Læsetid: 14 min.

Yanis Varoufakis: »Der er en europæisk konflikt mellem oppe og nede. Ikke mellem Sydeuropa og Nordeuropa«

Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis vil revolutionere det europæiske demokrati og skabe en solidarisk grøn omstilling med milliardtunge investeringer. For status quo fører ikke bare til en ustyrlig klimakrise, men også til EU’s og demokratiets undergang
Yanis Varoufakis er ikke just imponeret over den europæiske valgkamp. »Vi sidder i et kriseramt Europa med en facistisk trussel fra højre og så handler valgkampen ikke om, hvordan vi skal ændre Europa, men om man er for eller imod EU,« siger han. 

Yanis Varoufakis er ikke just imponeret over den europæiske valgkamp. »Vi sidder i et kriseramt Europa med en facistisk trussel fra højre og så handler valgkampen ikke om, hvordan vi skal ændre Europa, men om man er for eller imod EU,« siger han. 

Malene Lauritsen

16. maj 2019

»Hvis du ville ændre Romerriget, så måtte du begynde i Rom. Hvis du i dag vil ændre Europa, så må du begynde i Tyskland.«

Yanis Varoufakis sidder helt rank i læderstolen foran et lille cafébord på et nobelt hotel i Berlins shoppinggade Friedrichstrasse. Her få uger før valget til Europa-Parlamentet tager den græske økonomiprofessor sig gerne en times tid til at forklare sit syn på Europa.

»Vi vil ikke bare fortolke Europa, men forandre Europa. Derfor stiller jeg op som græker i Tyskland. Men vi har også en tysker i Grækenland, en italiener, der stiller op i Frankrig osv. Vi vil vise, at det faktisk er muligt at skabe et europæisk demokrati.«

Når Yanis Varoufakis siger »vi«, så mener han den tyske gren af bevægelsen Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25), som Varoufakis var med til at grundlægge i 2016 her i Berlin, og som han i kraft af en bopæl i byen nu kan stille op for som spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Som transnational liste er DiEM25 samtidig del af bevægelsen Det Europæiske Forår, der omfatter 15 grønne og venstreorienterede partier og bevægelser, herunder det danske Alternativet.

Hvis navnet lige glipper, så plejer de mest effektive stikord til at placere Varoufakis at være: ham den græske finansminister med motorcyklen, der til mediernes grænseløse glæde sloges med ham den tyske finansminister i kørestolen, altså Wolfgang Schäuble, under den fatale græske gælds- og bankkrise omkring 2015.

At Schäuble og EU-trojkaen – og dermed sparepolitikken – trak det længste strå, mens Varoufakis måtte overlade roret til pragmatikeren Alexis Tsipras, skal det ikke handle direkte om denne dag i Berlin.

Men dog indirekte. For selv om Varoufakis nu kigger mod fremtidens Europa, ligger denne fortælling som et slør over Varoufakis – og i Varoufakis’ udlægning ligger denne græske historie også som et slør over Europa, hvor finansmarkederne fortsat er med til at undergrave demokratiet, og hvor euroens økonomiske og sociale skævvridning nu er uløseligt forbundet med den økologiske krise.

Tsunami af kapital

Alligevel ser han heller ikke skyggen af provokation i, at han stiller op i netop Tyskland.

»Der har aldrig været et clash mellem tyskerne og grækerne. Som politisk narrativ er det ren propaganda,« siger økonomiprofessoren.

»Der har derimod været et clash mellem den tyske og den græske regering. Den europæiske tragedie er, at oligarkiet i Nordeuropa og oligarkiet i Sydeuropa op til krisen i 2008 gik sammen mod borgerne i både nord og syd. Det gjorde de med finansielle deals og med den tsunami af kapitalstrømme, der flød fra Nordeuropa mod Sydeuropa, hvor de overvejende landede i lommerne på oligarkerne, og hvor de var med til at skabe eksplosiv vækst og enorme bobler af uholdbar gæld. De bobler kollapsede med finans- og eurokrisen, hvor de samme oligarker i Syd- og Nordeuropa læssede deres tab af på arbejderne, skatteyderne og de økonomisk svageste grupper. Og så blev denne fælleseuropæiske krise gudhjælpemig gjort til et spørgsmål om nationalitet!«

Varoufakis læner sig tilbage i stolen, mens han taler videre.

»Det er en konflikt mellem oppe og nede og ikke mellem nord og syd. Det er på allerhøjeste tid at stoppe denne tåbelige fortælling, hvor de uskyldige ofre for finansindustriens interesser sættes op mod hinanden.«

Yanis Varoufakis’ yndlingssted i Europa

Det sydlige Grækenland! Det område har en fantastisk og meget europæisk kulturhistorie, og jeg føler mig hjemme der. Kald mig gerne patriot – jeg elsker det område utroligt højt. Desværre er vores europæiske landbrugspolitik også ved at ødelægge biodiversiteten der. Grækenland kunne være et brødkammer for en stor del af EU på økologisk basis, men næsten alle landbrug er gledet ind i BASF-, Bayer og Monsanto-logikken.

Rationel humanisme

For Varoufakis er det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad skal vi gøre ved den systemiske krise i Europa – økonomisk, demokratisk, økologisk? Men helt grundlæggende spørgsmål som offentlig gæld, fattigdom, en ustabil banksektor, alt for lave investeringsrater i nye teknologier og det demokratiske underskud i EU er nærmest fraværende i den europæiske valgkamp, som Varoufakis ikke just er imponeret over.

»Vi sidder i et kriseramt Europa med en fascistisk trussel fra højre, og så handler valgkampen ikke om, hvordan vi skal ændre Europa, men om man er for eller imod EU. Macron har selv sat denne fælde op: mig eller Salvini, siger han. Men joken er, at Salvini og Orbán og deres populistiske ligemænd kun lever pga. Macron og hele det liberale establishment. Macron og Salvini, Juncker og Orbán er partnere, selv om de ikke selv forstår det,« siger Varoufakis.

Han skraber flødeskummet på sin kakao over i underkoppen med et skævt smil og ordene »for meget af det gode«.

»Mit mål er at bryde dette giftige partnerskab mellem establishmentet og det autoritære modsvar med et humanistisk-rationelt og moderat alternativ.«

500.000.000.000 euro årligt

Hvor han kun ser en øget social og økonomisk skævvridning i Europa, medgiver Varoufakis, at der efterhånden er stærkt europæisk fokus på den grønne omstilling. Det fokus nytter bare ikke noget, fordi de etablerede partier konstant blander maksimale krav med en »åh nej – det kan vi jo ikke på grund af markedets pessimisme«.

Malene Lauritsen
»Der står en uhyre omstilling foran os. Et par procent af BNP til omstilling kan få os til at føle os lidt mere veltilpasse rent etisk, men det er langtfra nok,« siger grækeren.

»Selv De Grønne vil ikke meget mere – de er hoppet med på de halve løsninger og blandingen af maksimale krav og pessimisme for at please magtpartierne.«

Som De Grønne er Varoufakis fortaler for beskatning af multinationale koncerner og en CO2-beskatning, der tilbagebetales til borgerne, hvormed de klimabevidste forbrugere belønnes. Men han afviser skarpt De Grønnes finansiering af omstillingen med generelt øgede skatter, fordi det ville kvæle den skrøbelige vækst i Europa.

Sit eget bud på en New Green Deal kalder Varoufakis derimod »radikalt og realistisk«: Frem til 2024 skal der på europæisk plan investeres 500 milliarder euro i grøn innovation, forskning, infrastruktur, i energisektoren og i millioner af solide, grønne arbejdspladser – hvert år.

Til at realisere disse gigantiske summer vil Varoufakis lade Den Europæiske Investeringsbank (EIB) udstede for 500 milliarder euro-obligationer årligt.

»EIB skal signalere, at hvis disse obligationer går stærkt ned i pris, fordi der skabes så mange af dem, så vil ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) opkøbe dem. Det kræver ingen nye institutioner og ingen europæiske traktatændringer, for den her proces sker allerede i mindre målestok. Vi kan begynde på det i morgen,« siger Varoufakis med et smil.

Med et koncentreret blik skitserer han ECB’s gigantiske opkøb af obligationer og dens desperate forsøg på at holde hjulene kørende med en nulrentepolitik.

»Det opretholder en minimal vækst og status quo. Vores forslag giver derimod grøn vækst og gode job – og en sikker havn for investorer og pensionskasser. Hvad venter vi på? Folk med penge vil i dag give deres højre arm for disse EIB-obligationer, for i en tidsalder med nulrenter aner de ikke, hvad de ellers skal stille op med pengene.«

Fuldkomment vanvittigt

På indvendingen om, at de i sidste ende vil finansiere omstillingsfesten med seddelpressen, ryster Yanis Varoufakis kort, men heftigt på hovedet.

»Pengene er derude allerede. Mens vi sidder her og drikker kakao, er der omkring tre trillioner euro, der bliver jongleret rundt i finanssektoren. Så spørgsmålet er: Hvordan kan vi aktivere de penge og få dem til at gøre samfundsnytte? Investeringsgraden af BNP er historisk lav i Europa, mens vi oplever en historisk høj opsparingsrate. Det er jo fuldkommen ... det er vanvittigt!«

Varoufakis nævner den tyske kulkraft som ét eksempel på, hvad manglende investeringer fører til. For der kunne for længst være udviklet alternativer.

»Se kineserne: De har satset benhårdt på vedvarende energi og gjort det billigere end kulkraft. Investeringer er vejen frem, ikke mindst hvis vi vil have andel i den gigantiske værdiskabelse, som den grønne omstilling vil medføre. Inden for elbiler er Europa allerede langt bagud.«

– Men en sådan brug af EIB og især af ECB som bagstopper – det får du aldrig hverken tyskerne eller nordeuropæerne med på. Det bryder jo reglerne i ECB …

»Nej, det bryder med den tyske udlægning af, hvordan ECB burde fungere. Vi er i en ny tid, og derfor må vi også tænke nyt. Det handler ikke kun om grøn omstilling, men også om at stoppe den sociale og økonomiske skævvridning i Europa. Ellers bliver vi ved med at fodre det populistiske monster med en sparepolitik, der helt konkret ødelægger folks fremtidsudsigter, ikke mindst i de udpinte landregioner.«

Kartofler og arbejdskraft

– Du foreslår også en europæisk mindsteløn. Men hvis man tager til Bulgarien eller Rumænien …

»… så oplever man en massiv udvandring som følge af den økonomiske og sociale skævvridning i Europa!«

Ja. Men også lande, som ikke er i nærheden af at kunne konkurrere med nordeuropæiske lande. Man behøver ikke være særligt liberal for at påpege, at en mindsteløn vil få arbejdsløsheden til at eksplodere.

»Den liberale analyse er halvvejs rigtig, hvis du sammenligner arbejdere med kartofler: Hvis du sætter en minimumpris, så kan der opstå en skævvridning mellem udbud og efterspørgsel. Men mennesker er ikke kartofler,« siger Yanis Varoufakis.

»De fleste rumænere og bulgarer forlader deres lande, fordi de ikke kan få enderne til at mødes. Da disse lande kom med i det indre marked og oplevede arbejdets og kapitalens fri bevægelighed, kunne ethvert overskud, der blev genereret i Bulgarien eller Rumænien, blive ført til f.eks. Luxemburg eller Tyskland,« siger Varoufakis, hvis kakao er ved at være tømt.

»At have fri bevægelighed af kapital i et land, der konstant har handelsunderskud over for et land som Tyskland – det inviterer til kapitalflugt. Hvis man tvinger arbejdsgiverne til at løfte bunden, så folk kan leve af deres løn og blive i landet, så øger du samtidig den indre efterspørgsel og skaber en mere bæredygtig økonomi. Og du stopper helt perverse udviklinger, som at lokale regeringer ikke vil hæve uddannelsesniveauet, fordi kvalificering øger udvandringen.«

Varoufakis læner sig atter frem i stolen og antyder en ny konklusion med sit kropssprog.

»Europa er havnet der, hvor det både har for lave samlede investeringsrater, og hvor investeringerne er helt skævt fordelt mellem de regioner, der er velkørende og de regioner, der er kørt ud på et sidespor. Den onde cirkel skal pinedød brydes.«

Yanis Varoufakis’ europæiske yndlingsværk

Av, det er et unfair spørgsmål. Men som politiker skal man jo svare på den slags spørgsmål, så jeg siger Picassos Guernica. Picasso har formået at fange Europas lyseste og i særdeleshed dets mørkeste sider i ét værk, som man aldrig bliver færdig med.

En stille død

Som samtalen skrider frem, virker Varoufakis flere gange, som om han enten er flere år bagud – eller pænt ligeglad med den aktuelle dagsorden. For set med danske briller er klima og miljø godt nok blevet helt centrale valgemner, men eurokrisen er nærmest glemt til fordel for flygtningekrisen.

»Det er helt skævt, hvis det passer. Hverken økonomisk, socialt eller politisk har Europa overvundet krisen,« siger Varoufakis og opremser sydeuropæisk arbejdsløshed, nedskæringer i velfærd, stigende europæisk hjemløshed og stigende skatter på basale fødevarer.

I lande som Italien, Portugal og Spanien er andelen af national gæld, som nationalbankerne sidder på, desuden i fortsat stigning. Det er i grækerens øjne ikke bare bad, men very bad. I Italien ligger renten nemlig over tre procent, mens vækstraten ligger under en procent. Dermed bliver gælden stadig mindre bæredygtig. I Tyskland er det lige omvendt – her bliver gælden stadig mere bæredygtig.

»Det her spil vil rive Europa fra hinanden – ikke nødvendigvis på den dramatiske måde som med Brexit, men en stille undergravning, hvor vi til sidst sidder tilbage med et fædrelandenes Europa spist op af økonomiske skævvridninger,« siger Varoufakis og tilføjer:

»Selv Macron har opgivet sin europæiske reformagenda. Den var ellers meget beskeden, men den blev helt ignoreret af Tyskland – både af CDU/CSU, men også af De Grønne.«

Et andet Europa

Personligt er den græske økonomiprofessor fortaler for et stærkere Europa med en føderal europæisk regering og forfatning, som kan sikre et demokratisk fungerende Europa.

Malene Lauritsen
Det betyder ikke, at han vil afskaffe nationalstaterne. Tværtimod, bedyrer han.

»I dag har vi mistet suveræniteten nationalt, men vi har ikke genskabt den på europæisk plan. Men det er ikke et nulsumsspil. Når vi f.eks. europæiserer investeringerne i grønne teknologier, når vi europæiserer løsninger for kuldsejlede banker, eller når vi europæiserer kampen mod fattigdom, så giver vi også en højere grad af frihed til de nationale parlamenter.«

– Men til en start er der jo ingen fælles offentlig sfære i Europa og over 20 forskellige sprog …

»Det er et work in progress at skabe en europæisk demos, en offentlighed. De europæiske nationalstater er heller ikke faldet ned fra himlen. Jeg kommer fra et land, der blev befriet fra Det Osmanniske Rige i begyndelsen af det 19. århundrede, men de færreste talte græsk. Eller se på USA i 1780’erne og 1790’erne: 60 procent af borgerne talte ikke engelsk, og landet var præget af borgerkrig. Demos er noget, man kan skabe. Derfor tænker vi også transnationalt i DiEM25,« siger Varoufakis.

»Vi viser, at et andet Europa er ikke bare muligt. Det er her allerede.«

Indvandring giver vækst

At denne omvæltning næppe kommer fra den europæiske venstrefløj, lægger grækeren ikke skjul på. Fra tyske Die Linke over spanske Podemos til græske Syriza er venstrefløjen »håbløst splittet« – ikke mindst på så afgørende områder som migration og holdningen for eller imod EU.

Efter selv at have været glødende EU-modstander i sin ungdom har den 58-årige i dag mest hovedrysten tilovers for lexit-fløjen – altså ’left-exit’ eller det venstreorienterede krav om at forlade EU.

»Lexit-folkene blander den legitime kritik af EU’s reelle funktion sammen med argumenter for at komme ud af EU,« siger han.

»De ignorerer, at de største ofre for en europæisk opløsning ville være arbejderklassen, feministerne, indvandrerne, demokraterne. Vinderne ville være højrefløjsnationalisterne, misantroperne, racisterne. Derfor bør det være venstrefløjens opgave at reformere EU fra bunden. Prøv at se på Frankrig: Melanchons nationalistiske retorik har i sidste ende styrket Le Pen og ikke venstrefløjen. Som min ven Slavoj Zizek plejer at sige: »Venstreorienteret nationalisme er ikke et klogt svar på national socialisme.«

Hvad indvandring angår, er Varoufakis stærkt imod hårde europæiske grænser. Og han har intet tilovers for, at lande som Danmark fører en »inhuman overbudspolitik mod indvandring«, mens lande som Grækenland og Italien må tage slæbet.

»Vi tackler ikke tilnærmelsesvist det her problem i fællesskab,« siger han og ryster på hovedet ad den europæiske angst for indvandring.

»I de seneste 1.000 år har vi europæere set det som vores gode ret til at emigrere til og kolonisere de kulturer, vi er stødt på – på godt og ondt. I sidste århundrede oplevede vi katastrofale krige, som blev afløst af en historisk vækst i Vesteuropa. Den flader ud nu, hvor vi tilmed sidder med et meget stort demografisk problem. Derfor bør vi på en rationel måde drage fordel af indvandringen og skabe fælles, rationelle og humane regler for hele EU i stedet for at skubbe aben rundt.«

– Den fortælling kommer du ikke langt med i et land som Danmark, hvor et hovedargument er den stærkt udbyggede velfærdsstat, som ikke kan holde til, at der indoptages for mange ukvalificerede mennesker udefra ...

»Jamen vågn op, Danmark! I må forstå, at jeres velfærdsstat ikke er bæredygtig. Både af demografiske grunde – I får brug for hænderne. Af vækst- og rentemæssige årsager – selv middelklassens pensioner spises op. Og fordi I har en krone, der er bundet til en vaklende valuta, nemlig euroen. I kan ikke koble jer af Europa og resten af verden,« siger Varoufakis.

»Desuden er ideen om, at migranterne stjæler vores job og partout presser vores lønniveau, kort og godt forkert. Migranter skaber job og vækst,« siger han og holder en mindre forelæsning om USA’s historie, om Marx, migranter og solidaritet mellem fagforeninger på tværs af grænser.

»Mure, grænser, protektionisme – det er desværre tidens reaktionære svar på kapitalismens kræfter. Mit svar er: Lad kapitalismen undergrave sig selv, og lad os på internationalt og solidarisk plan gå imod udbytningen.«

Yanis Varoufakis’ vigtigste europæiske møde

Det var med en ukendt politisk aktivist her fra Tyskland, som er et stykke oppe i 70’erne, og som jeg har stor respekt for. Han var meget venstreorienteret og meget euroskeptisk, da han kom til vores første møde med DiEM25 her i Berlin. Efter mødet spurgte jeg ham, hvad han syntes, og han svarede helt oprigtigt, at han giver vores bevægelse nul chancer. Hvorfor er du så her, hvor vi kæmper for EU’s overlevelse? Og så svarede den her gamle, hårdt prøvede aktivist: Fordi jeg vil være blandt dem, der stadig tror og håber, når Europa falder fra hinanden. Lad ham ikke få ret.

Fascistisk fremmarch

Yanis Varoufakis har talt i en lille time, mens han permanent har kigget Informations udsendte i øjnene med et koncentreret blik. Efter interviewet går vi et par hundrede meter over på Gendarmenmarkt – en smuk berlinsk plads med en lang tysk-fransk historie og massive ødelæggelser i Anden Verdenskrig bag sig. Her deltager omkring 500 mennesker i den ugentlige Pulse of Europe-demonstration, der er demonstrativt upartisk og proeuropæisk.

Yanis Varoufakis bydes velkommen på scenen med klapsalver, men selv som ugens store stjerne holder han det ved en helt kort tale på engelsk om sammenholdet mellem de europæiske folk – og især mellem grækere og tyskere.

Et par pensionister med budskabet »Europa – aldrig mere krig« får en autograf, og journalister fra Italien, Sverige og Frankrig hiver fat i Varoufakis. Varoufakis er fint tilfreds, selv om fremmødet er til at overse sammenlignet med størrelsen på den europæiske krise i hans udlægning. Og med Varoufakis’ beske kritik af både venstrefløjen og De Grønne ser det umiddelbart temmelig tyndt ud med alliancepartnere i EU. Så hvad kan han og DiEM25 overhovedet rykke, hvis det lykkes at få et par mandater i Europa-Parlamentet?

»Alle politiske revolutioner startede med en håndfuld mennesker. Måske kan vi sætte en europæisk kædereaktion i gang.«

– Overdramatiserer du ikke situationen en del?

»Nej. Jeg er virkelig bekymret – ikke bare for en fascistisk fremmarch fra højre og for, at Europa falder fra hinanden, men også for social uro og europæiske konflikter. For et par måneder siden hjemkaldte den franske præsident sin ambassadør fra Italien. Sidst det skete, var i mellemkrigstiden. Hvis nogen havde fortalt det – og lagt Brexit og den antieuropæiske fremmarch oven i hatten – for bare fem år siden, så havde det lydt som en urealistisk dystopi,« siger han.

»EU er under enormt pres inde- og udefra. Vi står midt i en tid, der er lige så afgørende som 1930’erne. Hvis jeg kan bidrage til at dreje udviklingen et stykke i den rigtige retning, så er jeg faktisk stolt.«

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jes Kiil
  • Torben Lindegaard
  • Katrine Damm
  • Johnny Christiansen
  • Kurt Nielsen
  • Christian Estrup
Erik Karlsen, Espen Bøgh, Gert Romme, Torben K L Jensen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Jes Kiil, Torben Lindegaard, Katrine Damm, Johnny Christiansen, Kurt Nielsen og Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

"Lad falde hvad ikke kan stå" En kapitalistisk liberalistisk lov der synes at have ramt EU.

Torben K L Jensen

"Lad falde hvad ikke kan stå" En kapitalistisk liberalistisk lov der synes at have ramt EU.

"Hvis du ville ændre Romerriget, så måtte du begynde i Rom".

Romerriget blev altså ikke ændret. Men og enhver organisation fungerer - og normalt godt, så længe den tilfører brugerne de goder, de forventer. Dette gælder romerriget, Den Europæiske Union, Brugsen på hjørnet, frimærkeklubben og alle andre organisationer.

Men når brugerne ikke føler, de får værdi for pengene, dør enhver organisation stille og roligt. - Det gjorde romerriget, det gør EU, og det går såmænd også det danske statssamfund, hvis brugerne ikke mere har brug for organisationen.

Tidligere talte man om "borgernes Europa", og i den periode virkede EU ganske godt for de fleste borgere. Men så i 1990-erne skiftede den politiske opfattelse blandt EU-landenes politiske ledere, og langsomt men sikkert har man sat kommercielle interesser over borgernes.

Jeg tror ikke, EU står overfor et nedbrud netop nu, men hvis ikke EU og EU-landenes politiske ledere tilpasser hele samfundet til borgernes behov, vil der på sigt ske noget, hvor EU ikke mere giver nytte, - og så er EU på vej til at miste aktualitet.

Derfor er der behov for alle de gode input og visionære nytænkninger, vi kan få. Og dette er formentlig en af dem.

Karsten Lundsby, Henrik Peter Bentzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Gab

Varoufakis tonede frem på de internationale medier, da han mente, det var OK for Grækenland ved en folkeafstemning ensidigt at beslutte, at landet ikke ville betale sin gæld.

Fint nok. Det betyder i normalt sprog konkurs og dermed udelukkelse fra videre kreditgivning.

Men det mente han ikke. Han ville opfinde en ny hokus-pokus økonomi, hvor man kan sætte sig i gæld til højre og venstre uden vilje til nogensinde at betale gælden tilbage - og samtidig bevare sin kreditværdighed. Man tager bare en folkeafstemning, som beslutter, at man skider på gælden (selv om det indebærer, at der så er andre lande, der skal undgælde - også lande, der var økonomisk dårligere stillede end Grækenland).

Han fik sin folkeafstemning - og løb næste morgen væk.

At nogen i dag kan fæste bare den mindste lid til hans dømmekraft overgår min fantasi. Verden vil bedrages.

Thomas Andersen, Jens Winther, Thomas Krogh, Christian De Thurah, Per Torbensen, Steen Piper, Joen Elmbak, Palle Jensen og Ulrik Bjørn Jeppesen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Der er flere logiske fejlslutninger i hans vision om et føderalt Europa ledet af en "europæisk" demos , der vil få løst Europas problemer.

For det første: Hvorfor skulle der være brug for en føderation, hvis en europæisk demos i alle europæiske lande er enige i f.eks. at reducere mere C02? Hvis man kan blive enige om samarbejde, hvorfor så blive til én stat?

For det andet, må man spørge sig selv om hvor mange der skal til før en europæisk demos har talt? Er det nok med franskmænd, f.eks? Hvor ofte skal mindre lande tromles ned af de større? Skal Polen kunne diktere hvilke luftfiltre virksomheder skal bruge i hele Europa? Er det sådan det skal foregå?

Espen Bøgh

Man sidder tilbage med lidt "Cirkus"fornemmelse ligesom med Alternativet - med flot lyder da.