Fotobog tager os tæt på kysten – en indgroet del af den danske identitet

Vi kendte det hele så godt, stierne gennem klitplantagen, lyngen der malede hele området lilla i sensommeren, huset med sisaltæpperne og den blå træhane, det hele havde vi allerede set så mange gange og vi havde undersøgt det med et barns omhu og kærlighed for alt det små, så der var en hjemkomst i det, når vi ved ankomsten løb rundt og besigtigede alting, genfandt det hele, for det meste kun med minimale ændringer fra året før.

Det hele føltes som vores. Der var ritualer, hver gang vi var der, skulle jeg ned bag brønden og finde skovsyre, jeg kan huske, hvordan det er at stikke nogle enkelte i munden, tygge på dem og knibe øjnene sammen som en refleks, når planten med en lille forsinkelse slår en grøn paraply af syrlighed ud i munden på én.