I mit liv som vælger har jeg stemt på SF, VS, Anders And, Charlie Parker og ingenting, men det har ikke hjulpet

I mit liv som vælger har jeg stemt på SF, VS, Anders And, Charlie Parker og ingenting, men det har ikke hjulpet. Verden er, som den er, og det vil den også være, når den nye danske købmandsregering om lidt træder ind til dronningen med sine tomme porteføljer, hvad enten regeringen nu hedder Løkke, Frederiksen, eller – mindre sandsynligt – And eller Parker.

Jeg vælger derfor at forestille mig, at jeg med poesiens magiske midler ligesom kan stille tiden tilbage til før det, vi i dag kender som tiden, tiden før det store bibliotek i Alexandria brændte, omkring år 50 før Kristi.

Og samtidig forestiller jeg mig, at jeg med poesiens magiske midler kan fjerne internettet, uden varsel. Pludselig er det væk. Der er ingenting, hvor der ellers lige var Facebook. Pludselig er tiden ovre.

Og så kan jeg pludselig måske, med poesiens magiske midler, vække bygmester Finnegan, ham med de stammende hænder, så han kan bygge en verden ny og vild.

Hvis ikke andet kan jeg i hvert fald skrive Finnegan på stemmesedlen og sætte kryds ved ham, når jeg står inde i skabet bag gardinet og ingen kan se, hvad jeg foretager mig:

Det brænder jeg vil slukke.
Det er fortiden og fremtiden.
De brænder i biblioteket.
Det er de skrevne
og de endnu ikke skrevne bøger.

I deres aske arbejder
krigens laboranter,
dens hulkort og stille
susende død i maskinerne.

De æder børns liv
mens de endnu er på vej.
De brænder som biblioteket i Alexandria.
Jeg vil standse det nu.

Det brænder jeg vil slukke.
Det er fortiden og fremtiden.
De brænder i biblioteket.
Det er de skrevne og de endnu ikke skrevne bøger.

Jeg vil gå
tilbage før tiden
og stille historien
på nul.

Eller i det mindste
finde den knap,
der gør, at nettet
endelig blir slettet.
Og trykke på den.

Det kan måske vække
den sovende Finnegan
som et skvæt livets vand
fra den skårede krukke.

Han flyver lige op
i verdens visne træ
og galer det
i blomst og smadder på ny.