Læsetid: 5 min.

»Monggaard, er det en ung Harvey Weinstein, der bliver slået ihjel til sidst i Tarantinos nye film?«

Lørdag aften slutter årets ’Disneyland for voksne’, Cannes Film Festival. Det er filmredaktørens 21. af slagsen. Kulturredaktøren er IKKE (!) misundelig. Men går ham lidt på klingen alligevel i en slags status over årets filmhøst...
Tarantino bad i en skriftlig henvendelse til samtlige medier, der fik lov at se hans nye film ’Once upon a time in Hollywood’ i Cannes om ikke at afsløre indholdet af filmen.

Tarantino bad i en skriftlig henvendelse til samtlige medier, der fik lov at se hans nye film ’Once upon a time in Hollywood’ i Cannes om ikke at afsløre indholdet af filmen.

Kristina Afanasyeva

24. maj 2019

Katrine Hornstrup Yde: Kære Monggaard, du er jo kommet på Cannes Film Festival nærmest siden, jeg blev født. Hvis nu du i år fik selskab af dit 21 år yngre jeg — junioranmelder Monggaard — hvad er så de tre største forskelle på hans og din holdning til årets film og festivalen som sådan? Ville han synes, at det er lidt kedeligt, at Ken Loach og Jim Jarmusch og Pedro Almodóvar (stadig) er årets helte på festivalen?

Christian Monggaard: Jeg tror, at den største forskel er, at jeg tager den mere med ro i dag. De 21 år har givet mig en erfaring og en rutine, som er guld værd i så stresset og kaotisk et miljø som det i Cannes. For 10-15 år siden prøvede jeg at se så mange film som muligt og lave så mange interview som muligt. Nu prøver jeg at vælge de film og interview, som virkelig er vigtige i min dækning til avisen.

Men jeg ser nu stadig film bare for at se dem — fordi jeg elsker film og i Cannes har en sjælden mulighed for at se dem i en biograf i de bedst tænkelige versioner og under de bedst tænkelige forhold. Og er der en unik chance for at møde en levende legende, tager jeg den. Festivalen er, som kritikeren Roger Ebert engang sagde, Disneyland for voksne. 

Og nej, det unge jeg ville ikke synes, at det var kedeligt med Loach, Almodóvar eller Jarmusch. Tværtimod. Det er instruktører, jeg altid har været glad for, og det sker oftere end ikke, at de laver brillante film, der vil mig noget. Mine mange år hernede har også lært mig ikke at bedømme en festival, før jeg har set alle filmene. Nogle gange skuffer de store mestre, mens de nye navne overrasker positivt — andre gange er det lige omvendt. Det er også den uforudsigelighed, der gør Cannes spændende.

Yde: Når ’man’ må følge Cannes på afstand efter kun selv at have dækket den et enkelt (videnderligt) år for Politiken, kan ’man’ måske godt komme til at dyrke følelsen af, at festivalen er en lukket fest, som anmeldere og instruktører holder for hinanden. Men det regner jeg selvfølgelig med, at du nu modbeviser ved at modgå Quentin Tarantinos patetisk maskinskrevne bøn til anmelderne om ikke at afsløre hans Hollywood-hyldende nye films slutning. Så. Hvad sker der? Mit gæt er, at nogen i filmen slår en purung Harvey Weinstein ihjel?

Monggaard: Nu skal du bare høre ... nej, faktisk synes jeg ikke, at Tarantinos bøn er så ynkelig. I en tid, hvor alle kappes om at komme først — og nogle finder en pervers fornøjelse i at afsløre for meget — er den slags nødvendigt. Jeg forstår ham godt. Hans film er fulde af hemmeligheder og overraskelser.

I forhold til det med den lukkede fest, har du lidt ret (lidt). Filmfestivalen i Cannes er ikke for publikum — selv om utallige mennesker hver aften troligt dukker op ved den røde løber for at glo på stjernerne — men for pressen og branchen. Det er dog ikke ensbetydende med, at festivalen ikke har en stor betydning for snart sagt alle  — i hvert fald de film- og kulturinteresserede. Man får et øjebliksbillede af verdensfilmen/filmkunsten, og når festivalen og filmene er bedst, bliver man rystet i sin grundvold og får måske endda forandret sit syn på verden, kunsten og sig selv.

Yde: OK. Hvad er så den mest grundvoldsrystende filmscene, du har set i år? Hvad kommer til at få os allesammen til at skælve i Øst for Paradis om føje måneder?

Monggaard: Céline Sciammas Portrait of a Lady on Fire fører mig ind i en kvindeverden, som jeg ikke på den måde har været i før. Den fortæller en historie, man plejer at se fra mandens synsvinkel, men gør det med de kvindelige hovedpersoners blik og tankegods. Det er øjenåbnende.

I Portrait of a Lady on Fire handler det ikke mindst om det intime rum, de to kvindelige hovedpersoner – en maler og hendes motiv – skaber, mens de forelsker sig. Der er nogle meget sensuelle scener i filmen, som ikke er styret af, som man siger, the male gaze, men af sanselighed og empati, og de går både meget tæt på og respekterer de to kvinder og deres kroppe og følelser.

Yde: Du fraprioriterede visningen af de første afsnit af Nicolas Winding Refns nye tv-serie til fordel for interview med Ken Loach. Man kunne måske sige, at du prioriterede den gamle skole i forhold til den unge(ish!) vilde, der har dedikeret sig de fremadstormende streamingtjenester. Er vi ude i et generationsskel? Dem der orienterer sig mod det nye versus dem, der tænker, at festivalens kerneservice er at iscenesætte de store mestre? Kan man mærke friktion på festivalen?

Monggaard: Jeg ved ikke, om der som sådan er et skel mellem gammel og ung. Men man må foretage svære hver dag på en filmfestival som Cannes, hvor hundredvis af film vises, og der altid er et interview, man skal nå. Desuden er Loach i hovedkonkurrencen med en vigtig og vedkommende film om verden i dag. Refn viser to afsnit af en tv-serie, der lige straks har premiere på Amazon. Det spiller også ind. Ville bestemt gerne have set Too Old to Die Young, fordi Refn er en vægtig filmkunstner, der formentlig også forsøger at flytte tv-mediet med sin tv-serie. Han erklærede jo for et par år siden, at tv var dødt. Det er det så alligevel ikke.

Yde: I vores åbningsartikel til festivalen fokuserede vi på festivalens kvinder. Hvordan har det egentligt klaret sig under vægten af/side om side med de gamle auteurs?

Monggaard: Især Céline Sciamma har klaret sig blændende. Portrait of a Lady on Fire bør vinde et eller andet hernede. Mati Diops Atlantique er spændende, men også for meget en famlende debutfilm, til at den burde være i hovedkonkurrencen. Jessica Haunsers Little Joe var jeg skuffet over. Det var en genrefilm, en science fiction-gyser af en slags, der alligevel ikke ville være genrefilm, men bare var langsom og, ja, lidt kedelig. På den måde har kvinderne klaret sig lige så godt som mændene: Nogle af filmene virker, andre ikke.

Yde: Det minder mig om: Vi skal ikke glemme at tale om, at det også kan være indvoldsudtørrende røvkedeligt at se film på en festival. Hvad har kedet dig allermest i år?

Monggaard: I år har jeg ikke for alvor kedet mig.

Yde: Hrmpf. Det tror jeg ikke på. Jeg vil vædde med, at den hemmelighed om Tarantinos filmslutning, ingen må afsløre, er at den slutter helt vildt langsommeligt søvndyssende...

Eller også er den ... ganske ... ganske ... vidunderlig. Suk. Men ok: Hvor lander filmen på en skuffelses/begejstringsskala, der går fra BUH til BRAVO?

Monggaard: Juhu!

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
Katrine Damm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer