Essay
Læsetid: 6 min.

Anmeldernes anbefalinger: Få styr på dit program til Roskilde Festival 2019

Her er anbefalingerne til Roskilde Festivals program for 2019, der ligner det sjoveste og mest farverige i mange år. Om det så er en stor elguitarist fra Niger eller dunkel folkemusik fra Irland. Ecuadoriansk elektronisk musik fra Andesbjergene eller finsk amok-techno. En aldrende brasiliansk mester eller en amerikansk vagabond på permanent turné
Igen i år bliver musikprogrammet nærstuderet af professionelle såvel som lægmænd. Det sker for at forstå den musikkulturelle tænkning hos Danmarks vigtigste og største musikfestival. Men det sker også bare for at have en ruteplan, når hjernen ikke længere selv kan tage beslutninger.

Igen i år bliver musikprogrammet nærstuderet af professionelle såvel som lægmænd. Det sker for at forstå den musikkulturelle tænkning hos Danmarks vigtigste og største musikfestival. Men det sker også bare for at have en ruteplan, når hjernen ikke længere selv kan tage beslutninger.

Ólafur Steinar Rye Gestsson

Kultur
29. juni 2019

Man ved, at tiderne er skiftet, når det største spørgsmålstegn omkring årets Roskilde Festival handler om, hvorvidt en stjernerapper kommer sig tids nok over sin operation, der har involveret fedtsugning og plastikkirurgisk opstramning af bryster.

Vi venter alle spændt på, om tidens største kvindelige rapstjerne Cardi B er sluppet af med de Instagram-dokumenterede, voldsomme hævninger, som er poppet op, hver gang hun har forsøgt at sætte sig ind i en flyver efter operationen.

Og således er en musikers forfængelighedsprojekt blevet til et samtaleemne i forbindelse med en festival, der engang for længe siden paraderede hængenosser og -bryster i det fri.

Roskilde fylder 48 i år, og alligevel er alt – næsten alt – ved det gamle. Urinstøvet er en ny årgang, men lige så sundhedsskadeligt.

Musikken er ny, men lige så tilbage- og fremadskuende. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men det handler stadig om at sejle på rusen ind i hastigt formede fællesskaber.

Og igen i år bliver musikprogrammet nærstuderet af professionelle såvel som lægmænd. Det sker for at forstå den musikkulturelle tænkning hos Danmarks vigtigste og største musikfestival. Men det sker også bare for at have en ruteplan, når hjernen ikke længere selv kan tage beslutninger.

Pluralismen et nyt vilkår

Roskilde har længe søgt forkanten. Tænk bare på deres tidlige introduktion af en seriøs elektronisk musikprofil med Deeday-teltet fra 1994 eksklusivt viet en ny tids selvlysende electronica.

Og Roskilde har insisteret på – og leveret – et vægtigt udbud af musik fra uden for den vestlige kultur. Uden at man fik fornemmelsen af, at det var pladderhumanistiske alibibookinger, der skulle dulme dårlig samvittighed over verdens skævvridning.

I stedet fik det sekulære Danmark religiøse lytteoplevelser og ekstatiske dansefester fra fjerne himmelstrøg. At popverdenen nu er ved at blive anderledes global kan ses som et tegn på, at verden er ved at indhente festivalen.

Roskilde Festivalen vælger også at lytte til ungdommen. Det forårsagede et skifte i valget af musiknavne for en ti års tid siden.

I festivalens bookinggruppe forstod man, at rockkoncerten ikke længere var den begivenhed, man kunne samle ungdommen omkring. Man forstod, at pluralismen var et nyt vilkår, og at hippiegenerationens foretrukne våben, guitaren, ikke talte til de unge – eller for den sags skyld slog fascister ihjel, som Woody Guthrie mente.

Det har betydet en omdefinering af Orange Scene, der over de seneste ti år har været forvandlet til et elektronisk ravetempel ved koncerter med Trentemøller, Prodigy og Major Lazer.

I samme periode har vi oplevet, at moderne koncertteknologi har omdefineret koncertformatet og gjort det til en svimlende lysfest. Alt imens lyden er blevet så god, at Orange Scene nu tilbyder en multimedieoplevelse, der på ingen måde matcher det intime på de mindre scener, men til gengæld kan sætte fut i et langt større fællesskabs fejemøg.

Musikalske anbefalinger eller advarsler til Roskilde 2019

Anmelderduoen Ralf Christensen og Louise Rosengreen giver her en række bud på, hvilke koncerter du skal lægge vejen forbi på årets Roskilde Festival.

Svedigt afrikansk strengespil

  • Bombino– Selvlært Jimi Hendrix fra Niger spiller fatamorgansk ørkenblues.
  • Fatoumata Diawara – Afrofolk med en feministisk agenda.
  • Sibusile Xaba – Spiller malombo – en jazzet form for flamenco og progrock – på den akustiske guitars nylonstrenge og med fingerplektre.
  • Asmâa Hamzaoui – Første kvindelige gimbri-spiller i Marokko.
  • Dawda Jobarteh (feat. CTM) – Fingerfrejdig, gambisk koraspiller bosat i DK.

Klassisk skolede senmodernister

  • Julia Holter – Powerpoppet og rigt forsiret kammermusik.
  • Astrid Sonne – Dansk elektronisk komponist og ferm bratschspiller.
  • Jon Hopkins – Købte sin første synth med penge tjent ved at vinde konkurrencer i klassisk klaver.
  • Giorgia Angiuli – Italiener med hang til techno, drømmevokal og legetøj.
  • Zeitkratzer – Tysk lydkollektiv fortolker Kraftwerks klassikere med strygere og hornmusik.

Amok

  • Amnesia Scanner – Finsk freakout i ALLE neonfarver + grus.
  • Shame – Elguitaren som pisk, rockbandet som euforimaskine.
  • Dzambo Agusevi Orchestra – Konkurrencevindende makedonsk festband sætter trut i fejemøget.
  • DJ Koze – Den tyske mester-dj er i psykedelisk og samplerdelisk storform.
  • Koffee and The Ragamuffins Band – Tidlig jamaicansk fest med en kun 19-årig reggae-fornyer.

Bedste klicheer på sig selv

  • Wu-Tang Clan – En bande aldrende kung-fu-bøller, der er stolte af at være det.
  • Bob Dylan – Vildt velformuleret vagabond, der ikke ved noget bedre.
  • Underworld – Ravemusikkens Jack Kerouac-poeter stadig helt besatte af rejsemetaforik og motoriserede beats.

Skævere, friere, sjovere

  • Yves Tumor – Sammenbrudssoul fra en herre med Bowies seksuelle kompleksitet og Princes rockede kækhed.
  • Silvana Imam – Svensk raps lesbiske dronning er altid klar til at forsvare de svage.
  • Christine and The Queens – Er der noget mere æggende end blød elektropop tilsat sensuel fransk rap?
  • Hatari – Islands SM-glade, queer, antikapitalistiske bidrag til Eurovision.
  • Nakhane – Sydafrikansk popfyrværkeri, der baner vej for LGBTQ-sagen i sit hjemland.
  • Girlpool – Slackerpop fra duo med forsanger i et genderflow.

Creme de la creme

  • Rosalía – Pop er blevet spansksproget, og med denne catalaner ender det hele ikke i wellness-fløde.
  • Weyes Blood – Multiinstrumentalist spiller undervandsboblende, tårevædende indie og harmonier a la 70’erne.
  • Sophie – Hvis du vil vide, hvordan man bygger en inderlig pop-persona om ti år.
  • Lizzo – Kropsaktivist og rapper med en sangstemme på størrelse med hendes voluminøse attitude.
  • Julien Baker – Intim, eksistentialistisk, elektrisk guitarfolk fra underspillet, ung sangskriver.
  • The Maurice Louca Elephantine Band – Berusende, egyptisk cocktail af filmstemninger, synkoperinger og vilde melodier.
  • Octavian – En ung London-rapper, der spreder sine vinger over et smadret felt af genrer.
  • Neneh Cherry – Kvinden, der hittede med 80’er-hits som »Buffalo Stance« og »Manchild« samt Youssou N’Dour-duetten »7 Seconds«. Nu på vej i en ekstremt interessant jazzet retning.

Ralf Christensen og Louise Rosengreen

 

Find noget nyt i dig selv

Roskilde 2019-programmet ligner det sjoveste og mest farverige program i mange år.

Om det så er en stor elguitarist fra Niger eller en iransk popdiva. Ecuadoriansk elektronisk musik fra Andesbjergene eller finsk amok-techno. En aldrende brasiliansk mester eller en amerikansk vagabond på permanent turné. Ny jazz fra London eller freejazz fra Egypten og Tyrkiet.

Og tænk, at man kan droppe et hysterisk intetsigende britisk rockband som Catfish and The Bottlemen til fordel for sydafrikanske Nakhanes sprudlende pop. Eller at man tvinges til at vælge mellem den svenske venstre-agit-rapper Silvana Imam fra nu og ikonerne i Tears For Fears fra 80’erne.

Repræsentationen af hvide mænd med elguitarer synes endelig at have aftaget også på de små scener. Og globaliseringen slår igennem som sjældent før. Ligesom hiphoppen naturligvis stadig er det store talerør for ungdommen – også på Roskilde.

På Dyrskuepladsen kommer vi endnu en gang til at se moshpits og romerlys i stor stil. Det er nu engang blevet hverdag blandt hiphopfolket og dermed ungdommen, og jeg håber, at der også bliver plads til kvinderne i de voldsomme kødklumper af vildt boksende og voksende kroppe.

Moshpitten er en ny koncertkultur i mainstream – med rødder i punk og hardcore – og den skal finde sin egne ben at falde over. Held og lykke. Og pas på hinanden derude. Det er vigtigere end nogensinde før.

Alt er til gengæld ved det gamle, når denne skribent – som er på festivalen for 30. gang – opfordrer til at søge ud på de små scener og prøve de ukendte navne af.

Det er her, der bliver spændt ben og eksploderet horisonter. Det er her, man for en stund kan føle, at det ikke er fællesskabet, der dikterer ens musiksmag, men en selv. Det er her, du selv går ud og finder noget andet. Og du finder ud af, at du kan lide det. Og dermed har du fundet noget nyt i dig selv.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frede Jørgensen

Okay, går glip af Dylan og Cherry - men skal opleve Gladys Knight på Amager d.12. Juli.