Baggrund
Læsetid: 9 min.

65 år efter Agnès Varda stod på ryggen af en mandlig assistent har filmfestivalen i Cannes fået flere kvinder på programmet

I år er der fire film instrueret af kvinder i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes, der begynder i morgen. Det er flere end nogensinde før, men stadig ikke et prangende antal, hvilket festivalen også bliver kritiseret for. Har festivalen et problem med kvinder, eller er den, som festivalens kunstneriske leder Thierry Frémaux siger, blot et spejlbillede af en filmbranche, der har et problem med kvinder?
Ifølge Christian Monggaard er der i sig selv grund nok til at sætte Agnés Varda, som på billedet står på ryggen af en assistent, og ser igennem linsen, på Cannes-plakaten. I år har festivalen nemlig fire film af kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen. 

Ifølge Christian Monggaard er der i sig selv grund nok til at sætte Agnés Varda, som på billedet står på ryggen af en assistent, og ser igennem linsen, på Cannes-plakaten. I år har festivalen nemlig fire film af kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen. 

Regis Duvignau

Kultur
13. maj 2019

Det vakte begejstring, da plakaten for årets filmfestival i Cannes blev offentliggjort i april. Det er også en smuk plakat, stilfuld, med stærke farver og et markant udtryk.

Begejstringen skyldtes dog i høj grad selve motivet: Den franske filminstruktør Agnès Varda, der døde kun 14 dage forinden, 90 år gammel. Varda var en af den franske nybølges vigtige skikkelser, og hun var en kunstnerisk indflydelsesrig og kompromisløs filmskaber gennem hele sin karriere, aktiv til det sidste.

Det er i sig selv grund nok til at sætte hende på Cannes-plakaten. Men der er mere at hente i motivet, et 65 år gammelt fotografi af 26-årige Varda, der er i færd med at optage sin første film, La Pointe-Courte. Hun står på ryggen af en assistent, en mand, og ser igennem linsen på kameraet, der står på et meget højt stativ, øverst på en endnu højere platform med havet glimtende i baggrunden.

Det er et fantastisk billede, fuld af energi og virkelyst, som både fejrer Varda og hendes film, filmkunsten og filmmediets kollektive natur – man må samarbejde og ofre sig for hinanden.

Endelig er Varda den første kvindelige filmskaber nogensinde til at optræde på en plakat for filmfestivalen i Cannes. Hvis der er kvinder på plakaterne, er det ofte som blikfang i scener fra film, men her er det en kvinde på arbejde; en kvinde i færd med at skabe ikke bare en film, men en hel karriere, som andre kvinder kan lade sig inspirere af.

Tilmed er der tale om en kvinde, Varda, som sammen med Cate Blanchett stod i spidsen for de 82 kvindelige filmfolk, der på sidste års festival ’besatte’ den røde løber, inden de sammen med festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, skrev under på et lighedscharter, der skal hjælpe med at øge kvindelige filmfolks, både dem foran og bag kameraet, tilstedeværelse på alverdens filmfestivaler.

Det er der i dén grad behov for.

Billig baggrund

I de senere år har der været fokus på Cannes-festivalens forhold til kvinder – et forhold, som mange mener er ganske problematisk, simpelthen fordi der nok er kvindelige stjerner på den røde løber, men ikke mange kvindelige instruktører i det officielle program.

#MeToo-bevægelsen har været med til at skærpe tonen overalt i filmbranchen, også i Cannes, men kritikken af festivalen er bestemt ikke ny. Hvert år, når det officielle program offentliggøres, laves der statistikker og skrives artikler, som begræder det faktum, at kvindelige instruktører er sjældne gæster i Cannes.

Jane Campion er f.eks. den eneste kvinde, som endnu har vundet en Guldpalme – det var i 1993 for The Piano. Og i 2018 var blot tre af de 22 film i hovedkonkurrencen instrueret af kvinder – og det var et af de bedre år, men samtidig ikke overraskende, hvis man ser på statistikken: I perioden 2008-2018 har kvinder instrueret 18 af i alt 180 film i hovedkonkurrencen, altså 10 procent. Tager man festivalens første 71 år – det er nr. 72 i år – ser det dog meget værre ud: 82 kvindelige instruktører har deltaget, 1.688 mandlige.

»Vi står alle over for unikke udfordringer, men vi står på disse trin i dag som et symbol på vores beslutsomhed og engagement i fremskridt. Vi er forfattere, vi er producere, vi er instruktører, vi er skuespillere, vi er filmfotografer, talentagenter, klippere, distributører, og vi er alle involveret i filmkunsten. Vi står her i dag i solidaritet med kvinder i alle industrier,« sagde Varda og Blanchett fra den røde løber i 2018.

I år var der dog (en slags) gode nyheder, da Thierry Frémaux og festivalens præsident, Pierre Lescure, afslørede det officielle program. Det viste sig nemlig, at der var forholdsvis mange kvindelige filminstruktører med i både hovedkonkurrencen og sideserien Un Certain Regard: Fire i hovedkonkurrencen og syv i Un Certain Regard. Det er flere end nogensinde før – men det er ret beset også på en lidt billig baggrund.

Filmkunst, ikke køn

Men selv om filmfestivalen i Cannes i de senere år har sat fokus på netop kvinder og film, og der blandt meget andet er blevet afholdt seminarer og paneldiskussioner om emnet under festivalen, er der dem, som mener, at Thierry Frémaux – der har været festivalens kunstneriske leder siden 2001 – og hans hold af programlæggere må være mere proaktive i forhold til at opsøge og inkludere kvindelige instruktører i festivalen. Men i takt med, at andre festivaler rundt om i verden, f.eks. Sundance og Berlin, gør en dyd ud af at udvælge og vise film af kvindelige instruktører, insisterer Frémaux på, at film ikke skal udvælges på baggrund af køn, men fordi de er ypperlig filmkunst.

»Agnès Varda sagde, ’Jeg er ikke en kvindelig instruktør, men snarere en kvinde, og så er jeg instruktør.’ Der er flere kvinder end nogensinde i år, men (…) vi kan simpelthen ikke invitere kvinder baseret på deres køn. Det er for farligt. De selv samme journalister, der kritiserer os for manglen på kvindelige instruktører, holder, når lyset slukkes, op med at tænke på, om instruktøren er en mand eller en kvinde – de er mere interesseret i filmens kvalitet,« sagde han i april til branchebladet Screen Daily.

Frémaux mener også, at andelen af kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen afspejler fordelingen i filmbranchen som helhed (kvinder instruerer i et givent år ca. 10-15 procent af alle film): »Cannes og alle festivaler befinder sig for enden af en cyklus. Vi er et ekko eller en afspejling af, hvad der foregår i filmindustrien. Hvis der var flere kvinder i industrien, ville der være flere kvindelige instruktører i Cannes. Det er et spørgsmål, som ikke kun burde diskuteres i maj i Cannes; det burde være på dagsordenen hele året rundt.«

Og det har han jo ret i, hvilket også har været en af konsekvenserne af #MeToo.

Mangfoldig filmfestival

Men selv om de manglende kvindelige filminstruktører har mere med systemiske og indbyggede problemer i branchen at gøre – filmskoler, universiteter og produktionsselskaber – end med en filmfestival som Cannes, ændrer det ikke ved, at festivalen er en afgørende del af den cyklus, som Thierry Frémaux taler om.

Filmfestivalen i Cannes er nemlig mange ting på én gang: Et kunstnerisk frirum, en lanceringsplatform for smalle film, der ikke nødvendigvis kan selv, et kommercielt udstillingsvindue og en gigantisk markedsplads. 14 dage i maj hvert år er en stor del af medieverdenens opmærksomhed rettet mod Cannes, og det giver festivalen en sjælden magt, som kan gøre godt, hvis den bruges rigtigt.

Jo flere kvinder der optræder på festivalens plakater, den røde løber, i hovedjuryen og til konferencer om f.eks. kvinder i filmbranchen, jo mere fokus bliver der automatisk sat på kvinder og film, jo mere normaliseret bliver situationen, og jo større er chancen for, at kvinders vilkår og muligheder bliver bedre i den mandsdominerede filmindustri, som er så massivt til stede på festivalen – og som læser og ser med rundt om i verden.

Det er nu heller ikke, fordi Thierry Frémaux & Co. bare har ignoreret den kritik, der er blevet rettet mod festivalen. Sidste år skrev han under på lighedscharteret, og i år er fire af de ni medlemmer af hovedjuryen kvinder, mens tre ud af fem i Un Certain Regard-juryen er kvinder. Samtidig består selve festivalens udvælgelseskomite nu af fire mænd og fire kvinder – og så Frémaux. Det kan sagtens blive bedre, men noget sker der.

Og når Agnès Varda det ene år kan slå et slag for kvinder i filmbranchen sammen med Cate Blanchett og 80 andre kvinder – samme antal som kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen i festivalens historie – og hun det næste år bliver hyldet for sin enorme betydning for ikke bare fransk film, men for verdensfilmen og sine kvindelige kolleger, så går det i den rigtige retning.

Filmfestivalen i Cannes begynder tirsdag.

Kvinderne i Cannes

Fire markante kvindelige instruktører indtager i år hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes – alle med nye film om og med kvinder.

  • Mati Diop skriver senegalesisk historie

Den fransk-senegalesiske skuespiller og instruktør, Mati Diop, er den første sorte kvinde nogensinde i hovedkonkurrencen i Cannes. Det var hun ikke selv klar over, da hun fik at vide, at hendes spillefilmdebut, Atlantics, var blevet udtaget til Cannes, men det fik hende siden til at tænke over, om hendes hudfarve og køn var grunden til udvælgelsen:

»Jeg begyndte at spørge mig selv, om min film virkelig blev accepteret for det, den er. Blev den hørt for det, den havde at sige? Eller var det faktum, at jeg var en kvindelig filmskaber, også en faktor, der spillede ind?« sagde hun forleden til Hollywood Reporter.

Atlantics foregår i Senegals hovedstad, Dakar, og handler om en 17-årig pige, hvis kæreste beslutter sig for med båd at forsøge at nå Europa og forhåbentlig et bedre liv. Om filmen og dens migrationstema sagde Diop også til Hollywood Reporter:

»Jeg ville virkelig gerne vende tilbage til Senegal, vende tilbage til mine rødder og forsøge at lære dem at kende. Da jeg rejste, gik det op for mig, at jeg var kommet på et meget specielt tidspunkt i senegalesisk historie.«

  • Jessica Hausner: Ikke én sandhed

Østrigske Jessica Hausner har gennem de seneste 20 år etableret sig som en skarp samfunds- og civilisationskritiker med film som Lovely Rita (2001), Hotel (2004) og Lourdes (2009) – ikke ulig sine landsmænd, Ulrich Seidl og Michael Haneke.

Hendes nye film, den engelsksprogede, science fiction-agtige Little Joe, handler om genetikeren Alice, der skaber en ny og meget smuk, blodrød blomst, som viser sig at rumme mystiske kræfter. Fornylig fortalte Hausner EU-støtteenheden Eurimages’ nyhedsbrev om sin film:

»Alle mine historier har et element tilfælles – der sker noget, men man kan ikke finde ud af, hvad det er, der virkelig foregår. Det, der interesserer mig mest, er spørgsmålstegnet efter en begivenhed. Identitet er ét aspekt; det andet er pointen om, at der ikke findes én sandhed. Det sjove i Little Joe er, at der er muligheden for, at man biologisk kan forklare det, der foregår, men på den anden side er der også mulighed for en psykologisk forklaring. Det kunne også hænde sig, at der i ’virkeligheden’ ikke sker noget som helst, og at det hele foregår i personernes hoveder.«

  • Céline Sciamma: Kvinde under pres

Franske Céline Sciamma brød stort igennem med sin tredje spillefilm, Girlhood (2014), der var sidste del af en coming-of-age-trilogi og handlede om en ung, sort piges forsøg på at overleve og finde sig en identitet i en barsk parisisk betonghetto.

Identitet og kvinder under pres er også et af temaerne i Sciammas nye film, Portrait of a Lady on Fire, der dog handler om voksne mennesker. Filmen foregår i Bretagne i 1760, hvor en kvindelig maler, Marianne, skal portrættere den unge Héloise, der lige har forladt et kloster og nu skal giftes, meget mod sin egen vilje.

Marianne bruger sine dage på at være sammen med og iagttage Héloise – og nætterne på at male portrættet – og et intimt forhold udvikler sig mellem de to kvinder.

  • Justine Triet: Sandhed i fiktionen

Franske Justine Triet begyndte som dokumentarist, inden hun i 2013 skiftede til fiktionsfilm. I sin nye film, Sibyl, fortæller Triet om en psykoterapeut, Sibyl, der altid hellere har villet skrive, og det viser sig, at hendes nyeste patient – den unge, plagede skuespiller Margot – er en god inspirationskilde.

Det er dog ikke helt uproblematisk eller uden konsekvenser således at involvere sig i et andet menneskes tumultariske liv. Om skiftet fra dokumentarfilm til spillefilm sagde Justine Triet for et par år siden til filmsitet FilmDoo.com:

»Jo mere fiktion jeg instruerer, jo bedre kan jeg lide alle ’trickene’. Det er gået op for mig, at de formentlig giver mig mulighed for at afsløre mere præcise og dybere ting end den falske og stjålne ’virkelighed’. Men det tog mig nogen tid at nå frem til den erkendelse.«

 

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her