Også Modi ved, at film og politik er det moderne Indiens evige tvillinger

Indiens første premierminister Jawaharlal Nehru havde set frem til besøget hos Joseph Stalin – der var alvorlige sager på dagsordenen til mødet mellem lederen af de alliancefrie nationer og den sovjetiske diktator.

Så det kom som noget af en overraskelse, at Stalin allerhelst ville tale om Raj Kapoor og hans nyeste film Awaara, der med slet skjulte referencer til Charlie Chaplin fulgte den venlige landevejsridder Awaara og hans kærlighedskvaler.

»Hvad er det med den vagabond?« skulle Nehru efter sigende have sagt, da han vendte hjem til Delhi.

»Stalin ville ikke tale om andet!«

Ja, hvad der var med Awaara? Det var såmænd bare en film, der var blevet set af estimeret 300 millioner indere, 100 millioner russere, 120 millioner kinesere – vel at mærke i 1951. Og som kunne findes i biografer fra Kairo til Kenya. Fejrede sejrsgang over det, der dengang gik som den anden og den tredje verden, men også høstede hæder i Europa med en nominering til den store pris i Cannes.

Siden kom den på listen over de ti mest sete film i filmhistorien, og i 2012 på Times liste over de 20 bedste film nogensinde. Det var det, der var med den vagabond.

Tvillinger

Og ifølge Rasheed Kidwai, journalist og forfatter til bogen Bollywood Star Power in Indian Politics, blev den en milepæl i forholdet mellem den indiske filmindustri og magten i Delhi: Nehru indså i Moskva, præcis hvor stort potentiale, der var for at bruge Bollywood i en blød magt udadtil.

Men han forstod også, vel tilbage i Indien igen, hvor vigtig film kunne blive i opbygningen af den nye nation. For man kunne holde nok så mange taler, skrive en nok så vigtig forfatning, men det var filmene, der kom ud i landsbyerne og ind i slumkvartererne. der hvor den nye inder var.

»Politik og film har en lang intim historie i Indien,« fortæller Rasheed Kidwai.

»Faktisk kan man sige, at de er det moderne Indiens evige tvillinger. Til tider i harmoni og gensidig forståelse, til tider i krig, men altid forbundne.«

Modi ’the movie star’

Dette søskendeforhold har de seneste fem år under Narendra Modi været særdeles kærligt – ikke mindst op til det valg, der lige nu er i gang i Indien, og hvor Modi håber at få fem år mere på posten – der er 900 millioner vælgere, så valget foregår over seks uger.

Og Modi har inviteret Bollywood til at være med. Helt konkret inviterede han i januar en håndfuld af filmbyen Mumbais vigtigste aktører til en privat audiens i Delhi. Her bad Modi filmfolkene om at lave film om »patriotisme og indisk kultur og værdier«, fortalte filmproducent Mahaveer Jain, der var til stede.

»Han anerkender Bollywoods bløde magt, og den indflydelse vi har.«

Og de har lyttet. For mens der i valgkampen er blevet diskuteret jobmangel, landbrugskrise og forholdet til Pakistan, har særligt et emne bragt sindene i kog: Annonceringen af spillefilmen PM Narendra Modi, om premierministerens liv af instruktøren Omung Kumar og med en af Bollywoods største stjerne Vivek Oberoi, i titelrollen.

Filmen, der er versioneret i hele 23 sprog, skulle efter planen have haft premiere 11. april, den dag, hvor valget blev udskrevet. Timingen er helt uhørt, siger Rasheed Kidwai.

»Aldrig før er en siddende premierminister blevet portrætteret i en spillefilm og da slet ikke i forbindelse med et valg.«

Særligt blik

Narendra Modi har i det hele taget et særdeles godt blik for, hvordan han kan sætte Bollywood i sit politiske projekts tjeneste, siger Rasheed Kidwai.

»Narendra Modi er skamløs i sin bejlen til Bollywood.«

Den notorisk pressesky politiker caster endda en filmstjerne til at spille journalist og gav op til valget i 2014 således et 90 minutter langt såkaldt »apolitisk interview« til skuespilleren Akshya Kumar, om dengang han var for fattig til at få en bankkonto, samt om hvor meget han sætter pris på mango.

Efter valgsejren startede han en oprydningskampagne »Gør Indien ren igen« og inviterede Bollywood til at være med. Det var her, han første gang talte om et »partnerskab« hvor filmindustrien kunne hjælpe ham med »nationsopbygning«, og der var mange, der tog imod den opfordring.

Stjerne efter stjerne har meldt deres støtte til Narendra Modi, fortæller Rasheed Kidwai.

»Ikke siden nationens allerførste år under Nehru har Bollywood været så tæt knyttet til en siddende regering i Delhi.«

Den nye nations film

For det var Nehru, der satte standarden, og i de første år efter Indiens uafhængighed syntes der at være nær total overensstemmelse mellem det politiske projekt i Delhi og de kreative kredse.

»De stod sammen om at skabe et Indien i Mahatma Gandhis ånd,« fortæller Rasheed Kidwai.

»Ikkevold, kærlighed uden hindringer, Hindu-Muslimsk harmoni, kvinders rettigheder og afstandtagen til vestens vulgære materialisme var gennemgående temaer i såvel politiske taler som spillefilm.«

Og der kom gang i svingdørene mellem de to ’industrier’. Der havde længe været tradition for at skuespillere blev lokalpolitikere, ikke mindst i Sydindien – var man kendt for et par film, var stemmerne til en taburet allerede sikret – men i 1950’erne begyndte filmstjernerne også at stille op i national politik i Delhi, og de blev målrettet brugt til det, der fik betegnelsen ’kulturelt diplomati’: De skulle møde folket og kaste stjernestøv over potentielle udenlandske partnere.

Brændte bånd

Men ikke alle premiereministre har tacklet forholdet til filmbyen med lige stor elegance. For når man ved, hvilken magt en film kan have, kan det jo være tillokkende at forsøge at stoppe dem, der ikke er så flatterende. Det mest grelle eksempel er Sanjay Gandhi, søn af Indira Gandhi, der i 1978 ligefrem endte en måned i fængsel på den bekostning.

Året før havde han set sig vred på filmen Kissa Kursi Ka (1977), der lavede grin med hans folkevognsprojekt ’the Maruti car’, som skulle producere billige biler til millioner i den indiske middelklasse, men som aldrig producerede en eneste bil. Sanjay fandt ikke komedien sjov, så mens råbåndene lå til vurdering på den indiske censurkommissions kontor, fik han arrangeret, at de blev hentet, kørt til den selv samme fiasko af en bilfabrik og brændt.

Den patriotiske biotur

Modis regering er tilbage på sporet og har de seneste fem år gjort meget for igen at knytte filmindustrien til det nationalistiske projekt. I 2016 blev det f.eks. vedtaget, at det var lovpligtigt for biograferne at starte enhver filmvisning med at spille nationalmelodien bag et filmklip af et i vinden svajende indisk trikolore. Og at det var ligeledes obligatorisk for publikum at rejse sig op under sekvensen.

Et par modige biografejere klagede til højesteret og medierne rapporterede om en kørestolsbruger, der var blevet rejst op ved vold, og en uheldig turist, der havde fået et par på hovedet for disrespekt for flaget, og sidste år blev påbuddet ændret til en opfordring. Men signalet var klart: At gå i biografen er en patriotisk handling. Så manglede der bare de rigtige patriotiske film.

Og dem har filmindustrien leveret. For Modi-biografien er kun det sidste eksempel på en lang række film, der de seneste fem år har hyldet BJP-regeringens særlige form for militaristisk hypernationalisme og økonomiske udvikling.

Som de kritiske røster humoristisk har påpeget, har Bollywood systematisk gennemgået BJP’s partiprogram og skræddersyet en film til hver. Fra det hverdagsagtige – Toilet: Ek Prem Katha, der skildrer regeringens arbejde med at begrænse afføring i det fri, og Padman, en komedie, der handler om hygiejne i forbindelse med menstruation – til de store sværdslag med naboærkefjenden Pakistan.

’Uri’

Mest omtalt har været spillefilmen Uri: The Surgical Strike af instruktør Aditya Dhar, der handler om et angreb, som den indiske hær lavede på terrorister i Kashmir i 2016.

Den er bemærkelsesværdig, fordi den i detaljer og med utilsløret støtte beskriver en militær operation, gennemført for så kort tid siden. Som det var tilfældet med det ’apolitiske’ interview i 2014 kan Uri, en actionfilm, ligne et alternativ til nyhedsdækning. Narendra Modi tog da også filmens mest berømte sætning »How’s the Josh?« – hinglish for ’How’s the spirit?’ – med tilbage til virkeligheden, da han brugte den i en tale.

Instruktøren Aditya Dhar har afvist, at filmen skulle have et politisk sigte.

»Min film er dedikeret til den indiske hær,« siger han til Reuters.

»Den handler om deres ofre for deres landsmænd.«

Kritikere købte ikke den forklaring. I forbindelse med filmens premiere spurgte det regeringskritiske web-magasin The Wire, om Indien nu havde sit helt eget »Leni Riefenstahl moment«, med henvisning til filmskaberen, der i 1930’erne Tyskland satte sine kunstneriske evner i det tyske nazistpartis tjeneste.

Højrefløjen

Det er påfaldende og uden sidestykke i indisk historie, at der er så stor opbakning bag et bestemt parti. Og at det er Narendra Modis højrenationalistiske projekt, gør det også ekstraordinært i en international sammenhæng. Hollywood har traditionelt støttet ikkerepublikanske kandidater, og det er nok ikke helt forkert at hævde, at den europæiske filmindustri er overvejende venstresnoet.

Der er da også uenighed i filmbranchen. Blandt andet opfordrede 800 skuespillere og instruktører i sidste måned til at stemme på alle andre end Modi.

»Han har ødelagt livet for millioner‚« hed det i opfordringen.

Men et kig ned ad listen af navne viste ingen af Bollywoods superstjerner. De holder lav profil eller melder sig under Modis faner.

De unge

Og det er svært at undslippe. Narendra Modi, der er en ivrig bruger af de sociale medier, har simpelthen gjort det til en strategi at tagge stjerner i tweets, der fremhæver deres enestående arbejde for nationen, og derved tvunget dem til at ligne støtter af hans projekt.

»Det er jo en genial strategi,« siger den politiske satiriker Akash Banerjee til BBC.

»Når dit lands premierminister tagger dig i et tweet og roser dig for dit arbejde for demokratiet, ville det jo være ret uforskammet ikke at anerkende det med et tak. Derved spreder du hans budskab videre ud til dine følgere.«

Når det indiske valg får sin ende 23. maj, afhænger resultatet ikke mindst af, hvem der har evnet at få overbevist de unge vælgere. To tredjedele af Indiens befolkning er under 35 år, og unge mennesker går i biografen, streamer Netflix og følger stjernerne på de sociale medier.

De kan dog ikke nå at se PM Narendra Modi. Valgkommissionen bremsede filmen i 11. time, for som de konkluderede:

»enhver biografisk film, der har potentiale til at forstyrre under et valg, bør ikke vises,« Den ventes nu at få premiere 24. maj, dagen efter at Narendra Modi med al sandsynlighed kan fejre sit genvalg. Med gode filmvenners hjælp.

»How’s the Josh?«