Eurovision Song Contest er altid upolitisk, men det er ikke så let, når festen foregår i Israel

Når verdens mest sete underholdningsprogram, Eurovision Song Contest, afholdes i denne uge, er det en selvfølge, at det sker i Israel.

Det er det, fordi den israelske sangerinde Netta sidste år vandt med nummeret ’Toy’. Og siden sangkonkurrencen, der også er den ældste af sin slags, begyndte i 1956, har reglen været, at vinderlandet agerer værtsland det følgende år.

At Eurovision finder sted i Tel Aviv er dog ingen selvfølge. Den israelske kulturminister, Miri Regev fra det konservative parti Likud, stod sidste år stejlt på, at showet skulle foregå i Jerusalem, hvis status som hovedstad er omstridt, idet både Israel og Palæstina regner byen for sin hovedstad. Den beslutning var der dog ikke opbakning til, og valget faldt på den mere diplomatiske løsning Tel Aviv.

Her har tusindvis af turister og journalister indfundet sig for at se semifinalerne tirsdag og torsdag og finalen lørdag, hvori de 42 deltagerlande skal dyste om en førsteplads og dermed muligheden for at promovere sig selv som værtsland næste år.

Meget delte meninger

Det er heller ingen selvfølge, hvordan man skal forholde sig til et værtsland, der som Israel står for ulovlige besættelser og menneskerettighedskrænkelser.

Nogle mener, at Eurovision skal have lov at være politikfrit område, hvor folk kan mødes og more sig på tværs af grænser og konflikter. Andre mener, at det ikke giver mening at kalde arrangementet upolitisk, fordi værtskabet de facto er med til at promovere Israel og dermed legitimere Israels besættelsespolitik og trænge de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted, i baggrunden.

De, der mener, at man bør benytte det store popkulturelle gedemarked, som Eurovision er, til at forholde sig til konflikten mellem Israel og Palæstina, er heller ikke enige med hinanden om midlerne.

På den ene side står tilhængerne af en kulturel boykot med BDS-bevægelsen i spidsen og opfordrer deltagerlandene til at blive væk fra arrangementet. Uden held, alle 42 deltagerlandes repræsentanter er troppet op i Tel Aviv, inklusive danske Leonora.

BDS står for Boykot, Divestment, Sanctions (på dansk boykot, frasalg, sanktioner), og bevægelsen vil med inspiration fra den kulturelle boykot af Sydafrikas apartheidregime øge opmærksomheden på Israels undertrykkelse af palæstinenserne og dermed presse landet til at stoppe de ulovlige besættelser.

141 europæiske kunstnere – heriblandt den danske dancehall-kunstner Raske Penge og skuespilleren Jesper Christensen – udsendte sidste år en opfordring til boykot. Britiske Roger Waters, der også var engageret i den kulturelle boykot af Sydafrika, er med på listen, ligesom hans landsmand, instruktøren Mike Leigh. Sidstnævnte havde dog glemt, at hans egne film er blevet vist i Israel, da han udtalte, at den kulturelle boykot er et spørgsmål om, hvorvidt man står på undertrykkernes eller de undertryktes side.

En række andre kunstnere, bl.a. Stephen Fry og Marina Abramović, har på foranledning af organisationen Creative Community for Peace (CCFP), udsendt et åbent brev, der argumenterer imod en boykot. Underskriverne tror på, at »man kan bygge bro gennem musikken«, og at »kunsten er et middel til at opnå større forståelse og fred i regionen«, udtaler CCFP’s direktør Ari Ingel til The Guardian.

Virker kulturel boykot så?

Diskussionen om, hvorvidt det styrker eller svækker de undertrykte i et land, at man boykotter dets kulturliv, er ikke ny. Den dukker op, hver gang udenlandske musikere annoncerer koncerter i Israel. Nogle musikere føjer sig, mens andre – f.eks. Nick Cave og Radioheads Thom Yorke – gør en principiel dyd ud af at spille i landet. Ikke fordi de bakker op om den israelske regerings politik, men fordi de ser det som musikkens opgave at overskride grænser. 

Om kulturboykot virker, er det ifølge Ole Reitov svært at svare entydigt på. Han er forhenværende musikjournalist og medstifter af organisationen Freemuse, som arbejder for musikere og kunstneres kunstneriske ytringsfrihed. Fra 2013-2017 var han direktør for organisationen, og i dag er han international konsulent i spørgsmål omkring kunstnerisk ytringsfrihed.

»Der er ikke lavet nogen forskning, der går i dybden med det, men det, man nok ved mest om, er effekterne af kulturboykotten af Sydafrika. Det har været diskuteret i mange år efter, om det var godt eller dårligt. Og alle havner stort set i den konklusion, at det var godt rent politisk, fordi det var med til, at almindelige mennesker i den vestlige verden fik øjnene op for apartheid. Men det var virkelig ødelæggende for sorte sydafrikanske musikeres mulighed for at udnytte det vestlige marked.«

Ole Reitov fortæller om den sorte sydafrikanske jazztrompetist Hugh Masekela, der blev bedt om at vende hjem fra USA af repræsentanter fra den sydafrikanske apartheidregering, da han i 1968 strøg ind på en førsteplads på den amerikanske hitliste med nummeret »Grazing in the Grass«. Masekela valgte at holde sig væk og benytte sin position til at agitere imod apartheid.

Opbakningen til den årtier lange kulturelle boykot af Sydafrika var massiv, og det samme var protesterne, da Paul Simon i 1986 trodsede den ved at rejse til landet og indspille pladen Graceland sammen med sydafrikanske musikere.

Også her var det brobygningsargumentet, der vejede tungest. 

– Er Sydafrikas apartheidregime og den aktuelle situation i Israel sammenlignelige?

»Det er de nok ikke. Nogle argumenterer for, at Israel har et apartheidsystem, men den holder ikke rigtig, for en medborger af palæstinensisk baggrund har jo faktisk stemmeret. Det, der er parallelt, er, at diskussionen om boykot bliver en vigtig indgang til diskussionen om den politik, der føres i landet.«

Til fest med den europæiske familie

Ole Reitov mener ikke, at DR har en reel mulighed for at boykotte Eurovision i Israel, hvis man fortsat vil være med i konkurrencen. For ham at se er løsningen snarere helt at ekskludere Israel:

»Medlemmerne af EBU kunne vælge at ekskludere Israel på grund af besættelsespolitikken. Man ekskluderede også flere af de eksjugoslaviske lande fra konkurrencen, mens de var krigsførende. Det har altid været en gåde for mig, at Israel er med i EBU,« siger han. 

Selv om EBU er en europæisk organisation, har organisationen gennem årene været fleksibel med hensyn til, hvem der kunne deltage i Eurovision. Israel deltog første gang i 1973, og så fjerntliggende et land som Australien kom med i 2015. Libanons statslige tv-station ville gerne deltage i 2005, men kunne ikke leve op til kravet om at vise hele finaleshowet, fordi det ikke er tilladt at vise israelsk indhold på libanesisk tv. Den konflikt slap Marokko udenom ved kun at deltage i 1980 – et år, hvor Israel ikke var med.   

Selv Palæstina har søgt om optagelse i Eurovision tilbage i 2008. Den danske kunstgruppe Superflex var med inde over ansøgningen sammen med palæstinensiske musikere og aktivister. Rasmus Nielsen fra Superflex fortæller, at projektet var politisk motiveret: 

»Eurovision har været en meget vigtig platform for Israel – det er ligesom at være en del af den europæiske families juleaften én gang om året. På det grundlag ville det være interessant at få Palæstina med også. Eurovision er letbenede popsange, men det er jo også politik. Efter 9/11 og Irakkrigen var der en ekstrem dehumanisering af palæstinensere og arabere generelt. Ansøgningen om palæstinensisk deltagelse i Eurovision var et forsøg på at ændre det ved hjælp af blød magt.«

Palæstinas ansøgning blev afvist af EBU’s juridiske afdeling, fordi Palæstina ikke er internationalt anerkendt som land. 

Afbrudt pressemøde

De eneste deltagere i årets Eurovision, der har forholdt sig tilnærmelsesvist politisk til den israelske regerings politik, er den islandske technogruppe Hatari. Til et pressemøde i sidste uge udtalte bandet, at de havde tænkt sig at bruge deres deltagelse til at »opretholde en kritisk diskussion«, men samtidig overholde reglerne.

Inden pressekonferencens israelske vært brød ind og sagde, at tiden var gået, nåede forsangeren Matthías Haraldsson lige at sige, at de håber at se en ende på besættelserne.

Et andet eksempel på politisk stillingtagen blandt Eurovision-deltagere så man i 2012, da Aserbajdsjan var værtsland. Også her er der problemer med menneskerettighederne, og i den forbindelse mødtes den svenske deltager Loreen med lokale menneskerettighedsaktivister for at skabe opmærksomhed om deres sag. 

Ifølge Ole Reitov er den slags tiltag et udmærket alternativ til at boykotte et lands kulturliv:  

»Jeg ser alle former for samarbejde mellem kunstnere, uden om deres regeringer, som alternativer til boykot. Det, man kunne gøre, var at klæde de kunstnere på, som skal til Israel, i forhold til hvad forholdene er og bede dem tage stilling. Man kunne lave en generel vejledning til kunstnere, der skal besøge lande, der krænker menneskerettigheder og kunstnerisk ytringsfrihed. Marokko f.eks. laver mange flotte festivaler, men samtidig er det et frygteligt repressivt system.«

Ole Reitov mener, man bør betragte Eurovison Song Contest som et politisk ladet arrangement:

»Selv om et arrangement officielt er upolitisk, så indgår det altid i en politisk sammenhæng.«

Politikfrit område

Danmarks deltager i Eurovision, Leonora, der skal optræde med sangen ’Love is Forever’, har i modsætning til de islandske konkurrenter (og i lighed med alle de andre) undladt at forholde sig offentligt til konflikten mellem Israel og Palæstina.

Det samme har Jan Lagermand Lundme, der som underholdningschef i DR står for arrangementets danske afdeling. Information ringede til ham og spurgte, hvorfor han ikke vil gå ind i debatten om Israels besættelse og menneskerettighedskrænkelser?

»Eurovision Song Contest handler om at mødes på tværs af konflikter. Det er ene og alene en musikalsk konkurrence, som har til formål at samle og give europæerne tre fælles aftener. Eurovision Song Contest er ikke et politisk arrangement, det er et musikalsk arrangement,« siger Jan Lagermand Lundme og henviser til EBU’s »klokkeklare« regler.

»Selvfølgelig foregår der alt muligt rundt omkring konkurrencen, og der er masser af debat. Det er fint – men det har ikke noget med Eurovision Song Contest at gøre.«

– Gør kritikken af Israels værtskab indtryk på dig?

»Ja, selvfølgelig. Jeg er trods alt blot et menneske. Men det gør også indtryk, at der er en modpart, der siger, at vi skal være her.«

– Har det ikke på noget tidspunkt været på tale at boykotte?

»Nej. Vi gør alt, hvad vi kan, for ikke at være politiske, og der bliver brugt mange kræfter i EBU på, at det ikke skal være et politisk event. Der er jo heller ikke et eneste land, der har boykottet.«

– Det er en smuk tanke, det med at adskille underholdning og politik. Men er det overhovedet muligt i tider som disse at holde politik ude af en tværeuropæisk begivenhed?

»Ja. For selve arrangementet er ikke politisk. Alle sange og sceneoptrædener bliver godkendt af EBU, og de skal være renset for politiske budskaber. At der så foregår en masse debatter, som ikke har noget med konkurrencen at gøre, synes jeg er helt fint. Men det er jo ude af vores hænder.«

– Hvorfor så ikke i det mindste benytte lejligheden til at gøre opmærksom på problemerne ved f.eks. at mødes med menneskerettighedsaktivister? 

»Det kunne vi også sagtens gøre. Men det kræver jo, at vi bliver spurgt, om vi vil mødes.«

– Er der ingen, der har inviteret jer til det?

»Nej.«

Eurovisions første semifinale finder sted i dag, tirsdag den 14. maj. Danmark deltager i den anden semifinale torsdag den 16. maj. Finalen løber af stablen lørdag den 18. maj.