Læsetid: 3 min.

De gamle kendinge styrer i Cannes, men tænk, hvis Guldpalmen for første gang i 26 år går til en kvinde

De ellers så udskældte veteraner og Cannes-darlings har levet op til forventningerne på årets filmfestival. Det gælder Loach, Tarantino og Bellocchio, og det gælder i den grad Almodóvar. Men de yngre filmskabere har også kunnet følge med, ikke mindst en af de fire kvinder i hovedkonkurrencen, Céline Sciamma
Marco Bellocchio fortæller medrivende om mafiosoen Tommaso Buscetta (Pierfrancesco Favino), der i 1980’erne bragte Cosa Nostra i knæ, da han vidnede mod sine gamle ’venner’.

Marco Bellocchio fortæller medrivende om mafiosoen Tommaso Buscetta (Pierfrancesco Favino), der i 1980’erne bragte Cosa Nostra i knæ, da han vidnede mod sine gamle ’venner’.

Filmfestivalen i Cannes

25. maj 2019

CANNES – Det er måske for meget ligefrem at kalde årets filmfestival i Cannes for veteranernes festival. Men faktum er, at en række af de gamle kendinge, som i hvert fald nogle kritikere har det med at brokke sig over, når hovedkonkurrencen offentliggøres, i år har levet noget nær op til deres bedste.

Det gælder Jim Jarmusch, der med den politisk ladede zombiesatire The Dead Don’t Die sparkede festivalen i gang på temmelig underholdende og bidsk vis, og det gælder i endnu højere grad Ken Loach, som i den på alle måder betimelige Sorry We Missed You endnu en gang skildrer helt almindelige menneskers kamp mod et inhumant system.

Marco Bellocchio, der især i 1960’erne var en vigtig skikkelse i italiensk film, fortæller i Il traditore (Forræderen) medrivende og med udgangspunkt i virkelige begivenheder om mafiosoen Tommaso Buscetta, der i 1980’erne bragte Cosa Nostra i knæ, da han vidnede mod sine gamle ’venner’. De belgiske Dardenne-brødre tackler med empati og indsigt en purung muslims radikalisering i Le jeune Ahmed. Og Quentin Tarantino leverer et vaskeægte eventyr og en overvældende kærlighedserklæring til filmkunsten i Once Upon a Time … in Hollywood.

Favoritfeltet

Men bedst af alle har næsten været spanske Pedro Almodóvar, der med den selvbiografiske Dolor y gloria (Smerte og ære) har lavet en afdæmpet og poetisk film om kreativ krise, fortidens spøgelser, om at blive ældre og de smertepunkter, både fysiske og mentale, der kan forhindre en i at gribe livet.

Dermed ikke være sagt, at de yngre og ikke så garvede deltagere i festivalens hovedkonkurrence ikke har lavet gode og interessante film. Det canadiske vidunderbarn Xavier Dolan fortæller dynamisk og fint om en flok unge mænds venskab i Matthias og Maxime (filmen faldt dog ikke i alle anmelderes smag og har fået en del knubbede ord med på vejen). Og Céline Sciamma åbner intime kvinderum i sin sanselige og længselsfulde kærligheds- og periodeskildring, Portrait of a Lady on Fire.

De stjerner, som internationale kritikere uddeler til konkurrencefilmene i skemaer i et par af de store brancheblade, Screen og Le Film Français, samler sig mestendels hos Loach, Almodóvar, Sciamma, Tarantino og sydkoreanske Bong Joon-ho, der har væltet stort set alle anmelderne over ende med Parasite, en overraskende og satirisk skildring af forholdet mellem rig og fattig i Sydkorea (jeg har i skrivende stund ikke set den endnu).

Værdige vindere

Det er formentlig i dette felt af kritikerfavoritter, at man skal finde vinderne af festivalens store priser, der uddeles lørdag aften. Men en Cannes-jury, der består af skabende og udøvende kunstnere, er notorisk svære at greje, og deres valg er ofte ikke de samme som kritikernes.

Personligt vil jeg ikke græde, hvis Ken Loach vinder sin tredje Guldpalme, men jeg hepper dog på Quentin Tarantino, der vandt Guldpalmen for præcis 25 år siden med Pulp Fiction, og Pedro Almodóvar, der endnu ikke har vundet den, selv om han tit har været i Cannes.

Céline Sciammas film kan også godt fortjene en pris, f.eks. til de to kvindelige hovedrolleindehavere, Adèle Haenel og Noémie Merlant, der er ganske forrygende som en maler og hendes motiv i Bretagne for 200 år siden. Men hvor vil det samtidig være fantastisk, hvis Sciamma selv får Guldpalmen som den første kvindelige filmskaber siden Jane Campion i 1993. Det vil være på sin plads. Portrait of a Lady on Fire er en bemærkelsesværdig film.

På herrefronten fortjener både Antonio Banderas, der spiller Almodóvars alter ego i Dolor y gloria, og Pierfrancesco Favino, som brillerer i titelrollen i Il traditore, at blive anerkendt for deres forskelligartede, men helt igennem overbevisende præstationer.

Heldigvis har juryen en halv snes priser at uddele, og ingen film kan vinde to gange, så der er mulighed for at dele bredt ud og sætte pris på både enkeltpræstationer og hele film. Men lur mig, om ikke der nok skal være en overraskelse eller to, som kan få journalister og branche til at brokke sig højlydt. Det er et yndet tidsfordriv i Cannes: Buhråb og pift, der selvfølgelig udtrykker utilfredshed, men sammen med de mange klapsalver også et passioneret engagement i den filmkunst, som det hele handler om.

Tarantino bad i en skriftlig henvendelse til samtlige medier, der fik lov at se hans nye film ’Once upon a time in Hollywood’ i Cannes om ikke at afsløre indholdet af filmen.
Læs også

 

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hansen

Prisen skal ikke gå til et køn, kønnet bør her være totalt ligegyldig, og hvis en kvinde vinder efter jeg har læst dette, så kunne jeg sagtens få den tanke, at hun ikke vandt fordi hun var den bedste, men bare fordi hun var kvinde.

Anders Sørensen

@Peter Hansen, hvorfor skal prisen ikke gå til et køn, medmindre du vil hævde at grunden til, at prisen ikke er blevet uddelt til en kvinde i 26 år, er, at kvinder er 26 gange ringere til film end mænd?

Niels Østergård

Ingen guld til kvinderne i denne omgang, men derimod til Joon-ho Bong.
Med tanke på hans tidligere film (Memories of Murder, Mother, Snowpiercer m.v.) er det sikkert ikke helt ufortjent.

Peter Hansen, Christian Monggaard og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

@Anders Sørensen

Hvis der ikke er nok kvinder der deltager og er med i opløbet, så er det måske netop tilfældet, at de har været 26 gange ringere i 26 år, muligheden foreligger!

Ihvertfald er der ikke noget der hedder, at nu er det deres tur, det vil jo underminere de andre kriterier og dermed tilliden til selvsamme.

Dette gælder forøvrigt i alle perspektiver hvad dette emne angår.