Venedig Biennalen er alle kunstbegivenheders selvbevidste dronning

Med den ene rystende hånd læser jeg i Erica Jongs Serenissima – en roman fra Venedig, mens jeg med den anden hælder Gammel Dansk og hvidvin ned i svælget. Jeg sidder i flyet på vej til Venedig med den samlede danske kunstscene om bord og forsøger at dulme mine angste nerver med de to bedste tricks, jeg kender: litteratur og sprut.

Jeg elsker Jong og hendes dekadente skrift, men har selvfølgelig fravalgt hendes Fear of Flying til fordel for en roman, der kan få mine tanker væk fra angsten og hen på glæden ved det kommende Venedig-eventyr:

»Hver gang man kommer til Venedig, genspejler den et nyt jeg. En ny drøm, som om den delvis var ens eget spejl. Luften er fuld af sjælene af alle dem, der har levet her, arbejdet her, elsket her. Selve stenene er fulde af historie. De hvisker til en, når man om natten vandrer i de øde gader.«

Dette er min sjette Venedig Biennale, og det er ti år siden, jeg første gang deltog i de hektiske åbningsdage, inden Biennalen åbner for offentligheden.

Dengang – for ti år siden – blev jeg så overrumplet af byens magi, festerne på de overdådige palazzoer, ornamentikken, udsmykningerne, guld, velour, masker, smykker og glas, at jeg følte det, som om jeg altid havde haft en gammel venetiansk dame boende i mig, som endelig kunne komme ud og ånde i passende omgivelser.

Venedig Biennalen er alle kunstbegivenheders selvbevidste dronning. Den er ikke bare den ældste og stadig mest prestigefulde, den er også lidt gammeldags i koderne og holder fast på formen og det nationale fokus. Biennalen er på den måde en slags »kunsten Olympiade«, hvor de enkelte nationer dyster om at vinde den eftertragtede guldløve.

I 80’erne forsøgte biennalen – 100 år efter sin opstart – at komme lidt mere med på noderne ved også at skabe en kurateret hovedudstilling og udvidede derfor terrænet og inkluderede det gamle militærområde Arsenale. Siden har hovedudstillingen været næsten lige så vigtig som Documenta i både besøgstal og kritiske analyser. Den fungerer altid som et slags dobbelt spejl på både kunstverdenen og verden i det hele taget: Hvilken verden lever vi i? Hvad og hvem er vigtige? Hvilke tendenser er der?

I år skal det vise sig at være de levende, de marginaliserede og de sorte, der er de vigtige, og at det økokritiske tema har fået en ekstra dystopisk dimension. Ralph Rugoff, kuratoren for hovedudstillingen i år, har nemlig valgt udelukkende at invitere levende kunstnere, hvilket naturligt skaber et ret ungt og aktuelt udtryk.

Det skaber grundlæggende en noget spraglet udstilling, som visse steder bliver lovlig forhippet på det »aktulle og politiske« – som eksempelvis ved at inkludere Christoph Büchels flygtningebåd, der hænger som et anonymt varsel foran caféområdet. En båd, hvori næsten 1000 mennesker mistede livet for et øjeblik siden, hænger altså nu som et »værk« på en udstilling, hvor mange intetanende defilerer forbi med deres travle program i hånden og mobiltelefon i hånden.

Nordisk mørke og elegance

Jeg beslutter at starte næste morgen med gå i den danske pavillon, som jeg skal skrive om først, for at se de nationale pavilloner på det aflukkede område Giardini, hvor alle de gamle nationer har et særligt hus, som ofte afspejler landets stil og arkitektur.

I år har den danske kunststyrelse valgt dansk-palæstinensiske Larissa Sansour som repræsentant, og det føles netop i denne tid vigtigt og rigtigt, at en nation, der ikke har en pavillon i Venedig – Palæstina – på den måde også får en stemme på udstillingen.

Jeg sætter mig til rette i mørket foran den halve time lange film og tager mig i at spekulere over, hvorfor værkerne på den danske pavillon de sidste par år har været så tunge – decideret mørkbesatte.

Til sidste biennale blev man ligefrem spærret inde i mørket i en halv time i Kirstine Roepstorffs formanende teater om ’mørkets glemte potentialer’, mens man sad og længtes ud i lyset.

Men Sansours film viser sig at være billedligt smuk, betagende faktisk, og filmens melankolske stemning passer meget godt til den regnfulde og lidt kolde morgen i Venedig. Mange klager allerede over, at åbningsdagene nu løber af stablen i starten af maj i stedet for i juni, hvor de i mange år har fundet sted. Det regner og regner, og Giardini er fuld af opslåede paraplyer.

Den nordiske pavillon deles normalt mellem Finland, Norge og Sverige, men i år har de slået sig sammen og lavet en gruppeudstilling med titlen Forecasting REPORT, hvor fantasivæsner blander sig med store grønne algeskulpturer – særligt norske Ane Graffs skulpturer med krystaller og teknologi falder jeg i svime over: De ligner brusekabiner til ret smalle mennesker og ser ud, som om de er ved at smelte, for små pøle af glasvandpytter ligger omkring kabinerne, som er dekoreret med en form for artificiel natur: lilla krystaller, sort kul og drinks, syntetiske aks af korn, der har halskæder dinglende fra toppen.

Det er ét af årets største tendenser: Økokrisen fortalt igennem skulpturer af glas, hvor det menneskelige møder det ikkemenneskelige — og her superstiligt med en drink med sort kul inkluderet.

Fransk trip og blæksprutter

Jeg skynder mig mod den franske pavillon, som viser sig at dyrke stilen med glas og vand og fremtidsnatur på en lidt mere trippet fransk måde. Det er den hippe kunstner Laure Prouvost, der repræsenterer Frankrig, og man er nærmest garanteret en stor, syret oplevelse med hende på programmet.

I år er én af de helt store diller i den samlede mængde Venedig-udstillinger ikke bare at forholde sig til vandet, men også til fisk, alger, muslingeskaller og særligt blæksprutter.

Fetichen for blæksprutter har måske noget at gøre med dens alien-agtige udseende, som om den kombinerer havets dybe mysterium med universets ditto. Dens otte arme er intelligente fangarme, og den har levet på planeten i over 500 millioner år og er måske derfor mere vidende, end vi unge mennesker er.

Derfor fungerer den smukt som symbol for den stadig nye tendens med at lade andre væsner og arter træde ind i det centralperspektiv, som i århundreder har været forbeholdt mennesket. Det er ikke længere adækvat på en opvarmet klode, hvor vi er tvunget til at ændre perspektiv for at overleve.

I første afdeling af Prouvost-pavillonen er gulvet skabt som et hav i glas – med alle mulige tingester støbt ned i glasset eller liggende ovenpå: mobiltelefoner, cigaretskod og fisk svømmende rundt i samme blågrønne glasgulv. Det er et fint greb at kombinere Venedigs grønne Adriaterhav med glasset, som Venedig er så kendt for.

Videre ind i udstillingen vises en film, som er komplet syret, vild og fantastisk: Korte klip følger en gruppe unge hippe typer, der danser rundt i verden og ender med at svømme til Venedig som havfruer, hvor de vælter op ad vandet fyldt med alger omkring sig.

Filmens syrede univers vokser ud i selve udstillingen og viser en anden dominerende tendens på årets biennale: Filmværker, man totalomsluttes af i installationer, hvor remedier fra filmen er i rummet, og hvor både gulv, lofter og vægge fungerer som forlængelser af filmen.

Som den plasticstrandstol, jeg sidder i, der er blevet til en halv lerskulptur med mærkelige gevækster, der vokser rundt om den – som sad jeg på havbunden. Prouvost-pavillonen bliver én af de mest omtalte pavilloner på Giardini, og det kan ses på den alenlange kø udenfor.

Eksklusion-inklusion med dans og humor

En anden favorit på Giardini, der ender med at få en ’speciel mention’ af juryen, er den belgiske pavillon med det absurdkomiske kunstnerpar Jos de Gruyter & Harald Thys, der med deres menneskedukker i næsten 1:1 har skabt en underlig analog verden af en kok, en væverske, en pottemager og en organist, der sidder og rokker lidt mekanisk frem og tilbage, mens Hitler står på en skammel og følger dem, og rummet i øvrigt er omgivet af indespærrede suspekte typer – som en rottedame og en blind tiggerske.

Det er befriende morsomt og underligt og taler eksklusion-inklusion uden en eneste formanende moralsk pegefinger.

Jeg var også vild med to andre pavilloner; den brasilianske og den schweiziske – som begge rockede den med kønsnedbrydende dansevideoer. Den brasilianske Swinguerre af Bárbara Wagner & Benjamin de Burca siger det allerede i titlen: En danse-battle foregår mellem forskellige grupperinger af mænd, kvinder, transkønnede, tykke og tynde, hvor dansen både er et sted, de definerer sig og udtrykker sig, og som de samtidig frigøres igennem.

Den schweiziske er en del mere teknisk og lækkert konceptuelt iscenesat, men lige så vild og frigørende at se på – skabt af Pauline Boudry og Renate Lorenz med deres hang til glimmer.

Der var som altid også nogle ekstremt mærkelige og kitschede pavilloner – den ægyptiske for eksempel, hvor en række gyldne sfinkser lå på rad og række og havde fået erstattet deres løvehoveder med fladskærme, eller den israelske, der var lavet om til et hospital, men hvor der ikke var adgang på grund af de mange gæster/patienter, der allerede havde trukket nummer – det var måske meningen, men alligevel skørt.

To i én

Hovedudstillingen delte meningerne lige så meget, som den plejer, i år. Den tager timevis at komme igennem, hvor den ene del foregår på Giardini og den anden del på Arsenale — en nærmest kilometerlang højloftet bygning.

Til hver biennale udnævnes en ny højtprofileret kurator til at skabe én af de vigtigste udstillinger i kunstverdenen. I år er det Ralph Rugoff, der med titlen May You Live In Interesting Times, antyder, at han som et kuratorisk valg udelukkende har valgt at invitere nulevende kunstnere – altså ikke noget med at score point på at vælge afdøde ikoniske og/eller oversete kunstnere.

Et andet greb, der er særligt i år, er, at alle kunstnerne både er med på Arsenale og på Giardini – det er altså lidt som at se to versioner af den samme udstilling. Et lidt pudsigt greb, som jeg stadig er i tvivl om fungerede.

Fra Ralph Rugoffs May You Live In Interesting Times.

M. Angeles Salvador/Ritzau Scanpix

Overordnet var mit indtryk, at der ikke var tænkt så utrolig meget over den æstetiske sammenhæng imellem de enkelte bidrag, men mere i helheden af kunstnerlisten. Særligt på Giardini føltes det hele lidt tilfældigt og rodet. Med enkelte skønne undtagelser. For eksempel deltager danske Danh Vo (igen) i år på hovedudstillingen, og hvor hans installation på Arsenale er lidt hemmelig, undselig og dunkel, så er den én af hovednumrene på Giardini i det smukke, runde højloftede rum.

Vo har valgt at lade sin gamle malerprofessor fra sin tid på Det Kgl. Danske Kunstakademi få væggene i rummet – så Vos bidrag er gigantiske spejlfoliemalerier af Peter Bonde, der dominerer det runde rum med de karakteristiske brede ekspressive penselstrøg, her i orange og gule nuancer.

Det var Bonde, der i sin tid opfordrede Vo til at stoppe med at male, og det var vist ikke en helt tosset idé, hvis man kigger på Vos eksplosive internationale karriere, som interessant nok for eksempel er skabt ved – som her – at bruge andres bidrag og værker.

Karakteristisk for hovedudstillingen i år er også en lang række virkelig gode film og filminstallationer. Nogle af de mest populære navne inden for den digitale sci-fi-genre – Ed Atkins, Hito Steyerl, Jon Rafman og Alex da Corte – er alle med og har skabt helt nye installatoriske værker, der for Steyerls vedkommende er stedsspecifikt skabt omkring Venedig. Stemningen i lagunen er i det hele taget sådan samlet set noget dyster i år.

Den økologiske krise ånder os ikke bare i nakken, den er hele tiden fuldt udfoldet i mange lige-om-lidt-dystopiske scenarier for øjnene af os. Gys.

En anden tendens er en meget stor repræsentation af portrætter af sorte – bl.a. af Zanele Muholi, der ledsager hele turen ned igennem Arsenale med store smukke portrætter af sorte kvinder, der kigger én direkte i øjnene, men også Njideka Akunyili Crosby, Michael Armitage, Frida Orupado og Nicole Eisenman viser værker, der minder os om, at vi alle er en farve – den ’neutrale hudfarve’ findes ikke længere. Mest ekspressivt udtrykt i Arthur Jafas film The White Album, som vandt Den Gyldne Løve for bedste værk på hovedudstillingen.

En film, der trods de 40 minutter den varer, allerede var et tilløbsstykke under åbningen, hvor kåringen endnu ikke var officiel. Dens hardcore klip mellem closeups, iscenesatte interviews og footage viser folk, der udtaler sig om racisme og hvidhed, så man vrider sig indvendig. Der er stadig langt igen, selv om det på biennalen kan føles, som om vi nu alle er lige – og at kunstnerlisten i det mindste har inkluderet en lang række ikkevestlige navne.

Samme aften var der danskertræf i et smukt gammel palazzo med en tagterresse, hvor alle stod klemt sammen på få kvadratmeter med fri vin fra vinhanen i hånden. En farlig cocktail i mødet med alle venner og bekendte fra kunstscenen, men nogen formåede at komme videre fra den generøse vinhane til vilde franske og svenske fester. Eller de endte, hvor man altid ender i Venedig: i hotelbaren på Hotel Bauer.

Solopera og sprøjtende keramikvaginaer

Rundt omkring i Venedigs gyder – og på mere eller mindre sære lokationer – findes en hel række andre nationale pavilloner, som ikke har en pavillon på Giardini-området. Den litauiske pavillon var i år placeret i et nedlagt militærområde tæt på Arsenale. Besøgende blev ledt ind i bygningen i hold og kunne her se ned på en stor sandstrand, hvor folk lå og solede sig i badetøj – fra børn til ældre, tykke og tynde, hunde og børn.

Det særlige var, at badegæsterne sang opera, mens de lå og solede sig. Sun & Sea (Marina) kaldes projektet af Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, som modtog Den Gyldne Løve for bedste nationale pavillon.

De besøgende stod på et podie hele vejen rundt oppe under loftet og kiggede ned på »scenen«. Selvfølgelig besad projektet en række kritiske pointer omkring global opvarmning, men det blev leveret på den mest henslængte, overskudsagtige måde, og det var den pavillon, der allerede inden præmieringen blev talt allermest om (sammen med den franske).

Andrea Merola/Ritzau Scanpix

En personlig favorit var også den estiske pavillon med Kris Lemsalus fantastiske keramikkreationer i et nedlagt værksted på Guidecca. Lemsalu gør det i en farverig fabel-keramik, som til denne udstilling udsprang omkring en stor søjle dekoreret med keramiske vulvaformer. Fra vulvaerne strakte der sig arme og ben, og nogle af dem sprøjtede med vand ned i et kar.

Projektet hedder BIRTH V og oplevedes som en hyldest til den feminine skaberkraft, til absurditet, humor og spiritualitet. Den venetianske gamle dame inden i mig elskede det.

Særudstillingerne med malerier og glas

Alle de smukke gamle museer i Venedig har selvfølgelig særudstillinger af ypperste karat, som åbner samtidig med biennalen. Nogle af dem er kæmpe tilløbsstykker, som trækker lange køer. Sådan var det med Jannis Kounellis på Fondazione Prada, som jeg derfor ikke nåede ind til. I stedet gik jeg ind på nabomuseet Ca’ Pesaro – Galleria Internazionale d’Arte Moderna, der ligger i et smukt palazzo med afsindigt højt til loftet og – viste det sig – en lidt sjov samling af moderne kunst, der både inkluderede Jeff Koons og Gustav Klimt.

Det første værk, jeg så, var sjovt nok et fantastisk maleri af Jannis Kounellis: et sort, rundt maleri med et æg placeret på en lille hylde i midten. Én af de store oplevelser i år var også Helen Frankenthaler, der blev vist i en særudstilling på Palazzo Grimani. Hendes abstrakte malerier fra 50’erne og 60’erne er helt vidunderlige: store klare farveplamager, der er trukket hen ad lærredet med en bred spatel.

På vej mod lufthavnen har jeg de sidste par år taget et stop på Murano for at se udstillingen Glastress. Den er arrangeret i et gammelt glasværksted på Murano og var i år en overlegen opvisning i internationale navne, der alle havde lavet nye værker i glas til udstillingen.

Der var de vildeste kreationer og nogle helt enkle konceptuelle værker; fra åndssvage fuckfingre i farvet glas af Ai Wei Wei til en bedårende smuk »Fragil Have« af Carlos Garaicoa, som bestod af et kæmpe transparent glasbord, hvorpå »planter« af glas lå tværs hen over bordpladen og lignede en mellemting mellem spyd og fremtidsplanter – med krogede rødder i farvet glas i den ene ende og facetslebne »blomster« i den anden ende. Magisk!

Efter en time på glasudstillingen var jeg ved at være mæt af venetianske udskejelser, skønhed og kunst. Jeg savnede pludselig min egen have afsindigt og havde det helt o.k. med at skulle op i luften igen for at komme hjem. »Venedig… en by fuld af synd, dekadence og trylleskær,« skriver Jong.

Jeg serverer mig selv et sidste glas medbragt Prosecco i flyet og sender Venedig et kys fra luften til afsked.

Venedig Biennalen 2019. Indtil 29. november 2019.