Læsetid: 9 min.

Fra filosoffen i tønden til filosoffen i badekarret – de intellektuelle superstjerner har fundet en ny scene

I oldtidens Grækenland kunne man tage en tønde på. I efterkrigstiden kunne man iscenesætte sig selv på de parisiske cafeer. I dag holder de intellektuelle superstjerner shows. Som den franske filosof Bernard-Henri Lévy, der søndag hoppede fuldt påklædt i et badekar foran et fyldt Skuespilhus. Superstjernegørelsen af samfundets intellektuelle er ikke ny – men det er kommercialiseringen, siger lektor
I oldtidens Grækenland kunne man tage en tønde på. I efterkrigstiden kunne man iscenesætte sig selv på de parisiske cafeer. I dag holder de intellektuelle superstjerner shows. Som den franske filosof Bernard-Henri Lévy, der søndag hoppede fuldt påklædt i et badekar foran et fyldt Skuespilhus. Superstjernegørelsen af samfundets intellektuelle er ikke ny – men det er kommercialiseringen, siger lektor

Mia Mottelson

4. maj 2019

Søndag gæstede filosoffen, debattøren og intellektuelle kendis Bernard-Henri Lévy, også kendt som BHL, Skuespilhuset i København, hvor han fremførte et dramatisk onemanshow om Europas politiske situation.

Blandt det hvidvinsdrikkende og yderst velklædte publikum var mange kendte ansigter: tidligere som nuværende EU-kommissærer, journalister, akademikere og skuespillere. Og da lyset blev slukket i den proppede sal, vidnede de mange blokke og kuglepenne, som blev hevet op af taskerne, om, at Lévy har Mediedanmarks fulde bevågenhed.

I showet befinder vi os på et hotelværelse i Sarajevo, fortæller Lévy fra scenen. Rekvisitterne består af et skrivebord, en seng og et badekar – alt sammen i sort og hvidt.

Her står Bernard-Henri Lévy i rollen som sig selv og er i gang med at forberede et foredrag om den nuværende politiske situation, som han beskriver som »Europas tredje selvmordsforsøg« på grund af den stigene populisme, fascisme og antisemitisme.

Hans overvejelser om, hvordan foredraget skal indledes, er selve rammen om den to timer lange monolog, hvor Lévy nærmest uafbrudt har den ene eller begge sine arme hævet over hovedet og en finger pegende ud mod publikum. 

»Der blev udsolgt på kort tid,« fortalte skuespilchef Morten Kirkskov, da jeg talte med ham et par dage før showet.

Han mener, at der er en tendens til, at »dumme mennesker« får for meget taletid. Derfor ville han gerne stille sin scene til rådighed for showet, der hedder Looking for Europe, og som skal spille i 22 europæiske byer.

»Her har vi et vanvittig begavet menneske, som kan være med til at sætte vores identitet som europæere i perspektiv, og uanset om man er enig med BHL eller ej, er der noget at tænke over,« siger Morten Kirkskov, der er glad for, at teatret kan have en sidegesjæft i at huse politiske og filosofiske diskussioner.

»Det kunne i princippet lige så godt være teatrets opgave at huse en TED Talk,« siger han.

En af flere

Bernard-Henri Lévys show i Skuespilhuset er kun et blandt mange showbusinessagtige events med intellektuelle.

Det er ikke mere end et par uger siden, at Slavoj Zizek – »filosofiens Elvis Presley«, som Heartland Festival kaldte ham, da han gæstede festivalen – og den intellektuelle YouTube-stjerne, psykolog Jordan Peterson, fyldte en arena med plads til 3.000 tilskuere i Toronto, Canada

De skulle diskutere, om kapitalisme eller marxisme skaber de bedste forudsætninger for lykke. Som med en boksekamp kunne man betale for at streame showet direkte, og medier fra hele verden dækkede dysten.

Setuppet kunne let lede tankerne hen på den Monty Python-sketch, hvor en præst og en akademiker i bokseringen skal afgøre, hvorvidt Gud eksisterer.

»The existence, or non-existence« – altså hvorvidt der findes en Gud – skal således afgøres én gang for alle ved »two falls, two submissions or a knockout,« forklarer John Cleese, der spiller programmets vært i Monty Python-sketchen. 

Eksempler på intellektuelle, der iscenesætter sig selv i andre rammer end gennem et klassisk foredrag eller en bog, inkluderer den kroatiske filosof Srecko Horvat, der for nylig deltog i en debat med aktivisten Pamela Anderson på Bremen Teater i København.

I en helt anden genre finder man astrofysikeren og internetfænomenet Brian Cox, der kan fylde 02-arenaen i London med 20.000 tilskuere. 

Også filosof og kønsteoretiker Judith Butler skal til sommer holde en talk på årets Heartland Festival. Hun kommer dog næppe til at være så dramatisk i sit udtryk, som Bernard-Henri Lévy er under sin optræden i Skuespilhuset. 

Halvvejs inde i forestillingen driver hans frustration over udviklingen i Europa ham til at hive en flaske whisky frem, som han begynder at drikke af. Når han en gang imellem blev rigtig ophidset over f.eks. antisemitismen, kan man ligefrem se – takket være det ubarmhjertigt skarpe scenelys – at han i sin iver spytter i alle retninger, når han taler.

Kulminationen kommer, da han i sin vrede begynder at smide bøger, der skal symbolisere Europa, ned i et badekar fyldt med vand, før han til sidst selv hopper i karret – med jakkesæt, sko og det hele – så han må gå rundt i vådt tøj i resten af forestillingen.

Til alle tider

Men er det et nyt fænomen, at intellektuelle opfører sig som superstjerner, holder shows for almindelige mennesker og tænker underholdning ind i deres offentlige fremtoning? Eller har det bare taget en ny form som følge af en ny medievirkelighed?

I sig selv er superstjernegørelsen af samfundets intellektuelle ikke et nyt fænomen, siger lektor i filosofihistorie ved Roskilde Universitet Esther Oluffa Pedersen.

»Der er masser, der har gjort det før. Den store forskel fra tidligere tider til i dag er, at det er blevet kommercielt.«

Særligt Slavoj Zizek udpeger hun som en kommerciel figur trods hans marxistiske udgangspunkt.

Esther Oluffa Pedersen kan pege på mange intellektuelle gennem historien, der har opført sig og er blevet behandlet som superstjerner.

De første filosoffer, der opnåede kendisstatus, blev det, fordi de udlevede deres filosofi i bybilledet. Hun peger blandt andet på Sokrates og Diogenes som superstjerner i oldtidens Grækenland. De performede – ligesom Lévy – for et publikum.

»Diogenes er jo kynikeren, der bor i en tønde og går rundt med sine hunde. Han havde altid en lygte i hånden, selv i dagslys, fordi han ledte efter det eneste ærlige menneske i verden. Så han var jo virkelig en actor,« siger Oluffa Pedersen.

Han var kendt, fordi han levede sin filosofi som en manifestation, hvilket er en tendens, man finder fra oldtiden og frem.

»Diogenes havde et helt tydeligt forhold til sit publikum og ydede en stor personlig indsats,« fortæller hun.

I 1700-tallet fik filosoffer som Georg Wilhelm Friedrich Hegel og David Hume også stjernestatus. De blev dog primært hædret af eliten, og det er først efter Anden Verdenskrig, at to filosoffer for alvor slår igennem som superstjerner. Her stifter verden nemlig bekendtskab med filosofiens ubetinget største power couple.

»Den kommercielle mediestorm ser vi første gang hos Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre. Sartres foredrag i 1945 med titlen Eksistentialisme er humanisme går hele verden rundt på ingen tid,« siger Esther Oluffa Pedersen.

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre iscenesatte sig selv ved at sidde på cafeerne ved Seinens bred i Paris, hvor byens avantgardister holdt til. 

Generelt mener Esther Oluffa Pedersen, at det kræver nogle »spidse holdninger eller markante synspunkter, der ikke minder om alle andres,« hvis man skal blive en superstjerneintellektuel. Men man skal også – som Sartre og Beauvoir gjorde – tage kendisrollen på sig.

»Med dem er det tydeligt, at de levede et offentligt liv og opfattede sig selv som avantgardister med et stort behov for at manifestere sig. For at skabe et spor, andre kan træde i.«

I dag er det ikke nok at sidde på de rigtige cafeer i Paris. Det er i langt højere grad mediekulturen, der gør folk kendte, mener Esther Oluffa Pedersen. 

Men når Lévy i søndagens show hopper påklædt op i et badekar, og når han kommer løbende ind på scenen, smider jakken, knapper skjorten op – på fransk manér, helt ned til navlen – og løfter armene i vejret, taler han ind i en historisk tradition. 

Som sendt fra himlen til skatteyderne

Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, gjorde Bernard-Henri Lévys stykke mere tilgængeligt for publikum ved at sætte undertekster på den engelsksprogede forestilling, så man kunne følge med på en skærm over scenen ligesom under en fremmedsproget opera.

»Det skal ikke bare være for en lille kreds af intellektuelle i sort jakkesæt og hvid skjorte,« siger Morten Kirkskov.

Selv om den »lille kreds« nok var i overtal til forestillingen, var underteksterne nu til stor nytte. Selv de udpræget intellektuelle blandt publikum kiggede ofte op og læste med på teksterne, der hang over scenen, når Lévys tykke franske accent blev meningsforstyrrende.

Professor i filosofi ved CBS Bent Meier Sørensen betragter Bernard-Henri Lévys show og boksekampen mellem Zizek og Peterson som udtryk for en tilbagevenden til at betragte intellektuelle som superstjerner i en grad, man ikke har set siden middelalderen og renæssancen.

Men modsat Esther Oluffa Pedersen tror han ikke, at det er medierne, der gør dem kendte.

»Man kunne sagtens sige, at det er ’en ny tomhed’, og at ophøjelsen til superstjernestatus er mediernes skyld, men jeg tror snarere, at vi er blevet trætte af tomme medier og intellektuelle, der ikke snakker om virkeligheden,« siger Bent Meier Sørensen.

Han mener, at de intellektuelle eksempelvis ikke har taget religion – et emne, der betyder meget for mange almindelige mennesker – alvorligt i de seneste årtier. 

Hvis filosofferne har den tilgang, at religion er ligegyldig, og de i øvrigt ikke tilbyder en ny mening, opstår der ifølge Bent Meier Sørensen et tomrum.

»Folk ville gerne kunne gå til filosofien for at få mening, hvis ikke filosofien var blevet så påfaldende tavs om almindelige menneskers kampe, som det 20. århundredes filosofi gik hen og blev,« siger han.

Men lige akkurat Zizek, Peterson og Lévy præsenterer et budskab om, at der findes en sandhed, hvad enten den er religiøs eller ej, og en mening, som kan fylde dette tomrum. 

»De har taget religionen og meningen op, og det er jo kommet som sendt fra himlen til de skatteydere, der trods alt finansierer universiteterne. Her opfylder de – kan vi jo se – et stort behov, og det er en stor kvalitet ved deres forfatterskaber og offentlige optrædener.«

Zizek, Peterson og Lévy tilbyder altså ifølge Bent Meier Sørensen, på hver deres måde, en ny mening til den almindelige befolkning.

»En af de mere fundamentale indsigter, som for eksempel Lévy peger på, er, at europæerne skal stå sammen om en større sag,« siger han.

De tre intellektuelle er på den måde alle med til at tale imod en grundlæggende pessimisme.

»Det er muligt, at der er grund til pessimisme, men nu peger vi på, hvad vi betragter som sandheden og på nogle opbyggelige praksisformer,« beskriver Bent Meier Sørensen som et fællestræk ved deres teorier og uddyber:

»Vi skal vare os for at tro, at sociale konstruktioner kan redde os. Der findes en ontologi (læren om det  værende, red.) eller en verden, som er større, end vi er, og som vi skal forsøge at forstå og i et vist omfang beskytte.«

Selv om publikummet til Lévys onemanshow ikke ligefrem er hr. og fru Danmark, mener Bent Meier Sørensen, at de intellektuelle superstjerner generelt formår at tiltrække et andet publikum end dem, der normalt interesserer sig for intellektuelle debatter.

»Jeg var engang inde og høre Jordan Peterson, og jeg må erkende, at jeg aldrig har set den type publikum på landets museer eller til foredrag. Der var selvfølgelig også den gamle Informations-journalist Lotte Folke Korsholm (som i dag er vært på DR2’s Deadline, red.), men generelt sneg folk som os sig rundt i baggrunden for ikke at blive afsløret.«

Således ser Bent Meier Sørensen tegn på, at der er ved at opstå en ny, intellektuel nysgerrighed i befolkningen. Den er ikke mindre værd, bare fordi de intellektuelle præsenterer deres teorier i underholdende formater.

»Spørgsmålet om, hvorvidt det er for poppet, hviler på en præmis om, at det er useriøst, fordi det er populært og for masserne, men det er da mere useriøst at lave filosofi, som ingen gider læse,« siger han.

Og når skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, kigger på, hvor hurtigt billetterne til Bernard-Henri Levýs show blev solgt, ser han da også en fremtid for formatet: 

»Det har givet os appetit på at lave mere af den slags.«

Det er giganternes kamp i moderne popfilosofi, når konservative Jordan Peterson og marxisten Slavoj Zizek mødes foran en udsolgt arena
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Hvad er forudsætningerne for den stigende tendens til afholdelse af showbusinessagtige events med intellektuelle?

Esther Oluffa Pedersen har nok ret i at fremhæve mediekulturen som en forudsætning. Tilsvarende med en stigende accept af en kommercialisering af alle aspekter af tilværelsen, og at de intellektuelle påtager sig rollen som kendisser i en form for shows og rollen som forbilleder for publikum på flere planer.

Det må vel også ses i sammenhæng med en ophævelse af skellet mellem det seriøse og det poppede og en opfattelse af, at dette måske heller ikke er så væsentligt, hvis det eller resulterer i en god oplevelse.

Bent Meier Sørensen har nok ret i opfattelsen af, at vi igen i stigende grad betragter intellektuelle som superstjerner, hvilket man vel også må sige i høj grad bakkes op af de seriøse medier, der på den måde får noget forholdsvis let tilgængeligt og interessant at skrive om (personen snarere end vedkommendes tænkning), og forlag og andre kommercielle aktører bidrager gerne til at forstærke dette.

Tendensen går i retning af, at personen, her filosoffen eller den intellektuelle, bliver mere interessant som person, uden at det tilsvarende skaber interesse for vedkommendes professionelle produkter, f.eks. i form af bøger, hvilket vel egentlig skulle være grundlaget for interessen i medierne.

Bent Meier Sørensen har nok også ret i, at der er en fornyet søgen efter mening, og at dette også indbefatter en interesse for det religiøse eller spirituelle. Det indbefatter nok bredt søgen på svar på livsfilosofiske, naturfilosofiske og samfundsfilosofiske spørgsmål.

Det er tendenser, der overskrider opfattelser af, at alt kan klares inden for rammerne af sociale konstruktioner, og som nødvendiggør, at ontologiske overvejelser igen får høj status. Som jeg forstår det citerede, har det også en sammenhæng med klimakatastrofen og den stigende bevidsthed om dens omfang, og der er jeg enig.

Af andre tendenser vil jeg fremhæve den stigende betydning af dydsetiske overvejelser (som f.eks. hos Aristoteles) og den dydige person som forbillede (f.eks. en kendt filosof), en amerikansk kulturpåvirkning, hvor det teleologiske (formålsrettede) får en stigende betydning, hvilket stemmer godt overens med den langt stærkere kristne påvirkning i den amerikanske kultur.

Man kan vel tale om en stigende religiøs eller semi – religiøs grundindstilling til tilværelsen (som det f.eks. ses hos mange identitetspolitiske bevægelser på amerikanske universiteter), der breder sig til Vesteuropa. F.eks kan en forkert, moralsk opførsel her kun tilgives, hvis synderen kigger indad og ændrer sin måde at tænke på. Tilsvarende tendenser så man dog også hos nogle marxistiske og feministiske grupperinger i Danmark i 1970erne.

Videnskaben og tilliden til dens institutioner er på vej ud, og religion og religiøst præget tænkning på vej ind som grundlæggende tilgang til forståelse af tilværelsen, selv om mange nok ikke vil se det således, hvis de bliver konfronteret med det for deres eget vedkommende.

Godt hjulpet på vej af nogle årtier præget af postmoderne kultur og poststrukturalistisk tænkning, der var nødvendige tendenser i tiden, men næppe en tænkning, der nu, sammen med videnskaben, kan erstattes af religiøst præget tænkning.

Netop derfor er filosofien, for mig at se, så vigtig, som et grundlag for en forståelse af, at videnskab, filosofi, kunst og religion hver især bør være vigtige for mennesker, men at dette også udelukker, at de indbyrdes, på reduktionistisk vis, kan bruges som erstatning for hinanden.

Det er nok rigtigt, at der er ved at opstå en ny intellektuel nysgerrighed i befolkningen, og der er ikke noget forkert i, at intellektuelle præsenterer deres teorier i underholdende formater. Det forudsætter så, at folk efterfølgende intellektuelt fordyber sig i det, som de har fattet interesse for. At det ikke bare bliver ved den interessante og underholdende oplevelse med filosoffen eller den intellektuelle på scenen.

Der er jeg til gengæld ikke så optimistisk. Der er det i dag for de fleste vigtigere at have de rigtige holdninger, end det er at være bredt intellektuelt orienteret og at fordybe sig intellektuelt. Den, der på sofistisk vis råber højest, har vundet diskussionen.

Vi ser en stigende tendens til fragmenteret debat, hvor ekstreme og religiøst prægede synspunkter vinder frem i en række ekkokamre på sociale medier, og hvor de andre, såkaldt seriøse medier, i stigende grad fungerer som deres vedhæng på kommercielle betingelser.

Tilliden til staten, dens institutioner og demokratiet er til gengæld i bund i vestlige demokratier. Tendenser vi også ser brede sig i Danmark, med en udbredt og helt elementær mangel på forståelse af den måde, et demokratisk samfund fungerer på.

En villighed til at undergrave demokratiet, som om det også er en selvfølge, selv om vi uvidende er med til at undergrave det. Aktuelt godt eksemplificeret ved de mange forslag i medierne til, hvordan man både kommer af med muslimer og typer som Rasmus Paludan.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, to ting - okay, tre:

(1) Magisk tænkning vinder frem i disse år, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Magi er at manipulere materien efter sin vilje, så videnskaberne kan faktisk betragtes som en form for magisk tænkning. Der, hvor det går galt, er når vi som en anden troldmandens lærling frigør nogle kræfter, som vi efterfølgende ikke kan styre. Så blind tro på, at videnskaberne alene kan løse vore problemer, er på retur i disse år, fordi flere og flere indser, at især naturvidenskaberne er medansvarlige for de nuværende eksistentielle kriser. Det er de teknologier, som på magisk vis frigjorde den bundne energi i naturen, som nu er løbet løbsk. (Vi kan så diskutere, hvad der kom først - teknologierne eller videnskaberne, og jeg tilhører så den videnskabsteoretiske skole, der ser teknologierne som de egentlige bærere af "fremskridtet", og videnskaberne som de teoretiske efterrationaliseringer af, hvad teknikerne i skikkelse af Ole Opfinder - eller troldmandens lærling - har skabt. Men det er en anden diskussion, som vi kan undgå ved at erklære teknologer, teknokrater og naturvidenskabelige forskere som tre sider af samme sag).

(2) Den form for magisk tænkning, som vinder frem i disse år, er ikke nødvendigvis en god ting. Som du skriver kan den danne grundlaget for en ny ontologi, der er villig til at inddrage flere "ting" i virkeligheden end blot det, der kan måles og vejes, hvilket er en god ting, men som altid er faren, at de gamle sandheder, som tilsyneladende bliver utidssvarende, forkastes, i stedet for at blive integreret i den nye, mere omfattende ontologi.

Jordan B. Peterson står for mig som en sådan metafysisk tænker, der forsøger at gøre etikken til en ontologisk størrelse ved at påvise, at den er materielt indlejret i vores evolutionære arv, og derfor er mere end blot varm luft - hvilket jeg finder uhyre interessant og frugtbart. Desværre er han blevet populær på den - i øvrigt udmærkede - selvhjælpsforretning, som han kører sideløbende med sin foredragsvirksomhed, og som har gjort ham til mangemillionær. Og da etik, dens genetiske fundering til trods, er et flygtigt stof, som kan opløses i alkohol og penge, har han tilsyneladende - som en anden troldmandens lærling - mistet overblikket og forrråder nu sine egne indsigter om indragelse af anderledes tænkende mennesker i det samlede, balancerede billede af verden. Som han sagde i et interview med Joe Rogan: "Jeg er vist den eneste, der har formået at lave penge på at kritisere SJW-bevægelsen" - en ret så afslørende bemærkning, der viser, at han har forladt den metafysiske indsigt, som danner grundlaget for hans tænkning, nemlig at de forskellige personlighedstyper alle er nødvendige, hvis et samfund skal være sundt og afbalanceret - også de "nymarxistiske postmodernister", som han ynder at lægge for had.

(3) Det grundlæggende metafysiske problem, som så mange mennesker tumler med i deres hverdag, er efter min ydmyge mening at virkeligheden er fuld af modsætninger, mens sproget ikke tolererer modsigelser. Modsigelser genererer kognitiv dissonans og skys derfor som pestem. Det er smertefuldt at skulle rumme, at både den islamiske fundamentalist og den radikalt højreorienterede ekstremist har ret til at ytre sig, hvis ytringsfriheden skal være et universelt princip. Det er smertefuldt at være vidne til, at kapitalistisk tænkning kan afskaffe fattigdommen i verden, men ikke gør det, fordi det står i modsætning til kapitalismens egne principper, som netop går ud på at centralisere pengenes magt på ganske få hænder. Kunsten er at leve med denne smerte. I stedet for at afvise den skal vi ophæve den - i hegelsk forstand - ved at udtænke den højere syntese, som rummer disse modsætninger i et mere holistisk begreb. Ligesom vand og ild er hinandens modsætninger, som i det rette mix og i den rette anvendelse kan producere den damp, der drev de dampmaskiner, som var grundlaget for den industrielle revolution, skal vi ophæve modsigelsen mellem den højreorienterede tendens til tyranni og den venstreorienterede tendens til anarki, og finde en gylden middelvej, hvor der er plads til os alle sammen. Dette opnås ikke ved at forbyde ekstremisterne, tværtimod, da de er de synlige symptomer på, at centrum ikke længere kan holde.

Ellers er jeg enig i din analyse. Med det forbehold, at alle mennesker ikke behøver at være metafysikere som dig og mig, hvorfor det er vores opgave at formulere vore meget langhårede indsigter på en måde, så folk kan forstå dem. Det er ikke folk, der er dumme, men os, der er dårlige til at forklare os. De intellektuelle superstjerner formår at forklare metafysikken, så også lægmænd m/k kan være med, og det er derfor, de er blevet så populære. Holismen er kommet for at blive, og det er op til os at sikre, at den magiske tænkning i befolkningen forbliver holistisk, og ikke stivner i hverken højreorienteret eller venstreorienteret dogmatik.

Randi Christiansen, Bjarne Toft Sørensen og Allan Madsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i, at ”naturvidenskaberne er medansvarlige for de nuværende eksistentielle kriser. Det er de teknologier, som på magisk vis frigjorde den bundne energi i naturen, som nu er løbet løbsk”.

Tilsvarende er jeg langt overvejende enig i den videnskabskritik, som gives af f.eks. Donna Haraway, Merleau – Ponty, Foucault og Deleuze, i forskellige sammenhænge.

Samtidig må jeg dog også tilføje, at det, de dengang for mange år siden kritiserede, i mange tilfælde og på mange måder giver et fortegnet og for snævert billede af, hvad videnskabelig tænkning og fremgangsmåde inden for forskellige fagområder går ud på i dag.

Inden for mange videnskaber er man i dag udmærket klart over, at man bygger på nogle forudsætninger, der giver et begrænset virkelighedsperspektiv, hvis man ser det ud fra et filosofisk perspektiv. At der netop er forskel på videnskab og filosofi.

Selvfølgelig er det nødvendigt at inddrage flere ting i virkeligheden end blot det, der kan måles og vejes og at stræbe mod en omfattende ontologi, men det fremgår ikke, om du her taler om videnskab eller filosofi. Der vil være mange ontologiske opfattelser, filosofisk set, som det i praksis vil være umuligt at drive videnskab på baggrund af.

Typisk vil man f.eks. inden for humaniora kunne bedrive videnskab om disse opfattelser, som de indgår i kunstneriske og kulturelle sammenhænge, f.eks. teosofien, men ikke bedrive videnskab med dem.

I min filosofiske tænkning er jeg holistisk orienteret, og i min videnskabelige tænkning er jeg det i det omfang og for så vidt, som det kan lade sig gøre. I mange sammenhænge er man ved videnskab nødt til at begrænse sig med hensyn til kompleksitet i sit perspektiv, hvis det samtidig skal være muligt at give noget, der kan kaldes videnskabelig dokumentation i en undersøgelse.

Jeg læste for nogen tid siden en bog om kaosteori, hvor jeg blev ret imponeret over hvor komplekse størrelser man var i stand til at arbejde med ved brug af matematiske modeller.

Det er rigtigt, at det i mange sammenhænge ikke er folk, ”der er dumme, men os, der er dårlige til at forklare os”. Der, hvor jeg dog mener, at vi på et filosofisk plan vil kunne stille større krav, er til folk med en mellemlang eller lang videregående uddannelse, der har erfaringer med at læse vanskelige tekster og studere.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen:
"Det er smertefuldt at skulle rumme, at både den islamiske fundamentalist og den radikalt højreorienterede ekstremist har ret til at ytre sig, hvis ytringsfriheden skal være et universelt princip".

Jeg er ikke uenig, men en elementær forståelse af samfundsmæssige og juridiske principper, som man f.eks. kan få ved at læse en lærebog i samfundsfag på niveau c (gymnasialt begynderniveau), skulle gerne gøre det klart, hvorfor det må være sådan, når nu blasfemiparagraffen er afskaffet.

Denne afskaffelse kan man så være uenig i, og så må det f.eks. være det, diskussionen drejer sig om.

Der er tale om en helt elementær viden og forståelse af den måde, som vores samfund er opbygget på. Min kritik går på, at folk gang på gang, også i Informations kommentarspalte, fremturer med synspunkter, der vedrører samfundet, på et intuitivt grundlag, om hvad de føler er ret og rimeligt.

Uden først på et elementært niveau at gide at sætte sig ind i forhold af faktuel karakter om emnet, inden de udtaler sig. Der er masser af troværdige steder på Nettet, hvor man kan slå op og få en sådan faktuel viden om samfundsforhold.

Det er sådan noget, som elever i gymnasiet lærer, at de skal gøre, inden de i deres opgaver og rapporter kommer med løse påstande uden hold i virkeligheden. Ligesom man heller ikke kan skrive et essay om et emne, som man ikke har en viden om.

En gennemgang blev heldigvis også givet i Informations spalter, godt nok i kombination med en mere kompliceret afvejning af juridiske principper i forhold til den aktuelle situation, og det er så her, at det begynder at blive vanskeligt, og hvor man til en vis grad kan være uenige.
https://www.information.dk/indland/2019/04/politiet-pligt-beskytte-baade...