Læsetid: 10 min.

»Når jeg er havfrue, får jeg lov til at være den, jeg altid har drømt om at være«

Havfruen har erstattet vampyren som fantasyfiguren du jour. På Instagram diskuteres der halelængde og spiritfisk, men det er ikke bare en finurlig hobby. Nogle mener, at de dybt inde faktisk er havfruer. Før forhandlede man køn og identitet, nu forhandler man altså også art
Karin Prehst Lund Madsen arbejder som havfrue på Den Blå Planet »Når jeg er havfrue, får jeg lov til at være den, jeg altid har drømt om at være,« siger hun

Karin Prehst Lund Madsen arbejder som havfrue på Den Blå Planet »Når jeg er havfrue, får jeg lov til at være den, jeg altid har drømt om at være,« siger hun

31. maj 2019

Jeg står og kigger ind gennem glasset til rokkerne og hajerne, der svømmer rundt mellem de store sten i bassinet på akvariet Den Blå Planet. Pludselig brydes vandet. Som en pil kommer en havfrue svømmende mod bunden. Hun lægger sig der og svinger majestætisk med halen. Fiskene omkring hende svømmer roligt forbi. Den store havskildpadde napper hende lidt i hendes sølvgrå havfruehale.

I et kort øjeblik føler jeg mig suget ind gennem glasset, ind til hende. Jeg kigger mod mørket bag stenene og forestiller mig, hvad der findes derude af anemonebyer, fiskevenner og -fjender. Jeg følger havfruens bevægelser og tænker på, hvor stærk og hurtig jeg ville være, hvis jeg havde en havfruehale og ikke to korte ben.

Havfruen har et navn. Hun hedder Karin Prehst Lund Madsen og har som job at underholde akvariets besøgende med havfrueshowet ’Havfruen, fakta om Myten’, en gang om måneden. Først svømmer hun rundt i det store bassin i Den Blå Planet, og bagefter underviser hun gæsterne i myten om havfruen. To gange om ugen, inden akvariet åbner, tager hun elevatoren op til kanten af det store bassin, trækker i sin havfruehale og springer i. Det gør hun for at øve sig i havfruesvømning, men også fordi havfruehalen er blevet en del af hende.

»Når jeg er havfrue, får jeg lov til at være den, jeg altid har drømt om at være. Havfruen findes ikke i havet. Havfruen findes i os,« forklarer hun mig, mens Øresund breder sig i baggrunden, og vi drikker kaffe i cafeteriet på Den Blå Planet efter hendes svømmetur.

Siden hun var barn, har hun altid haft en helt særlig forbindelse til havet.

»Der er mange, der stejler og smider videnskabskortet, når man siger, at man er havfrue,« fortæller hun.

»Det er ikke, fordi jeg kigger på mine ben og tænker, at de skulle have været en hale. Men jeg tror, at der er nogle, der er mere forbundet til havet, til naturen og til andre elementer, end andre er.«

»I Vesten er vi ikke særlig spirituelle, men i mange andre kulturer vil man ikke rynke på næsen ad, at man sagde, at man har en særlig forbindelse til havet. Man kan godt være menneske og havfrue på samme tid,« siger Madsen.

Den nye vampyr

Karin Prehst Lund Madsen er ikke alene om at have det sådan. De seneste ti år har havfruen erstattet vampyren som fantasyfigur du jour — det overnaturlige væsen, mange vil klæde sig ud som og identificere sig med. På nettet findes der adskillige fora, facebookgrupper og instagramprofiler, hvor ’havfolk’ skriver sammen og kommer med tips til, hvor og hvordan man kan svømme.

De nørder haler og oppustelige accessories og skriver om, hvordan det er at føle sig som en havfrue på landjord. Flere svømmehaller – for eksempel DGI byen og Flintholm Svømmehal i København, der har et voksen- og to børnehold om ugen – er begyndt at undervise i havfruesvømning og holde særligt populære events, hvor du kan komme og lege havfrue for en dag. Men hvor interessen for havfruen kun er en begyndende trend i Danmark, vokser det for alvor i udlandet, især i USA, England og Australien.

Havfruehår – hår i changerende pastelfarver – bliver rocket af stjerner og stilikoner som rapperen Cardi B og realitystjernerne Kylie Jenner og Kim Kardashian. Sammen med en række af de andre Disney-klassikere, laver Disney en ny liveactionfilmversion af Den Lille Havfrue med mennesker i stedet for animationer. Og et par dage inden Madsen og jeg mødtes, var hun blevet interviewet af en australsk kvinde, der var ved at skrive en bog om havfrue’riet med interviews med verdens mest fremtrædende og succesfulde havfruer.

For nogle er dyrkelsen af havfruen bare en hobby, men for mange andre er det også en del af deres identitet. Og så er der mennesker, der rent faktisk mener, at de er født som den forkerte art.

På nettet hedder det blandt andet at være otherkin. Der findes onlinefællesskaber på de sociale medier, Reddit og 4chan for folk, der mener, de i virkeligheden er drager, ulve, katte og andre fabeldyr. Gennemgående for mange otherkins er, at det er en side af dem selv, de primært udlever på nettet, hvor de poster billeder af dem selv som havfruer eller elvere og taler om, hvordan det er at være mere end bare menneske.

Flugten ned i havet

Børn leger ofte, at de lever i en anden verden eller er en anden art, men hvad betyder det, når voksne gør det?

Jessica Pennington, der er brite og bor i London, er havfrue i sin fritid og har ligesom Madsen en stærk forbindelse til havet. For nogle år siden startede Pennington Merfolk UK, der er en årlig messe for havfolk, der finder sted i England. Der gik ikke lang tid, før hun blev bombarderet af beskeder fra folk, der ville være med, folk der ville sælge haler, kroner osv. og folk der selv ville svømme. »Det var tydeligt, at jeg havde ramt en nerve. Min mission er at skabe en platform, hvor havfolk kan mødes og nørde det at være et havmenneske,« siger Jessica Pennington over Skype.

»Jeg tror, at havfrueriet er en form for eskapisme fra den verden, vi lever i. Når du er nede på bunden af poolen, forsvinder alt andet, og du mærker det rene håb og den klare nysgerrighed, du havde som barn, men som forsvinder med årene. Når du har din havfruehale på og er i vandet, er du en havfrue, og der er du ligeglad med, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Du føler, at alt er muligt, og det giver dig tiltro til verden igen.« siger Pennington.

Men hvad er det, de flygter fra, og hvorfor gøre det i havfruekostume?

»Det er selvfølgelig forskelligt, hvorfor folk har brug for den flugt, og hvad de flygter fra,« fortæller hun. »For nogle er det seriøse ting som angst, depression, identitetsproblematikker eller at de har svært ved at identificere sig med den måde, vi mennesker agerer på i dag. Andre vil bare have en anledning til at have det sjovt. Men det er min erfaring, at folk, der ikke passer ind i et mainstreamliv, bliver tiltrukket af havverdenen,« siger hun.

Rent personligt har det at være havfrue hjulpet Pennington af med hendes angst: »Den forsvinder, når jeg er under vand. Mine tanker opløses af vandet og kun det, der er vigtigt, stiger med op igen. Det er det eneste tidspunkt, hvor min hjerne er helt stille,« forklarer hun. »Hvis jeg ikke havde mit havfruefællesskab eller kunne tage min hale på og svømme en tur, ville jeg være markant mindre glad, og en vigtig del af mig ville være gemt væk.«

En moderne heks

Karin Prehst Lund Madsen flirter sukkersødt ud mod mig og tilskuerpladserne på Den Blå Planet, lægger hovedet på skrå og afsender et blidt luftkys. Men når hun vender sig om, slår med halen og suser gennem bassinet, fornemmer man den styrke, man også helt teknisk får, når man svømmer med en havfruehale på. En af de ting, der er vigtige for hende at vise, er den feministiske kraft, der er i havfruen som figur og symbol.

»Jeg går eksempelvis meget op i, at min hale ikke skal være lyserød, barbieagtig eller disneyficeret. Min hale er en sildehale,« fortæller hun, mens den sølvgrå hale ligger på gulvet i cafeteriet og skinner. Ud over at være havfrue står hun også for børneteateret på Den Blå Planet.

Selvom Ariel, som havfruen hedder i Disneys Den Lille Havfrue, er en af de stærkere kvindelige Disney-karakterer, siger hun, så har Disney generelt været med til at skabe et stereotypt kønsideal.

»I størstedelen af deres tegnefilm bliver pigen eller kvinden portrætteret ’lyserødt’ og ’uskyldigt’. Det er stort set altid manden, der er helten, og kvinden eller pigens historie er ofte centreret omkring en mand eller en dreng. Det er også tilfældet i deres version af Den Lille Havfrue.« Af den grund, mener hun, har havfruen i mange år været en misforstået figur. For i virkeligheden er historien om havfruen »en historie om en stærk, erotisk, mystisk og kraftfuld kvinde, der er sin helt egen. Det er derfor meget passende i en post #MeToo-verden, at havfruen begynder at indtage sin plads,« siger Madsen.

Der findes mange myter og historier om havfruen. Inden for græsk mytologi lokker havfruer sømænd i fordærv med deres smukke sang. I de færøske selkiemyter kan havkvinden smide sin hale eller ham og få børn med menneskemænd. Men manden skal gemme halen, for hvis hun finder den igen, vil hun altid vælge havet. Ud over at havfruen er stærk og magisk, er havfruen — ligesom hekse — også i tæt kontakt med naturen, hvilket er noget af det, der er allermest dragende ved figuren, forklarer Madsen. Det passer godt ind i tiden, påpeger hun. Blandt andet i forhold til udbredelse af tendenser som økofeminisme og hekseri, hvor man dyrker Moder Jord, det åndelige og prøver at genoprette forbindelse til naturen. Her bliver jordens forfald tilskrevet den manglende feminine indflydelse i verden.

»Havfrueriet er et forsøg på at forbinde sig til naturen. Man kan kalde hende en moderne heks,« siger Madsen.

Toppræstation i identitet

For Karin Prehst Lund Madsen og Jessica Pennington er det at være havfrue mere end en hobby, det er en personlig udlevelse, og det er blevet en vigtig del af deres liv. Men de identificerer sig stadig som mennesker. Men det er der altså nogle – kaldet otherkins — der ikke gør. Pennington fortæller eksempelvis, at der blandt andet er et par havfruer, der kommer til Merfolk UK’s arrangementer, der mener, at de i virkeligheden nedstammer fra sagn- og undervandsriget Atlantis, men ved en fejl er blevet født som menneske.

I takt med den voksende virtuelle verden er mennesker, der definerer sig som otherkin – eller dyremennesker, lycanthropes og therienthropes, som det også bliver kaldt – blevet mere udbredt. Der er forskel på, hvordan otherkins dyrker deres ’ikkemenneskelige’ side. For nogle er deres otherkin-identitet en form for spirit animal – et dyr eller fabeldyr, der repræsenterer den, de i virkeligheden er, og for dem minder det at være otherkin om en spirituel eller religiøs overbevisning. Og så er der andre, der mener, at de helt er født i den forkerte krop og som den helt forkerte art.

Men hvorfor er det her fænomen opstået?

Det giver Torben Bechmann Jensen, der er studieleder og lektor i psykologi på Københavns Universitet, et bud på:

»Otherkin-fænomenet er stadig meget niche og ikke særlig velundersøgt. Men tendensen er tydelig i form af rollespil og uploads på de sociale medier, og fænomenet passer fint til, at mange også har det vanskeligt ved at bestemme sig selv i form af køn og ønsker til livet eller har lyst til at performe en rolle privat eller offentligt. På nogle måder kan man kategorisere dyrkelsen af otherkin som en form for toppræstation i at skifte identitet.«

»Den uendelige jagt på at finde sig selv og sit sande jeg er gået ind i en ny fase, hvor der nu eksperimenteres med krop og selvforståelse. Det er ikke bare omgangsformer og samfundsstrukturer, der er under forandring, det er vores opfattelse af subjektet også,« siger Bechmann Jensen og fortsætter: »Desuden ligner det i mine øjne lidt den optagethed, der også er med at omdanne eller mærke kroppen i form af plastikkirurgiske indgreb, tatoveringer, piercinger etc.«

Der er en del, der er meget kritiske over for otherkin-fænomenet og synes, det er latterligt eller småskørt. Men hvorfor er det egentlig mere mærkeligt at tage en havfruehale på end at forsvinde ind i teknologien eller bruge den som en udvidelse af kroppen?

Ærlig magi

Sidste år udkom essaysamlingen Wrong Heavens, der er skrevet af den amerikanske magisk realisme-forfatter Amy Bonnaffons, der blandt andet handler om en kvinde, der bliver til en hest. Magi og fantasi – hvad end det er at være havfrue eller spille rollespil – er ikke kun et middel til flugt og personlig udlevelse. Det er med til at gøde vores fantasi, som eksempelvis er nødvendig, når man skal udvide samfundets normer eller forestille sig helt nye, forklarer Bonnaffons mig en aften over Skype.

»Når du er i magiens verden, får du adgang til andre lag af tilværelsen og din fantasi udvides, hvilket blandt andet gør, at du kan forestille dig andre måder at leve på. Det magiske gør, at du kan beskrive og være i kontakt med en følelsesmæssig sandhed, der ellers kan være svær at få adgang til,« siger Bonnaffons. I den sammenhæng er magi ikke skørt, det er overlevelse og en genvej til et mere ærligt lag af tilværelse.

I det store bassin på Den Blå Planet svømmer Madsen over til de store sten i den højre side af bassinet. Da hun kommer helt tæt på, lægger hun armene om en af dem og det ligner nærmest, at hun giver den et kram, som var de gamle venner.

»Når du har havfruehalen på, og svømmer rundt i dybet, hvad end det er i havet eller i bassinet, er det som om, du kan høre naturen tale. Det er ægte hverdagsmagi. Jeg glæder mig meget til at blive 75 år og stadig svømme rundt som havfrue,« siger Madsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Vi er alle rundet af små haletusser.

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja det må da godt nok være træls for havfruen Karin, men får man ikke den man elsker må man elske den man får.

Da jeg var 7 år og lige havde lært at svømme under vandet, sværmede jeg for Esther Williams. Men min mor syntes ikke, der var grund til at ekvipere mig med en Esther Williams-badedragt af gudlame, før den gamle uldne var slidt op .... ;o/