Læsetid: 8 min.

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

Emilie Noer Bobek

10. maj 2019

Betegnelsen »a three-hanky job« er et gammelt Hollywoodudtryk, der beskriver en film, som med garanti vil gøre arbejdet: få sine seeres tårer til at trille ned ad kinderne. En bombesikker tåreperser med andre ord. Udtrykket refererer til det antal af lommetørklæder (hankerchiefs altså hankies), som hvert publikum helst skal snøfte sig igennem under prøvevisningen, før man kan være helt sikker på, at filmen vil generere tårer – og dermed profit, når den siden får premiere i biograferne.

Uanset om lommetørklædetesten nogensinde har været i brug sådan rigtigt, er der ikke tvivl om konklusionen: Hvis instruktører, manuskriptforfattere og producere kan få seerne til at græde, så kan de også sælge billetter.

Sådan er det stadig.

Og det er ikke kun film, der kan kapitalisere på, at modtageren bliver fysisk berørt. Det gælder også litteratur, teater, dans, musik …

Så hvorfor laver kunstnerne ikke bare kunst, der får os til at græde?

Det prøver rigtig mange også, men det er lettere sagt end gjort. Tim Gray, der er kritiker på magasinet Variety, har skrevet, at der som regel kun er en meget tynd linje mellem en god tåreperser og en overmanipulerende sødladen film. »Hvis der var en opskrift, som man altid kunne ramme den med, ville alle film blive et hit.«

Den opskrift er blevet jagtet i årevis.

I 2008 stod psykologen Uri Hasson i spidsen for et forskningsprojekt på Princeton University, som brugte MR-skanning til at undersøge testpersoners hjerneaktivitet, mens de så tudefilm. Og det viste sig – måske ikke så overraskende – at der er visse scener, som næsten altid genererer tårer, for eksempel dem, hvor faren og datteren endelig finder hinanden til hendes bryllup og mødes i den dans, som alle har ventet på, og som ligesom reflekterer hele deres liv. Far og søn-scener får tit mænd til at græde, og scener, der får os til at reflektere over, at tiden går, er også en sikker vinder. Et af de bedste eksempler på den slags scener er de første fire minutter af Pixar-filmen Up.

Men samtidig – viser forskningen – skal scenerne helst ikke vare længere end 30 sekunder, for så risikerer man, at de minder om en parodi.

Flere store filmselskaber bruger angiveligt tilsvarende metoder for at teste, om scener er rørende. Men hvordan forholder vores alle sammens kunstmundskænke – kritikerstanden – sig, når de møder scener, der måske/måske ikke er skabt ved hjælp af kynisk grådfremkaldende redskaber?

I denne avis skrev filmredaktør Christian Monggaard i sin begejstrede anmeldelse af storfilmen Avengers: Endgame, at »man skal være gjort af sten, hvis ikke man bliver lidt fugtig i øjenkrogen til sidst«, og Monggaard har, mildest talt, tradition for at græde sig gennem sine filmoplevelser (se boks).

Christian Monggaards tårer

Filmredaktøren har ved en hurtig søgning i avisarkivet optalt de måder, hvorpå han har givet udtryk for sin rørelse i 21 års anmeldelser og artikler:

  • ’Fugtig i øjenkrogen’: 1
  • ’Klump i halsen’: 27
  • ’Tåre i øjenkrogen’: 5
  • ’Berørt’: 86
  • ’Rørende’: 302
  • ’Bevægende’: 110
  • ’Jeg græd’:
  • ’Sørgelig’: 33
  • ’Tragisk’: 233

Andre kritikere kæmper imod. Tidligere på året anmeldte Ralf Christensen oscarvinderen Green Book og skrev irriteret, at filmen ved, hvad den vil gøre ved sit publikum: »I græder, når den sentimentale klavermusik fortæller jer, at I skal græde.«

Reagerer som en lille automat

En af den danske kritikerstands mere tudevorne repræsentanter er Lilian Munk Rösing, der anmelder i Politiken og underviser som lektor på Københavns Universitet. Hvis man laver en søgning i hendes produktion, vil man helt sikkert støde på mange steder, hvor hun »falder i krampegråd«, siger hun.

I 2013 anmeldte hun f.eks. en Anna Ancher-udstilling i Washington, D.C., hvor hun lod læseren vide, at allerede udstillingens første portrætter kaldte på hendes tårer. I 2017 fik Hendes Majestæt Dronningens stolthed over sin voksne søn anmelderens moderhjerte til at blævre, da hun læste Jens Andersens biografi om kronprinsen, og sidste år græd hun over Virginia Woolfs dagbøger.

»Men jeg håber – og bilder mig selv ind – at jeg ikke forfalder til den rene kliché. Jeg skriver ikke, at jeg ’fik en klump i halsen’; jeg prøver ligesom at sige noget om, hvad det er i værket, der fremkalder den gråd – og også præcisere, hvad det er for en slags gråd, for gråd er mange forskellige ting. Alt fra den lille tåre, der triller ned over kinden, til der, hvor vandet står ud af øjnene og snottet ud af næsen,« siger hun.

For Lilian Munk Rösing er det en vigtig del af kunsten og den æstetiske oplevelse, at den fremkalder følelser, og derfor er det også vigtigt at skrive om i en anmeldelse.

Hun skelner mellem det, hun kalder den sentimentale gråd, en slags vare, vi som forbrugere gerne vil have eller føler en tilfredsstillelse over, og på den anden side den ægte følte gråd.

»Hele hollywoodindustrien er fantastisk til at vide, hvilke knapper der skal trykkes på for at få folk til at græde. Den type gråd kender jeg udmærket godt. Jeg er det letteste offer, jeg kan virkelig sidde og flæbe over hollywoodfilm, men jeg bliver samtidig irriteret, for jeg kan godt se, at nu reagerer jeg som den her lille automat.«

– Hvordan sondrer man mellem den gråd og den anden som kritiker?

»Det handler om at være nuanceret, så man prøver at indfange kvaliteten af både værket og gråden. En vigtig pointe er, at det aldrig kan være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får en til at græde. Gråden er ikke et bevis på, at det her er stor kunst. Men vi taler samtidig om det, som er meget vanskeligt, og som er det, der nok også får mig til at fortsætte med at være kritiker, fordi det er umuligt at sætte på formel eller give en opskrift på. Altså hvordan indfanger man æstetisk kvalitet? Hvad er det for en kvalitet, der gør noget til kunst frem for et manipulerende masseprodukt? Det er det skel, der er på spil.«

– Og hvad gør så det?

»Ja, det kan jeg jo ikke give den enkelte formel for. Men i mine anmeldelser kan jeg prøve på hele tiden at bestræbe mig på – måske også med bestandig nye ord og formuleringer – at indkredse: Hvad er der på færde i lige præcis det her værk, og hvad er det lige præcis for en type gråd, det fremkalder hos mig?«

Man skal ikke trække tårekortet

Informations teaterkritiker Anne Middelboe Christensen, der for tiden arbejder som dramaturg på Vendsyssel Teater og har orlov som teateranmelder fra avisen, har skrevet bogen Begejstring og brutalitet om kulturkritikkens rolle. Selv begyndte hun sin anmelderkarriere som danse- og balletkritiker – altså med at skrive om en kunstform, som ikke har ord.

»Det gælder jo også for billedkunsten og musikken, men dansekunsten er enormt fysisk, fordi kunsten bliver skabt af en krop, og derfor reagerer man som tilskuer meget kropsligt på den kunstoplevelse. Jeg forsøger at registrere alt, der sker i min krop. Ikke bare hvis jeg græder, men også alle andre tegn. Sætter jeg mig frem på stolen? Mærker jeg pludselig, at jeg får ondt i maven? Får jeg faktisk kvalme? Har jeg egentlig lyst til slet ikke at være her? Og så nogle gange, ja: Gud, det løber ned ad mine kinder, hvad sker der,« siger hun.

Første gang, hun så Sylfiden, græd hun som pisket. Hun kunne ikke stille noget op, det skete bare. Siden har hun set forestillingen mange gange, og nogle gange har hun grædt, andre gange fået våde øjne, og andre gange har hun slet intet kunnet mærke.

»Det er afhængigt af danserne og de fortolkninger, der sker på scenen. Det er klart, at jeg føler mig mest overbevist, når min krop lever fuldstændig med på det, der sker på scenen. Det er et kvalitetsparameter for mig. Men når jeg skal skrive om mine oplevelser som anmelder, forsøger jeg faktisk ikke at trække tårekortet for ofte, for jeg vil ikke forfladige det. Jeg prøver på kun at skrive om klump i halsen eller våde øjne, når det vitterligt er sådan, det forholder sig. Det må ikke blive en sproglig kliché. Men for mig er det klart en kunstnerisk kvalitet, hvis jeg som tilskuer kropsligt kan blive uden for mig selv. Der kan tårerne være et parameter – ligesom det store lykkelige grin eller velværen. Jeg prøver at registrere det hele.«

Hvis Anne Middelboe Christensen skal give et eksempel på en tårefremkaldende teateroplevelse, nævner hun Black Madonna, som Christian Lollike i sommer opsatte på teatret Sort/Hvid med Madame Nielsen. Den gjorde noget »vildt fysisk« ved hende, og derfor stolede hun på sin oplevelse af forestillingen som noget virkelig exceptionelt. 

»Undervejs blev jeg rigtig skidt tilpas, og samtidig følte jeg mig utrolig lykkelig over, at denne her kunstner stod og skrællede sig selv ind til benet og lavede et meget uhyggeligt spejl af mig. Og ja, så kom jeg faktisk også til at græde, og det vidste jeg slet ikke, at jeg skulle gøre. Lige den forestilling har jeg ikke anmeldt, men det at have så modsatrettede fysiske reaktioner var meget stærkt og overbeviste mig om, at den her forestilling virkelig greb mig.«

Uden kroppen snyder du

Hvorvidt der er sket en udvikling i omfanget af kritikergråd, kan Lilian Munk Rösing ikke vurdere, men selv har hun altid været en »kunstflæber«. Hun nævner dog den såkaldte ’sorglitteratur’, som tonsvis af hendes specialestuderende skriver om.

»Man tænker, at sorg trods alt er noget meget universelt, som vi har kendt til alle tider og steder, men det er, som om der er et helt særligt behov for det og en ny interesse. Måske har sorgen i mange årtier været savnet i et offentligt forum, og så rykker litteraturen ind og udfylder den plads. Man kan nok forestille sig andre kulturer, hvor folk får afløb for gråden i andre offentlige sammenhænge, men nu er det så i biografsalen først og fremmest, men også med bogen derhjemme,« siger hun.

Anne Middelboe Christensen, som også underviser i kulturkritik, understreger, at hun ikke underviser i gråd, men i at det er vigtigt, at man prøver så præcist så muligt at gengive sine oplevelser af kunstværker. Og fordi teatret forstås i nuet, bliver man nødt til at være ærlig og inddrage sine egne fysiske reaktioner i en anmeldelse.

»Vi tror ofte, at vi kan tolke med vores intellekt alene, men min pointe er, at teatret er så kropslig en kunstart, at du ikke kan lade være med at inddrage din krop i anmeldelsen – ikke uden at snyde,« siger hun.

»Nogle gange ved man ikke, at man kommer til at græde, og den der overraskelse – specielt når man ikke længere er grøn teenager, men er blevet en garvet teaterbruger – kan gøre gråden meget voldsom, fordi man bliver rystet over at kunne reagere så fysisk stærkt over noget, man intellektuelt troede, man havde fået styr på. Man havde grundtolkningerne, konceptet på plads, og så overhaler kroppen pludselig indenom og reagerer. Det er jo vidunderligt. Det er det, det handler om.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Mihail Larsen
Bjarne Toft Sørensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Man skulle ikke tro, at Kant havde levet

De gamle grækere forstod værdien af at skelne mellem logos, praxis og aisthesis. De vidste godt, at der er forskel på forstand, etik og følelse. Hvordan taler du til din kæreste? Hvordan henvender du dig til et offentligt publikum? Hvordan samtaler du med din hund? Man behøver ikke at være filosof for at forstå, at der er forskel.

Freud (og Marx) var godt klar over, at i dette tredelte regimente ville følelserne normalt blive undertrykt af forstanden og etikken (moralen), men i opbrudstider kunne det omvendte finde sted: Følelserne tog magten fra forstanden og etikken.

Ud fra et kultursociologisk, verdensånds-overbkik som Hegels var det både fuldt forståeligt og rimeligt; den Franske Revolution par excellence. Men ikke ubegrænset; værdien af følelsernes oprør måtte i sidste instans bringes i samklang med forstanden og etikken. Ellers ville det hele ende i et anarkisk, uansvarligt føleri.

Det er her, medie/kultur-industrien kommer på banen. Den er ligeglad, hvis billetindtægterne bare stiger. Den vil ikke blande sig i folks smag, hvis bare de betaler.

Rul dens direktører i tjære og fjer.

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til Lilian Munk Rösing citeret:

"En vigtig pointe er, at det aldrig kan være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får en til at græde. Gråden er ikke et bevis på, at det her er stor kunst. ------
Altså hvordan indfanger man æstetisk kvalitet? Hvad er det for en kvalitet, der gør noget til kunst frem for et manipulerende masseprodukt? Det er det skel, der er på spil".

Jeg er for så vidt enig i det citerede, men er det alligevel ikke i praksis, fordi jeg ofte er uenig med Lilian Munk Rösing i hendes anmeldelser på centrale områder, hvor jeg ellers, fra mange forskellige sammenhænge, kender personen som fagligt meget velfunderet.

En af årsagerne er nok, at jeg ikke stiller mig tilfreds med sanse - og håndværksmæssige kvaliteter og kvaliteter med hensyn til at skildre noget på en følelsesmæssig passende måde, men også stiller krav om nogle kvaliteter på et intellektuelt og konceptuelt plan.

Således at jeg får en klar fornemmelse af, at det her er vigtigt på et alment menneskeligt plan, og at kunstneren har en nogenlunde klar fornemmelse af, hvor vedkommende vil hen med sin kunst, uanset om dette så i praksis viser sig at være udtryk for bevidste valg.

I 1990erne så jeg en masse film og læste også en del amerikanske anmeldelser af film, jeg havde set, f.eks. anmeldelser af James Berardinelli. Der oplevede jeg den samme tendens, som jeg oplever i forhold til f.eks. Lilian Munk Rösings anmeldelser.

Min konklusion dengang var, at der generelt var nogle forskellige kulturelle præferencer og krav til film, som kom frem i anmeldelserne, f.eks. i amerikanske anmeldelser på den ene side og engelske, tyske og skandinaviske anmeldelser på den anden. Om dette stadig i samme grad kommer til udtryk, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om.