Læsetid: 14 min.

Fiskeskib fra DDR blev et legendarisk sted for undergrundskultur. Nu har det lagt til havn i Hamborg

MS Stubnitz har siden 1990’erne spredt eksperimenterende musik og fest i hele Nordeuropa, ikke mindst i Danmark, men nu har det gamle DDR-fiskeskib fundet et mere fast leje i Hamborgs 830 år gamle havn. Informations Tysklandskorrespondent er gået om bord på det legendariske kulturskib, hvor blandt andre hans egen svoger og et dusin ildsjæle bor og kæmper for at holde kultskuden oven vande
Der er langt fra MS Stubnitz’ fortid som en del af DDR’s fiskeriflåde til dets nuværende funktion som kultur- og koncertsted, men den industrielle stemning er bevaret. Det rustikke skib og den moderne byudviklede havn i Hamborg supplerer hinanden godt. Det passer som en knytnæve på øjet, som Blo så blodigt beskriver det.

Der er langt fra MS Stubnitz’ fortid som en del af DDR’s fiskeriflåde til dets nuværende funktion som kultur- og koncertsted, men den industrielle stemning er bevaret. Det rustikke skib og den moderne byudviklede havn i Hamborg supplerer hinanden godt. Det passer som en knytnæve på øjet, som Blo så blodigt beskriver det.

MS Stubnitz

3. maj 2019

Klak. Klak. Klak. Klak. Og klak, klak, klak, klak. Kort pause. Og så: klak, klak, klak.

Fra vores gæstekahyt virker de uophørlige klaklyde til at forplante sig i hele skibets 80 meter lange og 2.500 ton tunge metalskrog. Men hvem helgoland kan finde på at arbejde lørdag morgen kl. 05.51, som mobilen viser i morgendæmringen gennem koøjet???

Selv her i Hamborgs HafenCity — et af Europas største byudviklingsprojekter — ja, selv her på kulturskibet MS Stubnitz er det kort og godt for tidligt! Ikke mindst efter aftenens elektropunkkoncert i et af de rustikke kølerum her i det tidligere DDR-fiskeskib. På trods af et smalt publikum gik det ikke stille for sig.

Heldigvis sover min hamborgske kone og vores to unger videre. Og efter at have skiftet væske på min egen motor på et af skibets festvante toiletter får jeg også selv et par timer mere på øjet.

Desto større en fornøjelse er det, da jeg slår øjnene op næste gang: Tænk at vågne næsten udhvilet en forårslørdag på Stubnitz i Hamborg Havn!

Det skal ikke være en hemmelighed: Jeg er helt vild med Hamborgs storladne, beskidte og festlige havn. I præcis 830 år har den været det absolutte omdrejningspunkt for den rige handelsby — og som byens ansigt mod vandet er havnen ikke mindre spændende i disse år, hvor den forandres markant af de ofte kønsløse bydele i HafenCity og af den spektakulære og skandaløst dyre Elbphilharmonie, der stadig trækker så mange overskrifter og gæster, at byens største hovedpine er at få ’Elphis’ succes til at smitte af på de sløje besøgstal i byens øvrige kulturinstitutioner.

MS Stubnitz: Fra DDR-fiskeri til flydende kulturfabrik

MS Stubnitz blev bygget i østtyske Stralsund i 1964 som en del af DDR’s fiskeriflåde.

Efter 1992 blev fiskeriet helt indstillet, og et hold af kunstnere fik skabt finansiering til at omskabe Stubnitz til kulturskib. Siden da har skibet fungeret som spillested og klub i 22 havne i 15 europæiske lande, herunder også en række danske havne.

Siden 2013 har Stubnitz ligget i Hamborg Havn. Alene i 2018 var der omkring 350 liveoptrædener med musikere og kunstnere fra omkring 40 lande. Dertil kommer en lang række fester med DJ’s og private events.

I anledning af 830-året for Hamborg Havns fødsel den 7. maj 1189 vil MS Stubnitz for en sjælden gangs skyld atter være på farten. Mere info kan ses på: www.stubnitz.com

Jeg må også tilstå: Jeg er mindst lige så tosset med det flydende kulturhus Stubnitz, der har al den rå charme, som HafenCity mangler. Glæden bliver ikke mindre af, at min svoger Felix Stockmar nu i et års tid har boet i en de spartanske kahytter på Stubnitz, hvor vi for første gang checker ind til overnatning.

Hvad der egentlig bare er et familiebesøg udvikler sig til at blive en introduktion til MS Stubnitz’ kulturhistorie og et møde med de 10-12 frivillige udover min svoger, der driver Stubnitz, som af både europæiske kulturmedier og Hamborgs kultursenat anerkendes som en af Europas toneangivende scener for eksperimenterende og grænsesøgende musik – og som hjemsted for vilde fester og skæve performances, som mangt en dansker sikkert husker fra skibets besøg i Aalborg, Nykøbing Falster og især København og Copenhagen Jazz Festival i perioden 2005-2010, hvor den ved siden af en masse ny jazz bl.a. stod på rulleskøjtefester og performance på ’Pia-Kjærsgaard-som-kulturminister-scenen’.

»De fleste, der arbejder her, har lidt knald i låget. Altså på den gode måde,« siger Felix med et grin ved det ovale træbord i skibsmessen, hvor vi indtager vores morgenmad, mens skibets personale og de optrædende musikere efterhånden dropper ind og nyder den mest populære menu på Stubnitz: filterkaffe og hjemmerul.

Felix Stockmar

Lukas Kreibig

Mængden af piercinger og tatoos ligger et stykke over gennemsnittet, og selvom der kun er ca. to meter til loftet, er her pænt højt til loftet i musikalsk og åndelig forstand. Man skal da heller ikke arbejde her for pengenes skyld. Som de fleste andre får Felix kost og logi i løn, mens han finansierer resten af livets ophold med et deltidsjob uden for skibet.

»Det er ildsjæle, der går igennem lidt af hvert for at holde Stubnitz kørende. Og her er altså nok at tage fat i,« siger Felix og nævner flere hundrede livearrangementer hvert år – og dertil ugentlige fester med DJ og privatarrangementer.

Blandt de ildsjæle, som denne formiddag er i sving med at forberede de næste afteners slag, er bl.a.  41-årige Sandra, som Felix kærligt kalder for »Stubnitz’ arbejdshest og huspsykolog«. Og den 66-årige og nybagte pensionist HW (Hans-Werner), der har været ven af skibet gennem årtier, men som nu har droppet hus, bil og habengut for i stedet at bo og arbejde på Stubnitz og deltage i projekter som LifeLine, der hjælper flygtninge i Middelhavet.

Den kommunistiske halvkugle

At der er nok at rive i på Stubnitz, er lidt af en underdrivelse. For ud over at være fest- og spillested med booking, scenearbejde, lokumsvagter, PR, barplaner, regnskab og alt hvad dertil hører, er MS Stubnitz også stadig et sødygtigt skib med 55 ret utrolige år på bugen.

Den historie er der få, der kan fortælle som den 59-årige ’Blo’ – en mager schweizer med et påfaldende roligt og venligt blik. I virkeligheden er hans borgerlige navn Urs Blaser, og oprindeligt er han musiker og tonetekniker, men i dag protesterer han ikke, hvis man kalder ham Herr Stubnitz, selvom han kort og godt foretrækker navnet Blo.

På vores rundtur gennem Stubnitz viser det sig, at Blo ikke bare kender skibets ca. 120 rum som sin egen bukselomme. Han er også dus med mekanikken og samtlige skruer i skibets skrog, som HW formulerer det. Helt tilbage i 1991-1992 var Blo nemlig med til at redde det tidligere DDR-fryseskib fra ophugningsdøden, og siden da har han og Stubnitz stort set kun været adskilt, når han et par dage om ugen tager hjem til familien i Rostock.

»Stubnitz blev bygget i 1964 i Stralsund, hvor de dengang lavede store dele af fiskeriflåden til den kommunistiske halvkugle,« fortæller Blo på kommandobroen, der næsten fungerer og ser ud som i de østtyske tressere.

»Det var virkelig solide skibe, men Stubnitz var et af de ældste skibe i DDR-fiskeflåden ved den tyske genforening. Så allerede dengang var skibet på kanten af sin tiltænkte levetid. Men tanken om et mobilt kulturcentrum… Det var for fristende. Hvis man for alvor interesser sig for samtidsmusik, så skal man jo rundt i miljøerne. Og det er skibe som skabt til,« siger han med et skævt smil.

»I Amsterdam er livemusikmiljøet noget helt andet end i London eller København. Men selv gode bands og musikere kommer desværre ikke så meget rundt.«

I dag er Stubnitz det sidste eksisterende skib af sin slags, og i sin oprindelige hjemhavn i Rostock blev det i 2003 derfor kåret som bevaringsværdigt industrimindesmærke.

»Da vi arbejdede på at gøre det til kulturskib, handlede det ikke så meget om historien eller om at bevare et DDR-mindesmærke. Den dimension er opstået med tiden,« siger Blo, da vi er tilbage på den lave agterstavn. Han får atter fut i sin smøg, mens jeg scroller ned over Stubnitz’ aktuelle månedsprogram med genrer som gothabilly, artpunk og post-altmuligt.

»Vi tænkte det rent praktisk: sikke en chance for kulturlivet, for den progressive musik og for unge musikere, før de måske får en markedsværdi. Men klart: Når man ser tilbage, er Stubnitz også blevet et vigtigt stykke industrihistorie og tysk historie.«

Mellem DDR og Mozambique

Med rolige armbevægelser beskriver Blo, hvordan Stubnitz i sine velmagtsdage kunne hente op mod 60 ton fisk ind om dagen — overvejende fra mindre fiskekuttere. Herfra blev fiskene ført ad transportbånd fremad i skibet og lynfrosset ved 30 minusgrader i de kølerum, hvor op til 700 partyglade mennesker i dag sveder til tunge basrytmer under de sindrige systemer af kølerør, som giver rummene en uhørt industriel charme.

MS Stubnitz

Med en besætning på op til 60 søstærke østtyskere foregik det som en del af ’Det folkeejede fiskekombinat Rostock’ ikke bare i den østeuropæiske Østersø, men overvejende offshore i de store verdenshave. For Stubnitz gik turen især til det sydlige Atlanterhav og områderne ud for Mozambique, som DDR havde en slags joint venture med: Til gengæld for billig arbejdskraft og stenkul fik den fattige socialistiske regering i Mozambique penge direkte i statskassen samt østtyske landbrugsmaskiner og know-how inden for bl.a. landbrugs- og transportsektoren. Og DDR fik samtidig licens til at fiske i Mozambiques farvande.

»Det samarbejde fungerede faktisk også efter Murens fald og genforeningen — indtil D-marken blev indført i eks-DDR i sommeren 1990,« fortæller Blo.

»Med den stærke valuta og lønstigningerne blev det urentabelt, og så døde samarbejdet.«

I 1992 var det helt slut.

»Vores held i dag,« lyder det lapidarisk fra Blo.

MS Stubnitz

Siden Stubnitz blev omskabt til spillested, har skibet besøgt mere end 25 havne i 12 forskellige lande. I sine første år som kulturskib foregik koncerter og fester især hjemme i Rostock Havn og i andre tyske og nordeuropæiske havnebyer som St. Petersborg, Rotterdam og Stockholm. Fra 2005 blev København og den årlige jazzfestival derimod et af de store mål for MS Stubnitz, der fik lov at lægge til kaj ved Christians Brygge lige for foden af Langebro, hvor BLOX-klodsen i dag ligger.

»At vi valgte København, handlede især om, at jazzscenen og den alternative musikscene var så god, som den var. Selv med en smal økonomi kunne vi realisere rigtig gode koncerter og projekter,« siger kulturkaptajnen Blo, der heldigvis sidder med ryggen til skorstenen, da mine to døtre på seks og ni kommer kravlende op igennem den nede fra maskinrummet.

»Der var rigtig meget, der gik op i en højere enhed i København. Stubnitz fik også god presse. Politiken må have et helt arkiv om os, så meget skrev de dengang.«

København på toppen

Ikke bare Politiken skrev flittigt og ofte euforisk om festskibet fra 2005 og frem. Selv DR-nyhederne berettede i 2009 om Stubnitz’ ankomst til København, hvor den elektroniske musiklegende Else Marie Pade fik en guidet tur på skibet af Jakob Drong – manden bag den eksperimenterende Jazz Club Loco, der som en slags københavnsk nomadeklub skabte totalarrangementer på Stubnitz med bl.a. jazzkoncerter, lyrikoplæsninger med lokumspoeter og punkperformances.

Han nærmest stråler gennem telefonen, da han får et opkald om Stubnitz’ tid i København.

»Ha, ja, det var fantastisk. Vi ville bryde med det pæne jazzmiljø, hvor man sidder på sin stol med sin pilsner og klapper pænt efter hver solo. Det var Stubnitz den helt perfekte ramme til.”

Hamborg Havn gennem 830 år: Fra Hansaforbund til HafenCity

Porten til Verden: Hamborgs beliggenhed ved floden Elben har gennem 830 år haft en altafgørende betydning for den rige handelsbys udvikling og dens genopstandelse af asken efter brande, oversvømmelser og luftbombardementer.

  • 7. maj 1189: Kejser Friedrich Barbarossa tildeler den lille fiskerlandsby retten til toldfrit at transportere varer ad Elben til Nordsøen. Det gælder i dag som Hamborg Havns fødsel.
  • 14. århundrede: Hamborg bliver en af de afgørende byer i Hansaforbundet med ’filialer’ i en lang række nordeuropæiske havnebyer.
  • 17. århundrede: Med de europæiske opdagelses- og erobringstogter får det befæstede Hamborg stadig større betydning trods stærk konkurrence fra det danskregerede Altona.
  • 19. århundrede: Grundtrækkene af den nuværende tidevandshavn anlægges, og den hollandskinspirerede Speicherstadt bygges på egetræspæle
  • Før Første Verdenskrig: Millionbyen Hamborg sidder på Europas vigtigste havn, der på verdensplan kun overgås af London og New York.
  • 1950’erne: Hamborg Havn genopbygges efter voldsomme krigsødelæggelser.
  • 1960’erne: Containeren indføres og revolutionerer skibsfarten og havnelogistikken.
  • 1997: Startskuddet til HafenCity, der skal udfylde de enorme og helt centralt beliggende områder i den tidligere industrihavn.
  • I dag: Der lades årligt omkring ni millioner standardcontainere i Hamborg Havn, mens både de historiske bygninger, industrihavnen og ikke mindst Elbphilharmonien gør Hamborg havn til den største turistattraktion i byen, som i 2018 slog turistrekord med 14,5 mio. overnatninger.

Kilder: Hamburg Hafenmuseum, Hafen Hamburg.

Blo får også julelys i øjnene, når han taler om Jazz Club Loco. Men set i bakspejlet begyndte københavnerhistorien allerede at gå galt i sommeren 2006, da Stubnitz efter fire uger med tætpakkede københavnske fester og koncerter blev lukket af Søfartsstyrelsen. Årsagen var brandsikkerheden, hvor Danmark fortolkede reglerne markant strengere end de øvrige lande, Stubnitz befandt sig i: Evakueringer skulle ikke bare føre ud i den fri luft på skibet, men helt ind på land, og selv i havn skulle skibet opfylde en række maritime forpligtelser som var det på åbent hav. Det førte både til en retssag, som Blo og Stubnitz faktisk vandt. Men det førte også til et »noget køligt forhold« til de danske myndigheder, som Blo diplomatisk formulerer det.

»Danmark var vigtigt for os, så vi gjorde meget for at imødekomme deres krav. Det gavnede selvfølgelig også os,« siger han. Jakob Drong fra Jazz Club Loco tøver derimod ikke med at betegne de danske regler for Stubnitz som »ret groteske«.

Trods striden fortsatte Stubnitz med at besøge København hver sommer, og i 2009-2010 overvintrede skibet ved Langebro, hvor det deltog i VinterJazz, Copenhagen Jazz Festivals lillesøster. Men da der i Blos udlægning ligefrem blev indført en dansk ’Lex Stubnitz’ – altså særlige regler for offentlige events på svømmende grund, som var direkte rettet mod Stubnitz – så var den københavnske fest slut. En lang række koncerter blev aflyst i både Aarhus og København, og i 2010 var Stubnitz på kanten af fallit og måtte bruge sine sidste midler på at humpe tilbage til havnen i Rostock.

»Det havde nok også med den økonomiske krise fra 2009 at gøre. I det københavnske klubliv mærkede de også krisen, og åbenheden over for os forsvandt,« siger Blo. Hans ærgrelse er til at overse – i hvert fald udadtil. Og han bærer tydeligvis ikke nag. Tværtimod kalder han stadig Christians Brygge for det »formentlig bedste anlægssted i min tid på Stubnitz«.

»Ligesom i Aalborg var vi med til at skabe liv i et havneområde, hvor det ikke skete så meget dengang. Så politisk var det da helt rigtigt set at lægge os der.«

HW, der er ved at forberede lørdagscafé på agterdækket, kan ikke lade være med at kommentere de gode tider i København, hvor han endda havde sin pinkfarvede DDR-bil, en Trabant, med på skibet.

»Men mit sjoveste Stubnitz-minde var altså nok en lørdag nat i Dunkerque, hvor der var et hardcore queerparty til langt ud på morgenen,« fortæller HW.

»Da vi endelig havde ryddet op og fået samlet en halv spand brugte kondomer, så stod næste indslag klar på scenen. Det var en flamsk folkedansertrup. Og så tænkte jeg: Hold da fast, der er gang i mangfoldigheden her på Stubnitz.«

Knytnæve på øjet

Efter 2010 holdt Stubnitz sig især til tyske havne med et par afstikkere til Frankrig og England. Men med en skrøbelig økonomi er dyre udflugter et risikabelt foretagende, og siden 2013 har skibet derfor fået lov at ligge her i udkanten af HafenCity – lige bag HafenCity-universitetet og en uendeligt lang byggeplads, hvor der som sidste etape af bydelen nu opføres flere tusind boliger.

»Som maritimt mindesmærke og kulturelt knudepunkt passer Stubnitz og Hamborg havn sammen som en knytnæve på øjet,« siger Blo med den blodige tyske udgave af udtrykket »som fod i hose«.

»Her i HafenCity beriger vi området, så det er et gensidigt lykketræf.«

MS Stubnitz

Han afviser, at Stubnitz dermed skulle være del af en gentrificeringsproces. For selvom her virker vindblæst og øde, sidder vi i Hamborgs geografiske midte, der som toldfrit område har været spærret for offentligheden i årtier.

»Byplanmæssigt er det en kæmpe udfordring at skabe alt fra bunden,« siger Blo.

»Den centrale del af HafenCity med turisme og forretninger er på plads, og infrastrukturen og U-banen er på plads. Nu kommer boligerne så herud. Det er en klog strategi, tror jeg, og det er altså ikke en fortrængningshistorie. Tværtimod tager nybyggeriet i HafenCity noget af gentrificeringspresset i de andre bydele, hvis folk med penge vælger at flytte herud.«

Livemusik som motor

I det store billede afspejler Stubnitz’ glade dage rundt i Europa den almindelige havne- og byudvikling. For selvom containeren allerede revolutionerede skibsfarten i 1960’erne, hvormed havnedriften langsomt begyndte at flytte helt ud af de centrale dele af Europas havnemetropoler, så var der i 1990’erne og et stykke op i 00’erne stadig god infrastruktur, kajanlæg og tilkørselsveje for skibe af Stubnitz’ kaliber. Men de er nu efterhånden forsvundet i takt med byudviklingen af havneområderne.

»Det er en naturlig udvikling, som er svær at begræde,« mener Blo.

Men at der er stadig færre gode anlægssteder, er faktisk kun den del af forklaringen på, hvorfor han helst ser, at Stubnitz bliver her i Hamborg. Den anden er, at der kommer stadig strengere regler for, hvem og hvad skibe må tage om bord af publikum, hvis de samtidig skal fungere som internationale søfartsskibe. Dermed kan Stubnitz’ særregler næppe opretholdes.

Men hvad pokker driver Blo til at fortsætte kampen for Stubnitz efter et kvart århundredes »prekært pionerarbejde«? Jeg prøver at lokke ham til at udtrykke sin kærlighed til skibet Stubnitz – men forgæves.

»Det tekniske, skibet, historien – det er sjovt og interessant. Men det er livemusikken, der driver mig,« siger han.

’Blo’

Lukas Kreibig

»Interaktionen og mødet med publikum. At se subkulturer blomstre og give et rum for en uafhængig kulturscene med mennesker fra hele Europa, Asien, Afrika, Amerika… Derfor har vi også skabt det her store musikarkiv gennem hele Stubnitz’ levetid, hvor vi har optaget omkring 6.000 koncerter med både billede og den bedst mulige lyd.«

Bævrende fest

Blo virker ganske saglig, som han sidder i lørdagssolen og fortæller om sit livsprojekt. Men han er også »let bekymret« for fremtiden på Stubnitz, der kronisk ligger med røven i vandskorpen. Netop nu står Stubnitz nemlig foran sit femårlige syn — en langvarig proces, der bl.a. involverer en tur i tørdok, som kan løbe op i flere millioner kroner. Omvendt er skibet blevet stillet gode støttemidler i udsigt, hvis det lykkes at få nok donationer og skabe en tilstrækkelig stor egenfinansiering.

»Det kunne sikre skibet en del år, så det må du gerne skrive,« siger Blo med et grin.

På den lidt kortere bane er den næste udfordring, at Stubnitz i anledning af Hamborg Havns 830-årige fødselsdag skal navigere rundt i havnens stærke tidevandsstrømme ved den årlige havnefest i næste uge.

Og på den helt korte bane er udfordringen at afvikle nattens store Goa-fest, hvor overskuddet fra de mange hundrede trancedansende gæster er med til at finansiere nogle af de smalle koncerter på skibet. Felix og de andre stubnitzere er så småt gået i gang med at forberede slaget. I betragtning af det forventede lydniveau vælger vi derimod at sove på land.

Klak. Klak. Klak, siger det, da vi går ned ad de løse trin på lejderen mod havnekanten.

Aha. Klaklydene kom altså fra de sidste festabers landgang fra Stubnitz og ikke fra de første håndværkere.

Denne lørdag nat skal klakkene nu alligevel nok blive overdøvet, når hele skibet bævrer i takt til bassen. Men der er vi landkrabber og småbørnsfamilier for længst drevet videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer