Bret Easton Ellis: »Min evne til at få millennials op at køre er vanvittig«

Stakkels Bret Easton Ellis. Denne mandag morgen kan ikke være let. For det første har Virgin Atlantic mistet hans bagage. Inden min ankomst til det mageløse London-hotel, han er indkvarteret på, har han været nødt til at gå ud og købe en deodorant. For det andet har jeg en ond forkølelse, hvilket får ham til at sætte sig ved nabobordet i hotelbaren, hvor vi skal tale sammen. Har han virkelig tænkt sig at blive derovre?

»Altså,« siger han, med forstillet fårethed. »Jeg er meget modtagelig for den slags, og jeg er på bogturné.«

Ikke desto mindre udstråler han varme, og hans ansigt – mere rødmosset og rundere nu end da han var på sin berømtheds højde – bærer et nærmest permanent smil. Han taler og taler og ønsker ikke at vogte sine ord.

Det får mig til at undres over måden, hvorpå han bliver behandlet af visse journalister og på de sociale medier. Forleden havde jeg læst en anmeldelse af hans nye bog, der var fuldkommen umotiveret hånlig. Et interview bragt på The New Yorkers hjemmeside gav bred anledning til indignation, skandale og skadefryd.

Folk mente angiveligt, at interviewet udstillede Ellis, men det forekom mig mere at være en øvelse i at lægge fælder ud fra journalistens side. For første gang i et årti har Ellis udgivet en ny bog, og det er hans første nonfiktionsværk. Titlen er White, og bogen kan bedst beskrives som en provokation, selv om den er meget mere end det, hvis man ellers besværer sig med at læse den.

Ja, den er fuld af tirader mod millenials (generation skvat, som han kalder dem). Den angriber, hvad han opfatter som ungdommens narcissisme og affærdiger det, han kalder offergørelseskulten, og slår ned på selviscenesættelsen blandt de liberale amerikanere, som er nødt til at gribe ud efter lugtesaltet bare nogen nævner Donald Trump.

Selv om han mener, at #MeToo-bevægelsen var betydningsfuld, da den startede, så bryder Ellis sig ikke om den måde, hvorpå den siden har udviklet sig til at omfatte påståede forbrydelser som f.eks., hvad nogle måske ville beskrive som tidligere vicepræsident Joe Bidens overvenlige facon.

Ellis afviser over en bred kam identitetspolitik og afskyer måden, hvorpå folk nu om stunder kan blive »aflyst« (slettet fra offentligheden) på grund af relativt ligegyldige, men dumme ting, de eventuelt engang har sagt.

Så ja, White er en provokation, men indeholder også en del temmelig godt tænkt filmkritik og overvejelser over, hvordan vores kulturelle liv udspillede sig før internettets tidsalder. Ellis laver en solid læsning af sin egen 1991-roman American Psycho og dens besynderlige forudanelser (det kommer vi tilbage til).

Først og fremmest indeholder hans essays nogle fremragende flashbacks; særligt hans beskrivelse af opvæksten i 1970’erne Sherman Oaks, Los Angeles, som søn af en rig ejendomsspekulant og med venner, hvis forældre var direktører og filmstjerner.

Som han bemærker var det en verden, der var bygget til voksne snarere end til børn – noget, han oplevede som frisættende og ser tilbage på med taknemmelighed. Og her sætter han måske fingeren på en af de afgørende årsager til den ordkrig, der raser mellem hans egen generation og den generation hans kæreste gennem ti år – musikeren Todd Michael Schultz, der er 22 år yngre – tilhører. Det hele handler i sidste ende om timing og opvækst.

»Det er ikke ment som et skudsmål,« siger han, helt bevidst om, at det naturligvis er netop det.

»Men jeg har bemærket en slags hjælpeløshed blandt millenials. Jeg har ikke tænkt over dette før for nylig, men jeg stod på egne ben. Mine forældre var selvoptagede babyboomers. Ikke at de ikke elskede os, men de var totalt opslugte af deres eget liv. Jeg husker, hvordan jeg flød rundt på egen hånd. Jeg var nødt til at vokse op selv. Gennemskue tingene selv. Jeg fik også hjælp, selvfølgelig fik jeg det, men der var ikke den der overbeskyttende boble, som mange af mine venner opdrager deres børn i. Da jeg voksede op, kendte jeg ikke en eneste, som var medicineret. Ingen. I min kærestes omgivelser derimod, var der ikke nogen, som ikke var på noget, heriblandt ham selv. Da jeg voksede op, kendte jeg heller ikke nogen, som ønskede at være ofre. Tværtimod, vi ønskede os at være påvirket af tingene.«

Ellis lukker et dybt suk ud.

»Jeg er efterhånden ligeglad med, om jeg lyder gammel. Jeg har ikke ændret mig en tøddel. Jeg var gammel som femtenårig.«

Det er denne overbeskyttelse, mener han, som til dels er skyld i, hvad han opfatter som sin kærestes generations totale mangel på evne til at forstå ikke blot, at andre kan have en anden mening end de selv har, men også at det er helt i orden, at de har det.

»Det har på mange måder forkrøblet ham,« siger Ellis om Schultz.

White rummer mere end én anekdote om Ellis’ kærestes liberale nedsmeltninger over Trump og hans tilhængere. Så hvordan har de det egentlig derhjemme i West Hollywood? Hvad binder dem sammen?

»Det er et mysterium!« hvisker Ellis højlydt.

»Jeg aner ikke, hvorfor vi har holdt sammen i ti år. Det er et intenst venskab.«

»Dertil kommer, at det, jeg taler om i bogen, kun optager ti procent af vores tid. Faktisk er han blevet virkelig antimedier og modstander af Demokraterne. Han er socialist og tror på ideen om at ‘rive hele lortet ned’, og jeg tror ikke, det nogensinde kommer til at ske i Amerika. Jeg tror, det er et centrumsorienteret land.«

Både forhadt og elsket

Bare for at få det på det rene, anser Ellis også Trump for at være »idiot« og »grotesk«. Han stemte ikke på ham, og er derfor uforstående – eller i hvert fald irriteret – over gentagne gange at blive beskrevet som Trump-apologet.

»Det eneste, jeg argumenterer for i min bog, er: Lad os have en samtale. Men i USA er det selvfølgelig allerede blevet smadret fuldstændig. Min evne til at få millenials op at køre er vanvittig.«

Som Ellis skriver i White: Hvis man vil have en livslang karriere som forfatter, er man muligvis nødt til at være både forhadt og elsket. Da hans første roman, Less Than Zero – en notorisk tør beskrivelse af en gruppe rige LA-teenagere – gjorde ham berømt i en alder af blot 21 år, fik den lige så mange negative som positive anmeldelser.

»Simon & Schuster blev bebrejdet at de udgav en 21-årig narkomans dagbøger,« husker Ellis.

»Sådan har det været lige siden. Det er bare en del af mit brand.«

Hans tredje roman, American Psycho, der har seriemorderen, bankinvestoren og (ja!) Donald Trump-tilbederen Patrick Bateman som hovedperson, blev afvist af forlaget kort før udgivelse. Faktisk var forsiden allerede designet, da Simon & Schuster tog beslutningen i november 1990, fordi de var ubehageligt til mode over, hvad de opfattede som misogyn vold.

Random House endte med at udgive den. I dag opfatter Ellis bogen som en slags kanariefugl i kulminen – og det er svært at være uenig med ham i, at en verden af censur, åben og skjult, er på vej frem.

»Den bog var ikke blevet udgivet i dag,« siger han.

»Jeg mener, ingen ønskede at udgive den dengang. Jeg var bare heldig. Men det interessante er, at det først var da jeg begyndte på White, at jeg indså, hvor hjemsøgt jeg havde været af American Psycho. Jeg kan ikke undslippe Patrick Bateman. Det var en forudanelse, og ikke kun på grund af Trump.«

(Trump nævnes 40 gange i romanen på grund af Batemans besættelse af ham; som Ellis skriver i White, så var Trump for nogle i 1980’erne en inspirationskilde – og måske var det derfor, Trump selv var mindre overrasket end venstrefløjen, da han vandt.)

Da American Psycho udkom, siger Ellis, satte folk lighedstegn mellem Batemans forbrydelser og hans skabers holdninger – hvis Bateman var kvindehader, måtte Ellis også være det – ligesom de nu er sikre på, at han støtter Trump, alene fordi han har haft den frækhed at kritisere dem, som er imod præsidenten.

Af denne grund har han modtaget dødstrusler. Måske er det derfor, det tog ham et stykke tid at indrømme, at der faktisk var ting, som han og hans mest berømte karakter har til fælles. Romanen blev til ud fra den følelse af malplacerethed, som Ellis havde, da han skrev den.

Bateman levede et dobbeltliv, og det samme gjorde Ellis. Da han i 1987 flyttede til New York, var han stadig ved at vænne sig til sin pludselige berømmelse.

Det forekom ham, at der var to Bret’er. Festaben, hvis foto blev bragt i aviser og magasiner sammen med skuespillere som Robert Downey Jr og den nye litterære gruppe Brat Pack som han selv og Jay McInerney tilhørte (indimellem kunne Ellis knapt huske, at han havde deltaget i, hvad det end var for en begivenhed, der blev rapporteret om i medierne), og en Bret, hvis angst og tvivlen på sig selv var på vej ud af kontrol, og som håndterede disse vilkår med en rundhåndet brug af kokain og benzodiazepin. Blev han ødelagt af al den berømmelse?

»En smule, men det var ikke noget, jeg jagtede, og det betød ingenting for mig. Det første år – 85-86 – var det sjovt. Det første års berømmelse er altid sjovt, derefter bruger du resten af livet på at forsøge at undgå at blive ydmyget. Folk vil for altid være skeptiske over for dig.«

Brat Pack-gruppen var, siger Ellis, en mediefantasi.

»Jeg var aldrig venner med Tama Janowitz (et andet af gruppens medlemmer). Jeg kendte hende knap nok. Der bliver konstant optrykt billeder af mig og Jay sammen med hende – men det er de samme tre fotos, og de er alle taget til samme fest. Jeg hang ikke engang særlig meget ud med Jay (McInerney, red.). Jeg lærte ham bedre at kende efter at hele den der Brat Pack-ting var gået over.«

Der er noget nærmest uundgåeligt skuffende over en forfatters karriere, især en forfatter, som har tidlig succes.

»Folk ville være chokerede over at vide, hvor få bøger forfattere sælger. En forfatterkarriere er overhovedet ikke lang. Og to af mine bestsellerbøger har end ikke tjent sig selv ind. Mit publikum er … niche. Men jeg har skrevet de bøger, jeg ønskede at skrive, og jeg er tilfreds med dem.«

For tiden er han i gang med at skrive filmmanuskripter og arbejder på sin podcast, der har en lille, men dedikeret flok abonnenter.

Han vil ikke afvise, at han en dag skriver en roman igen.

»Men lige nu er ideen om at bruge romanen som en form for kunstnerisk formidling … jeg har ikke rigtig den slags fortælling i mig, eller hvis jeg har, så har jeg lyst til at fortælle den filmisk.«

Er han lykkelig?

»Jeg er … sådan midt imellem. Er man nogensinde rigtig lykkelig? Nej. Men jeg er heller ikke ulykkelig. Det giver ingen mening. Jeg er ved at blive ældre. Man indser: Hvorfor går jeg så højt op i det hele? Hvad rager det mig? Alt begynder at betyde mindre. Jeg var i London i 2010, og der befandt jeg mig stadig i min absurde midtlivskrise. Jeg tror, der er den her forestilling om, at yngre mænd har erstattet dig; du bliver aldret ud af det biologiske imperativ, som denne verden er gjort af. Det sker for alle, men det sker langt tidligere for kvinder og bøsser. Man prøver at holde fast i ungdommen og farve håret og anskaffe en sportsbil. Og så indser man: Det er dette, som er ulykken, og man tænker ’fuck det’, og så slapper man af, og det er frihed. Åget fra at skulle have sex og blive ved at være lækker og i form, det forsvinder. Poseringen. Poseringen forsvinder.«

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.