Læsetid: 13 min.

»Jeg har altid set blokfløjten som noget, der egentlig ikke var der. Jeg spillede den luft, der gik gennem fløjten«

Michala Petris tilværelse har været bestemt af musikken, siden hun var tre år. Gennem et halvt århundrede har den 60-årige blokfløjtevirtuos rejst verden tynd, og hun er blevet et begreb også for folk, der ikke plejer at lytte til klassisk musik. Valdemar Lønsted har mødt Michala Petri for at komme tættere på et levet liv, der viser sig at være mangesidet
»Jeg kan ikke sige, hvordan mit liv ville have været uden fløjten, for jeg kan ikke huske noget liv uden fløjten,« siger Michala Petri.

»Jeg kan ikke sige, hvordan mit liv ville have været uden fløjten, for jeg kan ikke huske noget liv uden fløjten,« siger Michala Petri.

Anders Rye Skjoldjensen

7. juni 2019

»Det er faktisk kun én ting, det handler om, og det er at have den rette indstilling. Det er sværere, end man skulle tro! Hvis musikeren har den rette indstilling over for situationen, musikken, publikum og det hele på én gang, vil det også ramme. Det tog mig mange år at komme frem til, og det gør det vist for alle musikere.«

Vi har sat os ved det runde spisebord i lejligheden på Frederiksberg. Michala Petri begynder uopfordret at fortælle om noget, der ligger hende særligt på sinde, det med at være fuldstændigt til stede i øjeblikket. Sætningerne falder som musikalske fraser, jævnt flydende, præcist pointerede og med rolige vejrtrækningspauser.

»Siden jeg var fem år – jeg tænker meget tilbage på mit liv lige nu, det er sikkert naturligt i min alder – har jeg haft den samme fornemmelse, når jeg har spillet for andre. Jeg har aldrig spillet en koncert uden at tænke over, om det virker, hvorfor det virker, hvad der gør, at jeg nu mærker en intensitet i rummet, hvordan jeg kan være sikker på – og det er jeg nemlig – at alle føler det samme,« fortæller hun. 

»Sådan nogle ting går gennem mit hoved undervejs, ikke som tanker, men mere som fornemmelser. Jeg har tænkt på den måde hele mit liv. Det giver selvfølgelig en vis erfaring, når man aldrig har lavet andet.«

Michala Petri er ikke bare en af verdens førende blokfløjtenister. Hun er også et dybt reflekterende menneske og en musiker med en åbenhed, som jeg sjældent har mødt på min vej som musikjournalist. Det er derfor, jeg har opsøgt hende. For at høre mere om den lange rejse frem til det suveræne mesterskab og om, hvad musikken, hun spiller, egentlig betyder for hende. Som hun siger, handler det især om en bestemt form for kommunikation.

Hun har følt sig frem helt fra sine unge år for at forstå det bedre. Hun gik ud af skolen, da hun var 11 år for at påbegynde en professionel uddannelse i Tyskland. Der fulgte syv år med ugentlige rejser frem og tilbage med moren, pianisten Hanne Petri, to timers undervisning på musikkonservatoriet i Hannover og så hjem og øve. Der var en time om eftermiddagen, hvor Michala kunne lege, ellers var dagen helliget blokfløjten. Det var mildt sagt en begrænset barndom, men det betød på den anden side, at Michala Petri havde rig lejlighed til at tænke selv. Og ikke mindst til at læse. Da hun var 18 år, faldt hun over nogle bøger af Rudolf Steiner.

»De ramte mig virkelig som en hammer, fordi det, han skrev om verden, var det, jeg kunne genkende fra musikken: At man skulle forholde sig på en bestemt måde, ikke være aggressiv. Men samtidig forklarede han også ud fra sit synspunkt, at der var en logik i det. Det åbnede min øjne for, at jeg ikke var alene. Der var jo ellers ingen, jeg kunne tale med om den slags.«

Siden læste Michala Petri en bunke bøger om østlig og vestlig filosofi og religion, om esoteriske emner og sågar om atomfysik og var optaget af så forskellige personligheder som Deepak Chopra, Holger Bech-Nielsen og Peter Bastian. Det har fascineret hende at undersøge, hvordan tanker kan påvirke det fysiske stof og tænke det ind i den interaktion, der finder sted mellem musikeren og publikum i en koncertsituation.

Michala Petri

Blokfløjtenisten Michala Petri (f. 1958) debuterede som 11-årig i Tivolis Koncertsal.

Siden har hun givet flere end 4.000 koncerter i Europa, Asien, Australien og USA.

Petri har indspillet en lang række cd’er med ny og gammel musik. Hun har samarbejdet med jazzpianisten Keith Jarrett, dirigenten Claudio Abbado og violinisten Gidon Kremer og dannede i 1992 duo med guitaristen Lars Hannibal.

Hun er årets P2-kunstner.

Blandt kommende projekter hører en turné med den danskbaserede vokalgruppe Theatre of Voices, en koncert med guitaristen Daniel Murray og percussionisten Marilyn Mazur på Aarhus Jazzfestival og indspilningen af J.S. Bachs fløjtesonater. Her spiller hun sammen med den iransk-amerikanske stjernecembalist Mahan Esfahani og den tyske gambelegende Hille Perl ved en koncert i Garnisons Kirke 16. juni kl. 15.

Beskyttet og isoleret

– Er det ikke det, der har ført dig gennem dit liv? Og det har da været et usædvanligt og et hårdt liv.

»Det har været et krævende liv med et meget stort ansvar,« medgiver hun.

»Og ja, det er lige præcis den fornemmelse, der har ført mig igennem. Livet har været musik hele vejen, forstået på den måde, at jeg har reageret, sådan som man gør i musikken, i mit liv også. Og det har nogen set som konfliktskyhed. Det har jeg også selv gjort i mange år, og jeg har nærmest haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke ligesom alle andre har kunnet sætte mig igennem. Jeg skulle altid tænke om ad musikkens veje på en eller anden måde. Og jeg kan se nu, at jeg har overført de måder at tænke på til mit liv. Det er noget med altid at se fremefter, straks glemme de dårlige og svære ting, tænke positivt, tænke på helheden i stedet for på sit eget … det lyder helt helgenagtigt, det var jeg nu overhovedet ikke på nogen måde.«

Det svære har naturligvis været ikke at kunne pleje en jævnlig kontakt med venner og nære relationer, for moren beskyttede og isolerede hende, fortæller Michala Petri. Men hun kunne samtidig se, at moren arbejdede lige så hårdt for datterens talentudvikling.

»Jeg var fuldstændig fremmed op til en ret høj alder over for, hvad et dagligdags menneskeligt liv var. Generelt og teoretisk, ud fra min klare fornemmelse, vidste jeg godt, hvad det handlede om, altså hvordan man skal forholde sig som menneske. Men jeg havde nogle mangler i forhold til at leve et almindeligt liv.«

– At turde tage nogle konflikter?

»Ja, men også nogle helt banale ting som at købe ind, ringe til en elektriker eller kommunikere med andre mennesker. Jeg var desuden vanvittig genert som barn. Måske har jeg været ovre i det autistiske, i hvert fald overfølsom.«

At spille luften

– Kunne dit instrument have været et andet end blokfløjten? Violinen?

»Nu siger jeg ja, men det er, fordi min far var violinist. Jeg har altid følt violinen som noget særligt … violin og også sang. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne have fulgt en lignende bane på violin, men det havde nok føltes mere distanceret for mig end blokfløjten.«

Petri spillede faktisk tværfløjte i nogle år på Musikkonservatoriet i København, men instrumentet passede hende ikke, fandt hun efterhånden ud af. Der var for meget rør og mundstykke, tværfløjten kom ikke tæt på hende som blokfløjten.

»En blokfløjte er lige så meget som sang fuldstændig afhængig af, hvordan du blæser. Det er en forlængelse af åndedrættet uden nogen barriere overhovedet. Det hele skal styres herinde fra,« siger hun og holder hånden på brystet.

»Og det vil sige, at jeg var nødt til at have en meget tæt kontakt til mine følelser. Jeg har altid set blokfløjten som noget, der egentlig ikke var der. Altså, det var ikke blokfløjten, jeg spillede på. Jeg spillede den luft, der gik gennem fløjten.«

Anders Rye Skjoldjensen

Her kommer Michala Petri ind på en af de måder, hun klarede barndommens udfordringer på. Det mest krævende ved blokfløjten var altså vejrtrækningen. Hver dag skulle hun begynde øvningen med at spille lange toner. Det var sort, kedeligt og trist, men efter et stykke tid så det hele pludselig mere lyst ud. Og denne efterhånden mere og mere grundfæstede rutine med at trække vejret dybt i spillet hjalp hende til at få bearbejdet de svære perioder.

»Jeg havde et meget modtageligt sind. Hvor mange siger, at det har været en belastning at have det der koncentrerede og meget disciplinerede liv med skema for hver halve time, så kan det også godt være, at det har været en hjælp for mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have udviklet mig ellers. Jeg kan ikke sige, hvordan mit liv ville have været uden fløjten, for jeg kan ikke huske noget liv uden fløjten.«

Den moderne musik

– Nu var det først og fremmest barokmusikken, du dyrkede. For der lå jo det meste solorepertoire for blokfløjten?

»Jo, det er rigtig nok, men sideløbende har jeg også lavet moderne musik. Faktisk har det været det, jeg bedst kunne lide. Det var en større udfordring. Barokmusikken gav mig en tryghed, for jeg vidste, hvordan det hang sammen. Der er noget tryghedsskabende ved barokmusik, det er også derfor, vi hører så meget af den til jul, tror jeg. Men egentlig følte jeg mig mere i live, når jeg spillede ny musik.«

Forældrene var meget engageret i samtidsmusikken, så barnet Michala hørte den fra starten. De kendte billedkunstneren og komponisten Henning Christiansen, som også var med i 1960’ernes såkaldte Fluxus-bevægelse, og de havde uropført en del af hans værker. En dag kom Henning Christiansen med tre småstykker til den seksårige Michala – To Play for a Child – og de ramte hende på en bestemt måde.

»Jeg følte, at fokus flyttede sig væk fra mig, at det jeg spillede pludselig havde en betydning! At jeg kunne stå og sige nogle ting, som var en del af de voksnes kommunikation, og som han havde sagt i musikken. Jeg mærkede hans sind. Han var også en helt speciel person, som jeg følte mig fuldstændig tryg ved. Han så, hvad der var at se og ikke, hvad han ventede at se.«

Michala Petri peger på en reol i stuen proppet med kompositioner skrevet specifikt til hende gennem årene. Der er europæisk, fjernøstlig og amerikansk musik, og der er vel ikke den betydelige danske komponist i vor tid, der ikke har skabt et værk til hende. Mange af dem er indspillet og findes på Spotify.

Den nye musik har været kolossalt stimulerende for Michala Petri med nye spillemåder og nyudviklede instrumenter med kraftigere volumen end barokfløjterne. Vi kommer ind på en koncert fra 2014 af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, den har titlen Chacun Son Son, enhver sin lyd. Og det er, som om hun her bliver puttet lidt af vejen.

»Det var jo hans hensigt. Jeg kan jo ikke med sikkerhed vide, hvorfor han har gjort det. Han fortalte mig bare, med et lille typisk glimt i øjet, at sådan havde han skrevet det. Men min fornemmelse er, at i Pelles musik er der altid en balance, han ønskede at udligne tingene, kan du ikke fornemme det?«

Jovist, Gudmundsen-Holmgreen bestræbte sig i sit lange liv på at give udtryk for verden på sin helt egen enkle måde. Med uventede modsætninger, hvor provokation levede side om side med barnlighed, humor, renfærdighed, kynisme og ekstase. Michala Petri fortsætter:

»Det er ikke noget med, at nu bevæger vi os stille og roligt mod et højdepunkt. Nej, vi skal se det hele ovenfra, der skal være balance i tingene, solisten behøver ikke altid at være solist på den traditionelle måde. Måske har han ubevidst villet skabe en balance til de mange værker, jeg ellers har fået, hvor jeg er meget fremtrædende.«

»En anden mulighed er, at han har fanget min måde at spille på. Den tror jeg faktisk mest på, for jeg spiller altid kammermusikalsk, også som solist med orkester. Jeg vil helst vide, hvad alle i orkestret spiller, sådan at jeg kan passe ind og reagere på, hvad de andre gør. For mig handler det om helheden. Ligesom man gør i kammermusik. Jeg er ikke den solist, der står op og venter på at blive fulgt. Jeg bliver fulgt, det ved jeg godt, men netop fordi jeg altid er blevet fulgt, har jeg et ønske om at gøre det modsatte! Så jeg er også sådan en udligningstype.«

– Pelle har måske også tænkt, at Michala Petri er selve indbegrebet af en blændende solist, der bare spiller derudad uden at trække vejret …

»Troede han!«

– Så det lavede han lige om på! Hvad er det for en fløjte, du begynder med?

»Et monstrum af en basfløjte, som næsten ikke kan høres.« Hun griner.

»For mig er det en skøn koncert, den er helt efter mit hoved.«

Improvisation

Michala Petri har kastet sig ud i rollen som improviserende musiker, som hun beskriver som at være standupper i forhold til den tekstbundne skuespiller. For nogle år siden spillede hun en del koncerter med jazzpianisten Carsten Dahl. Han havde insisteret på, at de skulle lave noget sammen. Jamen, hun kunne ikke improvisere, indvendte hun igen og igen, Dahl var af en anden mening, og til sidst slog hun til.

»Vi mødtes til den første prøve, og så sagde han: ’Nu spiller jeg en d-mol-akkord, og så laver du et eller andet i d-mol.’ Og så kunne jeg pludselig godt. Da jeg først havde fanget den tilstand, blev jeg meget bedre i stand til at improvisere, også i den moderne kompositionsmusik. Det kommer altså min anden musik til gode.«

– Hvordan til gode?

»Det giver en stor styrke af en slags, en friskhed, en selvsikkerhed eller en jeg står på egne ben-agtig fornemmelse i forhold til, at jeg kun har spillet nedskrevet musik. Jeg gik og tvivlede på, om jeg overhovedet kunne få noget frem fra mit eget indre. Når jeg ved, at det er muligt, så har jeg et større overskud i det andet. Det er lidt, som når man kan rejse sig op og holde en improviseret tale til en fest. Man henter nogle styrker frem i sig selv. I det hele taget er det godt for musikken at gøre ting, som er nye. Som giver et nyt syn på livet. Uanset hvad man lærer eller gør, kommer det på en eller anden måde ud i musikken, også helt almindelige dagligdags ting.«

Holdt udenfor

At spille barokmusik i dag er generelt ikke det samme som før 1970’erne. Dengang spillede man på moderne instrumenter, klangen var kraftigere og ofte med et syngende vibrato. Med udbredelsen af den såkaldt historisk informerede opførelsespraksis har billedet ændret sig radikalt. Man søger tilbage til den autentiske lyd med de gamle instrumenter eller kopier af dem, klangen er sprød og som oftest vibratoløs, og der er opstået en hel videnskab omkring tolkningen af, hvordan man musicerede i barokken med hensyn til tempo, frasering og rytme.

Den nye barokbevægelse havde lidt svært ved at slå igennem herhjemme, men med orkestret Concerto Copenhagen, og især under cembalisten Lars Ulrik Mortensens lederskab siden 1999 er der sket et gennembrud med pladeindspilninger, koncerter over hele landet og som operaorkester på Det Kongelige Teater. Hvordan ser Michala Petri på denne udvikling? Har hun følt sig udenfor?

»Jeg har da været udenfor! Ikke bare følt mig udenfor! Ferdinand Conrad, min gamle lærer i Hannover, bragte blokfløjten ud af glemslen, men nåede ikke at komme med på den autentiske måde at spille på. Det kom med generationen efter ham. Lige i det sidste år af min studietid begyndte han at tage den til sig. Men da syntes jeg, at det var for sent for mig at ændre stil, det var en helt anden måde at tænke på. Min bane var sat som en moderne spiller, og jeg er derfor meget sjældent blevet spurgt, om jeg ville være med i barokensembler, for de havde jo deres egne blokfløjtenister.«

Anders Rye Skjoldjensen

»Så jeg har decideret været udenfor, men det gør ingenting. De gør en masse godt, og jeg gør en masse godt, vi taler på to forskellige måder, og begge dele kan der komme noget godt ud af. Jeg spillede med Concerto Copenhagen sidste år, og det var en kæmpeoplevelse og meget lærerigt. De har en bestemt måde at lytte på, med en stor opmærksomhed og tryghed ved hinanden.«

– Havde du frygtet noget ved det samarbejde?

»Ikke at slå til, ja. Fordi det er et fantastisk godt orkester, og Lars Ulrik Mortensen er en fantastisk leder og musiker. Han ved jo alt om barokmusik og spiller meget udtryksfuldt. Han fylder meget, og det er godt, for så har musikerne noget at forholde sig til.«

Michala Petri vender tilbage til nærværet i koncertsituationen. Hun medvirkede i Bachs Brandenburgkoncerter under den dødsmærkede dirigent Claudio Abbado ved en række koncerter i italienske teatre og koncertsale. De findes på YouTube. Han forlangte to timers forprøve hvert eneste sted for at finde frem til den absolut bedste position for musikerne i forhold til rummets akustik.

»Jeg tror på det ægte, på at være til stede. Og på at have den rette hensigt,« siger hun og citerer Villy Sørensen, som hun kendte:

»Hvis der er en brist i udtrykket, er det, fordi der er en brist i den tanke, der ligger bagved.«

»Måske gælder det al kommunikation. Med de to timers ekstraprøve om eftermiddagen havde vi til hensigt at gøre vores bedste, selv om vi kunne koncerterne forfra og bagfra,« forklarer hun.

»Det giver et helt andet resultat, end hvis man bare går ind og spiller.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu