Læsetid: 13 min.

»Uden erindringen om vores blodige historie er vi intet«

Der er ingen europæisk fortælling og dermed intet Europa uden vores blodige historie og alt det, vi har lært af den. Det skal pinedød fortælles, hvis ikke Europa skal visne i tomme symboler og pseudoheroisk nationalisme, mener den tyske professor og kulturteoretiker Aleida Assmann, der her i en ny serie med samtaler med europæiske tænkere giver Østeuropa en stor del af æren for, at det skrøbelige Europa blev genfødt ud af det 20. århundredes vold
Der er ingen europæisk fortælling og dermed intet Europa uden vores blodige historie og alt det, vi har lært af den. Det skal pinedød fortælles, hvis ikke Europa skal visne i tomme symboler og pseudoheroisk nationalisme, mener den tyske professor og kulturteoretiker Aleida Assmann

Ritzau Scanpix

17. april 2019

KONSTANZ – Aleida Assmann er ét stort smil, da hun åbner døren. Ude i hendes køkken – et langt stenkast fra den fortryllende Bodensee på grænsen til Schweiz – tusser hendes mand, Jan, allerede rundt og gør te og småkager klar til interviewet.

At det ender med at tage flere timer og adskillige historiske omveje, er ikke så mærkeligt. Det mener i hvert fald Aleida Assmann selv – den kvindelige del af professorparret, som ugeavisen Die Zeit sidste år kaldte »Tysklands mest indflydelsesrige intellektuelle par«.

For her op til europaparlamentsvalget handler det om det hele: om Europas identitet.

Og dermed også om Europas ufatteligt blodige historie fra reformationskrigene til det 20. århundredes dobbelte katastrofe, der mundede ud i den iskolde deling af kontinentet, hvor der opstod et historisk enestående eksperiment: Den Europæiske Union – som i den 72-årige Aleida Assmanns øjne ikke kan overleve uden en reflekteret omgang med den europæiske historie.

Med et temmelig tysk begreb kalder hun det selv en »selvkritisk erindringskultur«, mens hun indtrængende understreger, at det ikke er det samme som en europæisk jubelfortælling.

»Historien er det farligste produkt, som det menneskelige intellekt nogensinde har skabt,« citerer hun fra sin aktuelle bog Den europæiske drøm: Fire ting, vi har lært af den europæiske historie.

»Historien får folket til at drømme, den gør dem ekstatiske, foregøgler dem en fortid, styrer deres reflekser, holder deres sår åbne, forstyrrer deres ro, driver dem til storheds- eller forfølgelsesvanvid, og den gør, at nationer bliver bitre, sejrssikre, uudholdelige og forfængelige.«

Citatet stammer oprindeligt fra den franske filosof og forfatter Paul Valéry fra 1931. Valéry skulle få grueligt ret. Men hvad han ikke kunne forudse: Efter endnu en verdenskrig med over 50 millioner dødsofre begyndte Europa faktisk at lære af sin historie og at sætte demokrati og menneskerettigheder i højsædet.

»Dette basale budskab er desværre ved at gå af mode selv blandt intellektuelle i dag,« siger Aleida Assmann.

I Den europæiske drøm fokuserer hun derfor på de fire vigtigste ting, som vi har lært af det 20. århundredes blodige historie – »fire så grundlæggende europæiske opnåelser, at ethvert skolebarn kan, nej, bør lære dem udenad som den bærende fortælling om Europa«, som hun formulerer det.

For det første, at Europa blev gjort til et fredsprojekt, og at kontinentet for det andet kunne demokratiseres både politisk og samfundsmæssigt efter 1945 – om end først flere årtier senere i lande som Spanien og Grækenland.

For det tredje, at det efter Murens fald i 1989 er lykkedes at skabe en mere reflekteret erindringskultur og – for det fjerde – at menneskerettighederne efter genforeningen af Europa blev gjort til det ledende princip for hele EU.

»Disse fire landvindinger burde mejsles ind mellem stjernerne i det triste europæiske flag,« mener Aleida Assmann, der oprindeligt er professor i engelsk litteratur.

»Denne betoning betyder omvendt også: Uden erindringen om vores blodige historie er vi intet. Vi er tvunget til også at bygge vores identitet på fortidens katastrofer.«

Aleida Assmanns bedste europæiske minde

»Det må være en af mine tidligere studenter fra Tjekkiet, der for mange år siden gik på universitetet her i Konstanz. Hvert år den 6. juli kommer han tilbage. Det er nemlig ikke bare den tjekkiske nationaldag, men også den dag, hvor reformatoren og den tjekkiske nationalhelgen Jan Hus blev brændt på bålet som kætter her i Konstanz efter pavekoncilet 1414-1419. Konstanz skulle bruge over 470 år, før byen kunne overvinde sig selv og skabe et mindesmærke for Jan Hus, men nu rejser min gamle ven hvert år på tværs af Europa for at være med i det lille optog. Det er faktisk ret rørende, og det forbinder mig med Tjekkiet – og selvfølgelig med ham.«

Fra sværd til plov

At det virker som et tysk og brødebetynget syn på den europæiske historie, relativerer Aleida Assmann med et blik længere tilbage i den blodige europæiske og især fransk-tyske historie. Men hun er også den første til at indrømme, at det er svært at få unge mennesker til at interessere sig for retsstatsprincipper – og især for historien.

»Vi skal ikke give op, men blive ved med at forklare baggrunden for den her unikke skabning i verdenshistorien: en transnational og solidarisk union med det mål at sikre fred; en union, hvor nationalstater frivilligt afgiver suverænitet for i fællesskab at vinde mere suverænitet, mens de bibeholder deres kulturelle særpræg og sprog,« siger Aleida Assmann.

»Tag personer som Robert Schuman (en af EU’s fædre, red.) eller begreber som ’Kul- og stålunionen’. Det er ikke så mærkeligt, at der stort set ikke er nogen europæere, der rigtig kender dem. Prøv at smage på, hvor tørt det smager.«

Hun skyller tanken ned med en slurk te.

»Men historien bag Kul- og stålunionen er lige så fantastisk, som den er simpel: Efter to komplet ødelæggende krige skabte europæerne et fælles marked og tvang dermed ikke bare tyskerne, men alle til at samarbejde om lige præcis de to ting, som er uundværlige i krigsførelse: kul og stål. Man gjorde sværdet til plov, som det hedder i Biblen – helt konkret! Den historie burde vi fortælle til udødelighed, for der findes ingen identitet uden fortællinger.«

At hun bruger begrebet ’den europæiske drøm’ har ikke noget med natlige drømme at gøre, understreger hun. Hun stiller det tværtimod op som en pendant til den amerikanske drøm.

»Amerikanerne taler om den amerikanske drøm og indvandrerutopi i ét væk: at alle med tilstrækkelig megen anstrengelse kan komme helt til tops – som Trump,« siger Assmann med et skævt smil.

»At den amerikanske drøm efterhånden er gået i stykker, er en anden historie. Men vi har i Europa ringeagtet vores fortælling, som mere er baseret på fællesskab end gensidig og evig konkurrence. I en fremtid uden vækst som et af EU’s løfter er vi desto mere tvunget til at holde fast i denne side af historien.«

Altid fremad

I praksis har historien selvsagt haft en stærkt svingende betydning og brug i Europa.

Faktisk opstod det samlede Europa nærmest ud af den aktive glemsel efter Anden Verdenskrig – ikke mindst fordi læren fra Første Verdenskrig var, at erindringer fik hadet og hævnlysten til atter at koge over.

»Churchill sagde i 1946, at vi skulle glemme ’all crimes and follies of the past’,« siger Assmann.

»Men i menneskelige horisonter eller diskurser, eller hvad vi end vælger at kalde det, kan man ikke bare slå en streg over historien og glemme alt før dette. Efter Anden Verdenskrig var forsoning og glemsel tæt knyttede, og især tyskerne tog gerne denne fortrængning til sig. Denne glemsel var samtidig en nærmest neurotisk del af den modernitet, der blomstrede op efter krigen: Fremad, fremad, kig kun fremad! Hvem der ville have en fremtid, måtte glemme sin fortid,« siger Aleida Assmann.

»Det er i dag en forældet tankegang: den modernistiske idé om det tomme fællesskab, der alligevel uophørligt skal bevæge sig fremad mod noget bedre eller i hvert fald noget mere komplekst. Her er rødderne og fortiden aldrig en ressource, men noget, der står i vejen. Mange akademiske discipliner kæmper stadig mod opgøret med denne idé, men for humanvidenskaberne er det efterhånden klart, at mennesker ikke kan blive ved med at overhale sig selv i en permanent frigørelsesproces. Begreber som ’identitet’ og ’hjemstavn’ vender nu langsomt tilbage.«

Aleida Assmanns yndlingssted i Europa

»Det er faktisk her ved Bodensee, fordi det også er en model for Europa: Her fra den tyske bred kan man se både Østrig og Schweiz, som vi deler søen med. Det er alle tysksprogede lande, men også tre meget forskellige lande – og så går EU’s ydre grænse til Schweiz faktisk her midt gennem Konstanz.«

Stolthedens tvilling

Denne bevægelse begyndte samtidig med opbrudstiden i Østeuropa og 1990’ernes europæiske genforening, hvor Den Kolde Krigs ’glemselsstrategi’ langsomt blev opløst. Selv i Vest åbnede historien sig og ændrede de nationale narrativer. Men i Øst blev de for alvor sat på prøve.

»I højere grad end den individuelle erindring plejer den kollektive erindring at forsimple og heroisere. Den kan ikke lide gråzoner og selvmodsigelser i billedet af folket og skaber derfor heroiske eller martyriske offerfortællinger om, hvordan nationen har tilkæmpet sig frihed og storhed,« siger Aleida Assmann.

Mens flertallet af vesteuropæerne – i hvert fald for tiden – har overvundet den mest skingre nationalisme, der næres af disse myter, udkæmpes denne kamp indædt i en række østeuropæiske lande, hvor den nationale historie atter vågnede efter Sovjets sammenbrud.

Som eksempler tager Aleida Assmann en længere udflugt over nationalhistoriske museer i byer som Tallinn, Budapest og Warszawa – og til den bitre kamp om Anden Verdenskrigs-Museet i Gdansk, som i 2017 vakte opsigt, fordi det ikke var patriotisk nok i den polske regerings øjne og derfor blev lukket.

Denne censur mod antipatriotisk historiefortælling er for Assmann et perleeksempel på, hvorfor en selvkritisk erindringskultur er afgørende for, at demokratiet kan trives.

»Anerkendelse er et menneskeligt grundbehov, men vi må skelne mellem stolthed og værdighed. Ikke kun i Østeuropa er der for tiden en voldsom længsel efter storhed og stolthed. Men den udløser hurtigt sin tvilling, nemlig krænkelsen. Det er i mine øjne afslutningen på det europæiske projekt,« siger hun og kigger rundt i den hyggelige og relativt beskedne stue, hvor det ikke skorter på avisstabler og bøger – bl.a. af filosofferne Nietzsche og Hannah Arendt, som hun hiver ind i netop denne argumentation.

»Derfor er det så vigtigt, at vi arbejder på en identitet, der mere fokuserer på værdighed, principper og rettigheder.«

1945, 1989, 2015

Som kronen på den europæiske fred og frihed kom de universelle menneskerettigheder.

Den idé har som bekendt rødder i Den franske revolution og i den amerikanske Bill of Rights fra 1791, mens FN deklarerede dem i deres moderne form i 1948 – for det krigshærgede Europa var det med Assmanns ord »en uhyre vigtig medgift, der banede vejen for demokratiseringen af Europa«.

I år 2000 blev denne »europæernes ideologi«, som hun kalder menneskerettighederne, tilmed forankret retligt i EU.

At hun foragter tidens åbne spørgsmålstegn ved menneskerettighederne, lægger hun ikke skjul på. Tværtimod hævder hun, at årstallet 2015, hvor flygtningekrisen udspillede sig, rangerer på toptre over europæiske skæbneår efter 1945 og 1989.

»Flygtningekrisen var det den ultimative belastningsprøve for Europa som værdifællesskab,« siger hun.

»Indtil videre er katastrofen jo ikke indtruffet, som mange frygtede. Vi hører om de store integrationsproblemer, der vitterligt er, men vi hører næsten aldrig om de millioner af tyskere, der dagligt og som regel også frivilligt arbejder for integrationen.«

Derfor har Aleida Assmann tilegnet bogen Den europæiske drøm til disse mennesker. Hendes insisteren på menneske- og asylrettigheder var formentlig også medvirkende til, at hun og hendes mand i 2018 – efter Alternative für Deutschlands opsving – fik kronet deres karrierer med den prestigefulde ’Boghandlernes fredspris’.

En ære, som de bl.a. deler med Navid Kermani, Orhan Pamuk, Jürgen Habermas og Susan Sontag.

Men når hun kræver et om end ikke grænseløst så humant Europa med asylrettigheder, har Tysklands åbne og enerådige tackling af flygtningekrisen i 2015 så ikke bevist, at Europa værdimæssigt allerede var dybt splittet – og at Assmanns insisteren på universelle principper og rettigheder højst har et flertal bag sig i Tyskland?

Aleida Assmann svarer ved først og fremmest at pege på, at flygtningekrisen var en humanitær nødsituation, som Merkel reagerede på – og som hun temmelig pragmatisk efterfølgende selv dæmmede op for med Tyrkiet-aftalen.

»Men ja: Med flygtningekrisen blev det tydeligt, at der foregår en værdimæssig kamp i Europa. Mere end et transnationalt værdifællesskab har mange østeuropæere åbenlyst set EU som en sikring af deres nationalstater.«

Aleida Assmanns europæiske yndlingsværk

»Må jeg snyde lidt? Så vil jeg pege på Friedrich Schillers værk. Han har givet den måske stærkeste europæiske impuls i Tysklands litteraturhistorie. Og her mener jeg ikke Ode an die Freude (teksten til Europa-hymnen, red.), men hans enorme interesse for Europa. Så på hans teaterstykker: Don Karlos, der er skrevet til Spanien, Fiesco og Bruden fra Messina til Italien, Den Hellige Johanna til Frankrig, Historien om Nederlandenes forfald til Holland, Marie Stuart til England, Wallenstein til Böhmen og Tjekkiet, Demetrius til Rusland. Nå ja, og selvfølgelig Wilhem Tell til Schweiz – landets nationalmyte! Det er et ufatteligt transnationalt udblik hos en digter. Vi tænker alt for meget på Weimar, Goethe og Schiller som indbegrebet af den tyske klassik, men i virkeligheden afstak han muligheden for Europa, længe før Europa overhovedet fandtes som idé. Summen af de her værker er nærmest et europæisk manifest!«

Det halve billede

Men det er mindre sort-hvidt end det, understreger hun.

»George Bush senior sagde i 1989: ’We have won the Cold War!’ Men at det bare skulle betyde, at kapitalismen havde besejret kommunismen, er stærkt forsimplet. For Murens fald skyldtes også kraften i menneskerettighederne, som borgerbevægelserne kæmpede for.«

Allerede med Helsingforserklæringen fra 1975, hvor Sovjet blev tvunget til at acceptere menneskerettighederne som princip, var der spæde tegn på denne udvikling, hvor det polske fagforbund Solidarnosc senere skulle gå i spidsen.

»Det var afgørende. For dermed har de østeuropæiske lande ikke bare fået vores model til fri import, og de er ikke bare blevet overrendt kolonialt. De har også selv tilkæmpet sig demokratiet og bragt idealistiske impulser med ind i EU.«

Derfor køber hun heller ikke den udlægning, som den bulgarske politolog Ivan Krastev med stor succes har spredt i Vesteuropa.

»Krastev har åbnet mange vesteuropæeres blik for de østeuropæiske problemer, og jeg bakker stærkt op om, at han argumenterer kollektivt-psykologisk frem for politisk-strategisk. Men han viser kun halvdelen af billedet, når han fokuserer på de illiberale østeuropæiske landes ressentimenter og forkastelse af den vesteuropæiske liberalisme,« siger Aleida Assmann.

»EU er det store håb for hovedparten af rumænerne, bulgarerne, polakkerne, ja selv ungarerne. De vil ikke ud af EU, og mange ser netop EU som det, der redder dem fra deres egne illiberale regeringer, som det, der står fast på retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne,« siger hun.

»Krastev er et symptom på en typisk mandlig intellektuel attitude, der desværre er i høj kurs for tiden: brillant og hårdtslående retorik blandet med dystre undergangstoner. Men den slags analyser skøjter hen over gråtonerne, de peger ikke fremad, og de argumenterer ikke med et normativt udgangspunkt i principper. Dermed kan analyserne i værste fald være selvbekræftende og direkte demokratiskadelige.«

Hitler hver aften

Da Aleida Assmann atter har fået pulsen ned, peger hun igen på sine fire grundlæggende punkter: retsstat, demokrati, menneskerettigheder og erindringskultur.

»Det er i mine øjne stadig de afgørende parametre i den østeuropæiske kamp. Desuden trues både Vest- og Østeuropa ikke kun af illiberalismen, men også af neoliberalismen, hvis man ser den som en kapitalisme drevet af uregulerede finansmarkeder. Med Jürgen Habermas vil jeg derfor argumentere for, at et solidarisk EU kan være med til at beskytte nationalstaterne i globaliseringens tidsalder,« siger hun.

»Men det kræver solidaritet. Og at vi lærer at tænke i to spor: i det nationale og det europæiske spor – både mentalt, historisk og i forhold til vores demokratiske institutioner. Det nytter ikke noget at prøve at afskaffe nationalstaterne. Tværtimod skal de styrkes med deres civilsamfund og demokratiske institutioner – samtidig med at den europæiske identitet, som faktisk allerede i dag får vores nationale fortællinger til at gå mere i dialog med hinanden. Det afgørende er, at alle europæere lærer at se med mere kritisk distance på deres egen historie og med mere empati på de andres, så nationen ikke atter ophøjes og får religiøse træk, som kan bruges til at bekrige og udslette andre folk med.«

Efter en lang rundtur i Europas kulturelle hukommelse er tekanden tom, og Aleida Assmann inviterer på frisk fisk ved en lokal restaurant ned til Bodensee-søens frugtbare bredder, hvor velstanden gror i tøndemål og kvadratmeterpris.

Som kender af Storbritannien har hun kun hovedrysten tilovers for Brexit-processen, som i hendes øjne afspejler en »afgrundsdyb britisk identitetskrise« og en »nostalgisk længsel efter imperial storhed«, siger hun over aftensmaden.

»Der findes jo ikke én aften i britisk fjernsyn, hvor Hitler ikke atter besejres på en eller anden kanal. Men lige meget nytter det.«

Men er Brexit ikke netop opstået, fordi EU alt for længe har lukket øjnene for virkeligheden? Og lukker EU ikke fortsat øjnene for verdens virkelighed, hvis vi tror, at vi i disse foruroligende geopolitiske tider kan hævde os med kritisk historiebevidsthed og en idealistisk freds- og menneskerettighedsbevægelse?

At vi kan løse konflikter med Rusland, USA eller Kina med europæisk patos?

»Der er så meget patetisk ævl om Europa og om ’enhed i mangfoldighed’ og den slags. Men en klog og reflekteret omgang med historien hører ikke til i den kategori,« siger Aleida Assmann.

»Og ja. Du må gerne kalde det et idealistisk forehavende, jeg er ude i. Men uden en europæisk drøm og uden en identitet baseret på universelle principper ser jeg ikke en europæisk fremtid for mig. Og da slet ikke en fremtid, som vi ønsker at leve i.«

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Anders Reinholdt
  • Anders Graae
  • Britta Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
  • Peter Knap
  • Toke Kåre Wagener
  • Christian Mondrup
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Riis
Pietro Cini, Anders Reinholdt, Anders Graae, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Gert Romme, Olaf Tehrani, Ervin Lazar, Peter Knap, Toke Kåre Wagener, Christian Mondrup, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Et stort spørgsmål som af en eller anden grund ikke er nævnt er dog om denne "erindring" eller historie om Europa kan hænge sammen, eller overhovedet kan være en og den samme. Jeg tvivler.
Mon ikke man vil finde ud af at de europæiske historier vil være så indbyrdes modstridende at de kontroverser der f.eks. har været her i landet om historiefremstilling vil blegne fuldstændigt ved siden af? Og, hvis man overhovedet vil "lære", da vil lære helt i modsatte retninger?"Oplysning" og "humanisme" er vel essentielle europæiske verdier - for nogle. For andre er de vel de værste skældsord. Med hensyn til tro/vantro? Vi har de mest modsatrettede holdninger!
I "de gode gamle dage" var "vi europæere" (ok, forfædrene, de andres og mine) tit ærkefjender, og det ikke i en eller anden intellektuel debat men absolut bogstaveligt, som artiklen kommer ind på. Så det er da en slags "fællesskab". Men udover det? Den britiske skepsis, for ikke at bruge noget stærkere udtryk, overfor det "kontinentaleuropæiske" har da givetvis historiske røddeer og er på den måde mere forståelig (mon ikke det for mange englændere er den fjende de "alene" (eller forældrene, bedsteforældrene, oldeforældrene kæmpede imod et par år, når de ellers ignorerer hjælp fra imperiet?) Og i England har nogle måske en anden holdning til de der kommer fra andre verdensdele end f.eks. sydøsteuropæere? For englændere, måskle skotter m.v. er det dem "vi herskede over" i en periode og for de for hvem imperialisme er et skældsord nogle man på en eller anden måde muligvis føler man har gjordt uret("Vesten har altid kolonisaeret og udbyttet", ifølge den forestilling). Hvorfor i alverden skulle ungarere, rumænere, serbere, bulgarere acceptere den fremstilling? Der kunne man tænkie sig at der var en opfattelse af at man ikke skylder "Mellemøsten" (andre verdensdele?)noget positivt, efter nogle hundrede år under osmannisk vælde eller som vassalland. Og vhis tyskere accepterer at meget af det der gik galt i forrige århundrede var "Tysklands" fejl er det langt fra sikkert at andre gør det samme når det gælder deres lande.

Peder Bahne, Michael Hullevad, Torben K L Jensen, Hans Aagaard og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Det afgørende er, at alle europæere lærer at se med mere kritisk distance på deres egen historie og med mere empati på de andres, så nationen ikke atter ophøjes og får religiøse træk, som kan bruges til at bekrige og udslette andre folk med.«"

Et udsagn jeg sådan set er enig i som det står der, men det er - ironisk nok i kraft af hendes pointe om mere historiebevidsthed - ukorrekt at tro at flertallet af europæiske krige mod hinanden har været nationale. De har været dynastiske, krige startet af kejsere, konger og hertuger, og et lille mindretal af nogle paver og biskopper. Krige startet for at øge monarkens prestige, dominans og rigets velstand.

Er det vitterligt nødvendigt for at skabe mere fred og forståelse i Europa at man udsætter det at være "europæer" eller "europæisk" for samme behandling som en nationalist udsætter for det at være dansk, tysk, fransk, etc.? Hvis man vil forhindre at det nationale ophøjes, fetisheres og puttes op på en pidestal, er løsningen vel ikke at man bare putter en anden "nation" - den "europæiske nation" op på en ny pedestal? Allerede bruges "europæisk" jo ikke samme kontekst som en nationalist ville bruge det, som når Macron betegnes som en "super-europæer". Som om det at være "europæer" og "europæisk" er lig at tænke på én særlig måde om samfundets og verdens indretning. Som når DF blander sig i alt de forestiller sig er "udansk". Pan-nationalismen, fetisheringen og idealisering af pan-nationale fællesskaber, gør brug af nationalismens mekanismer. Eneste forskel er skala. Og mængden af døde, hvis det skulle komme til krig eller borgerkrig.

Så, det vi bør være kritiske overfor bør være selve idealiserings-processen, selve festishering af identitet, at vi skaber gloværdige statuer over symbolerne på vores enten nationale eller pan-nationale fællesskabsfølelser. Det samme gør sig jo gældende for demokrati og menneskerettigheder. Det skal ikke være noget man "tror på", ikke noget man idealiserer. Det skal være noget man lever. Uden højtidelighed, uden skåltaler, uden symbolik. For jeg kan ikke se noget "patetisk" ved ideen om et EU, hvor vi enige om at vi er forskellige.

Niels Duus Nielsen, Werner Gass, Peder Bahne, Michael Hullevad, Jan Weber Fritsbøger, Ole Bach og Allan Madsen anbefalede denne kommentar

Tyskerne er for mig at se de eneste i verden der har accepteret skyld for deres fortid. Samtlige andre kolonimagter, herunder Danmark, er stort set uinteresserede i den del af deres fortid hvor de handlede slaver, dræbte indfødte og stjal med arme og ben. Briterne er tilmed stolte af det.

Anders Reinholdt, Werner Gass, Pietro Cini, David Engelby, Birte Pedersen, Britta Hansen, Palle Yndal-Olsen, Olav Bo Hessellund, Søren Bro, Eva Schwanenflügel, Carsten Nørgaard, Gert Romme, Jan Weber Fritsbøger og Ole Bach anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Om og hvorfor eventuelt man kollektivt skal "acceptere skyld for "sin" fortid" er for mig et åbent spørgsmål. Skal alle regnskaber siden de første grupper palæolitiske folk slagtede nogle andre gøres op? Det virker, naturligvis, håbløst. Og godt for hvad?

Martin Lund, Ole jakob Dueholm Bech, Michael Hullevad og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Fordi mennesker bliver klogere af at tage fortiden seriøst og ikke hovedløst henkaste sig til blind stammekultur og nationalisme som bl.a. briterne har gjort meget længe.

Anders Reinholdt, Anders Graae, Werner Gass, Sven Elming, Birte Pedersen, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Johanna Haas, Gert Romme, Olaf Tehrani, Jan Weber Fritsbøger og Ole Bach anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Mon ikke mange britterne mener at de tager deres historie enddog meget seriøst ved at lægge afstand til EU og dermed kontinentet og det de ser som det onde der kommer derfra?

Ole jakob Dueholm Bech, Michael Hullevad, Hans Aagaard, Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jo men det er jo ikke at gøre op med 300 års ondskabsfuld undertrykkelse af store dele af verden.

David Engelby, Birte Pedersen, Britta Hansen, Palle Yndal-Olsen, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Ole Bach og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Tom Finkel
Kan man ikke "tage fortiden seriøst" uden at påtage sig ansvaret for ens tiptiptipoldeforældres gerninger? For mig betyder, "at tage fortiden" seriøst, at man hverken glorificerer eller dæmoniserer den, men forsøger at se på historien så objektivt som muligt og prøver at forstå fortiden, fortidens personers måde at tænke på, deres motivationer, deres udfordringer, deres håb og deres trosverden.

Du kan ikke "gøre op med" noget én eller anden der, måske/måske ikke (tænk på at det danske rige for 300 år siden var væsentligt størrere) var noget en af dine forfædre havde indflydelse på. Sandsynligheden for det, i sig selv, er jo ret lille. Jeg er bestemt ikke fan af kolonialimperialisme, men sammenlignet med både de andre europæiske kolonier, og med før-racistiske (som i den "videnskabelige"/biologiske racisme, der blev brugt som "White Man's Burden" undskyldning for imperialisme og undertrykkelse af de lokale.

På den anden side, ved at blive del af et britisk imperie, var alle de indfødte stammer, og alle de anerledes kulturer, nu del af et imperie. Det er jo også en slags løsning på ondsindede nationalfølelser...

jan henrik wegener

Nu var det jo ikke sådan at tyskerne tog inititiativet helt af sig selv til at "erkende deres skyld". Baggrunden var oprindelig at de (inklussive meget nær familie til undertegnede) havde tabt fuldstændig var knust og færdige og opgøret kom udefra fra de allierede besættelsesmagter. Men at det ikke bare var "englænderne" der var en af de sejrende magter, men i og for sig hele det britiske imperium (som til dels var meget vigtige) er en anden sag.

Hans Aagaard, Ole Bach og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Bjørn Pedersen vi skal såmænd ikke længere tilbage end Irakkrigen hvor vi er medskyldige som nation i over 1 million irakeres død. Ingen tiptiptiptip-olde-Pedersen skal vi tilbage til for at finde ond kolonialisering.

Og for at svare på dit spørgsmål så klæder det en anstændig nation at tage ansvar for hvad tidligere lortemennesker fra det land har gjort uanset om det blev gjort på foranledning af kongen eller en rig søfarer. Man behøver slet ikke at trivialisere det ved så at spørge til andre ting der foregik for 2000-5000 år siden og alt muligt andet udenomssnak. Der er masser af lort i umiddelbar nær europæisk historie.

Jan W. ja det er korrekt at Tyskland blev påtvunget rollen som den skyldige for absolut alt i krigen. Ikke for at gøre tyskerne nogen tjeneste men for at udskamme dem og gøre dem medgørlige fremover. Det kunne selvfølgelig ikke gøres uden at pudse egen glorie og den glorie er USA, UK og Rusland stadig ikke kommet ud over den dag i dag. De ser alle stadig sig selv som "the good guys" selvom alle tre nationer opførte sig helt og aldeles barbarisk under 2. Verdenskrig. Stalin sultede 5 millioner ukrainske bønder ihjel, Churchill ditto antal fattige indere (for emperiets skyld forstås) og amerikanerne testede deres afskyelige atomvåben på sagesløse japanske civile i strategisk ligegyldige byer på et strategisk ligegyldigt tidspunkt hvor krigen de facto var overstået.

Den proces tyskerne har været igennem har gjort dem til stærkere demokrater end resten af os som på ægte Paludansk og Trumpiansk manér nægter nogensinde at at have krummet et hår på nogens hoved eller at vores nationale opførsel til tider, eller endog meget ofte, er uanstændig. Den er bare så lækker til alle tider, vores vestlige opførsel. Briterne mener jo ligefrem at inderne skal være taknemmelige fordi den briterne tvang fattige indiske slaver til at ligge jernbanespor. Det samme gælder flere stater i Afrika.

Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen, Anders Graae, Werner Gass, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Harald Strømberg, Jan Weber Fritsbøger, Ole Bach og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Tom Finkel: Hvorfor de der ikke helt oprigtige indrømelser af egen skyld? For jeg opfatter dig ikke helt oprigtig når du skriver at "vi" på "ægte Paludansk-Trumpans manér nægter, o.s.v." Snarere ser jeg det som en godt indpakket beskyldning.

Bjørn Pedersen

@Tom Finkel
Irakkrigen, uanset hvilken én af dem, var koloni-imperialistiske krige, eller krige baseret på den racistiske idé om "White Man's Burden". Irakkrigen var en krig som alle og enhver anden i verdenshistorien. Du har ret i at vores demokrati også er demokratisk ansvarlig for den, men ikke i at sammenligne den med koloniimperialismens krige.

Her tror jeg igen du a-historisk racialiserer "vores" krige i dag, og det du bagatelliserer som "udenomssnak" betragter jeg for at være en tilgang til historien baseret på fakta, og ikke blot antagelser. De krige USA f.eks. starter idag, er krige startet for at vedligeholde deres globale hegemoniske magtposition. Det er for dem underordnet om deres rænkespil går udover ukrainere, ungarere (1956), de fleste latinamerikanske lande, eller lande i Mellemøsten.

Kan det kaldes en imperialistisk politik? Ja. Men det er en imperialisme, der ikke er historisk unik for vestlige, hvide mennesker modsat den koloni-imperialisme vi så fra det 18. og frem til midten af det 20. årh. Når du antager at alt krig startet af et vestligt land, "naturligvis" må være startet med samme motiver, samme antagelser, samme retfærdiggørelser som for hundrede eller to hundrede år siden, er det lidt som at være bange for Tyskland eller frygte at berbiske pirater stadigvæk lægger tur forbi Island og fanger sig nogle slaver.

Tom, jeg betragter mig allerede som for gammel til at være tilhænger af ideen om at vi skulle være historiske "good guys" og har i det hele taget ikke brug for den måde at tænke på. Der er med andre ord mere end blot to måder at se verden på. Man kan sagtens være skeptisk overfor både en "Paludansk" (skal vi virkelig gøre ham så vigtig så han gøres til et adjektiv?) historieopfattelse og en historieopfattelse hvor vi ser os sig selv som særligt unikke historiske skurke og tager vores forfædres skyld på os.

Grunden til at jeg har et problem med sidstnævnte, er ikke kun at jeg generelt ikke siger undskyld for noget jeg ikke har gjort. Men når du tager konsekvensen af din tænkning, og vi ser os selv som ansvarlige for fortidens synder og siger undskyld for dem, så er der i din argumentation også en antagelse om at f.eks nutidens ghanesere eller afro-caribere har arvet deres forfædres "offer"-rolle. Det er en fastholdelse af en race-opfattelse, hvor "de mørke" jo - igen - bliver generealiseret og puttet nederst i et racehieraki, hvor kun de hvide har autonomi og magten og evnen til at tage ansvar og de mørke kun kan komme videre når vi har handlet. Hvor, uanset hvad de personligt har udrettet af beundringsværdige handlinger som individer, vil de stadigvæk blive set som "vores" ofre. Nu ved jeg ikke hvad du kender til at være fattig, men det er ydmygende at blive set som en anden persons "charity case", også selvom du ved du har brug den hjælp.

Niels Duus Nielsen, Peder Bahne, Michael Hullevad, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Til det sidste PS: Denne debat er vel for så vidt ikke afhængigf af Informations holdning, men er vores debat, d.v.s. hvem som helst der har lyst /følger med af den ene eller anden grund.
Vedrørende det at "feje for vor dør". Strengt taget kunne det jo lede til kun at beskæftige sig med danske og nutidige emner. Og hvad er "vores dør"? Er "vi" mere ansvarlige for hvad der skete langt tilbage som vedrører det land vi bor i/er del af? Eller mere nutidige affærer også i udlandet? Fro de der måtte se sig selv som især "kritiske og anti imnperialistiske" er det måske endda nogle gange netop den dør de bør feje for (den "kritiske og anti-imperialistiske") mere end den "nationale"?

Stærkt og tankevækkende interview!
Lover godt for serien... +++
Men pinligt - at Mathias Sonne ikke har fattet det kommende valg søndag 26. september!
Helt på linje med Rune Lykkeberg fordrejer Mathias Sonne fakta:
* Hvor findes det påståede Europaparlament fysisk og geografisk i Europa?
* Hvor mange medlemmer har Europaparlamentet … og valgt af hvem hvornår?
- Jeg og millioner af andre europæere og internationalister vil sætte mit X søndag 26. maj ved valget til EU PARLAMENTET, tak!
- Det har jeg gjort siden 1979
- EU-parlamentet er skizofrent - ligger både i Strasbourg og Bruxelles, fordi La France vil pleje sine stormagts-illusioner (og økonomiske interesser) i at have et hovedsæde for EUs parlamentarikere, når de mødes for at beslutte … næsten ingen ting. For det er EU-kommissionen, der bestemmer (sammen med de 20-30.000 EU-lobbyister med pladser i de 'lovforberedende' komiteer - betalt især af de multinationale mega-koncerner!)

Mathias Sonne … hvorfor skriver du og INF "valg til europaparlamentet" - når det ikke passer, men der faktisk er valg til EU-parlamentet søndag 26. maj ?!?
--> Vil du, Rune L og INF fortsætte med misinformationen?

Marianne Ljungberg

Jeg spørger: Hvem gav navnet "Europa" til hvilket område? Hvornår blev "Europa" Europa?
Et fælles navn. Et fælles værdisæt. Europæisk identitet... Europa er en mytisk figur - en kvinde.

Henrik Ljungberg

Trond Meiring, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

På side 23, 1. spalte nederst, siger Aleida Assmann, som kommentar til den amerikanske drøm.
"Men vi har i Europa ringeagtet vores fortælling, som mere er baseret på på fællesskab end gensidig og evig konkurrence. I en fremtid uden vækst som et af EU's løfter er vi desto mere tvunget til at holde fast i denne side af historien."
Jeg har svært ved at genkende mit Europa i denne udgave. Men hvorfor er Matthias Sonne ikke gået dybere ind i dette? Har han samme overfladiske holdning til kapitalismens ulyksaligheder, som sin redaktør?
Jeg håber at de kommende intellektuelle i serien af egen kraft vil forholde sig til dette emne, ligesom jeg håber, at enkelte vil komme ind på monoteismernes voksende rolle og splittelsespotentialer.

Ole Bach, Niels Duus Nielsen, Birte Pedersen, Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring, Torben Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig er kendskabet til vores fælles historie uhyre vigtig. Og det er den, der styrer - eller burde styre vores handlinger. Uden denne viden fungerer vores fælles kultur som en fugl uden hale.

Og uden at omtale de utallige krige, har denne fælles historie faktisk været ualmindelig brutal og blodig. - Tænk blot på, at under reformationen, brændte man faktisk i guds godheds navn mellem 40.000 og 60.000 levende mennesker for at beskytte folket mod det onde.

Og tænk også på romaernes skæbne i Europa. I en række lande var de så sent som for godt 100 år siden slaver, som mennesker kunne eje, og gøre med dem som de ville. Og det gjorde de faktisk på den mest makabre måde ved at flå dem levende, ved at tvinge dem drikke smeltet metal og ved at brænde dem levende.

Og så læste jeg forleden dag om en fransk kommune, der blev ringet op flere gange med oplysningen om: "Ved I at det er en femme juive (kvindelig jøde), der tager imod børnene i garde d'enfants (børnepasnings-ordning)"? - "Ved I det virkelig ikke"?
- Længere er man faktisk ikke kommer.

Birte Pedersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At samle Europa under én hat er i virkelighed der samme som at løse cirklens kvadratur - det er en kæmpefejl at søge mod Europas forende stater som et politisk projekt.
Købmand - bliv ved din disk!

Ole Bach, Trond Meiring, Peder Bahne og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Jeg føler mig som både europæer og dansker! Et Europas Forenede Stater med "autoriseret"censur er ikke min ide om et demokratisk samfund. Mit håb er at De Gaulles tanker om et nationernes Europa vil opstå snarest muligt. J.Delors kommentar da man indførte EURO: Det er meget risikabelt at indføre euro uden en politisk union, men nu gør vi det! Alle ulykkerne er beskrevet i Bernard Connolys bog: The Rotten Hearth of Europe: Finanskrise, migration, gældskrise, populisme osv (1997). Han var EU´s cheføkonom ind til han blev fyret, sandheden er ilde hørt.

Trond Meiring, Peder Bahne og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg er født dansk, har tjenestegjort som dansk officer i udlandet, og jeg betaler dansk skat, men jeg føler mig absolut mest som europæer og egentlig slet ikke som dansker.

Men tiderne er for længe siden skiftet, og fortiden kommer ikke mere tilbage. Nu drejer det sig om at se frem, og at finde en fælles europæisk identitet, hvilket ikke er det samme som at acceptere alt fra andre lande. Og skal det lykkes, må man nødvendigvis sætte sig ind i, hvad der foregår i andre lande, og det gør man bedst ved at følge med i andre landes medier.

Alle lande i Europa har en såkaldt "lille og åben økonomi", hvor vi er afhængige af andre lande. Men hvis vi står hver for sig, er vi hver for sig svage - især de små lande, der er dybt afhængige af andre. Men sammen er vi stærke, og kan stå imod kræfter udefra.

Men - når vi er stærke tilsammen, er det vigtigt, at vi bevarer og udvikler vores demokrati og syn på menneskers rettigheder - også mennesker udenfor vores Europa. Og det kan vi kun gøre, hvis vi først har arbejdet indenfor fællesskabet på vores vision.

Demokrati er ingen selvfølge eller naturlov, og færre mennesker lever i et åbent demokrati end for blot 1 år siden. Og selv basal pressefrihed er under pres i Europa, hvor man i år 2019 ligefrem jagter journalister i Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Poland, Rumænien og Bulgarien. På Malta, Slovakiet og Bulgarien har man ligefrem dræbt journalister i den senere tid.

Og intet kommer af sig selv - bortset fra lommeuld iflg. Storm P. Derfor må vi alle være kritisk og konstruktivt aktive - ikke blot i vores hjemlande.

Den store konflikt i Europa i dag, som jeg ser det, er valget af retning mod morgendagens union. Nogle ønsker yderligere centralisering og effektivitet, andre ønsker mere diversitet og selvstændig deltagelse i hverdagens demokratiske proces.

Jeg har siden 1972 frygtet en udvikling mod en europæisk centralregering med fælles retssystem, arbejdsmarked og unionær militær kapacitet.

Hvis vi kunne enes om at geare lidt ned og acceptere vore nationale forskelligheder og i stedet genskabe ideernes og nærdemokratiernes Europa, tror jeg vi kunne få os en union, vi alle gerne ville være en del af, måske endda England. Brexit har vist os unionens ansigt som et Hotel California, hvor bureaukratiets potente netværk spærrer for udgangen. Befolkningen har stemt ud, men parlamentet vil ikke.

Kunne vi ikke komme frem til et kompromis uden en magtfuld overstatslig organisation med det selvkørende, vildtvoksende bureaukrati og lovgivning og prioritere det nære demokrati lidt mere.

Jeg tror ikke halvdelen af britterne står alene med dette ønske i Europa. Fred, samhandel og samarbejde ønsker vi vel alle, ikke mindst i lyset af vores fælles historie.

Flemming Berger, Ole Bach, Bjørn Pedersen, Trond Meiring og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

I undersøgelse af World Justice Projekt 2019 kommer Danmark nr.: 1 i verden mens Frankrig er på nr:. 17. Betyder det noget for identiteten af Europa?