Læsetid: 12 min.

Helgason, Birgisso, Thorsson og Sigurðsson drager islandsk historie og fortælletradition ind i samtiden

Traditionsbevidsthed og intellektualitet kendetegner en stribe lærde islandske prosaister, som har et opgør med tavshed og fortielse til fælles
Hallgrímur Helgason var oprindelig af den formening, at han ville være billedkunstner, og uddannede sig derfor ved et sydtysk akademi, et år, der ligger til grund for den hylende skægge erindringsroman Søsyg i München (2015, da. 2017). Men han viste sig at have evner som tegneserieforfatter, lyriker, standupper, tv-vært samt ikke mindst forfatter til romaner kendetegnet ved satirisk skarphed, vilter humor og en aldeles overdådig idérigdom og fantasi, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Hallgrímur Helgason var oprindelig af den formening, at han ville være billedkunstner, og uddannede sig derfor ved et sydtysk akademi, et år, der ligger til grund for den hylende skægge erindringsroman Søsyg i München (2015, da. 2017). Men han viste sig at have evner som tegneserieforfatter, lyriker, standupper, tv-vært samt ikke mindst forfatter til romaner kendetegnet ved satirisk skarphed, vilter humor og en aldeles overdådig idérigdom og fantasi, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Jeppe Bjørn Vejlø

3. maj 2019

Islændingene er med fuld ret stolte af deres årtusindgamle fortælletradition, og det volder sjældent besvær at identificere sagaspor i den allernyeste prosa, hvad enten bøgerne betegnes som ’magisk realisme’ eller som postmodernisme med polyfoni og metafiktive manøvrer. Men side om side med fortællekulturen findes der også en overordentlig stærk islandsk fortielses- og forblændelseskultur. Der er visse ting, man bare tager for givet og nødigt taler om, og man dyrker nødigt bagsiden af det fælles vedtagne ideologiske tankesæt.

Sådan er det måske i enhver kultur, men Islands lidenhed og selve den intensitet og døde monotoni, hvormed visse fælles løgne ophøjes til stående sandheder, bevirker, at landets samfundsliv og kultur konstant kalder på fornyet modsigelse. Den kan så passende komme i form af samfundskritik og kras litterær satire. Eller forfattere kan bruge fortællekunsten til at skildre mennesker, som lever fanget i deres drømme.

Guðmundur Andri Thorsson (f. 1957, debut 1988), søn af forfatteren Thor Vilhjálmsson og siden det seneste Altingsvalg medlem af parlamentet for Socialdemokratiet, har i sine romaner gjort det til sit speciale at gå tæt ind på livet af mennesker, som er ofre for illusioner. Som længes efter en anden verden end den, de står midt i. Som håber på en større og mere lynende skæbne end den, de faktisk har fået. Eller som søger at nå resultater på områder hinsides deres evner, sådan som tilfældet just var i Mín káta angist, hans første bog, hvor paradokset, »den muntre angst«, dækker hovedpersonen Egills ironiske usikkerhed over for studie- og kærlighedslivet.

Senere bøger, især Íslenski draumurinn (1991, der på dansk betyder ’den islandske drøm’), går tæt på maskuliniteten som et på én gang alment og særligt islandsk ideologisk mønster sammensat af størrelserne arbejdsomhed, handlekraft og selvstændighed: kravet om altid at ville og kunne være sin egen herre.

I hans eneste udgivelse på dansk, der består af 16 fortællinger, Valeyri-valsen (2011, da. 2014), udstrækkes tankemønsteret til at omfatte et helt lille samfund, en afsides fiskerby befolket af mere eller mindre ulykkelige figurer, som har det tilfælles ligesom at være havnet ved siden af livet og gå og pleje deres skrøbelige, små selvbilleder.

Teknikken består her i at vælge et tidsinterval, sidst på eftermiddagen, og præsentere personerne på stribe, alt imens den lokale kordirigent cykler ned gennem byen. Hus for hus, lokalitet for lokalitet, bliver vi som læsere indviet i deres hemmeligheder, eller vi kan sige, at fortielsens forbandelse hæves. Herfra er der i kritisk henseende kort, men medie-, genre- og formmæssigt samt ikke mindst humørmæssigt langt til den jævnaldrende Hallgrímur Helgason (f. 1959).

Aldeles overdådig idérigdom

Herhjemme er Helgason muligvis bedst kendt for bogen (og filmen) 101 Reykjavik (1996, da. 2001), men i sit hjemland har han gennem nu tre årtier været særdeles synlig i adskillige parallelle og indbyrdes forskellige funktioner.

Hallgrímur Helgason var oprindelig af den formening, at han ville være billedkunstner, og uddannede sig derfor ved et sydtysk akademi, et år, der ligger til grund for den hylende skægge erindringsroman Søsyg i München (2015, da. 2017). Men han viste sig at have evner som tegneserieforfatter, lyriker, standupper, tv-vært samt ikke mindst forfatter til romaner kendetegnet ved satirisk skarphed, vilter humor og en aldeles overdådig idérigdom og fantasi.

Monumental var en mammutdigtsamling fra 1998, hvor han dels demonstrerede aldeles glimrende versifikatoriske kompetencer, dels indgående kendskab til islandsk lyrisk tradition, ikke mindst til det nationalromantiske ærkeikon Jónas Hallgrímsson (1807-1845), men også præsterede en slags konceptkunstværk, lidt i stil med T.S. Eliots The Waste Land eller Vladimir Nabokovs Pale Fire, altså med egne kommentarer og dermed på én gang ironisk og dybt seriøst.

Det er ikke for meget sagt, at enhver ny udgivelse fra hans hånd i sig selv bliver en mediebegivenhed, og han vidste præcis, hvad han gjorde, da han med romanen Kvinden ved 1000 grader (2011, da. 2013) rippede op i en af det 20. århundredes pinligste islandske fortielser ved at bore i det faktum, at sønnen til landets første præsident Sveinn Björnsson under Anden Verdenskrig var soldat i SS – en kendsgerning, der vel gennem årene har føjet en bitter smag til mindet om den regnvejrsdag i juni 1944, da titusinder af islændinge fejrede republikken, en fest, som Hallgrímur Helgason markerer med følgende billede:

»Tænk sig. Vi var en suveræn nation – selv om vi vist aldrig blev andet end en republik i gåsetegn med et faneflag. Her blev den rødhvide klud dannebrog hevet ned og den sjaskvåde, himmelblå dug hejst til tops, specialdesignet til at tolke folkets historie: et rødt kors for vores blødninger, omsluttet af hvid danskersæd og omgivet af fire havblå mærker.«

Det er skånselsløst og barsk, i slægt med den frenetiske vrede i Stormland (2005, da. 2007) og hans totalt gakkede humor i den Tarantino-inspirerede mafiakomedie Lejemorderens guide til et smukt hjem (2008, da. 2009), hvor en kroatisk hitman, Tomislav Boksic, kaldet ’Toxic’, efter et fejlslagent job havner på Island og ender som sektprædikant. Næppe nogen anden end Hallgrímur Helgason havde hittet på lige det.

Blandt de af hans værker, der endnu mangler på dansk, lyser Þetta er allt að koma (1994), en titel, som på dansk ville lyde, at nu er den lige ved at være der, eftersom hovedpersonen hele tiden tror, at hun er ved at bryde igennem som kunstner. Satiren rammer her 1990’ernes kunstmiljø, men den eksistentielle indsigt går på det at længes efter en anden verden end den, man står i, og søge at opnå resultater på områder hinsides ens evner.

Det eklatant mislykkede er også dominerende i romanen (som blev filmatiseret) om taberen Hlynur Björn, der som 33-årig stadigvæk bor hjemme hos sin mor og giver alt og alle pris og karakter. Det var den roman, hvor Camilla Parker Bowles kostede 250 kr. og Vigdís Finnbogadóttir 12.500, men Madonna 450.000, kun overgået af Pamela Anderson.

Et eller andet sted i Hallgrímur Helgason bor der en streng moralist. Således taler han i sit store værk Islands forfatter (2001, da. 2006) om det 20. århundrede som ekstremernes århundrede, seklet, som gav os grovædervom, men åd vores sjæl op.

Århundredet, der tømte kirkerne og fyldte køleskabene. »Århundredet, som dyrkede seksuallivet, men foragtede børn.« Som ramme for denne samtidskritik er valgt en original konstruktion, hvor det nævnte århundredes – uden for al konkurrence – mest berømte islandske forfatter vågner op midt i en af sine egne gamle romaner. Vi skal her selvfølgelig tænke på Halldór Laxness og undre os over det forhold, at én enkelt forfatter kunne få så stor indflydelse på et folks litteraturforståelse og virkelighedsopfattelse gennem tre eller fire generationer.

Bogen spørger ind til forfatterens samfundsmæssige og politiske rolle og former sig som et postmodernistisk studie af forholdet mellem tekst og virkelighed. Men samtidig er satiren spækket med behørig respekt for forbilledet såvel som for andre idoler og ikoner. Tag blot scenen, hvor nationaldigteren mærker lugt af lort og reagerer som et internationalt miks af Laxness og Marcel Proust med hans Madeleinekage. Ved stalden bag hospitalet i Rue de Dieu, hvor politiets travtrætte heste står om aftenen, genfinder han sin ungdoms urduft.

»Åh, du islandske mindreværdsfølelse. Jeg var nødt til at tage til Paris for at genfinde den islandske gård i mig selv. (…) Jo længere væk man rejser, desto nærmere kommer man sig selv. Vi måtte over bækken for at kunne digte om det visne græs derhjemme.«

Krypto-nostalgikeren Bergsveinn Birgisson

Den sidst citerede formulering kunne mageligt stamme fra snart sagt enhver anden nutidig islandsk forfatter, men ville måske passe specielt godt til krypto-nostalgikeren Bergsveinn Birgisson (f. 1971, debut 1992 med digtsamlingen Íslendingurinn). Han har i årtier boet og arbejdet i Bergen, men mentalt virker det, som om han befinder sig på en traditionelt drevet gård langt ude på landet eller i en lille afsides fiskerby, hvor man endnu drager ud og selv hiver torskene op af havet, »inden de bliver sendt til hovedstaden, bliver fileteret og saltet og så eksporteret til Portugal, hvor senorita Periglesi inviterer naboerne til havefest, og alle danser til guitarsang og er glade i solen«, for nu at citere fra forfatterens første roman Et landskab er aldrig tåbeligt (2003, da. 2017).

Denne bogs af en ramme omgivne og altså indlejrede jegfortæller Halldor er ægte islandsk fisker af den type, der iagttager vejret om morgenen, sejler ud det rigtige sted og fanger fem hundrede eller femten hundrede kilo. Hans problem er ikke at skaffe sig føden, men hans længsel efter en kvinde, en trang, som er så stærk, at skyerne på himlen for ham forvandler sig til »splitternøgne, smældfede kvindemennesker, som grinende trommer på deres store maver, så man bliver helt rørt og af hele sit hjerte takker for at være til på jorden«.

Gudskelov for Halldor bliver han hen imod romanens slutning forløst gennem mødet med uforbeholden kærlighed og svinger sig op til poetiske højder. Lige til at filmatisere er scenen, da han tager afsked med Arnheid, som kort efter deres elskovsmøde har sat sig op i bussen:

»Jeg greb kæruldsbuketten og smuttede om bord med hjertebanken og var levende. Helt. De øvrige passagerer stirrede på mig, men det tog jeg mig ikke af.«

»Her, sagde jeg og rakte hende buketten med kæruld. Hvis du er på vej væk fra egnen for altid, så ønsker jeg, at du skal have min yndlingsblomst med.«

Kontrasten til denne taknemmelighed og sprudlende glæde er præstens sammenbrud i kirken, hvor han på prædikestolen tager bladet fra munden:

»Islandsk kultur synes at bestå af et sammenskrab af indelukkede og undertrykte sjæle, hvor ingen må vise en sand følelse, hvor mobning og magtmisbrug ligger i blodet og følger hele slægter som mande- og kvindegenfærd, hvor trælle og ulykkelige subsistensløse bliver banket og foragtet, hvor det eneste sande, åndelige liv forkastes til fordel for arbejdstyranni og stræbermentalitet, udsættes som et barn i skoven for at dø og når som et genfærd allerhøjst at banke på ruden med et Guds fred hos nogle ganske få, som så ender med at blive vanvittige. Det er mit folk, når alt kommer til alt, sådan er denne kultur, når man skræller det øverste lag af og ser tingene, som de i virkeligheden er.«

Hvor meget af denne samtids- og samfundskritiske svada der står for præstens og hvor meget tillige for værkets regning, lader Bergsveinn Birgisson stå hen i det uvisse. Han erklærede sig i et interview med Marie Tetzlaff (Politiken 16.9.2012) åbent for kulturpessimist og ser, sagde han, en generation, der er vokset op med amerikansk underholdningsindustri og har lært at kaste vrag på islændingenes egen kultur. Det er ikke hans hensigt at romantisere bonde- og fiskerkulturen; blot ønsker han at vise dens eksistentielle potentiale.

Samtidig demonstrerer han dens æstetiske potentiale, når han lader Halldor berette sine dagligdage frem og desuden åbner for hans sinds gemte poetiske kilder – en indre forvandlingsproces beslægtet med, hvad der foregår i romanen Svar på Helgas brev (2010, da. 2012). Her aflægger den aldrende bonde Bjarni skriftemål for den kvinde, med hvem han elskede gennem en kort, euforisk lykkelig tid, inden hun rejste fra egnen, og han stod tilbage med mindet og en på grund af sygdom lidet lebendig hustru.

At elskov og fåreavl i denne tekst billedmæssigt, metaforisk, glider over i hinanden, må man se som en realismeeffekt, men også som et udsagn om de vilkår, bondekulturen frembyder: Bjarni har nu en gang den krop og den erfaring og den udtryksform, som han har. Han er ude af stand til at tænke sig ud af sin historie. Den snurrer simpelt hen i fødderne på ham. Derfor kan han på én gang for læseren fremstå som højstemt poetisk og yderligt plat.

Det hører med til historien om Bergsveinn Birgissons forfatterskab, at han egentlig havde romanen om bonden færdig, flere år før den udkom. Var den blevet udsendt med det samme, f.eks. i 2006, er det sandsynligt, at han var blevet opfattet som en røst fra fortiden. Men oven på sammenbruddet for den islandske økonomi i 2008, herunder afsløringen af finansfyrsternes rå, skamløse skalten og valten, fandtes der pludselig en resonansbund for en hævdelse af ældre, indre, mere ægte værdier.

Hvor Bergsveinn Birgissons akademiske karriere kulminerede med en doktorafhandling om noget så gammelt og traditionspræget som den norrøne skjaldedigtning, dens teknik og æstetik, har Ófeigur Sigurðsson (f. 1975) som sine favoritter franskmænd som filosoffen Georges Bataille og fra nyere tid deres enfant terrible Michel Houellebecq, hvem han har oversat til islandsk. Selv foreligger han på dansk i to portioner.

Vanviddet, mørket, døden

Ældst efter originalens udgivelsesår er En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider (2010, da. 2017), hvis titel kopierer og parodierer ældre islandsk folkeligt lærd litteratur. Vi befinder os nemlig i midten af 1700-tallet i selskab med en veldokumenteret og overmåde farverig person, »ildpræsten« alias Jon Steingrimsson, som fik sit tilnavn, fordi han under et vulkanudbrud gennem sine bønner fik bremset den fremvæltende, glødende lava.

Dette var dog først i 1783. På romanens nutidsplan befinder han sig i en hule eller et jordhus af dem, irske munke efterlod, inden vikingerne ankom. Herfra sender han 28 både rørende og indholdsrige breve nordpå til Skagafjord, til sin gravide hustru Thorunn. Planen er, at hun snart skal følge efter, for på Nordlandet blev de skræmt af voldsomme jordskælv, og desuden har de fået et skidt rygte på egnen: folk taler stadig om, at de i dølgsmål ombragte hendes første mand, en dranker og voldelig hidsigprop.

Sådan er situationen, da vulkanen Katla begynder at røre på sig og udsender både kaskader af lava og kolossale skyer af giftig aske. Men uanfægtet fortsætter Jon sit arbejde med at oversætte Vergil fra latin og Leibniz fra fransk, kun afbrudt af sin humanitære indsats for de værkbrudne og syge fra egnen. Måske en hilsen til endnu et litterært forbillede, lægen Louis-Ferdinand Céline, men i hvert fald helt igennem dokumentarisk. For sådan var pastor Jon – et barn af oplysningstiden, med troen på humanitet, hos andre af bogens personer tillige videnskab og teknisk beherskelse af naturen.

Heroverfor stiller Ófeigur Sigurðsson en hævdelse af evige kræfter i menneskelivet: erotikkens magt og vor hjemfaldenhed til vanviddet, mørket, døden. Bogen indbragte forfatteren EU’s litteraturpris og er oversat til en hel række sprog. Man forstår hvorfor: Han er en ny type islandsk forfatter: lærd, velskrivende, vittig, med ubesværet adgang til en bred mangfoldighed af litterære teknikker, og han bibringer sit lands litteratur en fornyelse, som på flere punkter indebærer en revitalisering af dens rodmateriale.

Skulle man sammenligne ham med bestemte dele af traditionen, måtte det blive nogle af de sene, lidt overgjorte og højst særegne og individuelle islændingesagaer eller måske snarere de såkaldte ’fornaldarsagaer’ eller oldtidssagaer, hvor latinbaseret lærdom går hånd i hånd med løssluppenhed og eventyrlig magi. Med sagafortællerne deler han en særlig jordbunden intellektualitet, samtidig med at han fra Halldór Laxness og måske især dennes senværk viderefører en vidunderlig frihed i omgangen med motiver og former.

Kun sådan kan man indkredse og karakterisere den følgende, større og endnu mere komplicerede roman Öræfi (2014, da. Vildmark, 2016). Den er bygget op i et kinesisk æskesystem af fiktioner og fortællere, men som et sted i sin magmaagtigt flydende kerne består dels af en sær kriminalgåde, dels af en forførelsesfortælling om den uheldige stednavneforsker, østrigeren Bernhard Fingerbøl. Han dratter ned i en gletsjerspalte, og efter sin redning tages han under ganske håndfast behandling af dyrlægen dr. Lassi, hvem en anmelder beskrev som »en lesbisk heksemutter, en erotisk stikflamme og et fuldkommen prægtigt stykke femininum«, og som behandler patienten med både saltsyre og vodka, efter de forhåndenværende flaskers princip.

I den omgivende handling og de omkringliggende underfortællinger bliver der også plads til masser af begavede ekskurser såsom gennemgang af selvmordsmetoder og satire over det litterære miljø i nutidens Reykjavik. Elegant, ubesværet, med indsigt og boblende humor forener denne vise vagant fortælling og digt, epik og lyrik, materiel realitet og åndelig vision.

Det må man opfatte som en protest mod et for snævert virkelighedssyn. Men i bund og grund er det en demonstration af fortællingens styrke i modsætning til fortielsernes og blændværkernes magt.

Guðmundur Andri Thorssons: ’Valeyri-valsen’. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Af de nævnte bøger på dansk af Hallgrímur Helgason er ’Lejemorderen’ oversat (fra engelsk) af Ellen Boen og de øvrige af Kim Lembek, som ligeledes har fordansket Bergsveinn Birgisson. Dansk oversætter for Ófeigur Sigurðsson er Rolf Stavnem.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

  • Test dig selv: Hvor godt kender du Islands litteraturskat?

    22. maj 2019
    Kan du din ’Edda’, har du styr på både oldtidssagaerne og passionssalmerne, og kan du huske titlen på den roman, som indbragte Auður Ava Ólafsdóttir Nordisk Råds litteraturpris i 2018? Det er tid til at teste din viden om islandsk litteratur
  • Islandsk litteratur gør os blå og hvide og røde af misundelse

    3. maj 2019
    På Information, hvor vi siden slutningen af december 2018 har fejret 100-året for forbundsloven og dermed Islands suverænitet, er vi ikke i tvivl om, at Island stadig er noget særligt
  • Stærke kvinder

    26. april 2019
    Det er hverken en myte eller en reklamefidus, når den moderne islandske litteratur fremhæves for sit fokus på magt og køn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Runa Lystlund
Trond Meiring og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu