Interview
Læsetid: 4 min.

Katinka: »Det er et stort ansvar at få folk til at græde«

Sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at der nogle gange er folk, der græder, når hun og hendes band Katinka spiller koncert. Også selv om hun selv har det godt med at græde til musik og generelt har høje tanker om, hvad melankolien kan
’Det er hårdt at se folk græde til mine koncerter. Der er sådan en sårbarhed ved at græde, og jeg er bange for, at jeg ikke kan følge det til dørs, og at de bare bliver ved med at være kede af det.’ Sangerinden Katinka om sit forhold til gråd.

’Det er hårdt at se folk græde til mine koncerter. Der er sådan en sårbarhed ved at græde, og jeg er bange for, at jeg ikke kan følge det til dørs, og at de bare bliver ved med at være kede af det.’ Sangerinden Katinka om sit forhold til gråd.

Louise Herrche Serup

Kultur
3. maj 2019

Katinka Bjerregaard er sanger og sangskriver i det dansksprogede band Katinka, som siden 2012 har udgivet to EP’er og to albummer, senest Vokseværk. Sangene er melankolske og iørefaldende, og bandet blev i 2017 kåret som Årets Håb ved uddelingen af Steppeulven.

»Når jeg skriver sange, er det altid på en stemning af tumult. Der er en fornemmelse af, at der er noget, der bliver blæst op i mig, som jeg skal se meningen med. Melankolien er gennemgående for mig som person, den ligger som et filter i mit hoved. Jeg skriver også lykkelige kærlighedssange, men der skal også være et eller andet, der skurrer og banker ind i hinanden. Nogle spørgsmål, der endnu ikke er svaret på, en frygt og en masse ting, man ikke ved, hvordan ender. Melankolien er med til at acceptere, at det er sådan, og med til at gøre de grimmeste følelser til noget, man kan leve med, og som næsten ender med at være lidt smukt.«

»Selv hører jeg faktisk kun sørgelig musik. Det er lidt en hobby. Og jeg græder til musik. Jeg tror, det er sundt at græde. Det letter trykket. Men det er ikke, fordi det bare gør mig ked af det, melankolsk musik kan også give mig livsmod. Jeg tror, man får sat ord og form på noget, man kæmper med, men ikke helt forstår. Når jeg hører noget, der sidder helt perfekt, så er det, fordi jeg har en fornemmelse af, at de synger om nogle følelser, jeg også selv har, men beskriver det bedre, end jeg selv kan. Og det synes jeg er det stærkeste, poesi og sangtekster kan gøre.«

»Det er mærkeligt, at jeg selv græder så meget til musik og samtidig synes, det er hårdt at se folk græde til mine koncerter. Der er sådan en sårbarhed ved at græde, og jeg er bange for, at jeg ikke kan følge det til dørs, og at de bare bliver ved med at være kede af det. Hvis jeg møder nogle af dem, der har grædt til mine koncerter, bagefter, spørger jeg dem altid, om de er okay. For et år siden var der en pige, der græd gennem en hel koncert i Køge. Jeg stod på scenen og blinkede til hende, fordi jeg var bekymret for, om hun var okay. Det er et stort ansvar. Men jeg står også selv og græder til en masse koncerter og har det godt med det, det er bare svært at acceptere at være i den anden ende.«

»Det føles meget fysisk for mig at skrive sange. Nogle gange kan jeg mærke i min krop, at der kommer en sang. Da jeg skrev ’Rundt og rundt’, var jeg forelsket i én, der ikke ville have mig, og gik rundt i flere uger uden at kunne skrive noget ned. Fornemmelsen af nederlag og afmagt sad bare fast i min krop som en kvalme. Og så efter et par uger sad jeg en eftermiddag med min ukulele på et rodet værelse, jeg lige var flyttet ind i, og havde tømmermænd, og så kom det ud. Det var som at brække sig på papir. Jeg skrev sangen på otte minutter, og der var ingen kunstneriske overvejelser om, hvorfor noget skulle gentages eller andet, bare fornemmelsen af, at jeg skulle skrive det ned, ellers ville jeg drukne. Melodien består bare af fire akkorder, der kører rundt og rundt. En af akkorderne er faktisk bare en fejl, fordi jeg ikke kunne finde ud af at holde på grebene ordentligt.«

»Jeg samler på tekstbidder. Hver gang, jeg hører noget godt, skriver jeg det ned. Min dagbog er fuld af tekstbidder, rim og metaforer, jeg synes er smukke, og som jeg ville ønske, jeg havde skrevet selv. Senest har jeg noteret et par linjer fra Conor Oberst og Phoebe Bridgers nye album:

I loved you
I wore you out

og en tekst af Tove Ditlevsen, jeg har skrevet ned tusind gange før:

Mit hjerte hamrer og hamrer
som ville det aldrig standse
det gør ondt at høre din latter og ondt at se dig danse
alligevel går jeg ikke
for lidelsen er en lænke
der bringer hin magiske vellyst
lykken aldrig kan skænke.

»Jeg er meget en tekstnørd, så melodien er for mig mest en måde at få teksten til at lyde godt. Jeg sidder og mærker, om ordene skal gå opad eller nedad eller henad. Om det skal være vredt eller blidt. Det kan også fungere godt, at teksten er meget sørgelig, mens melodien er en fin lille popmelodi i dur. For eksempel er melodien, til den sang der hedder ’Sagsforagt’, bare nogle ufarlige akkorder, der går lige ud ad landevejen, mens teksten handler om at være lidt for syg i sindet til at være i verden, så der er en modsætning og en modstand. Måske er det også derfor, jeg godt kan lide ukulelen. Fordi man typisk har den fornemmelse, når man hører ukulelen, at den er blevet brugt til skrive sange med af nogen, der sidder på en strand og bare er lykkelige. Jeg har aldrig kunnet lide sange, der er skrevet på en strand.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her