Neil Jordan tror ikke på, at menneskelig adfærd kan forklares rationelt. Hvis man kunne, hvordan ville man så forklare Donald Trump?
»Alvorlig talt,« siger den irske filminstruktør, da vi i september mødes i en hotelsuite i Toronto under den årlige filmfestival, »mennesker er overhovedet ikke rationelle væsener, og det er derfor, at dramaet findes. Det er derfor, at mytologi findes. Hvis vi var rationelle, ville verden måske være et meget lykkeligere sted, men også et meget mindre interessant sted.«
Han ser på mig.
»Menneskers kompleksitet kan ofte kun udtrykkes gennem drama. Den kan i hvert fald ikke forklares med psykologi. Min kone er psykolog. En helt igennem futil profession. Er du ikke enig?«
Han griner, da han kan se, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige.
»Jeg har aldrig selv været i terapi, men det er derfor, at ødipusmyten eksisterer. Det er derfor, at Hamlet stadig fascinerer mennesker. Der er spørgsmål omkring menneskelig adfærd, som er hinsides rationelle forklaringer, og derfor laver folk historier om dem.«
Eskalerende mareridt
Det er også grunden til, at Neil Jordan har lavet sin nye film, Greta, der har fået den lidt platfodede danske titel Stalker (ikke at forveksle med Andrej Tarkovskijs moderne science fiction-klassiker fra 1979).
Stalker handler om en ung kvinde, Frances (Chloë Grace Moretz), der falder over en glemt håndtaske i undergrundsbanen i New York. Hun finder frem til ejeren, Greta (Isabelle Huppert), og der udvikler sig snart et venskab mellem de to ellers meget forskellige kvinder.
Det viser sig dog, at Greta ikke er helt den, hun giver sig ud for at være. Den midaldrende kvinde har en mørk og farlig side, og venskabet bliver i stedet til et eskalerende mareridt for Frances, der får hjælp af sin bedste veninde, Erica (Maika Monroe).
Ligesom mange af den alsidige Neil Jordans tidligere film – hverdagskrimien Mona Lisa, Rødhætte-varulvefilmen Company of Wolves, IRA- og kærlighedsdramaet The Crying Game, dannelsesfortællingen The Butcher Boy, gyseren In Dreams, identitetsskildringen Breakfast on Pluto – er Stalker en sjælden blanding af menneskeligt drama og klassisk eventyr, hvor hovedpersonen må så grueligt meget igennem, ikke mindst psykologisk, før alt igen kan blive godt, også alligevel kun måske.
»Greta, som Isabelle Huppert spiller, er som taget ud af Hans og Grete — hun kommer fra en mørk, europæisk skov,« siger Jordan, da jeg spørger til hans forkærlighed for de eventyrelementer, man finder i hans film.
»Stalker er et moderne drama. Det var Mona Lisa f.eks. også, men bagved gemte der sig et slags eventyr. Det er ikke så meget klassisk eventyr, som det er noget mere irrationelt. Jeg tiltrækkes af historier, hvor figurerne er komplekse og ikke helt forstår sig selv, og hvor de rationelle forklaringer på menneskelig opførsel — det, vi ser derude, på gaden — dækker over noget andet. Et lag af mørke, kompleksitet, myte. Jeg kan se Isabelles figur for mig, mens hun smider brødkrummer rundt omkring i Brooklyn, og jeg kan se Chloës figur følge dem og ende i heksens hus. Det er det, håndtasken er, brødkrummer.«
Beckettsk absurdisme
Jeg spørger Neil Jordan, om han også er inspireret af landsmanden Samuel Beckett og dennes absurde, tragikomiske fortællinger om at være menneske. Det er han, siger han, Stalker er Beckett.
»Han klæder personerne af helt ind til benene, og de render rundt med små stykker af civilisationens fernis, som Winnie i Happy Days (en af Becketts kendte toaktere, red.) med små paraplyer og makeupæsker og den slags.«
Han er stille et øjeblik og fortsætter så:
»For mig var Stalker et absurd drama. Det er rædslerne i det absurde mere end komikken i det absurde. Jeg ville skrælle lagene af Gretas figur, så man finder en form for dyb og mørk absurditet. Hun giver sig selv en indsprøjtning i den finger, der er blevet hakket af, fordi det er, hvad figuren ville gøre. Det var også, hvad jeg sagde til Isabelle. Og hun var enig: ’Det er præcis, hvad Greta ville gøre.’ Greta repræsenterer det groteske i det ekstreme.«
Jordan skrev en del om i filmens manuskript, hvis første og mere ligefremme thrilleragtige udgave var skrevet af Ray Wright og gik i højere grad efter netop det skæve og usædvanlige. Og jo mere enkel, han gjorde filmen, og jo flere lag, han skrællede af personerne, jo mere syntes han, at de formulerede sig som personerne i et Beckett-stykke, især Greta.
»Da hun til slut taler om håndtasken, mens hun maler skudhullerne over, taler hun om, hvordan svar på ensomhed kan være så uventede. I sidste ende handler Stalker om menneskelig isolation og et menneske, som er blevet drevet til vanvid af isolation. Det handler det også om hos Beckett — isolation.«
Lindre ensomhed
Greta efterlader sin håndtaske, fordi hun er ensom, og det er den eneste måde, hun kan komme i kontakt med andre mennesker på, siger Neil Jordan og kalder hende forkrøblende ensom.
»Der er ingen, som hun kan tale med. Vi har alle prøvet at befinde os i en stor by og være ude af stand til at tale med et andet menneske. Der er ikke nogen mere fremmedgørende følelse i hele verden. Så da denne pige, Frances, møder Greta, er Greta fuld af håb om, at det faktisk kan føre til et venskab, som vil lindre hendes ensomhed.«
Det gør det bare ikke, fordi Frances opdager, at det ikke er første gang, at Greta har efterladt en håndtaske i undergrundsbanen i et forsøg på at række ud til sine omgivelser.
»Gretas stigende raseri er et resultatet af, at hun erkender, at der alligevel ikke er noget venskab, og hun bliver drevet til at tage Frances til fange. ’Hvis du ikke vil have mig, så tager jeg dig.’«
Jordan fortæller, at han gerne ville se, hvor langt han kunne tillade sig at gå med materialets groteske sider, og at det var en stor hjælp for ham, at han fik unge, talentfulde Chloë Grace Moretz og den noget ældre og modige Isabelle Huppert – hun har som skuespiller aldrig været bange for at gå linen ud – til at spille hovedrollerne.
»Stalker er et lille tæt drama mellem tre kvinder og en håndtaske og om, hvor frygtelige venskaber og tilfældige møder kan blive. Der er noget helt galt med Greta og hendes lille, europæisk udseende hus midt i storbyen. Der er en malet kiste derinde og en opfattelse af familiebegrebet, som er så vanvittig og perverteret, at man ønsker, at man aldrig var gået derind.«
’Stalker’ har premiere i dag
