Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hustru til voldtægtsdømt kulturprofil afviser (næsten) alle anklager i Sveriges største #MeToo-sag

Det tidligere medlem af Det Svenske Akademi Katarina Frostenson har udgivet et forsvarsskrift på bogform. Hun går til angreb på den skandaleramte kulturinstitution og på medierne – men forveksler sin magtposition med urørlighed. Alligevel har bogen sin berettigelse, mener flere anmeldere
Det tidligere medlem af Det Svenske Akademi Katarina Frostenson har udgivet et forsvarsskrift på bogform. Hun går til angreb på den skandaleramte kulturinstitution og på medierne – men forveksler sin magtposition med urørlighed. Alligevel har bogen sin berettigelse, mener flere anmeldere

Mia Mottelson

Kultur
31. maj 2019

Endnu et vidnesbyrd er tilføjet i sagen om den største #MeToo-relaterede kulturskandale i Sverige i nyere tid. Denne gang med talrige referencer til verdenslitteraturen fra H.C. Andersen over Marguerite Duras til Inger Christensen og Nobelprismodtageren Le Clézio.

Det sker i et forsvarsskrift, skrevet af en tidligere modtager af Nordisk Råds Litteraturpris.

Først beskyldte 18 kvinder i 2017 den nu 72-årige »kulturprofil« Jean-Claude Arnault, der havde tætte forbindelser til Det Svenske Akademi, for chikane og seksuelle overgreb.

Siden kom retssagen. Og nu har Arnaults tætte forbindelse, Katarina Frostenson, der ud over at være gift med kulturprofilen også er – eller rettere var – feteret digter samt mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, altså skrevet en bog om at været udsat for Akademiets, mediernes og ikke mindst svenskernes »blodtørst«.

Frostenson har ikke kommenteret sagen tidligere. Og hendes version ledsages af yderligere en nylig udkommet bog, skrevet af en af parrets få støtter, akademimedlemmet Horace Engdahl. Frostenson refererer til »ridderen H«, som ikke mener, hun skal forlade Det Svenske Akademi, hvilket hun dog ender med at blive tvunget til at gøre. Er denne »H« mon Horace?

Næste runde i den svenske kulturoverklasses boksering – naturligvis ophøjet til bogform – er i fuld gang.

Konspiratorisk verdensbillede

Katarina Frostensons »tankebog«, som forlaget har valgt at kalde den, har titlen K og er skrevet i landflygtighed i Frankrig, fordi parret som så mange andre svenske kulturpersonligheder, Frostenson ikke undlader at nævne, har måttet søge ly hos et mere kulturelt fintfølende folkeslag.

Det var ren og skær overlevelse, da det svenske folk, som ifølge hustruen aldrig har accepteret Jean-Claude Arnault, fordi han er udlænding, slog til med løgne og æreskrænkende angreb. Anklager, der senere også kom til at indbefatte Frostenson selv, fordi hun ifølge anonyme vidner skulle have lækket navne på nobelprismodtagere og udnyttet sin position til at søge kulturmidler, selv om hun var inhabil.

»Anonyme stemmer skriger trusler på telefonsvareren, at jeg skal skride ad helvede til, forsvinde og dø«, beretter hun i bogen, hvor hun også slår fast, at hun er uskyldig.

»Hvordan forsvarer man sig mod noget, som ikke er sket, mod løgne«, spørger hun i stedet.

De efterhånden over 30 kvinder, der har fortalt om kulturprofilens overgreb, er til gengæld de »ondsindede, frustrerede og hævngerrige«, skriver Katarina Frostenson. Hendes mand Jean-Claude Arnault blev for nylig idømt to et halvt års fængsel for to tilfælde af voldtægt, men det har Katarina Frostenson ikke kunnet nå at få med i bogen.

Katarina Frostenson forsøger at overbevise læseren om, at hun blev tvunget til at forlade Akademiet. Men hendes bog bliver et bevis på det modsatte.

»Med et så konspiratorisk verdensbillede havde det været en umulighed at forblive i Det Svenske Akademi og have indflydelse på priser og stipendier,« skriver Lisa Irenius i Svenska Dagbladet.

Bitre udfald

Flere anmeldere betegner på linje med Lisa Irenius bogen som smukt skrevet, passioneret og fængslende, men også sørgelig. Og »måske gør Frostenson sig selv en bjørnetjeneste ved at skrive så elegant og stilistisk uantasteligt, at beskidt selvransagning umuliggøres.

K er nemlig en smuk bog, musikalsk og poetisk i sine bølgende understrømme,« skriver Aase Berg i Dagens Nyheter, den avis, der bragte de 18 kvinders anklager til torvs.

Essayistiske afsnit om litteratur, kunst og detaljeberetninger fra livet i Paris bliver blandet med sladder og veksler med bitre udfald mod navngivne personer og Sverige som land.

»Hvor hjemlandet tidligere i hendes (Frostensons, red.) forfatterskab har fremstået som overrationelt, er det nu snarere lumsk og fejt,« fortsætter Aase Berg i sin anmeldelse.

Om det påståede brud på Akademiets fortrolighedsregler, der angiveligt skulle have ført til spredning af navne på nobelprismodtagere, henviser Frostenson til et tidligere akademimedlem, som i 2008 blev mistænkt for at have lækket, at Jean-Marie Gustave Le Clézio skulle modtage årets nobelpris. Dette medlem blev irettesat for uforsigtighed.

»Men dette medlem var ikke mig,« skriver Katarina Frostenson.

Man ville derimod trække hende med ned i dyndet. Kun én anklage accepterer hun: Det var ubetænksomt at søge kulturmidler, når hun var inhabil.

Urørlig magt

Katarinas Frostensons manglende selverkendelse får hende til at se sig selv som offer for sladder og misundelse og skyldes, at digteren har forvekslet sin »magtposition med urørlighed,« skriver Aase Berg blandt andet med henvisning til dette citat fra bogen:

»Jeg, Frostenson, digter i 40 år, af forfatteren Erik Beckman engang kaldt ’digtes dronning’ – et udtryk, der er gentaget herefter – som blev valgt ind i Det Svenske Akademi som 39-årig …«

Til gengæld er kærligheden til Jean-Claude Arnault både ømt og troværdigt beskrevet. At han var glad for at feste, er det tætteste Frostenson kommer på mandens omstridte habitus. Og intet menneske er jo, hvad han eller hun giver sig ud for at være. Og de er næppe heller det menneske, de selv tror, de er.

»Den eksistentielle ensomhed« gælder altså bare ikke for Arnault, som Aase Berg bemærker.

Til gengæld er denne kærlighedens blindhed – som så mange kvinder er havnet i før Frostenson – bogens omdrejningspunkt, noterer en anmelder. En erstatning for den udeladte sandhed. Eller »kærligheden som ensom tosomhed«, det elskende par ophøjet over andre, som Expressens Jens Liljestrand skriver og sammenligner med et tilbagevendende motiv i romantiske fortællinger: undtagelsestilstanden, hvor intet andet betyder noget. Der er bare vi to.

Om sine bevæggrunde siger forfatteren selv i det eneste interview givet i forbindelse med bogen og offentliggjort på forlagets Polaris’ facebookside:

»At skrive var koblet til en følelse af at overleve.«

Intet af dette betyder imidlertid, at bogen ikke har sin berettigelse. Det siger blandt andre Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg til svensk TV4. Der er »sprækker« i bogen, mener Linderborg, hvor læseren kan skimte andet end forsvarstale og konspirationsteorier.

Endelig sammenligner flere K med en anden nyudkommen bog, der tager afsæt i taberens perspektiv i kølvandet på #MeToo, nemlig kendisjournalisten Fredrik Virtanens Utan Nåd – omtalt i Information den 4. maj.

Også Virtanen anklager medierne for at bringe anonyme og falske anklager til torvs i den rus, som ifølge Aftonbladets nu fyrede journalist fik dem til at glemme alt om presseetik under #MeToo-bølgen i 2017.

Forskellen er bare, at anklagerne mod Fredrik Virtanen aldrig blev til en retssag, eftersom politiet valgte ikke at rejse tiltale. Og i sammenligning med det tidligere medlem af Det Svenske Akademi fremstår journalistens forsvarsskrift både »modent og værdigt«, som Jens Liljestrand noterer. Og lader dermed forstå, at han ikke som udgangspunkt havde meget tilovers for Virtanens partsindlæg heller.

Til gengæld læser han K, bogen om kaos, krise, katarsis, katastrofe, kamp, kunst, kultur, kabale og kærlighed, som »et absurd og gribende indblik i, hvad det indebærer at holde fast i et menneske, uanset hvad omgivelserne siger, uanset konsekvenserne, uanset prisen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Friis

Fruen har en pointe i, at der er for meget "blodtørst". Andre skal ned med nakken og blive nede.
Hvad blev der af medfølelse, tilgivelse, "den anden kind" og troen på rehabitering?

Bjarne Toft Sørensen

Hvis man betragter hele affæren omkring Det Svenske Akademi ud fra Luhmanns teori om sociale systemer som selvrefererende autopoietiske systemer, suppleret med lidt generel viden omkring institutioners måde at virke på, vil mange af de hændelser i tilknytning til institutionen, som udefra set virker helt ekstreme og utrolige - hvordan sådan noget kunne finde sted, slet ikke være så ekstreme og utrolige endda.

Mit eget umiddelbare bud er, at institutioner, der har med kunst at gøre, i højere grad end andre vil have en tilbøjelighed til at udvikle sig til noget, der udefra kan virke ”ekstremt og utroligt”, end så mange andre institutioner har det. Det sker bl.a. i kraft af forestillinger om kunstens autonomi, og det at kunsten betragtes som et område, hvor det er urimeligt at lade den underkaste regler, som gælder for andre områder i samfundet, f.eks. videnskab og pædagogik. Isoleret set er der jo også noget rimeligt i en sådan betragtningsmåde.

Det udvides ud fra ovennævnte perspektiv så til, internt i kunstinstitutionen, at det samme må gælde for dem, der på forskellige måder fungerer inden for institutionens rammer og er ansvarlige for systemernes måde at fungere på, typisk hos personer i ledende stillinger i forhold til dem, der ledes.

At personer i ledende stillinger inden for kunstinstitutionen har nogle særlige privilegier og er underkastet andre juridiske regler og principper, udformet ud fra institutionens ”særlige kultur”, end dem som gælder for andre personer i samfundet og for andre institutioner i samfundet.

Dette er dog ikke rimeligt set på baggrund af forholdet mellem de personer, der har henholdsvis privilegerede og magtfulde positioner inden for systemet, og så dem som på forskellige måder er underlagt disse personers ”selvetablerede” regler og måske ligefrem ”forgodtbefindende”. For selvfølgelig har disse svagere personer rettigheder, der skal tages hensyn til, ligesom det er tilfældet i samfundet ”udenfor”.

At tale om en ”særligt kultur” er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, hvis man f.eks. sammenligner det med kulturer med mellemøstlig baggrund og/eller kulturer styret ud fra religiøse principper, hvor der hos personerne internt i disse ”kulturelle systemer” ofte vil være en tilbøjelighed til en opfattelse af, at den særlige kulturs og/eller religions principper må anses for at stå over de regler, der i øvrigt gælder i samfundet.

Jeg foretrækker dog den betragtningsmåde, at statsretlige, forvaltningsretlige, erhvervsretlige osv. principper gælder for alle i samfundet, uanset om man f.eks. er muslim eller kunstner med en høj position i et kunstinstitutionelt system. Det med en ”særlig kultur” får let karakter af en formildende omstændighed.

Samtidig udvikles der i kunstinstitutionen over tid en form for ”blindhed” for, at det, der foregår inden for det særlige ”kulturelle system” ikke er en selvfølge, men at det bare er sådan, ”at det er”, og der udvikles også en ”blindhed” over for uforeneligheden mellem ”kulturen i systemet” og det, der sker i samfundet ”udenfor”.

Man kan på den baggrund sige, at Katarina Frostenson ”lider” af en form for ”kulturel blindhed” over for den uoverensstemmelse, der er mellem hendes opfattelse af egne rettigheder og privilegier som kulturperson og kunstner, og så de principper, der i øvrigt gælder for alle borgere i det svenske samfund.

David Zennaro, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Bjarne Toft Sørensen -
jeg har anbefalet din kommentar - dog gør jeg det med det forbehold, at det dels ikke gælder for alle kunstinstitutioner, men mest de store og ombejlede. Og at det er en del af kernen, fordi der i alle former"elite"institutioner ofte udvikler sig en uheldig kultur, hvor man mener sig hævet over almindelige spilleregler for anstændig opførsel over for de lavere i hierarkiet, der blot skal være taknemmelig for at have lov til at være ombord og bivåne geniernes udfoldelse.
Den for for uheldig kultur lader sig sjældent opretholde i små kunstinstitutioner, hvor alle arbejder fysisk tæt på hinanden og ofte må give en hånd med ved alle opgaver - og de helt trælse. Der er det ikke muligt over længere tid at opretholde en facade.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Herdis Weins -
Jeg har ikke skrevet, at det gælder for alle kunstinstitutioner, men taler om en højere grad af tilbøjelighed til en bestemt udvikling end på andre former for institutioner.

Det med forskellen mellem store og små institutioner på kunstens område er jeg ikke enig i. Hvis man f.eks. undersøger udviklingen på Forfatterskolen over en årrække, mest i dens tidligere år, så vil man se, at mange af de samme tendenser, som jeg nævnte ovenfor, har gjort sig gældende.

Tendenserne var også til stede på Billedkunstskolerne, hvor en afdelingsleder blev presset til at tage sin afsked.

https://www.information.dk/kultur/leder/2018/11/kraenkelser-goer-nogen-b...

Torsten Jacobsen

Tak for gode kommentarer, Bjarne Toft Sørensen.

Hele dette spektakel - inklusiv den noget nænsomme behandling Katarina Frostenson mødes med i sin totale fornægtelse - får mig til at tænke på filmen 'The Square'.. :)

https://www.youtube.com/watch?v=EUzRjRv0Ib0

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

...Og lad mig dog blot tilføje - som et menneske der har været i berøring med forskellige 'kunstneriske hierarkier', at der absolut intet overraskende er i hele den betændte affære.. ;)

Grethe Preisler

Far Verden farvel

"Ak, kødelig lyst!
Som mangen med dødelig læbe har kyss't,
Din fængende tønder din flyvende gnist
Blev mangen til evige luer til sidst;
Din skål synes honning, men drikken er led
- Forfængelighed."
(Thomas Kingo - født 1634 - død 1703)

Efter den søde kløe kommer den sure svie ... ;o(

Herdis Weins

Bjarne Toft Sørensen -
ja, forfatterskolen er et eksempel på en ekstrem lille kunstinstitution, hvor der udviklede sig en uheldig kultur. Og var der ikke noget med filmskolen ? Fælles for forfatteskole, billedkunstskolen, filmskolen etc. er, at det er et sted, hvor store egoer mødes - med store egoer mener jeg det ikke nødvendigvis udelukkende negativt - hvis man bestemmer sig for en usikker fremtid som forfatter, billedkunstner etc. - så skal man have en stor tro på, at man har noget særligt at bidrage med og det kan nogle gange udvikle sig til umådelig arrogance (der nogle gange faktisk dækker over stor usikkerhed), men i al almindelighed er det altså sværere at opretholde en uheldig kultur, når ens job - uanset hvor fin en titel man har og hvor meget man stråler ved receptioner - også er at tømme opvaskenmaskinen efter behov m.m.
Min erfaring er - og nu skal jeg passe på - at den uheldige kultur lettest udvikler sig i institutioner - også de små - hvor ledelse på grund af offentlige tilskud sidder fast i sadlen med en god hyre og næsten er umulig at slippe af med. Jeg har arbejdet i små, selvejende institutioner, hvor offentlige tilskud var en årlig almisse, som ingen kunne være sikre på at få. I sådanne institutioner er sammenhold gennem hele institutionen så vigtig, at store grænseoverskridende egoer ikke har en chance.

David Zennaro, Bjarne Toft Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar