Læsetid: 5 min.

De første skandaler og zombier folder sig ud i Cannes

Mæslingefrygt, taxastrejke og busblokade, Alain Delon-protest og Jim Jarmuschs underholdende zombieangreb på apati og Trump. Årets filmfestival i Cannes er i gang, og den er allerede en kulørt blanding af kunst og kommercialisme og film og forargelse
Bill Murray, Chloë Sevigny og Adam Driver er en sjov og dynamisk trio i Jim Jarmuschs satiriske zombiefilm, ’The Dead Don’t Die’, der tirsdag åbnede filmfestivalen i Cannes. Foto: Universal

Bill Murray, Chloë Sevigny og Adam Driver er en sjov og dynamisk trio i Jim Jarmuschs satiriske zombiefilm, ’The Dead Don’t Die’, der tirsdag åbnede filmfestivalen i Cannes. Foto: Universal

Abbot Genser

16. maj 2019

CANNES – The Hollywood Reporter kunne mandag rapportere, at »mæslingefrygt har grebet« filmfestivalen i Cannes. Med 40.000 mennesker fra hele verden samlet på ét sted var der en overhængende fare for, at den epidemi, som gennem det seneste halvandet år har plaget Europa, kunne sprede sig endnu mere, skrev magasinet, der også havde talt med flere amerikanske tilrejsende, som havde skyndt sig at blive vaccineret, inden de skulle til Cannes.

Dagen efter meddelte tilrejsende festivaldeltagere, at taxachaufførerne i Nice ikke bare strejkede, men ligefrem blokerede for busserne til Cannes, hvilket gjorde det noget nær umuligt at nå frem til Croisetten (de velorganiserede franskmænd ved altid, hvor og hvornår de skal strejke, så det har størst mulig effekt).

Samtidig kom det frem, at amerikanske #MeToo-aktivister havde startet en underskriftindsamling for at få festivalen til at droppe at give en ærespris til den franske skuespillerlegende Alain Delon. Mere end 20.000 mennesker havde onsdag skrevet under i protest mod 83-årige Delon, der selv har indrømmet, at han slår kvinder – han har åbenbart brækket adskillige af sin ekskones ribben – og som ud over at være gode venner med Front National-stifter Jean-Marie Le Pen også har ytret sig både racistisk og homofobisk.

Frisind og forargelse

I webmagasinet Indiewire var der dog gode nyheder, som også havde med film at gøre: Redaktør og kritiker Eric Kohn kunne nemlig fortælle, at Kina faktisk viser sig at være et endnu bedre marked for smalle film og arthouse-film end USA. To velanmeldte film, libanesiske Kapernaum og japanske Shoplifters – der vandt store priser i Cannes i 2018 – solgte i Kina billetter for hhv. 12 og 14 mio. dollars, mens de i USA kun solgte for hhv. 1,6 og 3,6 mio. dollars.

Det er endnu et tegn på, at magtbalancen i den internationale filmbranche er skiftet, og at Hollywood ikke betyder lige så meget økonomisk som tidligere – selv den amerikanske filmindustris egne blockbusters tjener nu flere penge i udlandet, Europa og Asien, end i selve USA.

Og således blandes kunst og kommercialisme, film og mennesker, frisind og forargelse som sædvanlig i én stor og ikke altid lige køn pærevælling på filmfestivalen i Cannes. Verdenspressens sult i forhold til festivalen er stor, og få steder kan man få historier ud af noget, som ellers ikke fortjener den store opmærksomhed.

Men tirsdag aften gik det så heldigvis løs med det, som det egentlig handler om: filmene. Festivalens åbningsfilm – og den første konkurrencefilm – er i år amerikanske Jim Jarmuschs zombiekomediedrama The Dead Don’t Die, der har en perlerække af dygtige skuespillere og skæve personligheder på rollelisten: Bill Murray, Tilda Swinton, Adam Driver, Selena Gomez, Rosie Perez, Steve Buscemi, Danny Glover, Chloë Sevigny, Tom Waits, Iggy Pop og RZA.

De udenlandske medier har mildest talt ikke taget godt imod filmen, som da heller ikke er blandt Jarmuschs bedste, men som jeg nu fandt ret morsom og, ja, bidsk i sin samfundssatire og angreb på Trump.

Verbale kindheste

»Det her kommer til at ende skidt,« siger vicesherif Ronnie Peterson (Adam Driver) mere end én gang i løbet af The Dead Don’t Die, og det har han ret i. Sammen med lillebyen Centervilles sherif, Cliff Robertson (Bill Murray), og vicesherif Mindy Morrison (Chloë Sevigny) kæmper Ronnie for at holde de zombier stangen, som pludselig dukker op i byen.

På tv taler man om, hvordan fragging på Nord- og Sydpolen har ødelagt klodens rotation, og at det er grunden til, at dagslyset varer længere, end det skal, at dyr og fugle forsvinder, og at de døde vågner op og spiser af de levende.

Politikere og såkaldte eksperter benægter dog, at denne rovdrift på klodens ressourcer har noget som helst at gøre med alt det mærkelige, der sker, og på den måde får Jim Jarmusch i løbet af filmen givet klimaskeptikere, ikke mindst i USA, adskillige verbale kindheste. Og der er flere øretæver at hente i filmen, der synes at være født af lige dele frustration og vrede over verdens tilstand. 

Steve Buscemi spiller en xenofobisk bonderøv af en landmand, som render rundt med en rød kasket, hvorpå der ikke står »Make America Great Again«, men »Keep America White Again« – tag dén, Trump! – og da zombierne indtager Centerville gør de præcis det samme, som da de var i live: render rundt med lysende mobiltelefoner i hånden og leder efter wifi eller opsøger den lokale diner for at få en kop kaffe.

Jarmuschs pointe synes at være, at apati, fordomme, ensporet tankegang, forbrugerisme og ligegyldighed over for omverdenen allerede var en indgroet del af deres personlighed og liv, før de døde og siden blev til zombier.

Samuraisværdsvingende Swinton

Jim Jarmusch er på ingen måder den første filminstruktør til at bruge zombiefilmen som en politisk platform, og han vedkender sig da også arven fra genrens mester, George Romero, der med sin oprindelige zombietrilogi – Night of the Living Dead, Dawn of the Dead og Day of the Dead – demonstrerede, hvordan man bruger de levende døde til at bedrive civilisationskritik. Dawn of the Dead (1978) foregår f.eks. i et indkøbscenter, som hjemsøges af de levende døde, der kan huske, at her tilbragte de en stor del af deres vågne tilværelse – og brugte alle deres penge.

Man kan sagtens argumentere for, at The Dead Don’t Die er alt for langsom, at den koketterer med sin skæve humor og absurde historie, og at Jarmuschs pointer er lige lovlig firkantede og bastante. Men Adam Driver, Bill Murray og Chloë Sevigny er et underholdende trekløver, Tilda Swinton er intet mindre end formidabel i rollen som en noget aparte og samuraisværdsvingende bedemand, og filmen er fuld af sjove referencer til andre film.

Som sagt er det ikke et af instruktørens største værker – på genrefilmfronten er både Way of the Samurai, Dead Man og Only Lovers Left Alive mere vellykkede – men jeg holder altså meget af hans tilbagelænede stil, deadpan-humor og skid-hul-i-hvad-andre-synes-attitude.

Om filmen så falder i juryens smag, er en anden sag. Til tirsdagens pressemøde med juryen sagde jurypræsident Alejandro González Iñárritu blandt andet, at »vi skal finde den bedste måde at identificere, hvad der rammer os dybest, menneskeligt, følelsesmæssigt, intellektuelt, hvad der provokerer os mest, hvad der foruroliger os mest, hvad der trøster os mest.«

Bagefter satte den mexicanske filmskaber så ord på sin oplevelse af den allestedsnærværende konflikt mellem biograf og streaming, der har hjemsøgt Cannes i flere år, og som blandt andet betyder, at Netflix-film ikke kan deltage i festivalens hovedkonkurrence:

»Film er født til at blive oplevet i fællesskab. Jeg har intet imod, at man ser film på en telefon, iPad eller computer. Men det er ikke det samme som at opleve den i en biograf. Det ene bør ikke udelukke det andet. Frankrig er en undtagelse, idet de beskytter biografoplevelsen. Cannes er et af de sidste steder i verden, hvor vi kan opleve disse film.«

The Dead Don’t Die har dansk premiere senere på året. Mere fra Cannes i den trykte avis, på information.dk og Twitter: @monggaard eller www.festival-cannes.fr.

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu