Læsetid: 6 min.

Et paradis af syngen og nynnen

Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel. Lige fra hans tid som forfatterspire i kredsen omkring tidsskriftet Vindrosen så man, at han som person og som skribent var fuld af dobbeltheder. Hans prosa var lyrisk og hans digte gerne af overvejende episk art, og som essayist var han på én gang henreven, begejstret og analytisk skarp
Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel, efter nogen tids svær sygdom.

Forfatteren Sven Holm døde lørdag, 79 år gammel, efter nogen tids svær sygdom.

Niels Hougaard

13. maj 2019

Dengang Sven Holm som ung forfatterspire havde sin gang på tidsskriftet Vindrosens redaktion oppe under loftet hos Gyldendal i Klareboderne, hørte han fra redaktørerne to replikker, som han ikke senere glemte. Villy Sørensen fastslog med vanlig autoritet, »at det selv for en forfatter gudskelov kun er en undtagelse at beskæftige sig med at skrive«, hvorimod Klaus Rifbjerg, utålmodigt og interesseret, spurgte sin grønne fan:

»Får du skrevet noget? – Hver dag? Ellers springer spøgelserne ud af skabene!«

Den unge skribent var taknemmelig for rådene og for, at de var så forskellige – og umulige at forene:

»Jeg tilegnede mig dem, og når jeg fulgte det ene, gik jeg imod det andet, og det passede mig fint.«

Parallelt at operere »svalt og oprømt, eftertænksomt og voldeligt«, det var lige netop ham. Det rene ord over for den rene handling. Vegeterende dovenskab over for vedholdende, udstrakt, disciplineret forfattervirksomhed, med en rytme, han selv kunne bestemme, bl.a. fordi han det meste af sit liv var økonomisk uafhængig og derfor med et lille smil kunne prale af kun én gang at have haft et regulært job, nemlig som huslærer for afkommet på godset Oreby på Lolland.

Kigger man ned over den imponerende værkliste, Sven Holm har efterladt, vidner den om kolossal flid: en stribe på en halv snes novellesamlinger, indledt med debuten Den store fjende i 1961. Et dusin romaner af indbyrdes stærkt divergerende art lige fra dybdeborende psykologiske analyser over erotiske humoresker, videre til socialrealistiske samtidssignalementer, sortseende fremtidsscenarier, revolutionære visioner og eventyrligt fabulerende lege med drømme om forening og forløsning.

Føj hertil ti skuespil produceret for scenen, manuskripter til tv-serien Kald mig Liva med Ulla Henningsen i titelrollen og filmen om Peter von Scholten samt børnebøger, digte m.m., og der danner sig billedet af en højproduktiv person, der sørgede for at få skrevet dagligt, dels fordi han selv inderligt nød det, dels antagelig også for at holde nogle af de spøgelser på afstand, der plagede ham, som de plager de fleste.

Umiddelbare impulser og modsætninger

Men skrift var kun den ene side af Sven Holm. For han var også en ægte boheme og flanør, der elskede blot at spadsere rundt om Søerne i København, på kryds og tværs hen ad de nummererede gader på Manhattan eller i labyrintiske cirkler i Rom, sulten efter oplevelser, let påvirkelig af fristelser undervejs, en livsnyder i sund kontakt med sine umiddelbare impulser plus en svoren værdsætter af kvindeligt selskab, i en årrække gift med forfatteren og billedkunstneren Sandra Holm, som lavede omslag til adskillige af hans bøger, siden med børnebogsforfatteren Bodil Randers.

Anatole Frances ord om, at »himlen er for høj, jorden for lav, kun bordet og sengen har den rette højde«, kunne godt være underskrevet af Sven Holm, som med sin sans for litteraturen og musikken, erotikken og maden var en sand æstet. Med sin poetiske lethed, sin sødme og sin underfundige humor var han gerne indtagende selskab, og så meget mere overrasket blev man, når han pludselig viste den stejleste vrede.

K.E. Løgstrup sagde engang, at man tit bedst karakteriserer et menneske ved at udmåle afstanden mellem dets ekstremer. Det forekommer i særlig grad at passe på Sven Holm, som på én gang var aktiv og passiv, produktiv og vegetativ, uendelig mild og ubegribeligt bister.

Til den modsætning svarer flere dobbeltheder hos ham som skribent. Hans prosa var lyrisk og hans digte gerne af overvejende episk art, og som essayist var han på én gang henreven, begejstret og analytisk skarp, som da han i Tiderne Skifters litteraturalmanak så præcist skrev, at Søren Ulrik Thomsens digte var som kammermusik og Michael Strunges som symfonier.

I stuelejligheden på Øster Søgade, hvor han og Bodil Randers boede gennem mange år, fyldte pladerne og cd’erne hele vægge til to en halv meters højde, og ved en mindehøjtidelighed for kollegaen Lean Nielsen talte han om musik, især Berlioz, som en passioneret og reflekteret kender.

I et brev fra 1960 til Sven Holm fra Villy Sørensen skriver denne:

»Klaus Rifbjerg og jeg ved endnu ikke om De skal debutere med lyrik eller prosa«; men AT det unge talent skulle realiseres i bogform, det kunne der umuligt herske tvivl om.

Født 1940 og altså henholdsvis 11 og 9 år yngre end tidsskriftredaktørerne indtog Sven Holm en position som lovende hedspore lidt i lighed med Frank Jægers i forhold til Heretica’s stab et årti tidligere.

Fra lyrisk erotik til marxistisk samfundsanalyse

Til at begynde med blev det til to novellesamlinger og en roman i den fantastiske genre med Sørensen og Kafka som forbilleder, men så blev munterheden sluppet løs i den bedårende lyrisk-erotiske miniroman Jomfrutur fra 1966.

Dystopisk dyster var Termush, Atlanterhavskysten (1967), skildringen af et overklasse-overlevelsescenter efter en global katastrofe, men til den modsatte yderlighed gik Sven Holm i næste omgang med Min elskede. En skabelonroman (1968), en original, dybt underfundig hybrid, som kom til at stå hans hjerte særlig nært, og hvori han muntert legede med indtil flere genrer og på det nærmeste skrev sig ind i 68-generationen, inden man overhovedet var begyndt at kalde den sådan.

Netop som Sven Holm var blevet indlemmet i 60’ernes prosamodernisme, ikke mindst takket være Thomas Bredsdorffs Sære fortællere (1967, 2. udgave ’68), der dog midt i den generelle beskrivelse havde overskud og plads til særlige stilkarakteristikker og individuelle æstetiske signalementer, brød flanøren og bohemen tydeligt ud af modernismen, lagde afstand til dens forkærlighed for symboler og mytiske abstraktioner, og skabte mere eller mindre eksperimentelle fiktionskonstruktioner. Typisk i så henseende blev romanen Det private liv fra 1974, som sammensmeltede en marxistisk inspireret samfundsanalyse med en psykoanalytisk påvirket undersøgelse af familien og ægteskabet som institutioner, og som umiddelbart efter fremkomsten indbragte Sven Holm Det Danske Akademis Store Pris.

I de følgende to årtier gjaldt hans interesse især de intrikate måder, hvorpå samfundsapparatet og magten internaliseres i de enkelte individer og gør mænd såvel som kvinder hæmmede, bange og ufri.

I novellerne Mænd og mensker (1979, bemærk stavemåden – hans egen) leverede Holm med både humor og alvor sit personlige bud på mandelitteratur, og i kriseromanen Hummel af Danmark (1982) skrev han hovedpersonen musikkritikeren Steen Hummel (bemærk her navneligheden) ind gennem en voyeuristisk perversion, i hvad der både blev til en forløsningshistorie og et modigt forsøg med romanen som form.

»Af musik er vi kommet.«

Af hans senere højdepunkter bør man fremhæve romanerne En ufrivillig ømhed (1989) og Den anden side af Krista X (2002), men især de suverænt sikkert fortalte langnoveller i samlingen Kanten af himlen (2001), for hvilken Sven Holm fortjent blev belønnet med Kritikerprisen, nok mest fordi han dér igen som fortæller fik forløst det sikre, intuitive gehør, den sans for mundtligheden, som i perioder gjorde ham til en så oplagt samarbejdspartner for teatrets folk.

Et blik ud over forfatterskabet som helhed efterlader det spørgsmål, hvorvidt det var gavnligt for Sven Holm at peake så tidligt, som han gjorde. Men at dette så skete, hang jo netop sammen med den ærgerrighed og den lystfyldte energi, hvormed han gik til forfatterhåndværket – når han ikke bare nød livet og slappede af til mad, vin og klassisk musik.

Om denne sidste lidenskab sagde han i et sent essay:

»Af musik er vi kommet. Men vi fik den hurtigt spoleret. Resten af opvæksten går med at forsøge at genetablere et forhold til denne tabte søskendeverden, denne mistede himmel, dette paradis af knitren og knastren, af knagen og bragen og buldren, af syngen og nynnen og hymnen.«

Det er nok ikke helt galt at formode, at den musikalske elsker Sven Holm lyttede til skønne toner helt til det sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Henrik Brøndum
Jørn Andersen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Bjarne Toft Sørensen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Ud fra udviklingen i forfatterskabet får man indtryk af en person, der konstant var i bevægelse som menneske og kunstner. Som fulgte sine helt egne inspirationer og rytmer og var bedøvende ligeglad med tendenser i samtidslitteraturen og det at skulle passe ind for at få den fortjente opmærksomhed og hæder af det til enhver tid toneangivende litterære parnas.

Stort indtryk på mig efterlod hans noveller, og det hænger nok sammen med genrens muligheder for at få udtrykt det, som var en af Sven Holms særlige styrker: at afgrænse og undersøge nogle særlige træk ved det menneskelige på en både pointerende måde og i en åben form, der gjorde, at man på et mentalt plan aldrig helt kunne blive færdig med de bedste af hans noveller, der stadig stod tilbage som uløste gåder og genstand for en fortsat undren.

Alligevel var det romanen ”Hummel af Danmark”, der efterlod det største indtryk, og i flere uger efter endt læsning var jeg rystet i min grundvold.

Efter genlæsning af hans tidligste værker undrede det mig, hvorledes det var muligt at give udtryk for så højt et niveau af dannelse og at udtrykke så mange erfaringer og så stor menneskekundskab i så ung en alder?

Til sammenligning kan man i dag ofte undres over nærmest det modsatte. Hvorledes det for unge forfattere er muligt at opnå stor anerkendelse hos dagbladenes kritikere på baggrund af sproglige færdigheder, når deres værker samtidig er udtryk for mangel på elementer almen dannelse, banalitet og umoden selvoptagethed.