Læsetid: 9 min.

Tårer, der ændrede verden. Eller i hvert fald dansk politik

Ud over en fysisk reaktion – et tegn på begejstring, sorg, glæde og ophidselse – kan gråd være et magt- og manipulationsmiddel. Og gennem tiderne har tårer været en ret fast del af både international og dansk politik. Her er fem nedslag
Theresa May var ifølge aviserne »grådkvalt«, da hun 24. maj 2019 meddelte, at hun vil forlade posten som Storbritanniens premierminister.

Theresa May var ifølge aviserne »grådkvalt«, da hun 24. maj 2019 meddelte, at hun vil forlade posten som Storbritanniens premierminister.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

31. maj 2019

Der er valgkamp i Danmark og Brexitforhandlinger i Storbritannien, og når der sker politiske omvæltninger, er der altid store offentligt fremførte følelser på spil. Mens Theresa May leverede en ikonisk grådkvalt afskedstale til det britiske folk, da hun meddelte, at hun vil forlade posten som premierminister, har der indtil videre været overraskende lidt hulken i valgkampen. Men gråden er udbredt som manipulations- og magtmiddel.

I amerikansk politik har tårer ifølge professoren Tom Lutz fra Stanford University, der har skrevet en bog om grådens kulturhistorie, været en fast bestanddel siden George Washington og Uafhængighedserklæringen.

Da Abraham Lincoln og Stephen Douglas havde deres berømte debatter i 1800-tallet, græd de begge, og korrekt beherskelse og brug af tårerne blev dengang betragtet som en del af den oratoriske kunst: at græde på det rigtige tidspunkt i sin egen tale.

I 1972 gav den demokratiske spidskandidat Edmund Muskie en tale under en snestorm, hvor det så ud, som om han græd. Muskie havde ry for at være en rolig og saglig kandidat, hvilket blev ødelagt af tudeturen, som siden er blevet udpeget som årsag til hans politiske endeligt. Selv har han sagt, at han slet ikke græd, men at det, folk troede, var tårer, i virkeligheden var et snefnug, der smeltede på hans kind. 

Mandlige politikere kan i dag ifølge Tom Lutz bruge gråd til at vise, at de ikke er for mandige, mens kvinder, der opretholder kontrollen over deres følelser og altså tilbageholder tårer, kan demonstrere, de ikke er for følsomme. Således var tårer en nødvendighed for Bill Clinton, da han som præsident i 1990’erne skulle vise sig som et ægte menneske. Det gik o.k.

Da hans hustru, Hillary Clinton, i begyndelsen af 00’erne ville være præsident, blev hun – lidt uvant for en kvindelig kandidat – anklaget for at være for lidt menneskelig. Og da hun så omsider græd ved et vælgermøde i New Hampshire, anklagede kritikere hende for kun at gøre det for at snyde vælgerne til at tro, hun var »et ægte menneske med en livmoder«. Samtidig satte en af hendes konservative modkandidater, John Edwards, spørgsmålstegn ved, om hun nu havde den fornødne styrke og beslutsomhed til at blive præsident.

Ak ja.

Tårer er også blevet fældet i dansk politik – nogle med større indvirkning på historieskrivningen end andre. Her er fem nedslag. 

20’erne, 30’erne og 40’erne: Thorvald Stauning

Tage Christensen

Noget, de færreste nok ved om Thorvald Stauning, Danmarks første socialdemokratiske statsminister og den næstlængst siddende af slagsen, er, at han var rimelig tudevorn. Det var ellers ikke ligefrem comme il faut for mænd i hans storhedstid.

Begyndelsen og midten af det 20. århundrede er ifølge amerikanske Tom Lutz »højdepunktet af maskulin stoicisme«, hvor mænd helst ikke skulle vise og føle følelser. Men Stauning – der går hen og bliver historiens nok mest populære danske statsminister – græd altså. Og for ham var det åbenbart ingen hindring.

Ifølge optegnelserne, blandt andet Hans Lyngby Jepsens Gyldendal-biografi Stauning, var det intet særsyn at se statsministeren knibe en tåre. Et blandt mange eksempler var Socialdemokratiets kongres i 1936 – året efter at partiet ved folketingsvalget fik tæt på 50 procent af stemmerne. Der var god stemning.

Efter sidste punkt på dagsorden – valg af forretningsordfører, som på Staunings anbefaling blev Hans Hedtoft – rejste hele forsamlingen sig og hyldede statsministeren. Han takkede for tilliden gennem de mange år og viskede ifølge biografien salte tårer bort fra kinden, inden Hedtoft overrakte ham 40 røde roser.

Om Stauning siger man i dag, at han var stædig, tålmodig og trofast. Men han havde altså også en blød, ustabil, impulsiv og sentimental side. Og eksemplet fra kongressen er bare et af mange, for snesevis af gange lod statsmanden i mere eller mindre offentlige sammenhænge tårerne trille på de skæggede kinder. Lyngby Jepsen skriver i biografien:

»Sandheden er, at Stauning let blev rørt og havde let til gråd. Han tålte ikke at høre om nød, sygdom, ulykker, død. Han kunne være hård over for modstandere, hensynsløs hvis det tjente bevægelsen, men han smeltede sentimentalt og overgav sig, hvis et barn stak sin næve i hans, eller hvis en gammel arbejder sagde ham tak.«

1978: Ritt Bjerregaard

Erik Petersen

Efter Stauning var der ikke nævneværdige tårer i dansk politik i flere år. Det ændrede sig en decemberdag i 1978.

Daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) havde været i Paris for at vælge en dansker til Unescos styrelsesråd. Til formålet havde hun brug for en præsentabel adresse, og valget faldt på Hotel Ritz på Place Vendôme. Regningen efter opholdet lød på 50.000 kroner. Det var mange penge dengang, og da Ekstra Bladet kunne fremvise kvitteringer og fortælle historien, var der stor folkelig forargelse. Bjerregaard blev fyret – uretmæssigt, viste det sig senere, men det er en anden historie – og da hun skulle overdrage kontoret til sin efterfølger, Knud Heinesen, faldt den, den senere ikoniske tåre. 

 »Da jeg mistede den post, havde jeg ingen selvmedlidenhed,« har Rit Bjerregaard sagt til Berlingske. »Men jeg havde en stor vrede, og allerede dengang lærte jeg, at hvis man i den slags situationer kan blive vred, så genererer vreden så megen energi, at man kan komme videre.«

Så hvorfor græd hun?

»Det var den sympati, der bølgede om mig, da jeg skulle sige farvel til mine medarbejdere. Da jeg følte den, blev jeg rigtig, rigtig ked af det og syntes, at det var urimeligt, og det var kun med den yderste vilje og anspændelse, at der kun løb nogle enkelte tårer. Når man er i sådan en profession, må man kunne forlange, at man kan tilsidesætte de følelser, der hører til privatlivet. Det evnede jeg så ikke dengang, og det var jeg ked af. Men det er heldigvis kun sket den ene gang i mit professionelle liv.«

Tåren blev altså undtagelsen, der indrammede det offentlige billede af den unge politiker som et magtmenneske i fuld kontrol, med selvbevidst nederdel og håret samlet i en striks hestehale. I sin selvbiografi har hun fortalt, at det billede – den skrappe isdronning – aldrig har generet hende. Det har tåren til gengæld. 

»Jeg skal da ikke stå og tude offentligt. Jeg stod der som minister. Jeg varetog et arbejde, udøvede magt, og mine beslutninger havde konsekvenser for massevis af mennesker. Så må folk kunne forlange, at jeg er en velovervejet person. Og det var jo ekstra nødvendigt i mine unge år, hvor nogle tænkte: Kan man overhovedet tage sådan en ung dame alvorligt?«

2006: Søren Gade
Thomas Sjørup

Tiderne skifter, og i 2006 kunne danskerne flere gange opleve en grådkvalt minister i fuld offentlighed. Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) måtte, som Ekstra Brevet beskrev det, »diskret lade en finger føre en vildfaren dråbe fra sine rødsprængte øjne bort« til en begravelse af en dræbt soldat fra den danske Irak-styrke. Tidligere på året havde avisen rapporteret lignende scener. »Jeg vil ikke lægge skjul på, at det berører mig dybt, når en af vore unge militærfolk mister livet i landets tjeneste,« sagde ministeren til avisen. 

Fingeren, der fjerner tåren, blev siden en slags signatur for Søren Gade, og ved sin afsked med Forsvarsministeriet fire år senere, kørte den næsten i pendulfart rundt deroppe. Det kan man se i dokumentarfilmen Søren Gade – de sidste 48 timer. 

Søren Gade viste sig som den perfekte bløde mand, hvis ansigt var som skabt til gråd. Og den tåre, som Ritt Bjerregaard i årtier har siddet og forbandet over for journalister fra Berlingske og Politiken, blev for Søren Gade en velsignelse. Han blev kåret som Årets Dansker af P3, og han lå konsekvent højt i politikerpopularitetsmålinger – både før og efter at han havde siddet på direkte tv og sagt til Clement Kjersgaard, at »far her« jo var direktør for det hele, og at »the buck stops here«, hvis det skulle vise sig, at den arabiske oversættelse af bogen Jæger – i krig med eliten var fabrikeret af ansatte i Forsvaret. Hvilket det gjorde. Og da han i søndags blev stemt ind i Europa-Parlamentet, blev det med næstflest personlige stemmer – 201.626 stemmer – og sikkert også glædestårer i Holstebro. 

2012: Lisbeth Bech Poulsen

Keld Navntoft

I 2012 besluttede SF som nyt regeringsparti at stemme for en skatteaftale med Venstre og De Konservative. Det dengang 28-årige forholdsvis nye folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen havde inden da meldt ud, at hun ville stemme nej. Men efter et to timer langt gruppemøde gik døren op, og ud kom den på det tidspunkt ukendte politiker hånd i hånd med SF’s gruppeformand og med pressechefens arm om livet. Det var tydeligt, at hun havde grædt.

»Jeg har indset, at hvis jeg ikke stemmer for, så kan jeg ikke være SF’er,« sagde Lisbeth Bech Poulsen til ringen af journalister og fotografer. 

Skatteaftalen, det hele drejede sig om, var historisk, fordi den gik på tværs af folketingssalen. Den omfattede blandt andet skattenedsættelse for virksomheder og en forhøjelse af topskatten.

At hun efter mødet var følelsesmæssigt oprørt, har hun siden – blandt andet til Hassan Preisler i Radio24syvs interviewprogram Det Næste Kapitel – betegnet som »en idealisme, der brast« og kom ud på en lidt rodet facon.

Ligesom alle os andre har Lisbeth Bech Poulsen også efterfølgende set billederne. Det ligner, siger hun i radioprogrammet, at hun har fået tæsk – i hvert fald mentalt.

»For nogle blev det billedet på, at ren idealisme har svære kår på Christiansborg.«

Modsat Ritt Bjerregaard fortryder Lisbeth Bech Poulsen ikke gråden. Hun har fået mange henvendelser fra folk, der har takket hende for, at hun dér på en gang på Christiansborg viste sig som »et rigtigt menneske« – grædende for rullende kamera. Selv om hun slet ikke gjorde det, altså græd. Og det har efterfølgende irriteret hende, at der i aviserne stod, at hun græd, fortæller hun, for det gjorde hun ikke. Hun græd til gruppemødet, men ikke på gangen. Heller ikke selv om vi alle husker det, som om hun gjorde. Det er – siger hun til Hassan Preisler – nok lidt ligesom, at vi husker at have set overlærer Andersen på altanen i Matador, selv om vi aldrig gjorde det. 

»Det er noget med, at når man har fået fortalt en dramatisk historie nok gange, føler man, man har set det.«

2015: Helle Thorning-Schmidt

Bax Lindhardt

Under stor pressebevågenhed var vores statsminister i februar 2015 gæst ved to begravelser. Den jødiske vagt Dan Uzan og filminstruktøren Finn Nørgaard mistede begge livet ved terrorangrebet i København på valentinsdag 2015 og blev kort efter bisat. Ved de to lejligheder blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) så bevæget, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Det fangede fotograferne, og pressen svælgede selvfølgelig lidt rituelt i det.

Børsens daværende debatredaktør, Christopher Arzrouni, gik et skridt videre og sagde i DR-programmet Jersild minus spin, at det lignede skuespil fra Thornings side. Han syntes ikke, at en statsminister kunne tillade sig at fælde tårer over folk, hun ikke kendte.

Forventligt nok skabte redaktørens udtalelser en hel del virak, og Arzrouni blev blandt andet anklaget for misogyni. Han afviste og holdt fast i sine udtalelser, som bestemt ikke handlede om køn: »Jeg har bare været til mange begravelser af selv nære familiemedlemmer, og det har været begrænset, hvor mange der har fældet tårer. Jeg kan ikke lide det show,« sagde han til BT.

Det stødte ham ligefrem: 

»Hvis nogen, jeg ikke kendte, mødte op til min begravelse og flæbede over det, ville jeg opleve det virkelig underligt. Selv om jeg jo ville være død.«

Så vidt vides har Christopher Arzrouni – der i dag er spindoktor for Venstre-politikeren Kristian Jensen – hverken før eller siden udtalt sig offentligt om andres »flæben« over mennesker, de ikke kender. Heller ikke Søren Gades.

Kilder: Berlingske, BT, DR, Ekstra Bladet, Politiken, Radio24syv, ’Søren Gade – de sidste 48 timer’ (TV 2), Hans Lyngby Jepsen: ’Stauning’ (Gyldendal), Sandy French og Mette Højbjerg: ’Ritt – en biografi​’​​​​​​ (Lindhardt & Ringhof), Tom Lutz

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

Skatteforliget i 2012 indeholdt nu ikke nogen forhøjelse af topskatten, tværtimod. Den indeholdt en forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat, og dermed en reduktion af topskatten, og det er jo en ganske anden historie.