Læsetid: 13 min.

Venedig Biennalen er alle kunstbegivenheders selvbevidste dronning

Med årene bliver det tilsyneladende sværere at skelne de enkelte årgange af Venedig Biennalen fra hinanden, men visse ting har været uforglemmelige i år: en lind strøm af blæksprutter, en strandopera, en vandsprøjtende keramisk vagina og en hel del dystre digitale sci-fi-film
Badegæsterne sang opera, mens de lå og solede sig. Sun & Sea (Marina) kaldes projektet af Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, som modtog Den Gyldne Løve for bedste nationale pavillon.

Badegæsterne sang opera, mens de lå og solede sig. Sun & Sea (Marina) kaldes projektet af Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, som modtog Den Gyldne Løve for bedste nationale pavillon.

Felix Hörhager

16. maj 2019

Med den ene rystende hånd læser jeg i Erica Jongs Serenissima – en roman fra Venedig, mens jeg med den anden hælder Gammel Dansk og hvidvin ned i svælget. Jeg sidder i flyet på vej til Venedig med den samlede danske kunstscene om bord og forsøger at dulme mine angste nerver med de to bedste tricks, jeg kender: litteratur og sprut.

Jeg elsker Jong og hendes dekadente skrift, men har selvfølgelig fravalgt hendes Fear of Flying til fordel for en roman, der kan få mine tanker væk fra angsten og hen på glæden ved det kommende Venedig-eventyr:

»Hver gang man kommer til Venedig, genspejler den et nyt jeg. En ny drøm, som om den delvis var ens eget spejl. Luften er fuld af sjælene af alle dem, der har levet her, arbejdet her, elsket her. Selve stenene er fulde af historie. De hvisker til en, når man om natten vandrer i de øde gader.«

Dette er min sjette Venedig Biennale, og det er ti år siden, jeg første gang deltog i de hektiske åbningsdage, inden Biennalen åbner for offentligheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Toft Sørensen
Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Dengang – for ti år siden – blev jeg så overrumplet af byens magi, festerne på de overdådige palazzoer, ornamentikken, udsmykningerne, guld, velour, masker, smykker og glas, at jeg følte det, som om jeg altid havde haft en gammel venetiansk dame boende i mig, som endelig kunne komme ud og ånde i passende omgivelser".

Forførelse i relation til det æstetiske kan have mange former, f.eks. det skønne, det lækre og det følelsesmæssigt appellerende. Dette kan forbindes med såvel reklamens, emballagens og varens æstetik, som det kan forbindes med kunstens æstetik i dens forskellige former.

Det må dog være vigtigt at fastholde ved netop den kunstneriske kvalitet, at den ikke alene kan være baseret på det skønne, det lækre og det følelsesmæssigt appellerende, men også på en, i det mindste, indirekte appel til refleksion, omtanke og eftertanke i forhold det, der har værdi i tilværelsen, ved menneskers forskellige aktiviteter og omgangsformer.

Her kan, i hvert fald på nogle områder, drages paralleller til H. C. Andersens "Nattergalen", hvor han overvejende opstiller en modsætning mellem det, han opfatter som henholdsvis det kunstige og det naturlige.

En sådan skelnen betragtes i dag af mange som nærmest antikvarisk, og med god grund, men alene at acceptere det kunstige som kvalitet, efterlader et tomrum, hvor kunstens kvalitet meget nemt bliver til en varens kvalitet, hvor det bliver svært at skelne mellem kunstværkets pris og dets kvalitet.

Citeret fra indledningen til eventyret:
"Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentlig tage sig i agt. I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste enden på den".

Den kunstkritiske reportage fra Biennalen er velskrevet og underholdende, med vægt på tendenser, korte beskrivelser og karakteristikker af værker, samt hvilke værker der umiddelbart appellerer til kritikerens smag.

Jeg savner dog en mere overordnet kritik af eller stillingtagen til Venedig Biennalen som fænomen, sådan som det har udviklet sig, og sådan som den fungerer i dag, og en mere klar kunstkritisk kvalitetsvurdering af udvalgte værker, som på forskellige måder kan betragtes som særligt relevante for netop Informations læsere. Men det kommer måske senere?

Når rubrikken hedder "Venedig Biennalen er alle kunstbegivenheders selvbevidste dronning", ud fra hvilket kunstkritisk perspektiv foretages så en sådan karakteristik eller vurdering?

Ofte har jeg svært ved at forholde mig til dansk kunstkritik. Den valgte diskurs giver i høj grad mindelser om markedsføring for den begivenhed, som kunstkritikken egentlig skulle forholde sig til kunstkritisk til.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det er ét af årets største tendenser: Økokrisen fortalt igennem skulpturer af glas, hvor det menneskelige møder det ikkemenneskelige — og her superstiligt med en drink med sort kul inkluderet".

Det interessante for mig som læser er her, hvilket natursyn publikum bliver præsenteret for i disse kunstsammenhænge? Hvilke tendenser i natursyn er dominerende? Romantiserende natursyn af forskellig karakter bliver her mere vildledende end vejledende.

Hvilken sammenhæng er der her videre mellem valget af kunstnere til udstillingens præsentation af kunst, med et sådant natursyn, og så den kendsgerning, at Biennalen også har karakter af "udstillingsvindue" for samtidskunst?

Hvilke økonomiske og organisatoriske valg er gået forud, som i sidste ende fører frem til valget af kunstnere med de dominerende natursyn på Biennalen?

Den traditionelle kunsthistoriker - kritiker tilgang, hvor kritikeren stort set har tillært sig en diskurs, der er blind for alt det, der ligger uden for billedrammen, og som i en vis forstand bliver "hvid kube", er for mig at se mangelfuld og til dels en afmontering af muligheden for en sammenhængende kunstkritisk tilgang til samtidskunst.

Det er sådan noget, jeg forventer af kunstkritik i aviser som Berlingske og Jyllands - Posten, og ikke af kunstkritik i en avis som Information.