Læsetid: 6 min.

Benedikt Erlingsson: »Jeg ville lave en lettilgængelig film om et meget kompliceret emne. Fuld af håb«

Islandske Benedikt Erlingsson har lavet en underholdende thriller med klimakrisen som vilkår og den multinationale, naturudbyttende kapitalisme som skurken. For en gangs skyld står helten ikke i et dilemma mellem at engagere sig i det nære eller i det fjerne. I denne tid er man nemlig nødt til at gøre begge dele, siger instruktøren
Islandske Benedikt Erlingsson har lavet en underholdende thriller med klimakrisen som vilkår og den multinationale, naturudbyttende kapitalisme som skurken. For en gangs skyld står helten ikke i et dilemma mellem at engagere sig i det nære eller i det fjerne. I denne tid er man nemlig nødt til at gøre begge dele, siger instruktøren

Anders Rye Skjoldjensen

24. maj 2019

I lang tid var det Benedikt Erlingssons mening, at hans anden spillefilm, Kvinde på krigsstien, skulle indledes med et citat fra Brødrene Løvehjerte

»Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men kun en lille lort.«  

Citatet røg i sidste øjeblik, men fordringen om at tage affære fungerer stadig som et underforstået motto for den film, den islandske instruktør selv beskriver som en »mainstream/arthouse økothriller fuld af musik« (og, tilføjer han, »forhåbentlig også poesi og lidenskab«). 

Kvinde på krigsstien handler kort fortalt om Halla (Halldóra Geirharðsdóttir), en midaldrende, enlig, barnløs kvinde, der arbejder som korleder i Reykjavik og i sin fritid saboterer elforsyningen til Islands aluminiumsfabrikker.  

Dem er der mange af på Island, fordi landet kan producere så billig og grøn energi. Det kræver bare, at man dæmmer store dele af det ellers enestående og uberørte islandske højland op, så man kan forsyne fabrikken med vandkraft.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, forstørrede personligheder er bare farcens - og musikteatrets - virkemiddel, en måde at skabe et boblende overskud i fortællingen, som forplanter sig til tilskuerne og åbner dem for utopiens mulighed.
Politikens anmelder skrev, at det var ballingsk, og det er lige præcis, hvad jeg også læser - og som hende har savnet i især dansk film i mange år. Havde den fundet en naturlig afløser, ville filmens rolle som refleksion over samfundet nok ikke være gået i sig selv.
Intet indbyder til selvstændig tænkning, samtale og handling som komik.