Ágnes Heller: »Den største fare for Europas fremtid er etnisk nationalisme«

Hendes liv hænger intimt sammen med Europas historie. Hun har med egne øjne set og på egen krop oplevet de værste forbrydelser og de største forandringer i det 20. århundrede. Fordi hun undervejs har tænkt, skrevet og bestandigt korrigeret sine iagttagelser er hun ikke bare i egen person et enestående vidnesbyrd, hun er samtidig også en af de vigtigste nulevende europæiske tænkere.

Denne centraleuropæiske historiefilosof har formået at reformere marxismen, blive en ledestjerne for en kritisk venstrefløj i hele Europa og for 68’ernes revolutionering af hverdagslivet, inden hun lagde klar afstand til kommunismen, overtage Hannah Arendts lærestol i New York, blive en vigtig teoretiker for postmodernismens og er i dag en af de skarpeste kritikere af Viktor Orbáns Ungarn.

Hendes navn er Ágnes Heller, ungarsk jøde født i Budapest i 1929.

Forleden blev hun 90 år, og intet kan tilsyneladende stoppe denne iltre ungarske terrier. Hun er aktiv som aldrig før, rejser verden rundt, taler og skriver med en klarhed og analytisk brillans.

Lige fra begyndelsen var Ágnes Heller en overlever. Hun overlevede som ung pige Holocaust ved et mirakel. Det er ikke et ord, hun selv bruger. Hun foretrækker at kalde det tilfældet. Faktisk flere gange.

Den ene gang fordi det nazistiske ungarske pilekors-parti, der i 1944-45 samlede flere tusinde ungarske jøder og skød dem ved Donaus kaj, var løbet tør for ammunition, kort før det var hendes tur. En anden gang lykkedes det unge Ágnes og hendes mor, efter at være blevet taget til fange, at flygte ind i en overfyldt sporvogn, hvor menneskemængden slog ring om dem, så vagterne ikke vovede at skyde.

»Med den sporvogn undslap vi Auschwitz«, har hun udtalt.

En tredje gang, sultedøden nær i ghettoen, gemte en russisk general hende af vejen i en kartoffelkælder. Siden fandt hun ud af, at det nok var samme dag, at hendes far døde i Auschwitz. Det skulle vise sig, at alle hendes bedste venner døde, herunder hendes første kæreste.

»Dengang kunne man kun overleve ved et tilfælde. Det nødvendige var at blive dræbt«, siger hun i dag, når hun skal opsummere sin barndom.

Så er vi i gang, før vi rigtigt er det. Jeg er rejst til Budapest for at tale med denne europæiske legende. Hun begynder allerede at tale, mens jeg går ned ad den lange gang mod hendes lejlighed i det nybyggede kompleks direkte ud til Donau.

Hun byder hjerteligt velkommen, men er samtidig i fuld gang med at fortælle, før hun får placeret mig i den rokokosofa, som alle journalister bliver placeret i, så man både kan sidde over for hende og kigge ud på Donau. Hun er lille, og trods sin høje alder vimser hun adræt rundt i lejligheden. Måske havde hun planlagt en forfriskning, men tankerne løber løbsk, så hvem når at tænke mere på vådt eller tørt?

Lad os bare blive ved det med overlevelsen. Andre har også talt om det: Det kan være svært at forlige sig med at være den eneste i en gruppe eller familie, der overlevede Holocaust. Ágnes Heller havde skyldfølelser.

Hun har tidligere sagt, at hun blev filosof med særlig interesse for moral og historiefilosofi, fordi det tilbød hende en måde at betale sin gæld som overlevende tilbage til dem, der ikke gjorde. Hun bekræfter udtalelsen, men tilføjer, at filosofi for hende aldrig bare har været et offer.

»Jeg blev filosof, fordi jeg ville forstå, hvordan nazismen eller bolsjevismen var mulig, forstå hvordan mennesker kommer til at gøre noget, som modsiger al moral. Jeg ville forstå de præcise omstændigheder og forstå på hvilke tidspunkter i historien, nazisme og bolsjevisme kan finde sted. Den viden ville jeg så gøre til en almen teori. Jeg stillede mig de spørgsmål og nåede frem til, at det ikke lod sig gøre. De spørgsmål kan man ikke besvare, det er et såkaldt transcendent spørgsmål, og dem har man i filosofien siden Kant ikke kunnet besvare. Derfor spørger jeg ikke længere, hvad det gode og onde er, men stiller spørgsmålet: Hvad er et godt menneske, og det spørgsmål kan jeg svare på. Spørgsmålet er ikke, hvem der er et godt og et ondt menneske, men hvor mange gode mennesker der findes i verden, og det er ikke mange. Der var også gode mennesker under nazismen, men få. Jeg spørger, hvorfor flertallet antropologisk er således bestemt eller forudbestemt, at man snarere praktiserer det onde og giver det sin tro end det gode.«

Ágnes Hellers far havde stor betydning for hendes valg af karriere. I Auschwitz var han fortsat med at skrive til hende. I sit testamente skrev han, at han ikke havde mistet troen. Han skrev, at det gode ville vinde, til trods for at det onde fejrede triumfer. Han skrev også, at enhver god person kunne bidrage til det godes sejr.

Det princip har hun levet efter lige siden og gjort til en grundsten i sin filosofi.

Hvis hun stadig var i tvivl, om hun skulle følge sin oprindelige plan om at læse kemi og fysik, så blev hun overbevist om at vælge filosofien, da hendes daværende mand trak hende med til en forelæsning med den marxistiske historiefilosof og litteraturforsker Georg Lukács. Hun fortæller, at hun ikke forstod et ord af det, han sagde, men dog så meget, at hun var nødt til at forstå det.

Hun var slået af Lukács’ åndrighed og modsætningsfyldte fremtræden. Marxist og samtidig en borgerlig gentleman – og så en stor æstet. Lukács elskede litteraturen og brugte den i sit arbejde. Hun elskede også litteraturen, men hun undgik i første omgang æstetikken, da hun ville finde sin egen vej.

Et brunt terrorregime var i Ungarn gradvist blevet afløst af et rødt. Ágnes Heller havde meldt sig ind i det kommunistiske parti i 1947, hvor det endnu så ud til at blive et demokratisk parti. Året efter blev det kommunistiske regime etableret, hvorefter hun blev smidt ud af partiet.

Da Imre Nagy blev premierminister i 1953, skete der en opblødning. Han talte et andet sprog, og folk kunne tale mere frit. Det blev muligt at være reformkommunist, og det blev Ágnes Heller. Hun meldte sig igen ind i partiet, og i 1955 fik hun sin doktorgrad og blev siden en del af den såkaldte Budapest-skole.

»Jeg ville en socialisme med et menneskeligt ansigt. Det var ikke sådan, jeg formulerede det, jeg kaldte det i stedet en socialisme uden sikkerhedspoliti.«

Troen på det enkelte individ

Det genkommende i hendes tænkning er troen på det enkelte individ over for den store sammenhæng. Opstanden i 1956 kalder hun »den vigtigste begivenhed i mit liv«, fordi det var den eneste sande socialistiske revolution i historien. Som bekendt blev den slået ned af sovjetiske styrker. Hun blev endnu en gang smidt ud af partiet.

I årene efter var der igen små tegn på tøbrud, men efter at sovjetiske tanks i august 1968 brutalt slog Foråret i Prag ned, var hun kommet til den konklusion, at en reform af socialismen var umulig.

I to vigtige værker fra de år, Renaissance Man og Everyday Life, havde Ágnes Heller allerede bevæget sig et andet sted hen. Især i det tidlige hovedværk Everyday Life var hun nået til den indsigt, at det ikke var nødvendigt med en politisk revolution, men at der var brug for en revolution af hverdagslivet.

Det afgørende var ikke at tage magten eller gennemføre en proletarisk revolution, det afgørende var livet i sig selv, der skulle transcenderes.

Ágnes Heller var med egne ord blevet en New Leftist før The New Left, hvilket også er grunden til, at europæiske venstreorienterede og 68’erne elskede den bog. Samtidig havde hun formuleret en grundlæggende sondring mellem begreberne om frigørelse og emancipation, som også peger frem mod hendes senere historiefilosofi og modernitetsteori.

Frigørelse kan i hendes optik aldrig være et individuelt anliggende. Hvis man vil befries fra eksempelvis en kolonial situation, så kan du ikke gøre det alene. Der er tale om en kollektiv gestus og handling, og den knytter sig til en kollektiv handling, et parti eller en politisk bevægelse. Emancipation derimod knytter sig til en individuel bevidsthed og handling, samtidig med at den er nødt til række ud over den enkelte person og være universel.

Således kan man sige, at nok blev Ungarn befriet (fra tyskerne i ’45 og Sovjet i ’89), men det er tvivlsomt, om landet også emanciperer sig fra sine tidligere besættelsesmagter, finder sin egen stemme eller om det ubevidst, som meget tyder på i dag, vender tilbage til en traumatisk nationalisme.

Ágnes Heller fortsatte sit arbejde på trods af publiceringsforbud, overvågning og politisk forfølgelse, men valgte i 1977 sammen med sin mand Ferenc Fehér eksilet og fik ansættelse på universitetet i Melbourne i Australien. Herfra gik vejen til USA, hvor hun i 1986 overtog Hannah Arendts lærestol på New School for Social Research i New York.

Ágnes Heller havde opgivet marxismen og var på vej i en mere liberalistisk retning. I sine filosofiske værker udviklede hun en modernitetsteori, der hviler på en radikal kontingenserfaring.

Jeg får lyst til at spørge ind til forfatteren og landsmanden Imre Kertész. Han overlevede også Auschwitz og er en tænker, der har gjort erfaringen af Holocaust til bærende princip for forståelsen af vores moderne vestlige kultur. Ágnes Heller peger på, at det er en særlig historie med Kertész. Holocaust var det eneste, som interesserede ham, i hans værker vender han hele tiden tilbage til det.

»Jeg var også traumatiseret, men udviklede en anden lidenskab. Spinoza sagde, at en lidenskab kun kan besejres af fornuft eller noget helt andet, så alt ikke determineres af denne ene lidenskab. Og Imre havde kun én lidenskab.«

Jeg vil også vide, hvad hun siger til Kertesz’ kongstanke om, at Holocaust ikke er et ulykkestilfælde i vores vestlige civilisation, ikke en undtagelsestilstand, men er et resultat af den.

»Det har andre også sagt, men nej, for mig er der ingen logik her, for der findes altid korsveje. Jeg vil sige, at den oprindelige synd er Første Verdenskrig. Uden den ville totalitarisme, fascisme, nazisme eller bolsjevisme ikke have fundet sted. Og der ville heller ikke have været noget Auschwitz. Det gør det uundgåeligt, hvad der skete, men jeg ser det ikke som et udslag af den moderne kultur, for USA og England er lige så moderne, og de udviklede ikke fascisme, diktatur eller Auschwitz. Europa er problematisk på grund af den etniske nationalisme, der bredte sig, og som var det ideologiske grundlag for Første Verdenskrig. Intet i historien er uundgåeligt. Jeg er ikke hegelianer, jeg tror på tilfældet, at der findes alternativer også for den enkelte. Men Hegel har ret, når han taler om afslutningen af historien, men det gør ikke Auschwitz uundgåeligt. Det gør det muligt, men ikke uundgåeligt.«

– Hvad tænker du så om Hannah Arendts begreb om ondskabens banalitet?

»Jeg holder meget af Hannah Arendt som politisk tænker, men hendes begreb om det ondes banalitet er svagt, for det onde er aldrig banalt. Det går ikke, for det onde er gjort af onde mennesker og ingen andre. Men mit største problem er, at hun udleder et politisk tilfælde af et dårligt filosofisk grundlag. En kvinde, der altid har skrevet om dømmekraft, behersker den ikke selv her. Hun baserer alt i sin bog på Eichmann, sådan som han optrådte i Jerusalem under retssagen, og dermed bliver alt i bogen også forkert.«

Ágnes Heller henviser til, at Eichmann under retssagen i Jerusalem havde undskyldt sig med, at han var en bureaukrat, en gerningsmand bag et skrivebord, en ekspert i logistik og derfor var blevet udnyttet af nazisterne til at organisere deportationerne af Europas jøder til kz-lejrene.

»For mig er Eichmann ikke Eichmann i Jerusalem, men Eichmann i Budapest, og den mand, der sørgede for deportationen af en halv million jøder fra Ungarn. Han har handlet ondt, og dermed var han ond. Slut, basta! Hannah Arendt kan heller ikke fornægte det interview, som Eichmann gav i Argentina til en tidligere SS-officer, hvor han præsenterede sig selv som en idealist, som en der af hele hjertet støttede nazismen, herunder planen for den såkaldte Endlösung.«

Den etniske nationalisme

Vi er nødt til at lade mange af Ágnes Hellers analyser af moderniteten og samtiden ligge, for vi skal også nå at tale om hendes syn på det Ungarn, der som den øvrige østblok blev befriet i 1989, men som hun først vendte tilbage til i 2009. Uden, som hun siger, at kende sit eget land længere. Hun havde forladt landet på grund af totalitarismen og havde i mange år levet i et liberalt demokrati. Derfor så hun Ungarn med amerikanske øjne, og hun indrømmer, at hun var naiv.

»Jeg troede, at Ungarn efter ’89 ville blive et normalt liberalt demokrati, men jeg blev skuffet i det håb – ikke kun jeg, alle blev det.«

Den måde, Orbán tog magten i landet på, overraskede hende i første omgang, men siden har hun leveret knivskarpe analyser af hans vej til magten og mulighed for at beholde den i lang tid fremover. Først og fremmest går hun i rette med brugen af termen populisme for at beskrive, hvad der sker i Ungarn.

»Det er dårligt, fordi det som beskrivelse rammer ved siden af. Populisme relaterer sig især til de fattige. I Ungarn, hvor de fattige bliver fattigere og de rige rigere, er der overhovedet ingen populisme. Orbán benytter en nationalistisk retorik, han mobiliserer had mod de fremmede, og det har intet med populisme at gøre. Det er en etnisk nationalisme.«

For at forstå, hvad der sker, er det ifølge hende også nødvendigt at droppe sammenligningen med situationen 1930’erne og frygten for en ny totalitarisme.

»Det løb er kørt. Begreber som fascisme, nazisme, stalinisme er ikke længere relevante. Det er begreber, der tilhører klassesamfundet, hvor du kun kunne opnå magt gennem vold. Og vi har ikke længere et klassesamfund, men et massesamfund. Selv de fattige tilhører ikke nogen klasse og har ingen fælles klasseinteresser. Og fascistisk kan man ikke kalde Ungarn, for her findes oppositionspartier, og regimet er ikke totalitært. Orbán kom til magten på folkets nåde og gennem flertal præcis ligesom Putin og Erdogan.«

Derfor foretrækker Ágnes Heller at kalde Orbán for en tyran og Ungarn for et tyranni. Ikke illiberalt demokrati, fascisme, autokrati eller mafiastat, som så mange andre, men tyranni, fordi der i Ungarn er tale om et nyt fænomen. Hun beskriver detaljeret, hvordan Orbán efter en nøje plan siden 2010 har koncentreret magt omkring sig og sit Fidesz-parti.

»Det herskende parti Fidesz er ikke længere et parti, men et instrument for at omsætte en magthavers vilje og beslutninger, faktisk ligesom det kommunistiske parti ikke var et parti, men en maskine, der udførte Centralkomitéens vilje.«

Hun beskriver, hvordan Orbán gradvist har forandret Ungarn gennem en ændring af grundloven og forfatningsdomstolen, indskrænkelse af pressefriheden og tydelig kontrol med medierne. Hendes nøglebegreb er re-feudalisering. Den måde at give, tage og give igen ligner mere feudalisme end typisk kapitalistisk korruption.

»Orbán-regeringen har skabt deres eget oligarki, deres rigdom afhænger fuldstændig af partiet. Orbán kan gøre mennesker meget rige, men hvis de ikke adlyder, kan han også hurtigt trække sin støtte tilbage. Det er, som når en konge fordeler landområder, slotte, titler og privilegier blandt de adelige, der støtter ham, og konfiskerer dem, hvis de ikke gør. I dag får Ungarn penge fra EU, og de penge bliver fordelt videre som livrente. Det er omvending af velfærdsstaten, hvor overskud fordeles til fordel for de fattigste.«

Heller anslår, uden at kunne bevise det, at omkring 20 til 30 procent af midlerne fra EU lander i lommerne hos Orbáns tætteste forbundne.

Hun peger også på et andet træk, der forklarer Orbáns magt i landet: I Ungarn findes der ingen tradition for liberalt demokrati.

»Ungarerne har altid været undersåtter og ikke statsborgere. De er vant til autokratiske og totalitære regeringer. Store dele af befolkningen afventer det, der kommer oppefra, og de beder styret om tjenester. De er ikke vant til at foretage egne valg. Folk har ikke nogen idé om demokrati. Bortset fra nogle tusinde intellektuelle kæmpede ingen for landets befrielse i 1989. Ungarn fik sin frihed som en fødselsdagsgave. Repræsentanter fra det kommunistiske parti og de nye partier sad omkring det runde bord og aftalte en fredelig overgang.«

Når vi så løfter blikket fra Ungarn og kigger på hele Europa, hvordan ser Ágnes Heller så på fremtiden.

»Demokrati har ændret betydning så mange gange i historien. Allerede Kant sagde, at demokrati er umuligt med så mange mennesket samlet. Nu er alle emanciperede, og det har ført til et massesamfund. Forestillingen om, at forskellige partier repræsenterer forskellige klasser og interesser er for længst væk. Socialister og konservative havde hver især de lag i befolkningen, der støttede dem, men alt det har mistet betydning. Socialdemokratiske partier findes stadig, men de betyder mindre og mindre. Jeg elsker Macron, men hvem repræsenterer han? Man er nødt til at erkende, at i det klasseløse samfund er der kun én ideologi, der kan tiltrække masserne, og det er identitetspolitik. I Europa har den nationale identitet domineret siden Første Verdenskrig. Den udgår fra statsborgerskab, som i de fleste europæiske lande er etnisk. Derfor er den stærke identitetspolitik i Europa i dag etnisk nationalisme. Derfor siger jeg, at den største fare for Europas fremtid er etnisk nationalisme, og ingen partier har opfundet nogen modgift mod den.«

Ágnes Heller undgår skåltalerne om de europæiske værdier. For hende er de europæiske værdier, at europæerne i det 20. århundrede har dræbt 100 millioner mennesker på europæisk jord.

»Glem ikke historien. Tyskland har ikke glemt Holocaust, men Kejser Wilhelm har de glemt. Det, der førte til Første Verdenskrig, har de glemt. Vi er nu tilbage i 1914. Det er ikke umuligt, at Italien, Polen, Ungarn og etniske nationalister fra de øvrige lande vil forene sig i kampen mod Bruxelles. De repræsenterer nihilistiske ideologier. De taler ikke om noget fremtidigt, men kun om at beskytte os, og den anden side har ikke fundet en ikkedogmatisk, ikketotalitær, positiv ideologi.«

Og hun fortsætter.

»Heller ingen anden identitetspolitik. I USA er det lige så slemt, her har de venstreorienterede en anden identitetspolitik, som er de sorte for de sorte, kvinder for kvinder, #MeToo mod mænd. I dag er alt identitetspolitik biopolitik, alt er biologisk substans. Vi er ungarere, tyskere, danskere, og vi er alle forskellige fra alle andre, og den forskel bygger på biologisk essens.«

Hun stopper for et øjeblik talestrømmen, kigger mig direkte i øjnene og siger navnet på det, der har skræmt hende mest i nyere tid: Brexit.

»Nu er den nye katastrofe England. Det forudså jeg ikke. Jeg havde forudset, at Europa kunne gå til grunde på grund af identitetspolitik, men jeg havde tiltro til to lande med tradition for liberal demokrati, nemlig England og USA. Under verdenskrigen var de ikke totalitære, og de reddede Europa, da det var i fare. Og nu sker det samme i England som i resten af Europa, de etniske nationalister vinder frem, og vi taler ikke længere om højre og venstre, men for eller imod Brexit. Det er dog interessant, at lige dér hvor de vil forlade EU, viser det sig, at de er europæere.«

– Findes der så overhovedet et europæisk håb?

»Jeg vil ikke tale om håb, men med Spinoza og Goethe sige, at frygt og håb er dårlige lidenskaber. Man skal gøre noget, ikke håbe, men tale og skrive. Men hvis det lykkes at trække EU i retning af illiberalisme og etniske nationalisme, så er det dødsstødet for den europæiske union, for nationalisme forener ikke, den adskiller altid. Vi har aldrig fået en europæisk forfatning, og derfor ingen europæisk identitet. Vi lider under bureaukraternes mange fejltagelser, men EU er det kontinentale Europas sidste chance for at forblive en vigtig politisk og kulturel medspiller på verdensscenen.«

– Vil Europa fortsat spille en rolle i verden?

»Økonomisk en lille rolle, videnskabeligt slet ingen. Moderniseringen er en europæisk opfindelse, men hele verden er blevet moderne, og Europa kan ikke længere finde sin særlige plads. Man kan ikke længere se, hvor tingene er lavet, europæisk arkitektur er ikke længere europæisk. I Kina spiller de Verdi eller Mozart, og de største violinister er kinesere eller japanere. Europæerne er altid dårligere. Vi har fundet på postmodernismen og ja, universalismen, men de er også begge blevet universelle. Det liberale demokrati er nok europæisk, og EU er europæisk, men hvis vi ikke anstrenger os, så ender Europa som et museum for resten af verden. Rom gik under, hvorfor skulle Europa ikke også gøre det«, siger den gamle dame med et citat fra Churchill, inden hun bryder op og siger, at hun skal nå et nattog til Frankfurt.