Læsetid: 7 min.

John Grant er selvoptaget, udspekuleret og taler for meget. Netop derfor bør man elske ham

Der har været meget mørke i den amerikanske, hiv-smittede John Grants liv, men den 50-årige, sarkastiske indiepopsanger griner alligevel en tredjedel af tiden. Vi har talt med ham om whistleblower Chelsea Manning som sandhedens uafvendelighed og om hans hjemland, der sammenblander kristendom og kapitalisme. Torsdag spiller han på Heartland Festival
John Grant er opvokset i et strengt metodistisk hjem i Colorado, hvor homoseksualitet var den direkte vej til helvede. Han elskede sine klassiske klavertimer, hørte Nina Hagen og blev tiltrukket af en anden dreng fra kirken. Først som 25-årig erkendte han åbent sin homoseksualitet. Det krævede en hel del alkohol at turde tage springet.

John Grant er opvokset i et strengt metodistisk hjem i Colorado, hvor homoseksualitet var den direkte vej til helvede. Han elskede sine klassiske klavertimer, hørte Nina Hagen og blev tiltrukket af en anden dreng fra kirken. Først som 25-årig erkendte han åbent sin homoseksualitet. Det krævede en hel del alkohol at turde tage springet.

Nicky J. Sims

29. maj 2019

En midaldrende mand har trukket et fuglebur ned over hovedet og står iført underbukser og en sweater fuld af hvide fjer og synger op imod en mikrofon, der svæver over ham. Som en absurd, afklædt og frihedsberøvet parodi på en mand, synger han ud i en frihed, der ligger lige for, men som alligevel er uden for rækkevidde.

Sådan har den amerikanske musiker John Grant valgt at møde sin lytter på omslaget til sit seneste album Love Is Magic, der udkom i efteråret. Den 50-årige indiepopsanger, der spiller på årets Heartland Festival, er ikke bange for at være teatralsk. Han dyrker en intellektuel sentimentalitet, en sarkastisk patos.

Han har en skarp tunge, en dyb tillidsvækkende og beroligende røst og en evne til at komponere melodier, der lister sig ind på lytterne og overmander dem med deres sorte humor.

Hans musik er stemt i en grundtone af den sorg og ækelhed, vi alle bærer i os, og som han med sine klagende synthesizerlyde og robotabrupte beats sætter i svingninger. Han pirker til vores usikkerhed, vores angst, vores tilbøjelighed til at tilgå verden ensporet, selv om vi så udmærket ved, at dens kompleksitet er uoverskuelig.

Han holder det spejl frem, vi undlader at kigge i, så vi undgår at opdage, at vi – som ham – i realiteten ikke er andet end bukseløse, afpillede fugleskræmsler, der kan gale op så meget, vi vil, men stadig er fanget i et bur.

»Jeg møder hele tiden mennesker, der værdsætter åbenheden i min musik. Især i disse tider med sociale medier, hvor man skal fremvise en smuk facade, fremstå positiv og lade, som om alt er godt. Den eneste måde at undgå nedtryktheden på er ved at tale om de ting, der forårsager den, så man kan befri sig selv og komme videre,« siger han på en telefon fra Island, hvor han bor.

Nogle vil mene, det er ’cheesy’

»Der har været meget mørke i mit liv. Og i mit hoved. Det hører man i min musik. Men der er også en tør, mørk humor, der balancerer med tristheden,« siger han og fortsætter:

»Jeg har ikke følelsen af, at jeg dvæler ved de negative følelser, for dem havde jeg allerede overvundet, idet jeg skrev sangene.«

Grant er opvokset i et strengt metodistisk hjem i Colorado, hvor homoseksualitet var den direkte vej til helvede. Han elskede sine klassiske klavertimer, hørte Nina Hagen og blev tiltrukket af en anden dreng fra kirken. Først som 25-årig erkendte han åbent sin homoseksualitet. Det krævede en hel del alkohol at turde tage springet.

Som ung boede han seks år i Tyskland, hvor han studerede tysk og russisk. Herefter tog han tilbage til USA, hvor han i 1994 dannede det alternative rockband The Czars. Parallelt med bandets seks albumudgivelser udviklede Grant et problematisk forbrug af alkohol og stoffer, han led af angst og havde et destruktivt forhold til sex, hvilket førte til, at han i dag må leve med hiv.

Musikalsk henter han primært sin inspiration fra 1970’erne og 80’erne. Hans smag er bredt orienteret og uden fine fornemmelser. Han voksede op med Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road og Supertramp og elsker 80’ernes storslåede powerpopballader. Den slags, som nogle måske vil mene er cheesy, som han siger. Og så er der en side af ham, der elsker Kraftwerk, Cabaret Voltaire, New Order og lignende elektroniske navne.

Disse inspirationskilder er tydelige på hans fire soloplader Queen of Denmark, Pale Green Ghosts, Grey Tickles, Black Pressure og Love Is Magic. Selv siger han, at hver af disse er en fusion af hans indre fantasiverden. At hans musik repræsenterer forskellige aspekter af hans personlighed. Nogle gange skriver han til en specifik person, men som han siger, kan man også bruge kærlighedssange til at angribe en anden.

»Jeg tror på, at man kan knuse et andet menneskets hjerte, men den anden har også selv en andel i det. Man tillader, at ting sker i ens liv, og at forhold vokser til et vist niveau. Man kan ikke bare pege på et andet menneske og sige fuck dig, du knuste mit hjerte, du er et røvhul, skrid. Det er helt naturligt at føle sådan indimellem, og derfor er det også naturligt at skrive om det. Men det er ikke hele sandheden.«

Sommerfuglen Chelsea Manning

Love Is Magic er hans mest elektroniske album til dato. Og måske også hans mest politiske. Jeg spørger ham, om han er blevet mere politisk med alderen.

»Det er ikke min hensigt at være politisk, men vi har alle reaktioner på den tid, vi lever i. Nogle gange er reaktionen bare, at jeg er ligeglad. Andre gange bliver jeg nødt til at sige noget, for ellers vil folk bare antage, at jeg er enig.«

Som eksempel på det sidste nævner han sangen »Tempest«. Det er en sang om, at den egentlige religion i Amerika er kapitalismen.

»Folk tilbeder et system, der ikke har noget som helst med religion at gøre. De tror, at kristendom og kapitalisme er uadskillelige. Og det er jeg ikke enig i,« siger han. 

»Penge har ingen plads i religion, medmindre de bliver givet væk til nødstedte. I USA er det, som om alle er sådan: ’Det her er mine ting, mit lort, mine penge. Hold jer væk fra mig og mine ting. Jeg har arbejdet for dét, jeg har. Jeg har min familie. Alle andre kan bare skride’. Det bryder jeg mig ikke om. Men flere af mine sange er alligevel et udtryk for den indstilling. For den er dybt indlejret i mig. Jeg voksede op med den.«

Som en homoseksuel mand, der sprang ud i en tid, hvor dét at være bøsse stadig var meget kontroversielt i Amerika, er maskulinitet og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være mand i denne verden, et centralt tema i hans musik.

Det høres blandt andet på nummeret »Touch And Go«. En ballade inspireret af den amerikanske whistleblower og soldat Chelsea Manning, der sprang ud som transkønnet, mens hun sad i fængsel anklaget for landsforræderi.

Uden at kende hende personligt kan Grant relatere til hendes skæbne. Og han beskriver hende som et symbol på sandhedens uafvendelighed, som en sommerfugl, der ikke kan fanges i et net.

»Det er en sang om styrke, og hvad det kræver at kunne overleve noget forfærdeligt. Hun prøvede at tage sit eget liv, da hun var i fængsel. Og det anser jeg ikke for en svaghed. Når nogle beslutter sig for at begå selvmord, er det ikke, fordi de er kujoner. De har mistet orienteringen. De ser ingen udvej. Og jeg forstår det virkelig. Hvordan man kan nå til det punkt. I denne verden er det nemt at miste orienteringen helt, og det sker for mange mennesker hele tiden. Det er sket for mig, og det er sikkert også sket for dig i mindre grad på et eller andet tidspunkt.«

Den menneskelige evne til at modstå en umenneskelig modstand, fascinerer Grant. Det må have været en meget mørk tid for Manning, der ikke blot forsøgte selvmord og kæmpede med sin egen kønsidentitet, men også blev udråbt som landsforræder.

»Landsforræderi er det værste, man kan begå. Dit land skal jo beskyttes med alle midler. Men det er misforstået. Det handler ikke om dit fucking land. Det handler om mennesker. Jeg tror ikke på ideen om, at ens land skal komme før alt andet. Jeg elsker mit land, men jeg mener ikke, at det er hævet over befolkningen. Patrioter og nationalister glemmer, at de fleste lande i virkeligheden er fucked up

Et grinende røvhul

Tager man teksten på et af hans mest populære numre »GMF« for pålydende, er John Grant det største røvhul, man nogensinde vil kunne møde. Han er selvoptaget, udspekuleret og taler for meget. Men netop derfor bør man elske ham, for det vil berige ens liv med glæde.

»I am the greatest motherfucker
That you’re ever gonna meet
From the top of my head
Down to the tips of the toes on my feet
So go ahead and love me while it’s still a crime
And don’t forget you could be laughing
Sixty five percent more of the time
,« synger han.

Så jeg spørger ham afslutningsvis, hvor meget han egentlig selv griner, hvortil han svarer, at han elsker at grine. Særligt når han ser The Simpsons, men det kan han jo ikke gøre hele tiden.

»Du ved, hvordan hverdagslivet er. Så meget alvor. Folk angriber dig fra alle vinkler. I dit privatliv og i dit arbejdsliv. Din telefon og din computer driver dig til vanvid. Du har glemt at betale en regning og skal have skiftet dine bildæk, og samtidig prøver du at skrive ny musik. Livet er kompliceret, men jeg griner nok 30-40 procent af tiden.«

John Grant spiller torsdag den 30. maj 2019 på Heartland Festival.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu