Læsetid: 3 min.

’Toy Story’ er følelsesmæssigt kryptonit for en legesyg far forladt af voksne børn

Informations filmredaktør græder til mange film, allermest til dem, han er vokset op med — og så til animationsfilm og særligt Pixars ’Toy Story’-trilogi, fordi den handler om at miste
Mange film får filmredaktør Christian Monggaard til at fælde en tåre, men især Toy Story-filmene går rent ind hos familiefaren.

Mange film får filmredaktør Christian Monggaard til at fælde en tåre, men især Toy Story-filmene går rent ind hos familiefaren.

Pixar. INC

2. maj 2019

Læsere af mine filmanmeldelser vil vide, at jeg græder af om ikke alting, så i hvert fald meget – og jeg definerer gråd som alt fra en solid klump i halsen til regulære tårer ned ad kinderne. Jeg er fra fødslen både romantisk og sentimentalt anlagt, og det hjalp bestemt ikke på sagen, da jeg for 25 år siden blev far for første gang.

Her er f.eks. nogle af de film, jeg har grædt til for nylig – medregnet er ikke alle de tårer, jeg har fældet i hjemmebiografen: Avengers: Endgame (ret voldsomt), Gøg & Gokke (smil gennem tårer), Shazam! (moderat klump i halsen), Girl (tårer affødt af lige dele frustration, fysisk og eksistentiel smerte og lettelse) og Captain Marvel (glædestårer).

Der er ikke ret meget, der kan få mig til at tude som de film, jeg er vokset op med, f.eks. tegnefilm som Bambi og Dumbo og så selvfølgelig Star Wars-trilogien og E.T., den første film, jeg kan huske at have grædt til. Det gjorde både min mor og jeg, da vi for snart 40 år siden så den sammen i Silkeborg Bio. 

Men jeg har en svaghed for de gode fortællinger for hele familien, som Pixar laver. De er, om man vil, mit følelsesmæssige kryptonit, og bare jeg tænker på nogle af filmene, begynder mine læber at bævre.

Stakkels legetøj

Det er nok Toy Story-trilogien, som snart bliver til en kvartet, der har påvirket og stadig påvirker mig mest. Filmene fortæller om drengen Andys legetøj, der bliver levende, når han og ingen andre mennesker kigger, og de er simpelthen så velformede og på én gang morsomme og følelsesladede, at det er umuligt for mig at holde tårerne tilbage.

’Værst’ er det i Toy Story 2, der handler om den store sorg, det er for et stykke legetøj, når det barn, legetøjet tidligere betød alt for, ikke længere vil lege med det, ja, måske endda ligefrem smider det ud. Og når Jessie, den raske cowgirldukke, der er blevet en del af ensemblet i filmen, synger den smukke og triste »When She Loved Me«, som handler om, at hendes ejer, en pige, en dag kasserede hende, bliver jeg noget så rørt. 

Sangen og scenen minder mig om barndommens tabte land – alt det legetøj, jeg selv har smidt væk, glemt eller mistet – og om, hvordan mine egne børn er blevet større og efterhånden stoppet med at lege.

Toy Story 3 er Andy så ved at blive voksen, og han giver alt sit legetøj væk, fordi han skal på universitetet. Det er stærke sager, og det giver et gevaldigt stik i hjertet, sikkert fordi mine egne børn så småt er begyndt at leve deres egne liv, hvor der ikke er lige så meget plads til mig som før.

Når jeg falder over en børnetegning, et feriefoto eller en kasse med ting, min datter efterlod sig, da hun flyttede hjemmefra, er det svært ikke at føle en vis smerte over, at det hele går så forbandet hurtigt.

Pixars film er befolket med figurer, der er lige så menneskelige som mig, og netop fordi filmene er animerede og handler om legetøj, insekter og robotter, kan de beskæftige sig med de helt store følelser, uden at det bliver for sentimentalt eller anmasende. I stedet lader man paraderne falde – og begynder at græde.

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Mose Pedersen

Fat mod Christian. Hvis du er ufattelig heldig er der noget der hedder børnebørn!

Katrine Damm

I gir' den godt nok gas med tårerne Inf, og jeg indrømmer, at det er gået hen over hovedet på mig hvorfor, ikke at der ikke er nok at græde over ;-(

Nå men anyways:

" Sentimentalitet er den ufølsommes erstatning for følelser"
(kan ikke huske ophavspersonen)

"Sentimentalitet er den direkte vej til fascisme"
Paprika Steen

Jeg er sikkert bare en gammel kyniker. Snøft;)