Der er meget at være frustreret over og lave film om i verden lige nu

CANNES – »Kære venner, husk, at der hverken er dårlige vækster eller dårlige mennesker. Der er kun dårlige dyrkere.«

Sådan skrev den franske forfatter Victor Hugo i 1865 i Les Misérables (De elendige), og citatet afslutter franske Ladj Lys spillefilmdebut med samme titel, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes i år. Filmen foregår i nutiden, i Montfermeil, en socialt belastet forstad til Paris, og har måske ikke umiddelbart så meget med Hugos klassiker at gøre. Og dog. Begge fortællinger handler om mennesker på bunden af et samfund, der helst så dem forsvinde. Tilmed skrev Hugo noget af De elendige i Montfermeil, hvor bogen også foregår, og hvor der for godt 15 år siden var voldsomme uroligheder og sammenstød mellem politiet og stedets unge.

Noget af det samme sker i Ladj Lys film, der foregår i løbet af et sommerhedt døgn, hvor tre politimænd patruljerer i Montfermeil og på den ene side prøver at undgå, at ghettokvarterets forskellige grupperinger støder sammen, mens de selv med deres aggressive fremfærd får pustet til ilden. En ung mands drengestreger får således alvorlige konsekvenser i Les Misérables, der hele tiden strammer tommelskruerne om sine personer og øger spændingen og uvisheden om, hvordan det hele mon ender.

De udstødte og elendige

Les Misérables kunne godt minde om en opdateret version af Matthieu Kassovitz’ snart 25 år gamle Hadet, der fortalte en lignende historie fra de franske forstæder.

»Der er ikke sket så meget siden,« siger en af betjentene, der er ny på jobbet, da han i begyndelsen af filmen får at vide, at Victor Hugo skrev De elendige i Montfermeil. Blandt andet derfor er Les Misérables en vigtig film. Ladj Ly, der er sort og selv opvokset i Montfermeil, har haft problematikken helt inde på kroppen, men slap derfra med livet i behold og kan nu fortælle en historie om fejlslagen integration og flere generationer af tabte unge.

Filmen begynder med en scene fra afslutningen på VM i fodbold i 2018, hvor Frankrig blev verdensmestre. En flok af de unge, sorte knægte fra Montfermeil er taget ind til centrum af Paris for at se finalen og fejre sejren sammen med resten af byen. Den ene af dem har endda et fransk flag om skuldrene som en kappe. Han og de andre føler sig som franskmænd, og de vil så gerne være en del af fællesskabet. Da de kommer hjem til Montfermeil, er alt dog igen, som det plejer: De er de udstødte, de elendige, i et parallelsamfund, der har egne regler og love i forhold til resten af Frankrig, og hvor de nærmest er skyldige i et eller andet, indtil det modsatte er bevist.

Profitmaksimering og nedskæringer

Citatet som afslutter Les Misérables, kunne også godt referere til britiske Ken Loachs nye film, Sorry We Missed You, der tillige deltager i hovedkonkurrencen i Cannes. I stil med instruktørens forrige film, Jeg, Daniel Blake, fortæller Sorry We Missed You en trist og dybt engageret historie om helt almindelige mennesker, der desperat forsøger at overleve i et samfund, hvor effektivisering, nedskæringer og profitmaksimering trumfer almenmenneskelige hensyn.

Ricky (Kris Hitchen) og Abby (Debbie Honeywood) bor til leje i Newcastle sammen med deres to børn, Liza (Katie Proctor) og teenageren Seb (Rhys Stone), men drømmer om at købe det hus, de ikke havde råd til, da finanskrisen ramte for ti år siden. Abby er hjemmehjælper, men har mindre og mindre tid til at hjælpe sine ’klienter’, mens Ricky, der har prøvet lidt af hvert, siger ja til at blive selvstændig chauffør for et fragtfirma. Han bliver lovet guld og grønne skove, men med arbejdsdage på 14 timer og et system, der straffer ham, hvis han er for langsom, viser det selvstændige mere at bestå af manglende muligheder og rettigheder – og arbejdsgiverens totale ansvarsfralæggelse, når noget går galt.

Samtidig kommer Abby og især Rocky mere og mere på kant med den skoletrætte Seb, der pjækker fra skole for at male graffiti sammen med sine venner. Og i midten af det hele forsøger Liza på sin helt egen, stilfærdige facon at holde sammen på en familie, der er ved at falde fra hinanden.

Umulig situation

Titlen, Sorry We Missed You, henviser både til de sedler, Ricky efterlader, når han ikke kan aflevere en pakke, og mere metaforisk til den manglende kommunikation i den lille familie. Filmen er fuld af hjerteskærende øjeblikke, hvor Ricky og Seb går fejl af hinanden, og hvor en ulykkelig Abby, der har måttet sælge sin bil, så Ricky kunne få råd til udbetalingen på en varevogn til sit arbejde, må tage bussen rundt mellem de ensomme klienter, der har brug for hende, men som hun ikke har megen tid til, fordi kommunen ikke vil betale for det.

Sorry We Missed You er måske ikke helt lige så gribende som Jeg, Daniel Blake, men den er lige så engageret i sine personer og deres umulige situation, som på ingen måder er unik eller kun hører Storbritannien til. Det gælder næsten alle steder i Europa, at der bliver skåret ned på ’de varme hænder’, mens både kommunalt ansatte og såkaldte selvstændige bliver bedt om at løbe hurtigere og hurtigere. Det er den nye tids proletariat – og vel også prækariat – som skal slås for deres rettigheder og rimelige arbejdsforhold.

Og således er der slået en såre menneskelig og politisk tone an allerede tidligt i hovedkonkurrencen i Cannes. Les Misérables og Sorry We Missed You er sammen med Jim Jarmuschs bidske angreb på præsident Trump, The Dead Don’t Die, nok de mest direkte blandt filmene. Men også franske Mati Diops Atlantique – der handler om korruption, udnyttelse og migration – brasilianske Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles syrede Bacurau – der handler om en lille landsbys oprør mod udefrakommende politiske, kapitalistiske kræfter – har noget på hjerte.

Det er lidt usædvanligt, at konkurrencen i Cannes er så politisk, men det siger måske noget om, hvor grelt det står til rundt om i verden. Der er meget at være frustreret over og lave film om.

’Sorry We Missed You’ har dansk biografpremiere senere på året. ’Les Misérables’ er endnu ikke i dansk biografdistribution

www.festival-cannes.fr