Skal en inder vælge mellem mad og en film, skal filmen også have det hele

22 regionale filmindustrier. 1.500-2.000 film om året på 20 forskellige sprog. 2.000 multiplexbiografer. Et potentielt publikum på 1,3 milliarder mennesker. Et billetsalg på 2,1 mia. årligt.

Det er svimlende tal, der kommer på bordet, når man snakker om Indien, der er den største filmproducerende nation i verden, langt mere end USA og Hollywoods ca. 5-600 film. (Indien er dog ikke det land, hvor der omsættes for flest penge, da biografbilletterne er meget billigere end andre steder, og piratkopiering omsiggribende.)

Til sammenligning bliver der i Danmark, der har 5,8 millioner indbyggere, produceret 20-25 film om året og i alt solgt 12,5 mio. billetter, hvoraf 3,7 mio. er til de danske film (i 2018).

Men hvor Danmark er et lille og mestendels homogent land, er Indien et stort og meget forskelligartet land, både hvad angår sprog, kultur, økonomi og religion, og film er landets største kulturfællesskab.

Det går helt tilbage til de første måder at fortælle historier på og indernes teatertradition og danse- og sangtradition, fortæller Katrine Brøndsted, der er cand.mag. i engelsk og dansk, taler hindi og har skrevet bøgerne Bollywoodfilm – en introduktion (2012) og Narrating India (2016).

»Indien er et kæmpe og meget fragmenteret og forskelligartet land, hvor film er noget af det, som samler på tværs af religioner og social status og etnicitet,« siger hun.

Otte indiske film, man skal se

Den bedste Bollywoodfilm med samfundskritisk kant

’Awaara’ (’The Vagabond’, Raj Kapoor, 1951, 193 minutter)

Deltog i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes i 1953 og er en af de mest anerkendte og populære Bollywoodfilm nogensinde. Raj Kapoor (Kapoor-familien har leveret flere superstjerner), der har instrueret Awaara, spiller også selv hovedrollen som fattige Raj, som bliver kriminel for at kunne forsørge sig selv og sin mor – og som forelsker sig i den rige Rita (Nargis).

Raj, der er en variation over Chaplins vagabondfigur, må dog gå så grueligt meget igennem, inden de to (måske) kan få hinanden. Ud over sin kærlighedshistorie rummer filmen en kritik af måden, de rige indere behandler landets fattigste på.

Kan købes via Amazon

En ny realismes gennembrud

Apu-trilogien (Satyajit Ray, 1955, 1956 og 1959)

Ravi Shankar har lavet musikken til denne filmtrilogi, der var med til at cementere Parallel Cinema-bevægelsen, og som ikke blot er blandt de bedste indiske film nogensinde, men blandt verdens bedste film.

Trilogien, der vandt priser på filmfestivalerne i både Cannes og Venedig, er én lang dannelsesfortælling om drengen og siden den unge mand, Apu (Apurba Kumar Roy), og hans liv og uddannelse i Indien i begyndelsen af 1900-tallet.

Satyajit Ray var inspireret af både moderne europæisk realisme, ikke mindst den italienske neorealisme, og klassisk indisk teatertradition, da han indledte Apu-trilogien med Pather Panchali, der samtidig var hans første film.

Kan købes via Amazon

Indisk film er en mosaik

Rajinder Dudrah, der er professor i kulturstudier ved Birmingham City University i Storbritannien og har skrevet flere bøger om indisk film, ikke mindst Bollywoodfilm, forklarer, at Indien både vokser og udvikler sig hurtigt, men stadig har et stort problem med analfabetisme. Det betyder, at film og visuelle medier i det hele taget spiller en afgørende rolle, når det kommer til at udvikle menigmands kompetencer, som han formulerer det.

»Film har ikke kun skullet underholde publikum, men også fortælle historier om religion, mytologi, familie, ideologisk propaganda om krige mellem Indien og Pakistan, trusler udefra. Filmene har lært folk at være i kærlighedsforhold. Ja, film er underholdning og virkelighedsflugt, men de er også et troldspejl, som giver inderne mulighed for at se og blive klogere på sig selv,« siger han.

Og netop fordi landet er så stort, og filmbranchen så produktiv og samtidig fragmenteret, kan det være svært at få styr på, hvad indisk film egentlig er for en størrelse. Det indrømmer også Rajinder Dudrah.

»Når man taler om Danmark eller selv Storbritannien, der producerer så meget færre film, kan man mere eller mindre kategorisere eller sige: ’Dette er genrerne og instruktørerne, og her er de film, de laver.’ Man kan også godt kategorisere indisk film, men der vil være flere kategorier at inddele dem i, og der er også en sammenblanding af de kategorier. Det er bogstavelig talt en mosaik‚« siger han.

»Det er en filmindustri, eller filmindustrier i flertal, der forsøger at ramme mere end en milliard mennesker, og når man begynder at tænke over de tal og de sociokulturelle forhold, resulterer det i et meget mere komplekst og flydende billede.«

Otte indiske film, man skal se

En af de mest romantiske film nogensinde

’Pyaasa’ (’Thirsty’, Guru Dutt, 1957, 146 minutter)

Time Magazine udråbte i 2011 Pyaasa til en af de ti mest romantiske film nogensinde. Guru Dutt, der var en af Bollywoodfilmens vigtigste skikkelser, spiller også hovedrollen som en digter, som først får succes, da verden fejlagtigt tror, at han er død. Han får hjælp af en godhjertet prostitueret, der som den eneste i en korrupt og materialistisk verden tror på ham.

Dutt havde efter en række mere traditionelle kassesucceser etableret sit eget filmselskab, og med Pyaasa forsøgte han at skubbe grænserne for, hvad man kunstnerisk kunne gøre med Bollywoodskabelonen.

Kan ses på Amazon Prime

Propagandistisk, men bedst indtjenende Bollywoodfilm

’Mother India’ (Mehboob Khan, 1957, 172 minutter)

Nargis spiller en enlig kvinde, Radha, der i en fattig landsby kæmper mod grådige pengeudlånere og for at forsørge sine sønner, og hun er symbolet på, hvad det vil sige at være en god kvinde. Mother India er på sin vis et stykke nationalistisk propaganda, der med udgangspunkt i hinduistisk mytologi fortæller om, hvad det kræver at være mor for et samfund – selvopofrelse og høj moral.

Samtidig fokuserer filmen som få andre samtidige film på kvinders muligheder og selvstændiggørelse i et mandsdomineret samfund. Det er stadigvæk en af de mest indtjenende Bollywoodfilm gennem tiden, hvis man altså tager højde for inflation, og den blev nomineret til en Oscar.

Kan købes via Amazon

Formelfilm som i Hollywood

Indisk film er næsten lige så gammel som filmmediet selv. De franske filmpionerer, Lumière-brødrene, der som de første viste film for et publikum i Paris i 1895, sendte samme år en mand til blandt andet Indien for at demonstrere den nye teknologi og det nye underholdningsmedie. Det vakte berettiget opsigt.

Den første rent indiske film havde premiere i 1912, og i takt med at landet voksede og udviklede sig – og ikke mindst i 1947 fik sin uafhængighed af den britiske kolonimagt – fulgte den mere og mere mangfoldige filmindustri med.

Størst er i dag mainstreamfilmindustrierne, hvoraf sang- og dansefilmene fra Bollywood, der holder til i Mumbai, er dem, vi kender bedst i Vesten. Bollywood stod i 2016 for 43 procent af billetsalget i Indien. Men blandt de mest produktive og populære filmindustrier er også Telugu fra staten Andhra Pradesh og Tamil fra staten Tamil Nadu, og selv om filmene i de tre store industrier er på forskellige sprog, ligner de i høj grad hinanden.

Aishwarya Rai er en af Bollywoods største stjerner. Her ses hun i en klassisk dansescene i Sanjay Leela Bhansalis ’Devdas’ fra 2002, der også har en anden kæmpestjerne på rollelisten, nemlig Shah Rukh Khan.

Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix

»Det er formelfilm ligesom i Hollywood, det er bare en helt anden formel,« siger Katrine Brøndsted, der kalder de indiske mainstreamfilm for eskapisme.

En typisk Bollywoodfilm er mere end tre timer lang og rummer fem-seks sang- og dansescener. Genremæssigt er de et broget miks, såkaldte masalafilm opkaldt efter krydderiblandingen, men som oftest kærligheds- og familiedramaer iblandet action, falde på halen-komik og larger than life-elementer.

»Hovedparten af dem, der ser de her mainstreamfilm, mangler måske noget i deres eget liv, så de vil gerne se huse, der er federe end deres eget, og tøj, der er flottere. Der er stadigvæk mennesker i Indien, der skal vælge imellem, om de skal spise, eller om de skal gå i biografen og se en film. Så de vil have det hele. De gider ikke kun se halvanden time socialrealisme. Og hvorfor nøjes med halvanden time, hvis man kan få så meget mere?« siger hun.

Relevans i regionen

De indiske mainstreamfilm er i vid udstrækning samfundsbevarende – selv om der selvfølgelig findes film og instruktører, der pakker samfundskritiske budskaber ind i forførende Bollywoodgevanter – og (gen)fortæller folkeeventyr og myter om gamle hinduguder og helteskikkelser og mere propagandistiske historier om værdien af familien og om at være en god inder.

»De tager udgangspunkt i litteratur og religiøse og mytologiske skrifter og folkeeventyr, som i århundrederne, før filmen opstod, var stedet, hvor man fik fortalt den slags historier,« siger Rajinder Dudrah.

Katrine Brøndsted kalder filmene et forsøg på at skabe en form for sammenhængskraft i et land, som hverken etnisk, religiøst eller socialt hænger sammen:

»De repræsenterer det forestillede fællesskab, der sammen med cricket og chai binder Indien sammen. Det er vigtigt for mange at have et billede af, at sådan er Indien. Det kender de, og de er trygge ved det, fordi det er godt og traditionelt og går langt tilbage.«

Hvis man vil se noget andet end de traditionelle sang- og dansefilm, kan man f.eks. vælge Bengali-film eller Punjabi-film. Bengali-film bliver anset for at være lidt mere kunstneriske, raffinerede og karakterdrevne, fortæller Rajinder Dudrah. Punjabi-film handler f.eks. om modsætningen mellem land og by og problemer med landbrug og migration.

»Filmene beskæftiger sig med temaer og problematikker, der er relevante i den region, hvor de bliver lavet,« siger han og nævner så den uafhængige filmbevægelse, Parallel Cinema, der opstod i 1950’erne og siden har oplevet op- og nedture.

»Instruktørerne i Parallel Cinema laver en helt anden form for film. De er uafhængigt produceret, rummer ikke sang og dans og er i høj grad psykologiske dramaer, dramaer om fattigdom, middelklasseeksistentialisme, korruption i Indien og den slags.«

Otte indiske film, man skal se

En overdådig storfilm om kærlighed

’Mughal-e-Azam’ (’The Great Mughal’, K. Asif, 1960, 197 minutter)

En melodramatisk kærlighedshistorie, som med sine overdådige kulisser vækker mindelser om de historiske storfilm, Hollywood lavede i gamle dage. Prins Salim (Dilip Kumar) fører krig mod sin far, kejser Akbar (Prithviraj Kapoor), fordi denne ikke vil lade sønnen gifte sig med en hofdanser, Anarkali (Madhubala).

Hun er under Salims stand, mener faren, og spærrer hende i stedet inde. Som så mange andre indiske film, der er baseret på en blanding af virkelighed og (mest) legende, var historien blevet fortalt før, men langtfra så storslået og ødselt.

Det tog årevis at opføre kulisserne og optage filmen, der både handler om generationskløfter, uafhængighed og pligt, kvinders vilkår og ikke mindst et sjældent set kærlighedsforhold mellem en hindu og en muslim.

Kan ses på Amazon Prime

Karrywestern, der satte nye standarder for voldelige scener

’Sholay’ (’Embers’, Ramesh Sippy, 1975, 204 minutter)

En såkaldt ’karrywestern’, der blander elementer fra den italienske spaghettiwestern, japanske samuraifilm og selvfølgelig Bollywood.

Filmen, der var længe undervejs, handler om to småtyve, som bliver hyret til at beskytte en lille landsby mod en berygtet bandit, der sammen med sine mænd angriber og brutalt plyndrer byen. Det er en voldsom film, og den udvidede egenhændigt grænserne for, hvor voldelig og blodig en indisk film kunne tillade sig at være, også selv om censorerne tvang instruktøren til at klippe enkelte scener ud. Sholay fortæller om kampen mellem godt og ondt, om at kende forskel på rigtigt og forkert og om sociale og samfundsmæssige strukturer.

Filmen er blevet kritiseret for at karikere både kvinder og muslimer og for at glorificere vold, men i 2002 endte den alligevel øverst på Det Britiske Filminstituts liste over de ti bedste indiske film.

Kan købes via Amazon

Myrekryb over kvindeportrætter

Katrine Brøndsted, hvis interesse for indisk film begyndte med Bollywood, har selv flyttet sit fokus over på Parallel Cinema, blandt andet fordi hun blev træt af den måde, Bollywood skildrer kvinder på.

»Filmene har ikke ændret sig, det er mig, der har ændret mig,« siger hun.

»Deres portrættering af kvinder og romantiske forhold giver mig myrekryb. Vi har et land, der har så store problemer med kvinders rettigheder, og i filmene handler det om, at manden bare skal blive ved og blive ved og blive ved, og så skal hun nok overgive sig. Det er lidt rapey. Parallel Cinema behandler i stedet kønsspørgsmålet som et problem, hvor det i de andre film er en sjov gimmick.«

I takt med at der er vokset en stor middelklasse frem i Indien, har Parallel Cinema også fået mere vind i sejlene. Middelklassen lever et godt liv og har ikke brug for eskapisme i samme grad som dem, der ingen penge har, og derfor kræver de noget andet af deres film.

»De vil gerne se film, der kritiserer tingenes tilstand. I mange Parallel Cinema-film tager politiet sig ikke for godt ud. Der er stor kritik af politik og systemet,« siger Katrine Brøndsted.

Man kan slippe afsted med at sige og gøre det meste i indisk film, siger både Katrine Brøndsted og Rajinder Dudrah, og der findes ikke som sådan nogen tabuer. Alligevel er der nogle uskrevne regler, man skal tage hensyn til.

»Folk har beskæftiget sig med brudeafbrænding, korruption blandt politiet og politikerne, voldtægter,« siger han.

»Dog findes der nogle censurrammer og rammer for almindelig anstændighed, man skal holde sig inden for. Eksplicit sex og kys har traditionelt set ikke været tilladt i mainstreamfilm. Det har dog ændret sig. Der optræder flere og flere kys på lærredet, og tidligere var der mulighed for at omgå forbuddet mod sex. Der findes den såkaldte ’våd sari’-scene, hvor et par danser og synger i regnen og derfor kan blotte enkelte, men ikke alle dele af kroppen. Det symboliserer så sex og samleje mellem parret.«

Otte indiske film, man skal se

En cricketklassiker, der er samfundskritik i Bollywoodudstyr

’Lagaan: Once Upon a Time in India’ (Ashutosh Gowariker, 2001, 224 minutter)

Samfundskritik forklædt som Bollywoodfilm og en monumental cricketkamp. Lagaan foregår i det vestlige Indien i 1893. Briterne kræver tårnhøje skatter (titlens lagaan) af landsbyerne i området, men en arrogant, britisk officer tilbyder filmens helt, Bhuvan (Aamir Khan, der også har produceret filmen og selv er en ganske progressiv instruktør), at landsbyerne kan slippe for at betale skat i tre år, hvis de slår briterne i en cricketkamp.

Problemet er, at ingen af de lokale kan spille cricket, endsige ved, hvad det er for en sport. Resultatet er en næsten fire timer lang og meget spændende film om frihedskamp og kastesystem, som trækker tråde op til det moderne Indien.

Lagaan er en af få indiske film, som har haft dansk biografpremiere, og den blev en stor succes ved billetlugerne i både ind- og udland. Den fik tilmed en oscarnominering.

Kan ses på Netflix

Kulminegangsterfilm, der fik et internationalt publikum

’Gangs of Wasseypur’ (Anurag Kashyap, 2012, 319 minutter)

Et seks timer langt, vældig underholdende og hårdkogt gangsterdrama iblandet bidsk politisk thriller, der blev vist i to dele i de indiske biografer, og som har fundet sig en betydelig fanskare i udlandet.

Filmen fokuserer på gangstere i et kulmineområde i det nordøstlige Indien og følger tre mafiafamiliers kamp om kullet, pengene og magten i området. Handlingen er inspireret af virkelige begivenheder, og Gangs of Wasseypur får fortalt en god del af det moderne, korruptions- og mafiaplagede Indiens historie fra kolonitiden og frem til i dag.

Det er en voldsom og i forhold til indisk mainstream ret vovet film, der er inspireret af både Leone, Coppola og Scorsese, og som regnes for at være en del af Parallel Cinema, selv om den indeholder flere af Bollywoodfilmens kulørte, musikalske elementer.

Kan købes via Amazon

Kreativ frihed

Katrine Brøndsted fortæller, at der teknisk set ikke findes censur, men at der alligevel eksisterer et panel af censorer, som skal afgøre, om noget er acceptabelt eller ej.

»Jeg ved ikke, hvor langt Parallel Cinema vil kunne gå, men de prøver, og de går væsentligt længere end mainstreamfilmene,« siger hun.

Spørgsmålet er dog, om Parallel Cinema kan være med til at skubbe til udviklingen i Indien med film, der tager kontroversielle emner under behandling, f.eks. det problem, som det indiske samfund har med mænd, der voldtager kvinder.

»Jeg tror, at man prædiker for de frelste. De, der ser filmene, er dem, der i forvejen ikke synes, at voldtægt er en god idé, og at der er for meget korruption, og at politiet ikke gør det, de skal. Der er stadigvæk biografer, der bliver brændt af, hvis de viser en film med et lesbisk par,« siger hun.

»Nu skal det ikke lyde, som om Indien for evigt sidder fast i fortiden, det gør landet på ingen måde, men de, der ser Parallel Cinema, hører i forvejen til blandt de progressive.«

Rajinder Dudrah fortæller om en ny film, Sarkar (2018), der er en indisk udgave af Godfather-trilogien og handler om korrupte politikere, som samarbejder med mafiaen i storbyer som Mumbai og New Delhi. Det er fiktion, men inspirationen kommer fra virkeligheden.

»Filmen er et melodrama om to fiktive familier, der udgør hvert sit konkurrerende politiske dynasti, og handler om, hvordan de kom til magten. Undervejs bliver folk slået ihjel, voldtaget, myrdet og plyndret, så et bestemt parti kan komme frem i verden,« siger han.

»Der er også blevet lavet biografiske film om Gandhi og Modi. Der er ikke noget, man ikke må, men det handler om, hvordan man gør det, og hvilke kreative friheder man tager sig.«