Børnelitteraturen er andet end bøger. Det er også spil, film, illustrationer og apps

»Ved du, hvad jeg tænker på, hvis jeg skriver: ’ALT ER LOVE’?« spørger Sarah Mygind indledningsvis i sin ph.d.-afhandling Børnelitteratur i transmedial bevægelse. Og fortsætter:

»Måske ringer en klokke, hvis jeg skriver, at ’kroppen din trenger potet’?«

Citaterne er hentet fra den norske tv-serie SKAM, som Sarah Mygind har valgt som rammehistorie for sin ph.d.-afhandling, der er skrevet ved Center for Børns Litteratur og Medier på Aarhus Universitet. 

Men hvorfor indledes en afhandling om børnelitteratur med et citat fra en tv-serie, tænker du? Jo, fordi SKAM er et rigtig godt eksempel på, hvordan nutidens børne- og ungdomsfortællinger fortælles i dag.

For den, som er vant til at betragte litteratur som et entydigt bogligt fænomen, er Sarah Myginds tilgang til begrebet litteratur ny. Hun er cand.mag. i litteraturhistorie og derfor vant til at beskæftige sig med litteratur. Klassisk litteratur. Den slags litteratur, som mange af os tænker på, når nogen siger litteratur.

Men Sarah Myginds pointe er, at vi skal tænke begrebet litteratur meget bredere. For hende er det uomgængeligt, at vi undersøger de nye og hybride genrer, der opstår i børne- og ungdomslitteraturen med samme alvor, som vi undersøger den gængse litteratur.

Det er på tide, at vi nuancerer det mediehierarki, der fortæller os, at bogen er det mest dannende medie, mener hun.

»Det er en central præmis for afhandlingen at betragte børnelitteratur som en litteratur- og kunstform, der gensidigt udvikler og selv udvikler sig i samspil med de medier og teknologier, der bærer den,« skriver hun.

Det betyder i bund og grund, at også børnelitteratur betragtes som et æstetisk produkt og ikke bare som undervisningsmateriale.

I ph.d.-afhandlingen bruger hun sin litterære tilgang og forståelse til at undersøge børne- og ungdomslitteraturen, som den tager sig ud i dag, hvor den både gør brug af bogmediet, og derfor betragtes som et litterært fænomen, og samtidig og i højere og højere grad anvender og integreres i forskellige andre platforme.

Så børnelitteraturen – ud over i bøger – er at finde i eksempelvis digitale spil, apps, illustrationer og lydbøger.

»I forhold til at eksperimentere både med bogmediet og med de digitale medier er børnelitteraturen langt mere risikovillig end voksenlitteraturen,« siger Sarah Mygind.

Men hvordan overskrider børnelitteraturen sine egne grænser? Og hvad betyder det, for den, der læser? Det var det, Sarah Mygind ville undersøge.

»Børnelitteratur er i dag ikke bare blevet digital, den er også blevet en kunstform, der overskrider sine egne mediegrænser i højere grad, end så mange andre litteraturformer,« forklarer hun.

»Og det at litteraturen bliver flyttet til andre medier, har selvfølgelig også en effekt, der virker tilbage på litteraturen.«

Computerspillet ’The Sailor’s Dream’.

Fra spillet

Man kan altså tale om en vekselvirkning mellem de forskellige medier i børne- og ungdomslitteraturen. Tag eksempelvis SKAM, der er en ungdomsfortælling (som også mange voksne følger med i):

»SKAM er fundamentalt heterogen i sin fortælleform. Det kommer til udtryk i seriens komplekse serialisering, altså i den måde hvorpå serien er fortalt, opbrudt og distribueret, men også i de forskellige måder seere har haft mulighed for at følge serien,« skriver hun.

SKAM er et eksempel på, hvordan en fortælling gør brug af flere platforme, og noget tyder på, at der kun bliver flere og flere af den type fortællinger.

– Hvordan kan det være, at det er i børne- og ungdomslitteraturen, at det finder sted?

»Man kan sige, at børnelitteratur aldrig kun har været skrift i bøger,« siger Sarah Mygind. »De allerførste børnebøger har eksempelvis også været illustreret. Og netop det forhold, at børnelitteraturen altid har brugt flere udtryksformer, har gjort den mere oplagt at eksperimentere med.«

Børn oplever heller ikke kun litteraturen som skrift i en bog, påpeger Sarah Mygind: »Barnelæsere er som regel ikke så trænede i at læse, så de møder ofte litteratur gennem eksempelvis højtlæsning eller illustrationer.«

Børn har altså ikke samme ekskluderende genreforventning til littertaur, som mange voksne har. De er simpelthen ikke lige så forudindtagede og genrebevidste.

I sin afhandling inddrager Sarah Mygind flere eksempler, der fungerer som cases og skal demonstrere, i hvilke medier og genrer børne- og ungdomslitteraturen optræder i dag. 

De værker, hun primært beskæftiger sig med, er ​The Numberlys​, ​Harry Potter​-universet og ​Shanghai 1927-projektet​, men hun peger også på ​Endgame-​trilogien af James Frey, ​Sigurds Danmarkshistorie, Ternet Ninja af Anders Matthesen​, NORD a​f Camilla Hübbe og Rasmus Meisler som eksempler på flermediale værker. Faktisk er det i dag mere reglen end undtagelsen, at en børnelitterær udgivelse er mere end en bog af papir.

»Jeg har arbejdet med værker, hvor litteraturens traditionelle udtryksformer er i spil mellem og med andre medier, så helt konkret er det en klynge af udgivelser, hvor der findes flere forskellige medieversioner af samme fortælling,« fortæller Sarah Mygind om sit valg af cases.

»Et af mine eksempler er ​The Numberlys, der består af en billedbog, samt af en interaktiv app og en kort animationsfilm​, udgivet af det amerikanske produktionsselskab Moonbot Studios,« fortæller hun.

​ The Numberlys​ er på web historien om en verden fuld af tal, skabt i et sort-hvidt univers, hvor alting gerne skulle gå op. Men en gruppe på fem små tal finder en plante, og ligningen har pludseligt svært ved at gå op, for planten passer ikke ind noget sted i den farveløse verden, de kender. Modigt beslutter de sig for at holde planten i live, hvilket dog ikke er uden udfordringer.

Som læser vil man typisk først sidde med bogen om The Numberlys i hånden, en bog som vi kender den. Men til fortællingen hører også en app, der lader læseren skanne siderne og selv deltage i narrativet. 

Augmented reality kaldes fænomenet, der kombinerer data fra den virkelige eller fysiske verden med virtuelle data, her eksempelvis gennem den grafik og lyd, spillet stiller til rådighed for brugeren.

»På den måde opstår der et produkt i sig selv, der består af begge medier,« forklarer Sarah Mygind.

Den information, man får gennem spillet erstatter ikke bogen, men bogen kan omvendt heller ikke erstatte spillet. For at kunne beskrive og genredefinere et sådant værk, har Sarah Mygind foreslået begrebet klyngeværk. Klyngeværket som begreb for en ny genre er et af de bidrag, hendes forskning kommer med.

Forestil dig en klynge af svampe, der skyder op.

De udspringer af samme spore og fra samme sted, men svampen, som du ser den, udgøres af flere tilsyneladende enkeltstående svampe. Udgangspunktet og dér, hvor svampen er startet, er den autoriale kilde. Det er stedet (udgjort af en forfatter eller flere), hvorfra selve fortællingen opstår.

De forskellige svampe, der derefter skyder op, kan siges at være de forskellige mediale platforme, som fortællingen udkommer i. Nogle er måske store, andre måske små, det kan bidrage lige meget eller med forskelligt, det væsentlige er, at hele svampen udgøres af alle sine forgreninger: Man kan ikke fjerne den ene, uden at ændre væsentligt på det hele, såfremt svampen betragtes som en helhed.

»Sådan kan man tegne billedet, når man skal prøve at beskrive et klyngeværk,« forklarer Sarah Mygind.

»Det er den samme fortælling og den samme autoriale kilde, værket udspringer fra, men hvert medie bidrager med noget, der er med til at udvide fortællingen på sin egen måde. I klyngeværket er hver enkelt medieversion en indgang til den samlede fortælling. Det er et produkt, der i høj grad spiller på forskellige genreformer.« 

»I en tid, hvor vores klassiske idé om litteratur er i opløsning, er det jo interessant at se, hvor litteraturens traditionsbestemte udtryksformer optræder nu. Hvor er det eksempelvis, at vi møder sprog, som peger på sig selv som sprog?«

Anders Rye Skjoldjensen

Der er forskel på, hvordan børnelitteraturen indgår i dialog med og udvikling i andre medier.

Hvor ​The Numberlys ​er et lille, omend et rigtig godt eksempel på et klyngeværk, er et andet af Sarah Myginds eksempler det mere traditionelle og populærkulturelle ​Harry Potter​-univers, hvis litterære udspring er skrevet af J.K. Rowling.

Ganske vist er ​Harry Potter i​kke er et klyngeværk, men det er et rigtig godt eksempel på den transmediale storytelling, som man ser i meget børne- og ungdomslitteratur i dag.

Værket har nydt stor popularitet, og efter de syv bøgers udgivelse er der kommet en filmatisering, et digitalt univers på pottermore.com med J.K. Rowlings egne tilføjelser, et teaterstykke og senest en manuskriptbog under titlen ​Fantastic Beasts and Where to Find Them (​2016).

Derudover er der flere film på vej, der foregår i universet 65-70 år før Harry Potters tid, og de er, modsat de tidligere film, skrevet af J.K. Rowling selv.

– Er udgangspunktet for disse nye værker i børnelitteraturen altid et litterært værk?

»Nej, det er det eksempelvis i tilfældet med Harry Potter. Mange andre steder, hvor vi ser fænomenet, er det ikke sådan,« siger hun og peger på SKAM.

»Det, der er særligt for fortællingerne i dag, er, at man tænker de her udvidelser med fra starten. Harry Potter er et 20 år gammelt fænomen og tjener derfor som et godt eksempel på, hvordan man mere traditionelt set har gjort,« siger Sarah Mygind. »Men det er ikke sådan, man tænker produkterne i dag. Vi har simpelthen en meget større palet af medier, man kan udkomme på.«

De medier, Sarah Mygind har gjort til genstand for sin forskning, udgør derfor også en længere liste: papirbogen (både romaner og billedbøger), augmented reality-apps, digitale tegneserier, websites, illustrerede bøger (hvor selve illustrationen kan siges at udgøre en genre), audiovisuelle koncerter og film, typisk animationsfilm, samt lydbøger og teaterstykker.

– Er der ikke en grænse for, hvad der kan drages ind under begrebet litteratur?

»Jeg tror, det vigtigste er at forstå litteratur som noget, der er i bevægelse lige nu,« svarer Sarah Mygind. »Det er vigtigt at forstå, at litteratur, som vi har forstået det gennem de sidste mange hundrede år, altså som noget, der er bundet til papiret og til skriften, har udviklet sig. Den tids- og stedsbestemte definition af, hvad litteratur er, findes ikke mere.«

»Det er derfor interessant at kigge på, hvad det vil sige at forstå eksempelvis et computerspil som litterært. I en tid, hvor vores klassiske idé om litteratur er i opløsning, er det jo interessant at se, hvor litteraturens traditionsbestemte udtryksformer optræder nu. Hvor er det eksempelvis, at vi møder sprog, som peger på sig selv som sprog?« spørger hun og nævner selv spillet Sailor’s Dreams  ​(udviklet af Simogo, red.)«

Sailor’s Dream​ er en fortælling, der udspiller sig i et virtuelt rum. Her fortælles en historie, men brugeren skal selv navigere rundt i universet og samle brudstykker af en fortælling sammen.

»Der er spilelementer i det, men det er i høj grad en fortælling, som spilleren selv er nødt til at stykke sammen oppe i hovedet, ligesom hvis du læste ​Jacob’s Room af Virginia Woolf. Her skal du også selv stykke Jacob sammen gennem de mange stemmer. Det er et litterært greb, der er på spil,« siger Sarah Mygind.

Der er kælet for det æstetiske i ​Sailor’s Dream.​ Spillets grafiske udtryk er indbydende, mystisk og sart og imiterer spillets sofistiskerede fortælling.

Da Sarah Mygind skulle til at lægge sidste hånd på sin afhandling, udkom manuskriptbøgerne til afhandlingens rammefortælling, SKAM. Det var, som om skæbnen ville det:

»Før de kom, var der kun ganske lidt litterært på spil i SKAM,« fortæller hun. »Men da bøgerne kom, forelå der pludselig et udgivet, publiceret manuskript — og det er noget, vi kender som litteratur. Vi er eksempelvis vant til at læse Shakespeare og Ibsen som litteratur, selvom det egentlig er drama,« siger Sarah Mytgind.

At Julie Andem, forfatteren bag SKAM, pludselig fremstår som læseværdig, altså som litterær skaber af tekst, bekræfter Sarah Myginds tese om, at »en ret stor del af SKAM-universitet er skriftligt, i form af afkodning eller ’læsning’ af tekst og billede« og altså kan analyseres med litterære begreber, selv om der er tale om en tv-serie.

»For det første var der åbenbart noget specifikt litterært på spil i SKAM og Julie Andems måde at skrive på. For det andet udkommer et univers, der hidtil udelukkende har været udgivet digitalt, i en bog,« siger hun. »Det digitale flytter ind i en papirbog, hvilket er med til at validere det inden for det mediehieraki, der stadig findes.«

– Repræsenterer du et opgør med det mediehierarki?

»Jeg vil i hvert fald frygteligt gerne være med til at nuancere det. For hvad er den rigtige indgang til SKAM, eksempelvis? Man må gerne prikke lidt til ideen om, at der findes én form for rigtig læsning. Altså, at du kun har læst en roman, hvis du har læst den i en papirbog.«

Man skal ikke have læst mange debatindlæg for at konstatere, at den fremherskende holdning i dag er, at skærmtid er dårlig tid, mens læsetid er god og mere dannende tid. Eller at bøger læst i en bog er mere læste end dem, man hører som lydbog.

For Sarah Mygind er det vigtigere at tale om de forskellige måder som forskellige læseoplevelser. De forskellige tilgange bør efter hendes mening i højere grad italesættes som noget ligestillet frem for hierarkisk:

»Også fra et dannelsesmæssigt perspektiv synes jeg, at det er ret vigtigt at nuancere tilgangen. Det er ærgerligt, at der er opstået en kløft imellem medierne,« siger hun.

»Det er vigtigt, at vi går lidt mere nuanceret til de forskellige medier, som vi kan interagere med,« siger hun og tilføjer, at hun foretrækker at se på, »hvordan forskellige medieversioner kan supplere og styrke hinanden.«

– Så den form for fortælling, som bogen kan give, findes i lige så sofistikerede versioner i andre medier?

»Ja,« siger hun efter et kortere ophold, men tilføjer et forbeholdent »men«:

»Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver et spørgsmål om, hvad der er bedst. Vi skal i højere grad se på, at andre medier er anderledes og også fortjener at få opmærksomhed. De andre tilgange skal også anerkendes for at kunne noget. Der er tale om forskellige æstetiske produkter, og de fortjener at blive respekteret som sådanne. Medier arbejder sammen i dag, så det giver ikke mening at snakke om de der hierarkier.«