Læsetid: 3 min.

»Alle mine egne forliste kærlighedsforhold kommer for et øjeblik helt op til overfladen og dirrer«

Hvad får os til at græde, spørger vi i en lille serie. Guldlofter, ådselædere, venetiansk silkevelour og en spæd norsk stemme fik tårerne frem hos avisens kunstredaktør forrige år i Venedig …
Hvad der får os til at græde undersøges i en lille serie her i Information. Nu skal vi til Venedig, hvor Maria Kjær Themsen spørger sig selv: »måske er det al det vand man konstant er omgivet at eller transportere sig på, måske er det den afsindige dekadente skønhed hele byen udstråler...«

Hvad der får os til at græde undersøges i en lille serie her i Information. Nu skal vi til Venedig, hvor Maria Kjær Themsen spørger sig selv: »måske er det al det vand man konstant er omgivet at eller transportere sig på, måske er det den afsindige dekadente skønhed hele byen udstråler...«

Jakob Arnholtz

7. maj 2019

Følelserne byggede sig ligesom op over hele dagen – en lun majdag i Venedig under kunstbiennalens åbningsdage i 2017.

Jeg trængte til en pause fra al postyret ved biennalen og valgte at opsøge nogle lidt mere stilfærdige steder i det Venedig, som altid får noget rørstrømsk frem i mig – måske er det al det vand, man konstant er omgivet af eller transporterer sig på, måske er det den afsindige dekadente skønhed hele byen udstråler, måske er det følelsen af at træde tilbage i en historisk tid, hvor al modernitet er dømt ude, måske er det den konstante påvirkning af prosecco og store kunstoplevelser?

Det virker i hvert fald altid overvældende på mig at komme til Venedig.

Den morgen startede jeg med at gå til San Marco-pladsen og bevæge mig stille op ad en trappe fra 1557, hvor loftet er dekoreret med 24 karat guld, den såkaldte Golden Staircase. Jeg mistede næsten orienteringen, som jeg stod der med nakken hældt bagover og følelserne uden på tøjet.

Trappen førte op til en særudstilling med Hieronymus Bosch, som i sig selv var en drøm for mig at opleve. Et tysk par og jeg var de eneste besøgende i det enormt højloftede marmorpalazzo, og derfor kunne jeg helt uhindret træde helt tæt frem foran et triptykon skabt af Bosch mellem 1495-1505.

Det var et af de mest bevægende øjeblikke i mit liv med kunst. Hér var en skaldet munk med et krucifiks i hånden, og en anden munk med en pil i hjertet, mens en ådselæder var ved at fortære en rotte i hjørnet i billedet, og sådan optræder hundredvis af obskøne og skønne detaljer side om side i Bosch’ motiver, så man bliver fuldstændig mør i blikket.

På vejen derfra forvilder jeg mig ind i en afsindig smuk butik med venetiansk håndekoreret silkevelour og står pludselig indhyllet i en smaragdgrøn kåbe prydet med guldornamenter. Den koster det blå ned fra himlen, men det er som om den dybt bevægende oplevelse, jeg lige har haft med Bosch og guldloft, fortjener at manifestere sig fysisk omkring mig som en kåbe i silke og guld.

Jeg trækker modvilligt kåben af og køber i stedet et sjal. Lidt efter ankommer jeg tilfældigvis i tide til norske Nils Bechs performance i Bosnien-Hercegovina-pavillonen dybt inde i de venetianske gyder.

Vi er en lille gruppe, der bliver ledt ind i et soveværelse, hvor en stor seng er beklædt med farverige blomstertæpper. De farverige blomster går igen i hele værelset og er skabt af den norske rising star Ida Ekblad, der også befinder sig i rummet. I sengen sidder Bech sammen med en lille dukke, der ligger op ad den ene pude.

Bech begynder at synge – med en spæd klar og foruroligende stemme, der går lige i hjertet. Han synger direkte til dukken. Men på trods af det syrede og absurde scenarie, lever jeg mig fuldstændig ind i dramaet: Han er blevet forladt.

Og da Bechs egen stemme kammer over, og tårerne begynder at trille ned ad kinderne på ham, er det som om dagens mange vilde sanseindtryk når et klimaks, der ender i gråd. Stille, men uophørlig gråd. Det er umuligt at holde tilbage. »It’s all over now,« synger Bech og lægger sig ned og kigger intenst på dukken. Alle mine egne forliste kærlighedsforhold kommer for et øjeblik helt op til overfladen og dirrer.

Da jeg kommer hjem fra Venedig, drømmer jeg om den grønne kåbe i tre uger i træk og sender endelig bud efter den. Som et minde om en uforglemmelig dag hænger den stadig i mit skab og kaster stjernestøv ud over resten af garderoben – og mit liv.

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer