Læsetid: 1 min.

Fra arkivet: Da ’sex-problemet’ blev ’noget ganske særligt’

Det er 50 år siden billedpornografien blev frigivet. Men det skete ikke uden modstand. Flere folketingsmedlemmer stemte imod forslaget, og i Information kunne man læse et interview med konservative O. Vestergaard Poulsen, der mente at »grænserne for det anstændige« blev rykket
Foto fra Information 31. maj 1969

Foto fra Information 31. maj 1969

Arkivfoto

31. maj 2019

Porno er blevet kaldt verdens største kulturområde og fylder i dag en betragtelig del af det store internet. Den 30. maj er det præcis 50 år siden, at vi i Danmark stemte for en frigivelse af billedpornografien. Tilmed som det første land i verden.

Dagen efter den skelsættende begivenhed, nærmere betegnet lørdag den 31. maj 1969, kunne man på forsiden af Information læse, hvordan 25 folketingsmedlemmer havde stemt imod daværende justitsminister Knud Thestrups forslag – mens 112 havde stemt for. For at illustrere historien bragte man en streg tegning af en nøgen og aldeles frodig kvinde, som to jakkesætklædte herrer i baggrunden snart ville få lov at beundre – helt lovligt – i et pornoblad.

Blandt modstanderne var syv konservative folketingsmedlemmer, herunder O. Vestergaard Poulsen. På side ni inde i avisen kunne man under overskriften »Vi kristne skal være saltet i befolkningen« læse et længere interview med gårdejeren, fabrikanten og pornomodstanderen, som han blev præsenteret.

Journalisten stiller på et tidspunkt spørgsmålet: »Hvad har de egentlig imod nøgne damer og herrer,« hvortil O. Verstergaard Poulsen svarer:

»Det man normalt forstår ved porno er jo ikke det naturlige afklædte legeme, som fra skaberens side er noget af det mest fuldkomne. Det som virker stærkt på mig som noget unaturligt, er at man vil gøre sex-problemet til noget ganske særligt ved at rykke det ud af forbindelsen med det naturlige formål, kønslivet har.«

Lidt senere i samme interview kan man læse, at den konservative politiker frygter, at »grænserne for det anstændige rykker endnu mere ud«, og at »pornoen er et tegn på, at vores etiske niveau sænkes.«

De fleste modstandere mente, at pornografien ville sprede sig gevaldigt, og at det ville være direkte skadeligt for befolkningen. Den daværende justitsminister Knud Thestrup argumentere dog for, at en frigivelse netop ville sætte en stopper for produktionen af porno. Så snart den blev lovlig, ville den ikke være interessant længere, lød argumentet.

En hurtig søgning på internettet viser, at han tog grueligt fejl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer