Læsetid: 13 min.

Hvorfor er der mennesker, der ikke græder, og hvorfor græder vestlige kvinder mere end mænd?

Engang troede lægevidenskaben, at gråd var en væske fra hjernen. I dag er vi blevet klogere på grådens psykologiske og sociale funktioner. I vores undersøgelse af samtidens grådkultur vender vi os nu mod den sparsomme grådforskning og udspørger en psykologiprofessor med speciale i gråd
Engang troede lægevidenskaben, at gråd var en væske fra hjernen. I dag er vi blevet klogere på grådens psykologiske og sociale funktioner. I vores undersøgelse af samtidens grådkultur vender vi os nu mod den sparsomme grådforskning og udspørger en psykologiprofessor med speciale i gråd

Jesse Jacob

3. maj 2019

Det er aften i Holland. Et eller andet sted mellem 1986-1988. Ad Vingerhoets er til fødselsdagsfest, da en af de andre gæster henvender sig til ham:

»Det her må du vide Ad, siden du er psykolog og forsker i stress og følelser. Er det egentlig sundt at græde? Bringer det lettelse?«

Et spændende spørgsmål, syntes Vingerhoets. Men han kendte ikke svaret. Og da han slog emnet op i den videnskabelige litteratur, fandt han ingen relevant forskning.

»Det var begyndelsen på min interesse for tårer. Og nu har jeg forsket i gråd i, ja hvad bliver det, 30 år,« fortæller den hollandske psykologiprofessor ved Tilburg Universitet Ad Vingerhoets, som tror på, at studiet af gråd, mere end noget andet emotionelt udtryk, kan hjælpe os til at få bedre indsigt i menneskets natur.

Grådforskningen er ikke et specielt stort forskningsfelt. Selv om det kan anskues fra forskellige videnskabelige discipliner såsom psykologien, fysiologien, filosofien, historievidenskaben eller kønsvidenskaben, så er grådforskningen både ny og sparsom.

De fleste forskere er dog enige om, at der findes tre slags tårer:

’Basale tårer’ som hele tiden produceres af øjets tårekirtler, og som konstant smører og renser øjet. Uden de basale tårer ville hornhinden og synet ikke kunne fungere. ’Reflekstårer’, som er de tårer, der udløses, hvis vi får noget i øjet eller hakker løg. Og så er der ’de emotionelle tårer’ – de tårer, der udgydes, når vi har ondt i hjertet eller ser en smuk film. Når tårer produceres i meget store mængder, kan tårekanalen ikke håndtere strømmen af tårer, og så drænes tårerne ud over øjet, og ned ad kinden.

Hvorfor græder mennesker?

Hollandske Ad Vingerhoets er en af de få, der forsker i gråd. Senest har han sammen med den britiske adfærdsneurolog Michael Trimble udført et studie af mennesker, der ikke kan græde.

Når man skal svare på, hvorfor mennesker græder, kan man ifølge Vingerhoets både se på de vigtigste ’triggere’ af gråd og på funktionen af gråd.

»Hvis du spørger mig om, hvad der får folk til at græde, så mener jeg, at der er fire-fem vigtige triggere af tårer, som forandrer sig en del med alderen.«

Vingerhoets forklarer, at oplevelser med tab eller adskillelse er en af de gråd-triggere, som forbliver relativt stabil i løbet af en livstid. Det samme gør oplevelser af magtesløshed.

»Derimod kan vi se, at små børn græder over smerte eller fysisk ubehag, mens voksne og ældre nærmest aldrig græder over fysisk smerte,« siger Vingerhoets og fortsætter:

»Til gengæld kan vi se, at jo ældre man bliver, jo mere tilbøjelig bliver man til at græde over andres lidelse og smerte. Med alderen græder vi mere af empatiske årsager.«

Vingerhoets fortæller også, at man med alderen begynder at græde mere og mere af positive årsager. Han fortæller, at de negative årsager som tab og smerte også har deres positive modparter, som får os til at græde, især når vi bliver ældre:

»Vi græder ikke bare over tab, men også over forsoning. Vi græder ikke bare over død, men også over fødslen af et barn. Vi græder, når vi vinder, og ikke når vi besejres. Og så kan vi græde, ikke af smerte, men af ekstrem nydelse.«

– Det virker, som om at den positive og den negative gråd er meget tæt forbundne. Hvis jeg græder af glæde, eller fordi noget er smukt, så kan jeg godt få en meget melankolsk fornemmelse i kroppen – det kan føles, som om at jeg faktisk er ked af det. Hvordan er den negative og positive gråd forbundet?

»Lad mig starte med at sige, at der faktisk findes en vigtig teori om, at den positive gråd slet ikke eksisterer. At selv om det virker, som om man græder af en positiv årsag, så græder man faktisk, fordi der ligger en negativ situation bag,« forklarer han.

»Man ser det for eksempel i sport, når atleter græder, mens de modtager guldmedaljen. En atlet fortalte mig engang, at han ikke græd, fordi han var glad, men fordi hans far døde for to måneder siden og ikke kunne være vidne til denne vigtige begivenhed. Og en anden atlet fortalte mig, at hun græd, fordi hun tænkte tilbage på den vanskelige periode i sit liv, hvor hun var syg af anoreksi.«

Det er én måde at se det på, fortæller Vingerhoets.

»En anden måde at se det på er, at man måske nok græder af positive årsager, men at man kan være så overvældet af glæde, at man ikke ved, hvordan man skal udtrykke det. Man er så lykkelig, at man ikke har ord til at beskrive det.« På den måde er årsagen til gråden en følelse af magtesløshed og egentlig ikke en positiv årsag i sig selv, forklarer han.

Tårer er hjernens ekskrement

Igennem historien har der været mange forskellige bud på, hvordan følelserne fungerer. Fysiologiske teorier om følelser kan ifølge den amerikanske forfatter til bogen Crying – The Natural and Cultural History of Tears (1999) Tom Lutz spores tilbage til den græske læge Hippokrates, som levede 400 f.v.t.

Hippocrates har fået tilnavnet ’lægekunstens fader’ og regnes for ophavsmand til en række medicinske tekster fra det 5. og 4. årh f.v.t. »Helt op til midten af 1800-tallet kunne både folkemedicinen og medicinundervisningen på universiteterne i Europa karakteriseres som hippokratisk,« skriver Lutz.

Den hippokratiske medicin mente, at sygdom skyldtes en ubalance mellem de fire kropsvæsker blod, slim, sort galde og gul galde, som skulle behandles gennem udrensninger i form af blødninger, afførende behandlinger, brækmidler eller – gennem gråd.

Man mente f.eks., at vejrmæssige påvirkninger, såsom blæst, kunne føre til ophobning af galde som kunne give mavesår. Eller at ophobning af slim kunne give epileptiske anfald. Slimen ville bremse blodgennemstrømningen og ilten til hjernen, hvilket ville gøre hjernen fugtig og overophedet og til sidst medføre et anfald.

I sådanne tilfælde blev gråd anbefalet, fordi tårerne kunne skylle den overskydende slim ud af kroppen.

I mange år efter tilsluttede, ifølge Lutz, adskillige læger sig de hippokratiske ideer. Både den kristne syriske læge Hunayn ibn Ishaq i 800-tallet, den persiske læge Rhazes i 900-tallet og den italienske anatomist Giulio Cesare Aranzio i 1600-tallet mente, at det var hjernen, der udskilte tårerne. For eksempel skrev den britiske læge Timothie Bright i 1579 at tårer er »den overskydende fugt i hjernen«. Han mente, ligesom mange andre, at følelser som frygt og sorg forårsagede sammentrækninger, som pressede legemsvæskerne fra hjertet til hjernen og fik den til at udstøde, med Brights ord: »hjernens tyndeste og mest klare ekskrement«.

I de hippokratiske ideer kan man altså spore en forståelse af tårer som noget udrensende og helbredende. Og det er faktisk lige netop det spørgsmål, der optager Vingerhoets og Trimble i deres aktuelle studie; for hvis det er sundt at græde, så må man forvente, at mennesker, der ikke kan græde, er mindre sunde.

Nogle mennesker græder ikke

Hvordan kan det være, at nogle mennesker ikke kan græde?

»Ja, det er et vanskeligt spørgsmål,« siger Ad Vingerhoets. »Vi ved, og det kom måske lidt som en overraskelse for os, at nogle mennesker kan beslutte sig for ikke at græde.«

Andre har mistet evnen til det pga. depression eller posttraumatisk stresssyndrom, forklarer han. »Jeg snakkede engang med en kvinde, som fortalte mig, at hun ikke havde grædt i 22 år – siden hun fødte et dødfødt barn.«

Vingerhoets fortæller, at der i den videnskabelige litteratur er mange eksempler på folk, der ikke kan græde. F.eks. en mand, der havde undsluppet den amerikanske seriemorder Jeffrey Dahmer, men som havde mistet evnen til at græde, fordi han var blevet så alvorligt tortureret og traumatiseret.

»Ja, Hitler fik som barn regelmæssige tæsk af sin far, og på et eller andet tidspunkt skulle han ifølge sin biografi have besluttet sig for, at han ikke længere ville græde, når han fik en endefuld.«

– Og hvad så med folk, der ikke er deprimerede, ikke har PTSD og ikke er diktatorer, men som stadig ikke græder?

»De folk beslutter sig for ikke at græde, eller har en meget succesfuld følelsesreguleringsstrategi, som kan hæmme gråden. Det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er normale.«

– De tårer, vi snakker om, det er vel udelukkende tårer, som trigges af følelser, ikke sandt?

»Det er et godt spørgsmål. Men jo det er helt rigtigt, jeg forventer ikke, at folk, der ikke græder, ikke har reflekstårer – for det ville jo betyde, at de ville udvikle en øjensygdom eller en defekt af en art.«

Vingerhoets var interesseret i, at undersøge folk, der ikke kunne græde, både for at blive klogere på de ikkegrædende mennesker, men også for at blive klogere på gråden i en bredere forstand:

»Hvis hypotesen er, at gråd er sundt, så vil man forvente, at folk, der har mistet evnen til at græde, er mindre sunde. Det ser dog ikke helt ud til at være tilfældet.«

Vingerhoets gør mig opmærksom på, at de endnu ikke er færdige med at diskutere resultaterne af studiet.

»Vi sammenlignede folk, der kunne græde, og folk, der havde mistet evnen til at græde, og vi fandt ud af, at der ikke var nogen forskel i deres subjektive trivsel,« fortæller han.

»Men vi fandt dog ud af, at folk, som græd, var mere empatiske og følte sig mere forbundet til andre. Og så modtog de mere social støtte fra andre,« uddyber Vingerhoets.

Ifølge Vingerhoets er det en indikation af, at gråd primært skal forstås som en form for kommunikation mellem mennesker og i mindre grad som noget, der kun vedgår det enkelte individ.

Tårer er kondensering af damp

Ud over de hippokratiske ideer om tårerne som en form for udrensning, så kan man i Tom Lutz’ bog også læse, hvordan filosoffen René Descartes forholdt sig til gråd i midten af 1600-tallet.

Descartes mente, at hjernen og nerverne rummede en slags stille vind, som han kaldte livskraften, og at denne livskraft kunne bevæge sig igennem kroppen og derved animere muskler, som så gjorde handling mulig. Han forstod, at tårer havde optisk og fugtgørende funktion. Og at ekstreme følelser kunne skabe øget blodgennemstrømning til øjnene, og at dette (hvilket også Darwin senere opdagede) kunne stimulere tåreproduktion.

Men Descartes troede også, at ligesom vanddamp kan kondenseres og blive til regn, så kunne livskraften, kroppens dampe, blive til sved og tårer gennem kondensering.

Med den logik fulgte også konklusionen, at jo mere tilbøjelig man er til at føle kærlighed, jo oftere vil man overophedes, og det vil skabe damp i kroppen, som kondenseres og bliver til tårer.

På den måde knytter Descartes (ad en lille omvej) gråden til særligt følelsesfulde mennesker. Hvem der regnes for at have sådanne tilbøjeligheder, har gennem historien varieret meget: 

Ifølge Thomas Dixons bog Weeping Britannia: Portrait of a Nation in Tears kan man i 1700-tallets Frankrig tale om, at mændenes gråd legitimerede dem som politiske subjekter, og i samme århundrede i England blev det at ’kvinder røres til tårer over en død fugleunge’ brugt som argument for, at kvinder skulle udelukkes fra politisk indflydelse.

Vi græder nemlig forskelligt til forskellige historiske tider og i forskellige kulturelle kontekster.

Ifølge følelseshistorikere som den britiske Thomas Dixon og den danske Karen Vallgårda varierer følelser og deres udtryk på tværs af historiske tider og steder, og det er derfor umuligt ikke at forstå gråd som en størrelse, der i høj grad afhænger af de normer og diskurser, der er tilstede på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt.

I dag viser undersøgelser, som selvfølgelig altid skal forstås med forbehold, at kvinder i Vesten græder mere end mænd.

»Hvorfor græder kvinder i Vesten mere end mænd?«

Ifølge Vingerhoets er en af de ofte oversete årsager til, at kvinder i dag i Vesten græder mere end mænd, simpelthen bare det faktum, at kvinder eksponeres for flere situationer, som er potentielt grådfremkaldende.

Kvinder havner oftere i situationer, hvor de skal yde følelsesmæssig omsorg. Ifølge Vingerhoets er der f.eks. forskel på, hvilke samtaleemner kvinder har med andre kvinder, og mænd har med andre mænd.

»Kvinder er også mere tilbøjelige til at læse bøger og se film, som kan stimulere gråden,« forklarer Vingerhoets. Og så må vi ikke glemme, at mange kvinder stadigvæk har et arbejde, hvor de skal udvise omsorg og empati: »Flere kvinder arbejder i sundhedssystemet med større sandsynlighed for at blive eksponeret for følelsesmæssige situationer,« forklarer Vingerhoets.

»En anden årsag kan være, at kvinder ofte reagerer på vrede ved at græde, mens mænd begynder at bande,« siger Vingerhoets.

– Kan man måske også tale om, at vores vestlige samfund tilbyder mænd flere måder at udtrykke vrede på, mens det ikke i lige så høj grad er legitimt (og attraktivt) for kvinder at knytte næve og stramme læberne?

»Jo, det har du helt sikkert ret i.«

Ifølge det hollandske studie Crying and Mood Change: a Cross-Cultural Study fra 2001 græder kvinder i vesten ca. tre gange så meget som mænd, mens forskellen er langt mindre i ikkevestlige lande – og i nogle ikkevestlige lande slet ikke eksisterende. Påstanden, om at testosteron skulle hæmme gråd, som nogle forskere peger på, fremstår på den baggrund en smule tvivlsom.

Vingerhoets konstaterer i hvert fald, at drengebørn fra 10-11 års alderen begynder at græde mindre end pigebørn. Og han foreslår da også, at de sociale omstændigheder har en stor betydning for, hvordan, hvem og hvornår man græder: »Når man når en vis alder, bliver det mindre acceptabelt for en dreng at græde. Man kan f.eks. forestille sig, at det kan have negative sociale konsekvenser for en dreng på 12 år at græde, fordi han taber i et computerspil.«

Gråden og kroppen

En af de teorier, der har forsøgt at forstå forholdet mellem den konkrete kropslige reaktion (f.eks. tåren, der triller ned ad kinden) og den abstrakte følelse (f.eks. følelsen ’jeg er ked af det’), er James-Lange-teorien om følelser fra 1890’erne, som blev præsenteret af den amerikanske psykolog William James og den danske neurolog Carl Lange uafhængigt af hinanden. De fremlagde begge den hypotese, at de kropslige reaktioner kommer før følelsen.

Teorien går ud på, at de kropslige reaktioner, som akkompagnerer vores følelse (f.eks. at pulsen stiger eller blodet pumper), indtræder før den ’følelse’, vi kan registrere med hovedet. Altså at pulsen stiger og adrenalinen pumper, og derfor konstaterer jeg, at jeg er bange eller ked af det.

Ifølge James er den almindelige opfattelse, at man mister sin formue, bliver ked af det og græder. At vi møder en bjørn, bliver bange og løber, eller at vi fornærmes af en rival, bliver vred, og slår igen. James’ og Langes hypotese er, at denne rækkefølge af sekvenser er forkert, og at det ville være mere korrekt at sige, at vi er kede af det, fordi vi græder, eller at vi er bange, fordi vi ryster.

Teorien diskuteres stadig i dag og selv om følelsesreaktionerne måske er mere komplekse, end sådan som James fremlægger det, så kan James-Lange-teorien være med til at sige noget om, at de kropslige reaktioner spiller en stor rolle for den følelse, vi oplever.

 

Ligeledes fandt man under det hollandske studie Dealing with emotions when the ability to cry is hampered: emotion processing and regulation in patients with primary Sjögren’s syndrome fra 2012, at patienter med Sjögrens syndrom, som gør det svært at producere tårer, i 22 pct. af tilfældene havde langt sværere ved at identificere deres følelser, end kontrolpersonerne uden syndromet havde.

Kroppen spiller altså en væsentlig rolle i vores afkodning af følelser – ikke kun når det kommer til identifikationen af vores egne følelser, men også når det kommer til andres.

Vingerhoets har forsket i, hvordan mennesker reagerer, når de ser andre personer græde. Et studie fra 2009 viste, at vi har sværere ved at afkode et menneske, som er ked af det, når der ikke løber tårer ned ad kinderne. Billederne af ansigter med tårer blev vurderet som mere kede af det end de samme ansigter uden. 

»Når vi udsatte folk for billeder af grædende individer, rapporterede de mere empati, følte sig mere forbundne og var mere villige til at give støtte til individet med tårer end til det samme individ uden tårer,« fortæller Vingerhoets.

Ad Vingerhoets har brugt de sidste 30 år på at undersøge gråden, og han er stadig lige så fascineret. Han mener, at gråden primært skal forstås som en form for mellemmenneskelig kommunikation. Ifølge Vingerhoets har den sociale kontekst en altafgørende betydning for, hvordan gråden opleves. Studier viser, at nogle mennesker får det mentalt dårligere af at græde, mens andre får det bedre.

»Hvis omgivelserne kan tilbyde omsorg og trøst til den grædende, vil det selvfølgelig have en mere positiv effekt at græde end i omgivelser, der reagerer med foragt og vrede,« forklarer Vingerhoets.

Ifølge Vingerhoets er det netop de sociale kontekster, som vi skal forstå tårer i; tårer er først og fremmest et redskab for kommunikation. Både hos barnet og hos den voksne.

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Der er i lasten en dråbe dyd.
Der er i smerten en streng af glæde.
Og i vor latter en sprukken lyd,
som ville hjertet i grunden græde.
Tove Ditlevsen

Benta Victoria Gunnlögsson og Trond Meiring anbefalede denne kommentar