Peter Øvig: »Hold kæft, hvor er der egentlig mange, der har depressioner«

Peter Øvig havde næsten opgivet at færdiggøre bogen om sin mor, Ellen Knudsen, der gennem hele hendes liv og gennem hans barndom led af dybe depressioner.

I starten af processen havde han siddet bøjet over sin mors lægejournaler for at få sat ord på hendes sygdom, der havde domineret hele familien, og han havde indset, at han genkendte de fleste beskrivelser hos sig selv. Det var, som om sygdommen langsomt begyndte at smitte ham gennem journalerne. Midt i ottende kapitel tog dæmonen for alvor fat.

Han blev indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet. Pludselig var han en del af det behandlingssystem, han i årevis havde været modstander af. Lægerne mente, at han skulle behandles med elektrochok. Dermed skulle han altså have den samme behandling, som hans mor modtog, og som hun altid havde sagt svækkede hendes hukommelse, og som han nu var bange for ville gøre ham til en zombie.

Men Peter Øvig blev ikke en zombie. Efter to elektrochokbehandlinger begyndte han at kalde sin kæreste skat igen. Efter den syvende var han ude at gå en tur i Fælledparken. For første gang i flere måneder følte han, at han var blevet sig selv.

Bogen endte også med at blive skrevet færdig og udkommer 8. maj. Foruden titlen Min mor var besat er den blevet udstyret med undertitlen: – Da jeg mødte depressionens dæmon. Den handler nemlig ikke længere kun om morens sygdom, som blev skjult bag parcelhuskvarterernes facader. Den handler også om Peter Øvigs egen oplevelse, som har fået ham til at ændre syn på sig selv, sin mor og på psykisk sygdom generelt – og på den måde, vi tænker på det og taler om det på.

»Mange skriver til mig, at det er modigt, at jeg fortæller det. Men sådan har jeg det egentlig ikke. Det følsomme for mig er mine nærmeste,« fortæller den 57-årige forfatter som noget af det første, da han tager imod mig i sit hus i Gentofte.

»Nogle af mine nærmeste ville hellere være fri for, at jeg skrev om det. De synes ikke, alle skal vide det om mig, som står i bogen. De havde foretrukket, at jeg var mere privat.«

Men netop det ikke at være privat har været hele hans ærinde med denne bog.

Oprør mod tavsheden

Peter Øvig har et par timer til rådighed denne formiddag, inden han skal ind på Rigshospitalet, hvor han fortsat går til gruppesamtaler en gang om ugen. Da jeg spørger, hvordan han har det i dag, svarer han, at han er »ovenpå igen«, og at han har været glad for behandlingen. Alligevel er der et par ting, han og sundhedspersonalet fortsat diskuterer.

»Sundhedsvæsenet mener, at tjald er noget, man skal holde sig fuldstændig fra. Så det har vi lidt debatter om,« griner han, idet han sætter sig ned ved spisebordet midt i køkkenet, hvor der er udsigt til husets have. De seneste dages gode vejr har sat sig i hans ansigt som små fregner. Han er iklædt en mørkegrå T-shirt og et par mørke jeans. Afslappet. Ligesom alt andet ved ham er det: hans tonefald, hans bevægelser, hans latter.

»Jeg har ikke røget over et år. Nu er jeg begyndt at måtte gøre det én gang om måneden. Så lidt fremgang er der.« 

På væggen bag ham hænger en montanareol med flere af hans tidligere undersøgende journalistiske bøger: Hippie 1 og 2, Blekingegadebanden, Nakkeskuddet og BZ. Selv om stoffet er anderledes i den nye udgivelse, går forfatteren som altid dokumentarisk til værks. Han forsøger at forstå sin mor gennem aktindsigter i hendes journaler, hvor vi finder ud af, at hun var et ulykkeligt menneske og led af en »endogen depression« og var i en »sensitiv neurotisk konstitution«.

Peter Øvig stod op om natten og overførte penge, fordi han var overbevist om, at hans kæreste ville forlade ham og tage alle pengene med sig. Fotocollage.

Ligeledes interviewer han hendes gamle naboer, veninder, psykolog, psykiater og praktiserende læge. Når det kommer til ham selv, læser han også sine egne journaler og taler med sine nærmeste om deres version af hans sygdomsforløb. For det var svært for ham at huske store dele af den periode, ligesom hans eget blik på virkeligheden var et noget andet, end dem der så ham udefra.

Da jeg spørger, hvorfor det var vigtigt for ham at skrive bogen, siger han med det samme, at det føltes rigtigt. Og så at det handler om et oprør – et oprør mod den tavshedskultur, som lå som en skygge over hele hans barndom, og som stadig i en vis udstrækning præger vores samfund i dag.

»Jeg er vokset op med tavsheden. Man talte ikke med børn om, hvad der foregik. Mine forældre har aldrig talt med os om, hvad det egentlig betød at have en depression. De fortalte heller aldrig, at det ikke var vores skyld.«

»Når jeg skriver en bog om min mors og mine egne depressioner, er det et oprør mod tavsheden. Jeg kan ikke underlægge mig det, som var med til at gøre mig til et ensomt og ulykkeligt barn. Det modsatte af tavshed er, at man fortæller, hvordan det var.«

Fortsat et tabu

Der opstår en lille pause i interviewet. Peter Øvig spejder ud i haven, hvor et par høns render rundt. Det ligner, at han er ved at formulere noget i hovedet, og pludselig udbryder han:

»Hold kæft, hvor er der egentlig mange, der har depressioner.«

Det virker, som om det er en erkendelse, der netop er gået op for ham, midt under dette interview, selv om det næppe er tilfældet. Men han har ret. Det anslås, at omkring hver sjette af os i løbet af vores liv vil udvikle symptomer på en depression.

Han fortæller, hvordan flere højtstående profiler i det danske erhvervsliv har ringet til ham for at høre, om han har tid til en snak, fordi de også selv lider af depressioner. Han fortæller også, at han endnu ikke har talt med en eneste journalist – hans bøger plejer at blive både omtalt og anmeldt i samtlige store dagblade, denne gang er ingen undtagelse – som ikke har kendt nogen, der har en depression. Eller måske ligefrem selv har haft en. Men det er ikke noget, de har haft lyst til at fortælle om i den bredere offentlighed.

Som jeg sidder her med diktafonen tændt og blokken foran mig, kan jeg ikke andet end at føle mig en anelse ramt. Jeg er nemlig heller ingen undtagelse. Da jeg sad i bilen på vej fra Informations redaktionslokaler i indre København til huset i Gentofte, diskuterede jeg med mig selv, om jeg skulle fortælle ham om min egen historie. Som klassisk journalist gør man jo ofte en dyd ud af at gemme sine personlige erfaringer langt væk i interviewsituationen.

Men når vi nu sidder rundt om det bord, Peter Øvig sad ved, da hans venner overtalte ham til at lade sig indlægge, og når vi taler om tabuer og tavshedskultur, så føler jeg, at jeg bør give min egen indsigt til kende. Også selv om det føles grænseoverskridende, og selv om jeg kan mærke, at min puls begynder at stige, da jeg endelig tager mig sammen til at gøre det.

Jeg begynder at fortælle, hvordan mange i min familie har lidt af depressioner. At når jeg var på besøg hos min farmor og farfar som barn, gik min farmor ofte ’op og lagde sig’. Hun led af ’dårlige nerver’, fik vi at vide. Og at det kunne man blive indlagt for, det blev hun i hvert fald i sine unge dage. Depressionerne er senere gået i arv og har bidt sig fast i mange af mine familiemedlemmer, inklusive min far og mig selv. Alligevel er det ikke noget, vi i familien har talt ret meget om.

For nogle år siden oplevede jeg, hvordan depressionen rasede i mig i en længerevarende periode. Det ødelagde store dele af mine start-20’ere. Efter mange timer hos min psykolog, min psykiater, gruppesamtaler med andre ramte og en god portion medicin, kom jeg ud af det igen. Det er den dag i dag heller ikke noget, jeg taler særligt åbent om. I hvert fald ikke indtil nu. Det er svært at sætte fingeren på præcist hvorfor.

Peter Øvig har opmærksomt lyttet til min talestrøm, og da jeg stopper, svarer han med samme ophidselse som ved første udsagn om omfanget af depressioner: »Det er så vildt!«

»Jeg havde egentlig troet, at vi ville være nået længere. Jeg hører så mange historier – ligesom din – hvor det stadig ikke er noget, man taler om. Dem, jeg har talt med, som har været syge, har ikke været helt åbne omkring det. Måske er de åbne i forhold til deres nære venner og familier, men ikke mere end det,« siger han.

»Og slet ikke over for en arbejdsgiver,« tilføjer jeg, hvilket får Peter Øvig til at slå en mild latter op.

»Slet, slet, slet ikke over for en arbejdsgiver. Det er klart. Her er jeg heldigvis så privilegeret, at jeg ikke har en arbejdsgiver,« siger han.

Han spørger, om min redaktør har givet mig netop denne opgave, fordi jeg har en personlig indsigt i problematikken. Men jeg svarer, at min redaktør slet ikke ved, at jeg kender til psykisk sygdom. I hvert fald ikke før han måske læser dette. Så spørger Peter Øvig, om jeg ikke nok vil tage det med i min artikel. Jeg siger til ham, at jeg vil overveje det.

Monsteret er dødt

Et sted i bogen skriver Peter Øvig, at mennesker kan deles op i to grupper: Dem, der har oplevet en depression og så dem, der ikke har. Kun dem, som har oplevet det på egen krop, kan virkelig forstå, hvordan det er.

»Folk kommer i bedste vilje – og tak for det – og foreslår alle mulige ting, man kan gøre. Man forsøger så at gøre det, de siger, fordi man måske håber, det kan hjælpe eller blot for at sige til dem, at nu har man prøvet. Men på et tidspunkt er der meget lidt, der hjælper på en alvorlig depression,« siger han.

Når han skriver en bog om det, er det for alligevel at få folk til at forstå det. Derfor har det også været vigtigt for ham at gå så tæt på som overhovedet muligt, fordi det først er der, hvor det gør rigtig ondt, at folk kan huske det, at folk er i stand til at lære noget nyt.

Netop det smertelige er fikspunktet i mange af hans tidligere bøger. Peter Øvig er kendt for at gå efter de uafdækkede og smertefulde punkter i historien – det er heller ikke tilfældigt, at han har fået tilnavnet ’smertejægeren’.

»Hvis folk skal forstå, hvad det vil sige at være deprimeret og være barn af en psykisk syg, så skal jeg virkelig gøre mig umage.«

Det har han også gjort – altså gjort sig umage. Og han har bestemt ikke lagt fingre imellem, når han prøver at få os til at forstå, hvordan det har været at vokse op med en psykisk syg mor, eller hvordan han selv har oplevet den dybe depression, som har givet ham nye indsigter.

Første kapitel i bogen bærer den bombastiske titel ’Monsteret er dødt’ og refererer til den dag, hans mor døde på det plejehjem, hvor hun boede. Den dag faldt han i snak med sygeplejersken, som havde passet hans mor. Hun fortalte noget, Peter Øvig aldrig havde hørt før: At hans mor foruden depressioner også led af personlighedsforstyrrelser.

Som han senere kunne læse i journalerne, kunne moren finde på et beordre plejehjemspersonalet til at made hende, selv om hun sagtens kunne spise selv, og hun udviste så aggressiv adfærd, at de sommetider havde svært ved at håndtere hende. Det var første gang, det gik op for ham, at andre også gav udtryk for, »at de ikke kunne holde hende ud«.

12 timer efter beskeden om sin mors død, kom der så det, Peter Øvig kalder »eksplosionen« eller »frisættelsen«. Han sad på en balkon på femte sal på et hotel og fortalte sin kæreste »om den vældige bølge af lettelse, som skyller gennem mig efter min mors død«.

Han var i »fabelagtigt humør« og følte sig fri til at fortælle, hvordan han egentlig havde oplevet hende. Det havde ikke været muligt for ham før overhovedet at tænke de tanker. Det var også netop i disse timer, at Øvig besluttede sig for at skrive bogen.

Når han nu skal beskrive, hvordan det var at vokse op med sin depressive mor, er der en sætning, der går igen. »Jeg kan ikke klare det. Du må hjælpe mig.« Det er nok de ord, Peter Øvig har hørt hans mor sige flest gange. Men lige meget hvad han gjorde, kunne kan ikke hjælpe hende.

Da han flyttede hjemmefra som ganske ung for at lægge afstand til barndomshjemmet, ringede moren ofte til ham og gentog de samme ni ord i præcis samme rækkefølge. Altid grædende og med desperation i stemmen.

»Hver gang forsvandt al energi og livsglæde ud af mig på ganske få sekunder, som om hun stak et højeffektivt sugeaggregat ind i mig og skruede op på maks. For det meste kunne det tage mig flere timer eller snarere resten af dagen blot nogenlunde at genvinde forfatningen,« skriver han i bogen.

Da jeg læser passagen op for ham, siger han straks: »Man kan jo næsten ikke skrive værre om sin mor.«

»I mange år har jeg sagt, at min mor ikke var et særligt charmerende menneske. Det er vist noget af et understatement.«

Det dæmoniske blik

Udadtil så det ud, som om familien i Holme på Guldbjergvej lidt uden for Århus levede et trygt og roligt middelklasseliv. Moren klædte sig altid nydeligt og fik hverdagen til at gå sin gang, smurte altid madpakker og hentede og bragte børnene. Men midt i madlavningen kunne hun pludselig få »et andet farligere blik, som om et fremmed væsen betragtede mig gennem hendes øjenhuler«, som Peter Øvig skriver.

Morens blik er også det, hans søster husker bedst. Mens søsteren beskriver øjnene som »kolde« og »hårde«, beskriver Peter Øvig dem som »dæmoniske«. Han følte, at hans mor var besat. Noget tog over inde i hendes krop og transformerede hende i sygdomsperioderne.

Ad flere omgange var hun indlagt på det psykiatriske hospital Risskov ikke langt fra hjemmet. Første gang, det skete var i 1966, da Peter Øvig var fem og lillesøsteren tre år gammel.

Undervejs i arbejdet med bogen er forfatteren stødt på mange, som har fortalt lignende historier om deres mødre. På den måde kan bogen også læses som en form for generationsportræt. Mødrene var nemlig en del af en generation, som voksede op og nåede at stifte familie, inden kvindebevægelsen og ungdomsoprøret forandrede Danmark fra sidst i 1960’erne.

De var født før Anden Verdenskrig, og deres fælles normer og identitet var skabt der, i den gamle verden. De forblev stort set upåvirkede af alt det, de aldrig selv nåede at opleve som unge: »Fri sex og porno, kollektiver, autoritetsopgør, væltede hierarkier, åbenhed om følelser, oprør mod materialismen, kvindefrigørelse og ligestillingskamp, bevidsthedsudvidende stoffer, psykologer og psykoterapi, kritik af psykiatri og psykofarmaka – og meget mere, som jeg og min generation mødte allerede som teenagere i 70’erne,« skriver han i bogen.

Selv om Øvigs mor fik et godt karaktergennemsnit i skolen, holdt unge nyuddannede kvinder op med at arbejde, når de fik børn. Når børnene blev store, kunne mødrene eventuelt få et arbejde igen, dog helst på deltid. Det fik hun også.

Det var ikke livsstilen, der skabte morens depressioner, men sammen med sygdommen var rammerne med til at gøre hendes liv »ulevet«, som Øvig flere gange skriver. Og som han flere gange klandrer hende for ikke at have gjort oprør imod, selv om han samtidig kommer frem til, at der nok var meget lidt, hun reelt kunne have gjort anderledes.

Den tid, moren aldrig nåede at blive influeret af, havde dog en kæmpe betydning for Peter Øvig. Selv om han var for ung til at opleve ungdomsoprøret, var hippierne der stadig, da han voksede op. Hans i forvejen kritiske tilgang til psykiatrien harmonerede godt med hippiernes syn på de psykiatriske hospitaler som »en slags fængsler med psykiaterne som fangevogtere, der havde til opgave at beskytte magthaverne og samfundet mod de gale og deres nytænkning,« som han skriver.

Mens moren overgav sig til de hvide kitler og medicinen, begyndte Peter Øvig at søge alternative veje – han lærte at ryge pot og tog på en stribe kurser, der strakte sig over alt fra »stilfærdig, traditionel yoga, kristen bøn og buddhistisk meditation til voldsom kropsdynamisk terapi, rebirthing og encounter«.

Den første bog, forfatteren udgav i 1987 handlede også netop om psykiatrien og om de mennesker, der mødte systemet dengang. Bogen, som han skrev sammen med Ina Kjøgx Pedersen og gav titlen Er du da sindssyg?, tegnede et dystert billede af det psykiatriske system som det sidste sted, man ønskede sig selv eller sine nærmeste at havne.

De to journalister fortsatte med at afdække området, da de senere begyndte at skrive for det venstreorienterede magasin, Press. Her skrev de blandt andet ’Historien om Frank’, som endte med at dø som bare 24-årig.

I efterskriftet til den seneste bog skriver vennen Niels Mosumgaard, hvordan han, Øvig og et par andre venner, da de var midt i 20’erne indgik en aftale om, at man aldrig – aldrig – ville få hinanden indlagt. Hvis det grufulde alligevel skulle ske, lovede de, at de ville befri hinanden. Koste, hvad det vil.

Allerede Som barn havde Peter Øvig symptomer på depression, og han husker, at han forsøgte skære sin fod til blods på en lampe, for at have en konkret grund til at græde.

Fundamentalismen

Knap 40 år efter pagten mellem vennerne, nærmere bestemt den 12. januar 2018, fik Peter Øvigs kæreste og nærmeste venner ham indlagt. Den dag, de besluttede at køre ham til Rigshospitalet, måtte de bruge deres bedste overtalelsesevner for at få ham ind i bilen og hele tiden være bange for, at han ville åbne døren og kaste sig ud. De kom dog frem, og Øvig gik med til indlæggelsen.

Efter den oplevelse har han fået et andet syn på psykiatrien. Ligesom han også i dag ser tilbage på hippiebevægelsen som en periode, hvor mange ting gik galt, fordi det ellers sympatiske projekt til tider endte i nogle ekstreme synspunkter.

»Alle mine bøger har et element af at handle om fundamentalisme,« siger han.

»Det skete også med antipsykiatribevægelsen, som var en integreret del af både hippieoprøret og det marxistiske oprør. Det er ikke særlig godt, når man går til et yderligt synspunkt. Der vil formentlig være en masse mennesker, som ikke har fået en ordentlig behandling, hvis de selv eller deres pårørende har haft de holdninger.«

– Har du selv været underlagt en form for fundamentalisme?

»Ja, der har været en lille fundamentalisme i det der antipsykiatri.«

Han tilføjer, at filmen Gøgereden var med til at brede de antipsykiatriske holdninger endnu længere ud. Filmen havde premiere i 1975 og handler om den voldtægtssigtede Randall McMurphy – spillet af Jack Nicholson – der for at slippe for fængslet foregiver at være mentalt uligevægtig og ender på en lukket psykiatrisk afdeling. I dag kalder Øvig filmen for »en slags PR-film for antipsykiatrien«.

Da han selv blev indlagt, og lægerne mente, han skulle have elektrochok, var han rædselsslagen. Foruden morens oplevelser med behandlingsformen så han en scene fra Gøgereden for sit indre, hvor Jack Nicholson får elektrochok som afstraffelse. Men modsat skuespilleren fik Øvig ikke det hvide snit, han blev ikke en zombie, men endte med at blive sig selv igen.

»Mange af de psykiatere og andet personale, jeg har talt med på Riget, siger, at hvis de fik en heavy depression, ville de ikke begynde på medicin, så ville de gå direkte til elektrochok. Det har jeg aldrig hørt nogen sige før. Det er også ofte noget, fagfolk hvisker til hinanden.«

»Men jeg vil gerne råbe fra tagene, at hvis man er dybt deprimeret, så virker elektrochok.«

Det er ikke den eneste udvikling, Peter Øvig har været igennem. Jo længere frem vi kommer i bogen, jo mere forstående bliver tonen også over for hans mor. Det er nemlig først, da han selv bliver syg, at han forstår, hvordan hun må have haft det.

»Kære mor. Først under min depression og indlæggelse sidste efterår og vinter har jeg for alvor oplevet den depressive dæmon rase i mig. Det har fuldstændig forandret mit syn på psykisk sygdom og på psykiatrien, og det har i særdeleshed gjort mig i tvivl om, hvordan jeg skal forstå mig selv, min egen sygdom – og dig,« skriver han i et af de afsluttende kapitler.

Ingen enkle forklaringer

Den januardag i 2018 var første gang, Peter Øvig blev indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Men det var ikke første gang, han fik en depression. Da han var barn, var han engang ved at skære sin fod til blods på en lampe i sine forældres stue, fordi han derved havde en konkret grund til at græde. En konkret grund til at forklare sine forældre, hvorfor han var ked af det.

I sit voksne liv har han oplevet at blive deprimeret – det, han også tidligere har kaldt »kunstneriske nedture« – efter udgivelsen af en bog, inden han er gået i gang med næste projekt. Men ved det seneste tilfælde var alt anderledes. Den eneste forklaring, han kan komme på – hvis altså man skal komme med en forklaring på depressioner – er, at den blev udløst af arbejdet med morens historie. I starten var han også overbevist om, at det var hendes værk.

»Det var en del af en sindssyg fortolkning. Jeg mente, at hun sad og trak i trådene, og at hendes dæmoni hinsides døden udsendte dæmoner ned mod mig.«

Fra da af begyndte han at bevæge sig ind i et forvrænget univers. Han blev pludselig overbevist om, at hans kæreste havde besluttet at forlade ham, at hun ville flå ham for alle økonomiske midler. Kort tid før indlæggelsen stod han op om natten og lavede bankoverførsler, så hun ikke kunne udføre sin plan. Den nat var han også overbevist om, at hans venner lå på lur i haven, klar til at overmande ham, hvis han forsøgte at flygte.

»Der findes ikke enkle forklaringer på psykisk sygdom. Og jeg har ikke et bestemt budskab – jo, prøv nu de elektrochok, hvis du har det rigtig skidt. Men ellers er mit budskab, at det er ret kompliceret.«

Selv om der ikke er et enkelt budskab, har Peter Øvig skrevet så rammende om en på samme måde udbredt og hemmeligholdt sygdom, at det er svært ikke at føle sig genkendt i den mørke melankoli. Man får lov til at synke dybere ned i forfatterens daglige tomgang og de aflyste aftaler, i psykosen og i det forvrængede verdensbillede. I de få lysninger, som psykiaterne kalder det, der kan opstå om aftenen, men som er væk, når man vågner næste morgen og atter er tilbage i helvede.

Lige inden jeg skal til at afslutte interviewet, stopper Peter Øvig mig.

»Jeg håber virkelig, du vil skrive dine personlige overvejelser i artiklen,« siger han så.

»Hvis ingen af os fortæller det, bliver det jo ved med at være stigmatiseret.« 

Det er svært ikke at tage opfordringen til sig. Om ikke andet så for at bryde den tavshedskultur, som også har præget min familie i flere generationer. I hvert fald indtil nu.

Peter Øvig Knudsen: Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon udkommer på Gyldendals forlag 8. maj 2019.