Læsetid: 5 min.

Fotobog tager os tæt på kysten – en indgroet del af den danske identitet

I Danmark er vi aldrig mere end 50 kilometer fra havet, og kysten er en indgroet del af den danske identitet. Sådan indledes ’Kystland’, en fotobog af Mathias Svold og Ulrik Hasemann. Her er et uddrag af bogens forord, der er skrevet af Josefine Klougart
Et af de nyeste boligområder i København er Havnevigen. En kunstig vig danner centrum for en række dyre boliger og en populær badestrand.

Et af de nyeste boligområder i København er Havnevigen. En kunstig vig danner centrum for en række dyre boliger og en populær badestrand.

Ulrik Hasemann og Mathias Svold

10. maj 2019

Vi kendte det hele så godt, stierne gennem klitplantagen, lyngen der malede hele området lilla i sensommeren, huset med sisaltæpperne og den blå træhane, det hele havde vi allerede set så mange gange og vi havde undersøgt det med et barns omhu og kærlighed for alt det små, så der var en hjemkomst i det, når vi ved ankomsten løb rundt og besigtigede alting, genfandt det hele, for det meste kun med minimale ændringer fra året før.

Det hele føltes som vores. Der var ritualer, hver gang vi var der, skulle jeg ned bag brønden og finde skovsyre, jeg kan huske, hvordan det er at stikke nogle enkelte i munden, tygge på dem og knibe øjnene sammen som en refleks, når planten med en lille forsinkelse slår en grøn paraply af syrlighed ud i munden på én.

Vi var udsendte på en ekspedition ned over hvarren mod vandet, de her farlige rejser i sandaler, hvor vi trampede hårdt i den tørre sandede jord for at advare hugormene og snogene, som vi vidste lå der i lyngen og solede sig på de bare sandede pletter eller vogtede over deres reder, som var helt levende, fyldt med stålblanke slangeunger, der snoede sig sammen om hinanden som et nøgle garn eller måske stadig lå i hver deres hvide slangeæg.

Skoven med alle sine hemmelige lommer, pludselig en glemt lysning i skoven, hvor nogle børn engang havde haft en fodboldbane, målene lå der stadigvæk, overgroet af det høje græs. Og sommeren virkede som dagene og stedet uendeligt, næsten uden anden tid end døgnets, morgen og aften, morgen og aften, som bølgerne ind over stranden igen og igen, og morgengryet var bare en fin linje, der bevægede sig katteagtigt gennem døgnet, en blød bræmme af lys, en linje, tegnet af bølger i strandens sand, når de igen slog ind, trak et nyt lag sand med sig.

Nogle små, næsten umærkelige forskydninger fra den ene dag til den anden, det er solen, der går ned lidt tidligere idag end igår, forskydningen slet ikke stor nok til, at man på den måde lægger mærke til den, og altid først da jeg sad på bagsædet i den tæt pakkede bil, i en søndags gule varme på vej hjem, forstod jeg det rigtigt.

Bilen knitrede i varmen, de sorte lædersyninger i kanten af sæderne brændte mod lårene, og jeg faldt i søvn op ad ruden, og vågnede døsig og lå lidt sådan og så ud på vejstriberne, der forsvandt ind under bilen. Det var først der, jeg begyndte at samle dagene op, stakke dem og binde dem sammen til den sommer, der var gået. Når jeg kom hjem skrev jeg som regel dagbog.

Et år tegnede jeg ved siden af teksten huset og stenene og havet. Jeg tegnede det med blyant, uden alle farverne. Jeg opdagede, at man godt kan se farverne i det grå alligevel, og undrede mig lidt over det. Jeg lå på sengen under vinduet, gardinet var trukket op, det havde jeg gjort ved at hive i en lille hvid perlekæde med plastikperler der hang i den ene side. Trak man i den bagerste gik gardinet op, trak man i den forreste, gik det ned og haven forsvandt bag det lysegule gardin.

Hvert forår sætter Jørgen Rasmussen nyt hegn op til sine heste ved Lindøhoved på Nordfyn, for det skiftende tidevand sætter sine spor. Når vandet er på sit højeste oversvømmer det hegnet og rykker rundt på pælene, mens tang klæber sig fast til ståltråden.

Ulrik Hasemann og Mathias Svold

Det er i en lille sprække af lys, vi findes. Et øjeblik bare får vi lov at være her, inde i verden. På begge sider af dette lys er der så vidt vi ved uendeligt mørke. Vi ankommer til lyset uden at eje noget, og vi forlader det gennem en allé af billeder. Imellem det ene mørke og det andet er vi alt muligt, vi er børn, der løfter en line med en tung krabbe, der hænger der og spræller, kaster sin monstrøse skygge ind på et lår eller en mur.

Vi er en pige der samler en håndfuld varmt sand op fra stranden, løfter den ind over sin søsters mave for langsomt at slippe grebet lidt, lige nok til at sandet tegner en linje i luften, løber i en stråle ned og lægger sig i en tue på hendes mave. Ind imellem det ene mørke og det andet er vi børn, der løfter en hestehov for at rense den for sten, eller vi er mødre, der løfter vores små børn op af sengen, når de græder om natten og har feber, er helt våde i nakken af sved, vi er arbejdere på havnen, der kører kran, flytter gamle rustne skibsdele, vi er fiskere, der renser en skrubbe næsten uden at se efter, hvad hænderne laver, en to tre, og så den næste fisk, der trækker sig sammen som en hånd der kramper, inden kniven føres gennem kødet og hovedet ryger af, finnerne.

Billederne fortæller om de mange måder hvorpå stederne bliver en del af vores liv, får en plads i os, og engang imellem bliver vores. De fortæller om kysten og menneskets forbundethed, hvordan vi er hinandens på kryds og tværs, forbundne. Fordi vi lever et liv her, og fordi dette liv sætter sig i os som billeder og erfaringer, en viden, en særlig stemthed. En viden om verden, der er konkret og dyb, og som er kroppens. En forbindelse gennem stederne vi elsker, til alle de andre mennesker, der nu og i fremtiden vil have det som os.

Stranden er et af de steder, der særligt villigt åbner sig for os, måske fordi vi har det med at åbne os for den, undersøge den med en særlig lyst. Som skovene lukker sig omkring os som en hånd, sådan åbner havet os, det er to nærmest mytologiske erfaringer – skovens bløde omslutning af os og kystens brag af horisont og luft og plads. Begge steder, skoven og stranden, kalder på at blive undersøgt med barnets omhu og vilde åbenhed. Tørt varmt sand kalder på at blive gravet i, taget op, ligesom konkylier og blå skaller gør det, og rav, der er så let i hånden.

Strandbeskyttelseslinjen forbyder, at der bygges ved kysterne, og de beskytter de landskabelige, naturmæssige og rekrative værdier. Der findes dog en række undtagelser til loven, og kommuner kan få dispensation til blandt andet at etablere trapper og adgangsveje- På trods af ønsket om at bevare de åbne kyster, vil man nemlig også gerne give beflokningen mulighed for let at komme ud i naturen.

Ulrik Hasemann og Mathias Svold

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu