Læsetid: 3 min.

»Jeg lavede meget musik, som blev droppet, fordi den var for trist«

Da komponisten Signe Lykke skrev musik til dokumentarfilmen ’Den nat vi faldt’ om en kvinde, der mister sin mand, og den sorg, hun gennemgår, var ambitionen ikke at manipulere nogen til at græde, men derimod at åbne op for et bredere spektrum af følelser
I dokumentaren ’Den nat vi faldt’, som Signe Lykke har lavet musikken til, vises sorg på mange forskellige måder – for eksempel ved at hovedpersonen, der netop har mistet sin mand, går i gang med at fælde et træ. Sorg og gråd er dynamisk og ikke bare en ting, det skal musikken afspejle, mener Signe Lykke.

I dokumentaren ’Den nat vi faldt’, som Signe Lykke har lavet musikken til, vises sorg på mange forskellige måder – for eksempel ved at hovedpersonen, der netop har mistet sin mand, går i gang med at fælde et træ. Sorg og gråd er dynamisk og ikke bare en ting, det skal musikken afspejle, mener Signe Lykke.

DFI

10. maj 2019

Signe Lykke er sanger og komponist, 35 år gammel og skriver filmmusik ved siden af den moderne kompositionsmusik, hun ellers arbejder med. Blandt andet har hun (sammen med Lasse Ziegler) skrevet musikken til Cille Hannibals dokumentarfilm Den nat vi faldt (2018) om, hvordan instruktørens mor håndterer tabet af sin mand, der pludselig en nat falder ned ad en trappe og dør.

En film, der er blevet rost for at være rørende, men hvor lydsiden netop undlader at lefle for tårekanalerne med klassiske kneb som storladne strygere:   

»Instruktøren og jeg talte fra starten meget om, hvordan man sætter lyd til en historie om at miste og sørge uden at manipulere publikum. Vi ville ikke tvinge én bestemt følelse ned over dem. Der blev lavet meget musik, som blev droppet – som oftest fordi den var for trist. I sammenhæng med billederne holdt det en fast i en melankoli, der dominerede for meget. I stedet ville vi åbne op for et lidt bredere spektrum af følelser.«

»Der skulle selvfølgelig være plads til den store indadvendte melankoli – filmen handler jo om, at der er en, der dør, og en, der bliver tilbage – men også til glæde og energi. Sorg har så utroligt mange ansigter, og der findes så mange måder at bearbejde den på. Den er ikke altid stille og introvert. Man ser også filmens hovedperson, Mette, gå igennem forskellige sorgstadier: Hun farer rundt og støvsuger deres fælles lejlighed i en af dagene efter sin mands død, fælder et træ, han har plantet i haven ved deres sommerhus på Anholt, rejser væk alene. Der er virkelig meget energi forbundet med de her handlinger. Hun græder selvfølgelig også. Men forestillingen om, at det bare er det, man gør, er ikke sand. Sorgen er helt utrolig dynamisk, og derfor ville vi lave et dynamisk score

***

»Når man arbejder med film, er lydsidens fornemste opgave at understøtte kameralinsens opmærksomme blik. Der er et helt dramaturgisk forløb, der skal understøttes, og en masse billeder, der er ladet med forskellige stemninger og følelser, jeg enten skal arbejde med eller arbejde imod. Hvad end det er for en historie eller følelse, der er i gang med at udspille sig, skal vi på en eller anden måde understøtte den. Det er derfor, jeg bliver så grebet af historierne. Især i dokumentarens verden, som ofte er meget præget af hverdag og de ting, der bare sker rundt omkring os. Det, synes jeg, er meget interessant at sætte lyd til.«

»Nogle scener krævede meget ambient musik med lange droner, der i virkeligheden minder mest om lyddesign, som man ikke tænker så frygtelig meget over, men som understøtter noget i billedet. I de scener, hvor hovedpersonen render rundt og støvsuger, skiller en seng ad og rydder op, er den musik, der ligger nedenunder, ikke noget, man husker. Billedet dominerer så meget, at der ikke er plads til at smide et fuldt orkestreret score under. Andre steder i filmen fylder musikken enormt meget. F.eks. i en scene, hvor vi er ude på havet og sejle – her lyder en kæmpestor koral sunget af 12 mænd. Der sker ikke så meget andet i den scene, vi er bare på vej fra A til B, og det tillader et mere dominerende lydbillede.«

***

»Jeg kom med i processen, inden Cille Hannibal havde vist råklippet til nogen andre. Der var ikke engang en producent på. Mens filmen blev klippet, arbejdede vi sideløbende på musikken. Instruktøren og klipperen smed en scene vores vej, og så sad vi og prøvede at skabe et univers omkring de billeder. Det er et soundtrack, der kommer vidt omkring, fra synthesizer og distortionpedaler over halvfjerdserrock til klassisk kormusik og elguitar spillet på med en cellobue. Der er mange forskellige klangfarver.«

»Det var meget et spørgsmål om at balancere det dystre med en lethed. Jeg tænkte meget over at skabe nogle små glædesfyldte håndgranater, jeg kunne smide ned i det her store melankolske lydhav af et score. Jeg skrev f.eks. en arie, jeg selv sang ind, som startede med at være for sørgelig, indtil den fik en ny B-del, der er mere opløftende. Den blev placeret i en scene, hvor hovedpersonen er ude at gå på Anholt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu