Læsetid: 6 min.

Popgeniet Elton John skriver et rockklodset testamente i København

Sir Elton John er på afskedsturné. I lørdags kom han til i hovedstaden, hvor menneskets mudder blev iscenesat som guddommeligt drama. Desværre blev hans popgeni også pakket ind i et klodset rockcirkus
Elton John gæstede lørdag som et led i sin afskedsturne et udsolgt Royal Arena. Men selvom flere af musikerne på scenen er gamle kendinge i Elton Johns verden, har de problemer med at vække sangkataloget til live.

Elton John gæstede lørdag som et led i sin afskedsturne et udsolgt Royal Arena. Men selvom flere af musikerne på scenen er gamle kendinge i Elton Johns verden, har de problemer med at vække sangkataloget til live.

Torben Christensen

20. maj 2019

En afskedsturné er et testamente. En mulighed for at overlevere ens værk til musikhistorien og fanskaren. At indprente folket, hvordan man vil huskes. Det sidste og muligvis klareste aftryk i vores erindringer.

Men ikke alle testamenter er lige vellykkede. Heller ikke Sir Elton Hercules Johns.

Afskedsturneen hedder Farewell Yellow Brick Road og når lørdag aften et udsolgt Royal Arena. Elton er 72, og det er et kun pletvist vellykket show, vi trakteres med. Ikke fordi han ikke gør en indsats, den gode Sir, men fordi han har truffet så mange forkerte valg. Nogle af dem sandsynligvis af nostalgiske grunde. Flere musikere er gamle kendinge i Elton Johns verden, men de har problemer med at vække sangkataloget til live.

På scenen har vi et rockband, ikke et poporkester. Og det er en skam, for det er snarere popikonet end rockstjernen Elton John, der har gjort en forskel i musikhistorien. Han har ikke et kor med, og ej heller har han givet synthesizerne en stærk plads i lydbilledet, så den astronomiske luksus kan brede sig.

I stedet er vægten lagt på punchet. Han har bas, elguitar, synth og hele tre perkussionister/trommeslagere med sig – en af dem ulideligt bombastisk, hvilket sikrer et gumpetungt slagtøjstivoliseret lydbillede. Hans popgeni dæmpes i et rockcirkus.

En havnløs supertanker

Lad os fejre geniet for en stund. Reginald Kenneth Dwights professionelle karriere begynder, da han er 14 i 1962 i rhythm and blues-bandet Bluesology.

På debutsinglen »Come Back Baby« fra 1965 kan man høre en stor gæld til amerikansk R&B og blues, men også til Motowns soul og til 50’ernes amerikansek pop og rock and roll, som han har hørt fra barnsben. Han begyndte at spidse ører, allerede da han var tre-fire, hævder han.

»I remember when rock was young / Me and Suzie had so much fun,« synger han i 1972.

Og snart falder han pladask for Bill Haley & The Comets, Elvis Presley, Little Richard og Jerry Lee Lewis. Ja, på mange måder kan det godt lyde, som om The Killer har taget bo i Elton Johns hænder på klaviaturet.

Det er også tydeligt i Royal Arena, hvor der ikke lades nogen tvivl om at de gamle hænder stadig kan flimre og tæske hen over klaviaturet, men også kærtegne ganske særlige tangenter. Allerbedst, når han er alene – og flyglet kører rundt på scenen som en havnløs supertanker – eller blot ledsages af ganske få musikere.

Selvmordsforsøg ved lavt blus

Elton John går solo i 1968, hvor han har dannet kompositorisk makkerpar med Bernie Taupin. Og gennembruddet kommer allerede i 1970 med den tilsyneladende udødelige »Your Song« fra hans andet album døbt Elton John – meget passende når han nu, som klicheen lyder, »træder i karakter« netop hér.

Han træder så også på gaspedalen i de efterfølgende år. Op gennem 70’erne udvikler han et enormt kokainmisbrug, der mixes med bulimi, alkohol og i hvert fald to selvmordsforsøg i 1968 og 1975. Men også med store udgivelser og enorme hits helt ind i 80’erne.

Et af de mindre hits er den uvant lange single »Someone Saved My Life«, en selvbiografisk sang om den gang hans Bluesology-kollega Long John Baldry fik ham talt fra et helt forkert bryllup – og om hans selvmordsforsøg. Elton var kæreste med en 180 cm høj kvinde, Linda, der tævede ham.

Ifølge Elton havde hun tidligere været kæreste med en dværg, der til gengæld tævede hende. Han forsøgte at begå selvmord ved at åbne for gassen, men Bernie Taupin fandt ham. Han havde lagt sit hoved på en pude og åbnet for gassen på laveste blus med vinduerne på vid gab.

Ikke overraskende er det en udfriende sang, fuld af hans karakteristiske vokale katarsis, højt i registeret. Som stort set alle hans største sange. Og vi får også lov at nyde den her i Royal Arena, hvor han præsenterer den som Taupins og hans mest personlige sang. Det giver smuk mening.

Vi er på rejse i Elton Johns enorme sangkatalog, et af de bedst sælgende i musikhistorien. Hans skingre soul, hans tunge disco, hans boksede rock and roll, hans stjerneglitrende ballader. Vi får det hele i Royal Arena. Desværre også et indarbejdet, overlangt Coldplay-agtigt intermezzo i »Rocketman«.

Og han synger som et jern. Uden falset, den må medmusikerne gribe, når de ellers kan finde ud af det. Men hans karburator har stadig magt og vælde og dybde, og hans bjæffen smælder gennem numrene.

United Colors of Benetton

Elton Johns seksualitet når offentligheden, da Cliff Jahr i 1976 interviewer ham til Rolling Stone. Jahr var selv åbent homoseksuel og overbevist om, at John er homo- eller biseksuel. Jahr drejer konversationen i retning af kærlighed. Først fortæller John om sin ensomhed, så siger han:

»Jeg har aldrig talt om det her før. Ha ha. Men jeg vil ikke slukke for båndet. Jeg har ikke mødt nogen, som jeg kunne tænke mig at slå mig ned med – ikke af nogen af kønnene.«

Og så: »Der er intet galt med at gå i seng med nogen af ens eget køn. Jeg tror, alle er biseksuelle til en vis grad.«

Det var store nyheder, da forsidehistorien udkom den 7. oktober 1976, så store at USA’s største nyhedsvært Walter Cronkite omtalte begivenheden på tv. Og det er siden blevet diskuteret om hans exit fra skabet bidrog til hans faldende position på hitlisterne i USA.

Fra 1984 til 1988 er han gift med skuespillerinden Renate Blauel. Efter skilsmissen, siger han – igen til sit foretrukne nyhedsorgan Rolling Stone – at han endelig har det godt med sin homoseksualitet.

På de alt for dominerende nyindspillede videoer på kæmpeskærmen hyldes mangfoldigheden med en farverig dansesekvens, der desværre vækker mindelser om United Colors of Benetton. Og flytter fokus fra musikken og musikerne.

Gnavpot af Guds nåde

Elton John er også en gnavpot af Guds nåde. Udstyret med et iltert, uforsonligt temperament.

Ja, det siges, at han engang ringede til sit management for, at de skulle få et stormvejr, der havde vækket ham, til at ophøre. Og Taupin/John har baseret en sangtekst og titel på Taupins kones udbrud om Elton: »The Bitch Is Back«. Den får vi også i Royal Arena, nu bare udstyret med en vildt fjollet video med drags, der slås i en swimmingpool.

Til gengæld får vi et kort glimt af temperamentet, da Elton John under en tale udbryder »shut the door over there.« Først i et kommanderende tonefald, så i et ildevarslende. Så bliver døren skyndsomt lukket.

I dag er han ellers angiveligt langt roligere. Han har været stoffri siden 1990. Han er blevet udstyret med nyt hår på issen takket være videnskabelige fremskridt. Sammen med sin kæreste siden 1993, David Furnish, har han fået to sønner med en surrogatmor. Og han er blevet slået til ridder af Dronning Elizabeth II.

Ved mikrofonen på scenen beretter han selv om sin 29 år lange ædruelighed, før han taler om sin kamp mod AIDS og sender en bandbulle afsted mod det verserende politiske klima og Brexit.

Det virker ikke opportunistisk, men inderligt. Og underbygges andetsteds i koncerten af billeder af aktivistisk politiske ikoner som Rosa Parks, Martin Luther King og Pussy Riot.

Klæder ikke arvesølvet

Simili er en del af hans forunderlige kunst, men det er en simili, der dækker over store, universelle følelser. Menneskets mudder iscenesat som guddommeligt drama. Desværre søger han noget mere autentisk i stedet for overjordisk med sin rockbesætning, og det klæder ikke arvesølvet.

I løbet af dagen op til koncerten har jeg været i dialog med mine tårekanaler, mens jeg har lyttet til mandens værk. Men i Royal Arena lades jeg mærkværdigt uberørt. Det er ikke en engagerende koncert. Og æstetisk er lydbilledet rodet, og centrale detaljer i musikken – strygere og falsetsang for eksempel – savnes ofte.

Navnet på afskedsturneen refererer naturligvis til filmen The Wizard of Oz og til Elton-klassikeren »Goodbye Yellow Brick Road«, hvor hovedpersonen forlader jetsetlivet (Oz) og menneskeforbruget til fordel for det landlige liv (Kansas).

»I’ve finally decided my future lies / Beyond the yellow brick road.«

Elton John vil vie sit liv til sine børn, har han allerede fortalt os. Og det er naturligvis afskedsnummeret, og det er fremragende.

Til sidst er han alene efter næsten to timer og 45 minutters koncert. Han stiller sig i en lille indhegning og glider opad mod en lem, der åbner sig i universet på kæmpeskærmen. Det foregår i komisk pensionisthastighed, som om han ønsker at trække afskeden i langdrag.

Elton John – Royal Arena, Kbh., lørdag.

Elton John optræder i Royal Arena igen 6. juni.

Elton John.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Karin Mette Petersen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Karin Mette Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu