Læsetid: 8 min.

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

Emilie Noer Bobek

10. maj 2019

Betegnelsen »a three-hanky job« er et gammelt Hollywoodudtryk, der beskriver en film, som med garanti vil gøre arbejdet: få sine seeres tårer til at trille ned ad kinderne. En bombesikker tåreperser med andre ord. Udtrykket refererer til det antal af lommetørklæder (hankerchiefs altså hankies), som hvert publikum helst skal snøfte sig igennem under prøvevisningen, før man kan være helt sikker på, at filmen vil generere tårer – og dermed profit, når den siden får premiere i biograferne.

Uanset om lommetørklædetesten nogensinde har været i brug sådan rigtigt, er der ikke tvivl om konklusionen: Hvis instruktører, manuskriptforfattere og producere kan få seerne til at græde, så kan de også sælge billetter.

Sådan er det stadig.

Og det er ikke kun film, der kan kapitalisere på, at modtageren bliver fysisk berørt. Det gælder også litteratur, teater, dans, musik …

Så hvorfor laver kunstnerne ikke bare kunst, der får os til at græde?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Mihail Larsen
Bjarne Toft Sørensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Man skulle ikke tro, at Kant havde levet

De gamle grækere forstod værdien af at skelne mellem logos, praxis og aisthesis. De vidste godt, at der er forskel på forstand, etik og følelse. Hvordan taler du til din kæreste? Hvordan henvender du dig til et offentligt publikum? Hvordan samtaler du med din hund? Man behøver ikke at være filosof for at forstå, at der er forskel.

Freud (og Marx) var godt klar over, at i dette tredelte regimente ville følelserne normalt blive undertrykt af forstanden og etikken (moralen), men i opbrudstider kunne det omvendte finde sted: Følelserne tog magten fra forstanden og etikken.

Ud fra et kultursociologisk, verdensånds-overbkik som Hegels var det både fuldt forståeligt og rimeligt; den Franske Revolution par excellence. Men ikke ubegrænset; værdien af følelsernes oprør måtte i sidste instans bringes i samklang med forstanden og etikken. Ellers ville det hele ende i et anarkisk, uansvarligt føleri.

Det er her, medie/kultur-industrien kommer på banen. Den er ligeglad, hvis billetindtægterne bare stiger. Den vil ikke blande sig i folks smag, hvis bare de betaler.

Rul dens direktører i tjære og fjer.

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til Lilian Munk Rösing citeret:

"En vigtig pointe er, at det aldrig kan være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får en til at græde. Gråden er ikke et bevis på, at det her er stor kunst. ------
Altså hvordan indfanger man æstetisk kvalitet? Hvad er det for en kvalitet, der gør noget til kunst frem for et manipulerende masseprodukt? Det er det skel, der er på spil".

Jeg er for så vidt enig i det citerede, men er det alligevel ikke i praksis, fordi jeg ofte er uenig med Lilian Munk Rösing i hendes anmeldelser på centrale områder, hvor jeg ellers, fra mange forskellige sammenhænge, kender personen som fagligt meget velfunderet.

En af årsagerne er nok, at jeg ikke stiller mig tilfreds med sanse - og håndværksmæssige kvaliteter og kvaliteter med hensyn til at skildre noget på en følelsesmæssig passende måde, men også stiller krav om nogle kvaliteter på et intellektuelt og konceptuelt plan.

Således at jeg får en klar fornemmelse af, at det her er vigtigt på et alment menneskeligt plan, og at kunstneren har en nogenlunde klar fornemmelse af, hvor vedkommende vil hen med sin kunst, uanset om dette så i praksis viser sig at være udtryk for bevidste valg.

I 1990erne så jeg en masse film og læste også en del amerikanske anmeldelser af film, jeg havde set, f.eks. anmeldelser af James Berardinelli. Der oplevede jeg den samme tendens, som jeg oplever i forhold til f.eks. Lilian Munk Rösings anmeldelser.

Min konklusion dengang var, at der generelt var nogle forskellige kulturelle præferencer og krav til film, som kom frem i anmeldelserne, f.eks. i amerikanske anmeldelser på den ene side og engelske, tyske og skandinaviske anmeldelser på den anden. Om dette stadig i samme grad kommer til udtryk, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om.