Læsetid: 6 min.

Et paradis af syngen og nynnen

Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel. Lige fra hans tid som forfatterspire i kredsen omkring tidsskriftet Vindrosen så man, at han som person og som skribent var fuld af dobbeltheder. Hans prosa var lyrisk og hans digte gerne af overvejende episk art, og som essayist var han på én gang henreven, begejstret og analytisk skarp
Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel, efter nogen tids svær sygdom.

Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel, efter nogen tids svær sygdom.

Niels Hougaard

13. maj 2019

Dengang Sven Holm som ung forfatterspire havde sin gang på tidsskriftet Vindrosens redaktion oppe under loftet hos Gyldendal i Klareboderne, hørte han fra redaktørerne to replikker, som han ikke senere glemte. Villy Sørensen fastslog med vanlig autoritet, »at det selv for en forfatter gudskelov kun er en undtagelse at beskæftige sig med at skrive«, hvorimod Klaus Rifbjerg, utålmodigt og interesseret, spurgte sin grønne fan:

»Får du skrevet noget? – Hver dag? Ellers springer spøgelserne ud af skabene!«

Den unge skribent var taknemmelig for rådene og for, at de var så forskellige – og umulige at forene:

»Jeg tilegnede mig dem, og når jeg fulgte det ene, gik jeg imod det andet, og det passede mig fint.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Henrik Brøndum
Jørn Andersen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Bjarne Toft Sørensen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Ud fra udviklingen i forfatterskabet får man indtryk af en person, der konstant var i bevægelse som menneske og kunstner. Som fulgte sine helt egne inspirationer og rytmer og var bedøvende ligeglad med tendenser i samtidslitteraturen og det at skulle passe ind for at få den fortjente opmærksomhed og hæder af det til enhver tid toneangivende litterære parnas.

Stort indtryk på mig efterlod hans noveller, og det hænger nok sammen med genrens muligheder for at få udtrykt det, som var en af Sven Holms særlige styrker: at afgrænse og undersøge nogle særlige træk ved det menneskelige på en både pointerende måde og i en åben form, der gjorde, at man på et mentalt plan aldrig helt kunne blive færdig med de bedste af hans noveller, der stadig stod tilbage som uløste gåder og genstand for en fortsat undren.

Alligevel var det romanen ”Hummel af Danmark”, der efterlod det største indtryk, og i flere uger efter endt læsning var jeg rystet i min grundvold.

Efter genlæsning af hans tidligste værker undrede det mig, hvorledes det var muligt at give udtryk for så højt et niveau af dannelse og at udtrykke så mange erfaringer og så stor menneskekundskab i så ung en alder?

Til sammenligning kan man i dag ofte undres over nærmest det modsatte. Hvorledes det for unge forfattere er muligt at opnå stor anerkendelse hos dagbladenes kritikere på baggrund af sproglige færdigheder, når deres værker samtidig er udtryk for mangel på elementer almen dannelse, banalitet og umoden selvoptagethed.