Læsetid: 10 min.

Børnelitteraturen er andet end bøger. Det er også spil, film, illustrationer og apps

Mens voksnes litteratur højst bliver til en lydbog, forgrener litteratur for børn sig ud i apps, lyd, grafik, fanfiktion og hele virtuelle universer. Børne- og ungdomslitteraturforsker Sarah Mygind mener, vi skal tænke litteraturen bredere end teksten i bogen – så vi f.eks. får øje på, at et computerspil bruger samme litterære greb som Virginia Woolf
»Den tids- og stedsbestemte definition af, hvad litteratur er, findes ikke mere,« siger Sarah Mygind.

»Den tids- og stedsbestemte definition af, hvad litteratur er, findes ikke mere,« siger Sarah Mygind.

Anders Rye Skjoldjensen

31. maj 2019

»Ved du, hvad jeg tænker på, hvis jeg skriver: ’ALT ER LOVE’?« spørger Sarah Mygind indledningsvis i sin ph.d.-afhandling Børnelitteratur i transmedial bevægelse. Og fortsætter:

»Måske ringer en klokke, hvis jeg skriver, at ’kroppen din trenger potet’?«

Citaterne er hentet fra den norske tv-serie SKAM, som Sarah Mygind har valgt som rammehistorie for sin ph.d.-afhandling, der er skrevet ved Center for Børns Litteratur og Medier på Aarhus Universitet. 

Men hvorfor indledes en afhandling om børnelitteratur med et citat fra en tv-serie, tænker du? Jo, fordi SKAM er et rigtig godt eksempel på, hvordan nutidens børne- og ungdomsfortællinger fortælles i dag.

For den, som er vant til at betragte litteratur som et entydigt bogligt fænomen, er Sarah Myginds tilgang til begrebet litteratur ny. Hun er cand.mag. i litteraturhistorie og derfor vant til at beskæftige sig med litteratur. Klassisk litteratur. Den slags litteratur, som mange af os tænker på, når nogen siger litteratur.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Det er ikke kun af administrative grunde, at litteraturvidenskaberne både i Århus og i København skal findes på institutter for kulturforskning. Det æstetiske virke har - ligesom al anden virksomhed - en tendens til at specialisere sig og etablere sig som særskilte discipliner, såsom litteraturvidenskab, teatervidenskab, musikvidenskab, (billed)kunsthistorie osv. etc. - for så over tid at blive så snævert defineret, at de udøvende kunstnere, som befinder sig udenfor det universitære system, spontant bryder de disciplinære rammer og skaber "tværfaglig" kunst, her med et godt ord kaldet "klyngekunst".

Den "klassiske" snævre litteraturvidenskabelige uddannelse, der alene fokuserer på den skrevne tekst, var allerede forældet for 40 år siden, da jeg gik på uni. Sarah Myginds pointe, at vi skal tænke begrebet litteratur meget bredere, er ikke ny. På RUC var basisuddannelserne tværfaglige, hvilket dengang var lige så nyt som konceptkunsten, så det kan da umuligt være nyt i dag. Det hedder jo netop kulturstudier og ikke litteraturstudier på både AU og KUA.

Men det er så vidt jeg kan se også kun intervieweren, der kæmper for at bryde ud af det snævre akademisk afgrænsede tekstunivers; Sarah Myginds metodiske tilgang er jo netop tværfaglig på den gode, fordomsfri måde.

Noget kunne tyde på, at humaniora på universiteterne er gået lidt i stok, siden det er nødvendigt at skrive et kampskrift for tværfagligheden. Måske skulle kulturstudierne tage navneforandring til "æstetiske studier"?

"Klyngeværk" er i hvert fald et godt ord, som jeg ville ønske jeg havde kendt, da jeg for mange år siden skrev en eksamensopgave om Frank Zappas konceptkunst.