Læsetid: 4 min.

Sporløs-vært: »Vi er så privilegerede at lave et program, der handler om ægte følelser, så vi behøver ikke dyrke gråden, den kommer af sig selv«

Journalist Ditte Haue har i fire år haft medansvar for et af de mest konsekvent tårefremkaldende programmer på dansk tv – Sporløs. Efter 32 rejser ud i verden for at finde de medvirkendes ukendte slægtninge er eftersøgningen og møderne stadig ikke blevet hverdag for værten
Vært på DRs Sporløs, Ditte Haue, synes ikke selv, hun har så let til tårer, »men på Sporløs er jeg gået fra at kunne styre det til ikke rigtig at kunne styre det«.

Vært på DRs Sporløs, Ditte Haue, synes ikke selv, hun har så let til tårer, »men på Sporløs er jeg gået fra at kunne styre det til ikke rigtig at kunne styre det«.

SVT Productions

24. maj 2019

Et tv-program, der er kendt for at fremkalde tårer, er Sporløs på DR1.

De seneste fire år har det været Ditte Haues opgave som vært på programmet at hjælpe danskere med at finde og møde slægtninge, de har mistet kontakten med eller aldrig mødt. Den 33-årige journalist er netop skiftet til TV 2 Nyhederne, men nåede dog at tage 32 rejser ud i verden sammen med medvirkende, der længes efter at møde deres ukendte familiemedlemmer.  

»Mange kalder Sporløs for følelsesporno. Jeg kunne ikke være mere uenig. Porno er at lade som om, og det er der ingen, der gør i Sporløs. De følelser, man ser i programmet, er så ægte, som de kan være. Da jeg startede på Sporløs, var jeg i tvivl om, hvad man gør for at få folk til at græde – men det gør de helt automatisk. Vi er så privilegerede at lave et program, der handler om ægte følelser, så vi behøver ikke dyrke gråden, den kommer af sig selv, fordi der er så meget på spil inde i de mennesker, vi rejser med.«

»Før i tiden var det sådan, at Sporløs på forhånd havde haft kontakt med dem, man skulle ud og finde, for at sikre, at de gerne ville være med i programmet, så det kunne ende lykkeligt. Det ville min redaktionschef og jeg gerne ændre. Vi ville lave autentisk fjernsyn og mente godt, at programmet kunne bære, at nogle af de forældre, vi opsøger, har brug for betænkningstid eller ikke ønsker at møde os.«

»Fordi vi producerer Sporløs, som vi gør, kan vi ikke love folk, hvordan det ender, så det er et ret voldsomt program at være med i. Derfor har vi alle vores medvirkende forbi en psykolog, inden vi tager afsted. Lige meget hvor meget, jeg siger til folk, at de skal forberede sig på, at deres mor kan være død, eller ikke vil se dem, at vi ikke kan finde hende, at hun har fået flere børn, at hun havde flere børn og valgte at give vores medvirkende væk, kan de ikke vide, hvordan de vil reagere på forhånd. Det er også derfor, man bliver rørt af at se det.«

»Før og under rejsen holder tilrettelæggeren og jeg øje med, hvilke tematikker der er på spil for den medvirkende. Ensomhed kan være en af dem. Eller følelsen af ikke at høre til. Der kan være ubesvarede spørgsmål, som hvor et ar kommer fra, eller ens fysiske træk eller en musikalsk sans, man ikke deler med sine adoptivforældre. Engang i Colombia sagde den medvirkende på et tidspunkt, at hun gik og kiggede efter en, der havde den samme næse som hende selv. Da vi så fandt hendes tante, der havde passet hende som lille, sagde hun: ’Du har familienæsen.’ Så er det fedt at have den bemærkning med som setup til tantens payoff

»Hvis vi finder frem til den eftersøgte, og han eller hun gerne vil mødes, prøver vi at arrangere et møde, hvor jeg fører den medvirkende hen til vedkommende. Vi prøver at finde et sted med plads og ro til at lade det moment udvikle sig. Det er en iscenesat situation, men følelserne er ægte. Jeg bliver nogle gange spurgt af nogen, der har fundet deres biologiske familie, om ikke jeg vil hjælpe dem med at arrangere mødet med dem. De kan ikke overskue at skulle banke på døren og så stå der helt alene. Det virker mere overskueligt at blive ført sammen et sted, hvor der er ro, til at man kan kramme og græde og give slip på de følelser, man har. Og sådan er virkeligheden ikke, der er der en anden akavethed.«

»Man kan have følelsen af at træde ind i skæbner, der bare er gået galt. Hvor folk er gået i hundene og aldrig har fået oprejsning eller er kommet af med skammen over at blive gravid uden for ægteskabet og sorgen over at have givet barnet væk. Mange af dem er samme sted, som da de gav barnet væk. Og så flyver man bare selv hjem til et køleskab med mad i, og så fortsætter ens liv nogenlunde uforandret. Det kan godt være hårdt.«

»Det er et specielt job, hvor man er rejsemakker, mere end man er tv-vært. Vi er sammen hele tiden, uanset om kameraet er tændt eller slukket. Vi spiser sammen, griner sammen og græder sammen. Der foregår mange snakke og bliver fældet mange tårer, når kameraet ikke kører. Jeg synes ikke selv, jeg har så let til tårer, men på Sporløs er jeg gået fra at kunne styre det til ikke rigtig at kunne styre det. Det er bare skæbnefortællingerne, der rører mig meget.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Steffen Gliese
  • Viggo Okholm
Erik Karlsen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tidligere var programmet plaget af lidt for mange tryk på tårekanalen; men det er rigtigt, at programmet i dag fremstår mere autentisk og dermed også langt mere interessant.