Læsetid: 3 min.

»Det eneste, der i virkeligheden forbinder os, er, når vi er i stand til at genkende følelser hos hinanden.«

I programmerne Min Lille Hassan og Den Anden Time på Radio24syv har Hassan Preisler mange gange fået sine gæster til at græde. Mændene græder oftest, når de bliver rost, og kvinderne græder i raseri, når de bliver krænket. Men al gråden handler om kærlighed, siger han
I programmerne Min Lille Hassan og Den Anden Time på Radio24syv har Hassan Preisler mange gange fået sine gæster til at græde. Mændene græder oftest, når de bliver rost, og kvinderne græder i raseri, når de bliver krænket. Men al gråden handler om kærlighed, siger han

Kenneth Lysbjerg Koustrup

31. maj 2019

Fortalt til Martine Amalie Krogh

»Jeg går efter den følelsesmæssige forbindelse mellem mig og gæsten, og den opstår somme tider gennem gråden. Det er vidunderligt, når det sker. Så føler jeg, at jeg når i mål med min ambition om at trænge ind bag gæstens narrativ og trancendere alt det, vi normalt udgiver os for at være repræsenteret af. Såsom vores holdninger og meninger.«

»Mænd bliver rørt og bevæget, når de bliver rost. Det er meget gennemgående. F.eks. den kæmpestore, enormt succesfulde, hamrende smukke håndboldspiller Jesper Nøddesbo. Da jeg roste ham, stod tårerne tykt i øjnene på ham. Det er fordi, ros er det bedste for mennesker overhovedet. Der er ikke noget, der når op på siden af det. Ikke engang sex. Men at blive rost for sex er selvfølgelig det største.«

»Det er ikke lige så gennemgående, hvorfor kvinder græder, men der kan godt opstå nogle forurettede tårer i øjnene på dem, der føler eller har følt sig krænket. Jeg tolker det som raseritårer. Hvis jeg gennemgår en passage fra deres liv, hvor de var udsat for noget, eller hvis de føler sig krænket over mine spørgsmål.«

»Marianne Jelved græd, da vi talte om hendes mand, der for nyligt var død. Pia Olsen Dyhr græd også, da vi talte om hendes far, som hun havde mistet. Dét at miste er også gennemgående, og jeg har flere gange oplevet, at gæster i programmet er brudt sammen over en erindring om dem, de har mistet. Den kan jeg jo ikke dele, men det søger jeg heller ikke. Jeg søger de følelser, der kan opstå i mødet mellem os, og ikke reflektionen over en mistet ægtefælle.«

»Det jeg laver er at søge efter kærligheden. Vi udelader kærligheden af rigtig mange ligninger. Vi bilder os ind, at vi kan regne tingene ud uden at medregne kærligheden, men det kan vi ikke. Selvom den er besværlig og ikke lader sig kontrollere.«

»I programmerne søger jeg kærligheden. Den kærlighed, der indeholder sympati for det hele, komplette menneske. Ikke på den måde, at vi skal sidde og kigge hinanden dybt i øjnene og føle, at vi elsker hinanden. Men jeg forsøger at etablere en fælles oplevelse af nogle af de elementer, som kærligheden indeholder. Såsom glæde og smerte. Jeg synes det eneste, der i virkeligheden forbinder os, er, når vi er i stand til at genkende følelser hos hinanden. Det føles jo på samme måde at miste, uanset om vi er højre- eller venstreorienterede.«

»De ting, der får folk til at græde i mit program, har altid en eller anden relation til kærligheden. Absolut. Uden tvivl. I momenter oplever jeg også selv stor kærlighed til gæsten. Da jeg hørte kæmpestore, benhårde Joakim B. Olsen tale om en dæmon, der boede inde i hans far, som endte med at tage livet af ham, og som Joakim selv har frygtet også en dag vil tage livet af ham. Det er vildt bevægende, og jeg forstår ham pludselig som menneske.«

»Jeg bliver påvirket, når mine gæster græder. Det eneste, der i virkeligheden forbinder os er, når vi er i stand til at genkende følelser hos hinanden.«

»I virkeligheden er det jo meget banalt, og så alligevel ikke. Så ville vi jo græde det hele tiden. Det er også kompliceret, og det kræver et kæmpe forarbejde. Min tilrettelægger, producer og jeg bruger utrolig mange timer på at prøve at nå derhen. Men det er ikke gråden, det handler om. Gråden er aldrig blevet nævnt i en forberedelse. Gråden er stærk, men som symbol på noget andet, som handler om kærlighed.«

»Min oplevelse er, at folk føler sig befriede bagefter, hvis de har grædt i mit program. Det er der mange, der siger. Det skyldes både, at de selv kan mærke det, og så mærker de det også på omgivelsernes reaktion bagefter. De mødes pludselig med anderledes niveauer af sympati, end de plejer.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Åh, jeg er så træt af denne naive følelsesdyrkelse, det er selvfølgelig rigtigt, at vi til en vis grænse kan leve os ind i andres følelser; men på den anden side er vi jo tit slemme til at tro, at andre ligner os 1:1, at vores egen version af verdens beskaffenhed er uangribelig - og vejen til at komme videre fra det er ikke så meget en følelsesmæssig som en intellektuel forståelse og anerkendelse af ethvert individs suveræne selvberoenhed.
Alt for meget energi bliver brugt på at begå den fejlslutninger, der går ud på at sætte sig selv i parentes i forhold til menneskelige egenskaber, når man forklarer, hvad mennesker ikke kan, ved hjælp af evner, som man derved netop påstår, at mennesker ikke besidder.

Lise Lotte Rahbek

Åh nej, min påskønnelse af offentlig følelsesporno kan ligge på et meget lille sted. Det er pinagtigt at være publikum til. Kan slet ikke holdde det ud.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu har jeg kun hørt få af Hassan Preislers programmer og aldrig et, hvor gæsten græd. Men i de programmer, jeg HAR hørt, fornemmede jeg hver gang en ondskabsfuld tone fra værtens side. Den fik ikke mig til at græde, men jeg brød mig bestemt ikke om at være tilhører til den.