-0: has been used extensively as the text book and curriculum for the 72-hour Certificate course in Permaculture Design.[15]

Randi Christiansen

Tak hans, men alligevel - og jeg husker den som tidligere, men du har selvfølgelig ret, når det står der sort på hvidt i dit link

Nils Lauritzen

Erkendelsen af problemet er jo under alle omstændigheder væsentligt ældre og vores apati så meget desto mere deprimerende.

Jakob Silberbrandt, Randi Christiansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Ralf Christensen

Brundtland Rapporten er fra 1987.
Og udgivelsen af en rapport er i øvrigt ikke det samme som at populærkulturen er sig en problematik bevidst. Slet ikke.

Randi Christiansen

Ralf Christensen, 05. april, 2019 - 13:12 - jeg tænkte nok, du ville gribe fat der. Men - og selv om jeg fik galt fat i nogle tidspunkter - må jeg alligevel sige, at med det såkaldte ungdomsoprør, med demonstrationerne mod vietnamkrigen og mod atomvåben, den øvrige klima-og miljøbevægelse og den hippiebevægelse som afsatte spor langt ind i den øvrige populærkultur, tydeligst i modebilledet, var systemkritikken en stor del af den daværende populærkultur. Man kan sige, at der var to fronter, som stod ret skarpt over for hinanden : de, som accepterede systemet og de, som kritiserede det.

Og de bagvedliggende styrende kræfter - følg pengene - er lykkedes med at fastholde og uddybe denne splittelse og dermed destabilisere forsøgene på at skabe gode, sunde nationale fællesskaber. Een af magtens yderst effektive strategier har været 'del og hersk'. Skab indbyrdes splittelse i befolkningerne vha indoktrinering og frygt for udkommet og der, hvor det ikke lykkes at få mennesker til at ødelægge hinanden, anvendes militæret til at få magten over ressourscerne. Magten kontrollerer tillige mainstreammedierne og hjernevasker således borgerne til et ufuldstændigt, fordrejet og usandt verdensbillede.

Denne planet er et potentielt paradis. Har du aldrig spurgt dig selv hvorfor, det alligevel er ufreden som hersker? Pilen peger på : pengemagten.

Randi Christiansen

Eet af magtens seneste overgreb på folkesundheden er truslen om 5g. I bruxelles vil man ikke have det - hvorfor mon?

Ligeledes er chemtrails og anden forgiftning af biotopen udbredt som et middel til at undergrave folkesundheden og bemægtige sig evt restaurerende midler og metoder.

Randi Christiansen

Vi bør ligeledes spørge os selv, om co2 er så farlig en miljøgift, som det påstås. Tværtimod fremmer co2 grøn vækst. Et velvalideret synspunkt som ikke tillades taletid i maninstreammedier. Det er som tidligere nævnt snarere andre miljøgifte, vi bør være opmærksomme på.