Læsetid: 8 min.

Du ville danse anderledes uden Giorgio Moroder

Giorgio Moroder viste os, at maskinerne også havde et sexliv. Den 79-årige italienske producer og sangskriver gjorde dansemusikken sjofel – og melankolsk – og han har samarbejdet med superstjerner som Bowie, Blondie, Coldplay og Daft Punk. På lørdag giver han koncert i Danmark
Giorgio Moroder gav os en dyb og uventet sanselighed med sine største hits. Mens Kraftwerk viste os, at robotterne har humor, viste Giorgio Moroder os, at maskinerne også har et sexliv. Han gjorde teknologien erotisk, længe før de fik deres kunstige intelligens.

Giorgio Moroder gav os en dyb og uventet sanselighed med sine største hits. Mens Kraftwerk viste os, at robotterne har humor, viste Giorgio Moroder os, at maskinerne også har et sexliv. Han gjorde teknologien erotisk, længe før de fik deres kunstige intelligens.

Marco Bertorello

24. juni 2019

Det er 1975, og discoen er i løbetid. På det storhittende pladeselskab Casablanca Records har bossen Neil Bogart et ønske. Han vil have den italienske producer og sangskriver Giorgio Moroder til at gøre sangen »Love To Love You Baby« med Donna Summer ved mikrofonen meget, meget længere end de oprindelige 3,5 minutter.

Det er et utraditionelt ønske. Ganske vist er man allerede begyndt at forlænge sange ud over den almindelige 7-tommersingles længde på tre-fire minutter, så en ny art af festaber kan danse natten lang, høje på kokain og psykedeliske stoffer i New Yorks natteliv. Det er blevet gjort muligt af 12-tommersinglen, som amerikanske Tom Moulton opfandt nogle år tidligere i et New York, hvor festkulturen var blevet en livsstil.

12-tommersinglen kører på 45 omdrejninger i minuttet mod albummets 33 1/3 omdrejninger, så lyden kan blive bedre. Bassen kan ramme endnu dybere, og diskanten kan tindre endnu klarere.

Så Giorgio Moroder går i studiet igen sammen med sin engelske kollega Pete Bellotte og deres nye stjerne, den amerikanske Donna Summer, som Moroder har mødt i München et år tidligere. Hun er model og musicalskuespiller på deltid. Snart er hun popstjerne.

Orgasmens universalsprog

Donna Summer skal ikke synge på engelsk, hun skal stønne på orgasmens universalsprog. Det er ikke nemt. Så han smider alle inklusive hendes ægtemand ud. De trækker gardinerne for i indspilningsrummet, og lyset slukkes. Donna Summer lægger sig på ryggen og forestiller sig ifølge overleveringen, at hun er Marilyn Monroe i seksuel ekstase. Og så simulerer hun.

Det bliver til 23 fakede orgasmer over en næsten 17 minutter lang sang – så lang, at »Love To Love You Baby« bliver udgivet som den ene pladeside på 33 1/3 omdrejninger på Donna Summer-albummet af samme navn.

Giorgio Moroder har senere i flere interviews forklaret, at pladeselskabsboss Neil Bogart officielt ønskede sig en længere version, fordi folk altid ville have mere, når han spillede den til fester. Men: »Jeg tror, den rigtige historie er den slemme historie. Han lavede noget andet end at danse,« sagde Moroder i 1992 til den britiske musikjournalist David Toop.

Ud af seksuel lyst bliver en discoklassiker altså født. Ikke nok med at den kortere udgave hitter på de officielle hitlister, den 17 minutter lange udgave bliver også et ikonisk billede på den natlige ekstase, som diskoteket er blevet forum for. Og på, hvor dekadent den seksuelle frigørelse er ved at blive her midt i 1970’erne.

En kolos af syntetisk lyd

Giorgio Moroder bliver født den 26. april 1940 i det sydlige, italienske Tyrol. Da han er 15-16 år, slås han med guitaren, og nogle år senere optræder han med sine sange på tyske diskoteker. Det kan han kun lige akkurat leve af, indtil han omkring 1970 opdager den nu legendariske Moog-synthesizers fremtidslyd.

En ven, en klassisk komponist, præsenterer ham for den enorme maskine, der er fuld af ledninger og tilslutninger. Og et keyboard. I bogen Modulations beskriver Moroder, hvordan vennen spiller 20 minutter lange stykker med mærkelige lyde. Det interesserer ham ikke videre, men han spidser ører, da vennen viser ham, hvordan man kan justere og manipulere lydene. Så han lejer dyret og finder en fyr, der kan betjene den. Hvilket ikke er nemt, især ikke fordi kolossen går ud af stemning efter bare et par minutter.

Fra da af står Giorgio Moroder mest ved mixerpulten som producer og sangskriver, og tingene tager fart. Det begynder med singlen »Son of My Father« til den engelske glamrockgruppe Chicory Tip, der i 1972 ligger tre uger nummer et i England. Det er et af de første nummer ét-hits med en synthesizer, og det karakteristiske riff spillet på en nyere og meget mindre Moog er perfekt at drikke øl til på en røget, brun pub.

Moroders mest mageløse

Donna Summer: »I Feel Love« (1977)

  • Intet over, intet ved siden af. Prøv at sætte den otte minutter og 15 sekunder lange 12-tommersingleversion på, når dansegulvet koger – og se det transformere sig til en erotisk ursuppe af svedige, langsomt vridende kroppe.

Giorgio Moroder: »Chase« (1978)

  • Du tager de supersanselige, fløjlsbløde synthesizere fra »I Feel Love« og blander dem med en krautrocket fornemmelse af fremdrift. Og, voila, du er på flugt mod ekstasen. Eller fra det tyrkiske politi, hvis du hører den som en del af soundtracket til Alan Parkers rystende hashsmuglerfilm Midnight Express.

Berlin: »Take My Breath Away« (1986)

  • Kærlighedsklassikeren fra Top Gunmed Tom Cruise i hovedrollen. En enkel, magisk kærlighedssang med synthklange så tunge som dybvandsbomber. Advarsel: Kan få dine Beach House-plader til at lyde som vandede kopier.

Irene Cara: »Flashdance ... What A Feeling« (1983)

  • En hymne til musikkens magi med et af Moroders smukkeste vers. Den begynder næsten som en elektronisk midsommervise og muterer så til en discobanger. For endelig at detonere i omkvædets rå overlevelsesvilje. Og den vandt Oscar for bedste sang.

Donna Summer: »Love To Love You Baby« (1975)

  • Liderlig klassiker, der forvandlede Moroder, Summer og Pete Bellotte til guldpladeindehavere og arvesølv i discokulturen. Især den næsten 17 minutter lange udgave er skelsættende med sin skamløse forlængelse af danseorgasmen, skræddersyet til en ny dansekultur med narkotisk stamina.

Japan: »Life In Tokyo« (1979)

  • Okay, forsanger David Sylvian lyder måske lige lovlig meget som Roxy Musics Bryan Ferry her. Men det er stadig en fremragende disco/new wave-perle – i et frækt kryds mellem britisk krukket avantgardepop og morodersk speedpuls.

Blondie: »Call Me« (1980)

  • Temaet til Richard Gere-filmen American Gigolo og et strålende eksempel på, at Moroder forstår at mixe sin fortid i rock med discoen.

Giorgio Moroder: »(Theme From) Midnight Express« (1978)

  • Sørgmodig blanding af fransk 60’er-popmelankoli og middelhavsluksus. Og temaet til Midnight Express. Moroder vandt Oscar for soundtracket.

Barbra Streisand & Donna Summer: »No More Tears (Enough Is Enough)« (1979)

  • I et minut og 46 sekunder længes de to divaer i skønsyngende duet efter en upålidelig mand. Så tænder de den feministiske fakkel og smækker med døren. Nok er nok, gjalder de. Tilsat lyden af Moroder på toppen af sin produktionelle ydeevne: Sygeligt fede basmelodier, flamboyante strygere og blæsere. Samt bongotrommer!

Joe ’Bean’ Esposito: »Lady, Lady, Lady« (1983)

  • Så er der fuld kærlighedssovs på kyssekomfuret. Med Moroders melankolske og hæmningsløst forgabte synthharmonier efterlades der ingen tvivl om, at forsangeren vil gøre alt for at holde på sin kvinde.

Moroders store gennembrud er til gengæld rettet mod et helt andet publikum, nemlig den sexfikserede, sølvglitrende og danseekvilibristiske discolegion. Med »Love To Love You Baby« i 1975 begynder hans storhedstid, som strækker sig op gennem 1980’erne. Det er det neonstrålende, nydelsessyge, grådige årti, og Moroder forstår at besvare tidens sult efter syntetisk inderlighed.

Han laver megahits til nogle af 1980’ernes store, populære film: Flashdance, Top Gun og American Gigolo, The Neverending Story samt Electric Dreams. Og han laver musik med og til David Bowie, Blondie, Japan og i nyere tid Coldplay, Sia og Kylie Minogue.

Den maskinelle nydelse

Men Moroders karriere vil for altid være forbundet til hans samarbejde med Pete Bellotte og Donna Summer. På grund af »Love To Love You Baby«, »On The Radio« og »Bad Girls« – og især på grund af en milepæl fra 1977.

Alt bliver ligesom skruet op til 11 på »I Feel Love«. Bassen er federe, trommerne føles som pisk, og vokalen synes sunget direkte fra hypofysen. Og så er der en afgørende forskel fra det foregående hit, der er fuldt af elguitarriffs og fingerspillet elorgel: Instrumenteringen på »I Feel Love« er udelukkende elektronisk, udelukkende trommemaskiner og synthesizere. Og der opstår en sublim kontrast mellem de piskende elektroniske trommer (syn-drums), den fede, slangende basmelodi (en ny, mere kompakt Moog-synthesizer) og så den højtsvævende, vildt henførte stemme (Donna Summer).

Giorgio Moroder foretager en afgørende vending i den elektroniske musik med »I Feel Love«. Samtidige musikere som Jean-Michel Jarre, Kraftwerk og Tangerine Dream bruger synthesizeren til at forestille sig fremtiden, bygge nye, imaginære verdener. Eller til at beskrive højhastighedssamfundet og besynge teknologien. De bruger teknologien til at formidle visioner og til at påvirke os mentalt.

Det gør Moroder også, men han gør også noget andet. Han bruger teknologien til at ramme os fysisk, til at gøre vores kroppe elektriske. Han undersøger og forfiner, hvad maskinerne kan forføre os til. Hvad de indebærer for vores nydelse. Og han indvarsler en ny generation af producere som toneangivende kunstnere i popmusikken. I hans kølvand følger op gennem 1980’erne Trevor Horn og Stock Aitken Waterman.

Der er en vedholdende røverhistorie om, at Brian Eno i 1977 braser ind i studiet i Berlin til David Bowie, sandsynligvis i gang med at indspille albummet "Heroes". Eno udbryder at »I Feel Love« er »the sound of the future«. Og det har han – som så ofte før – ret i. Eno er selv i gang med den kopernikanske vending fra at fokusere på udtrykket hos kunstneren til at interessere sig for indtrykket hos lytteren – i hans ambientmusik. Men det er en mere æterisk lytning, mens Moroder dyrker den fysiske påvirkning.

Indlejret i dansemusikkens DNA

Sjovt nok er »I Feel Love« også et forsøg på at forestille sig fremtiden. Sangen afslutter nemlig albummet I Remember Yesterday, hvor man musikalsk rejser fra 1940’erne og op til nutiden i de sene 1970’ere. Og så med afslutningsnummeret ud i fremtiden. Og »I Feel Love« viser sig at være en selvopfyldende profeti.

For det ændrer dansemusikken for evigt og rækker op gennem mange årtier. Singlens gennemelektroniske lyd er en revolution og danner skabelon for subgenrerne hi-NRG og italo disco. Samtidig med, at herligheden peger frem mod housemusikkens discomutation. Den musik bliver soundtrack til ravekulturen sent i 1980’erne – og uden den ingen glowsticks og moderne dansemusik såsom EDM.

Den italienske producer og sangskriver ligger indlejret i den vestlige festmusik og dansekulturs DNA. Du ville danse anderledes uden Giorgio Moroder.

I dag er Giovanni Giorgio Moroder 79 år gammel. Den store analoge maskinpark, som han yndede at blive fotograferet foran i 1970’erne og 80’erne, er udskiftet med nymodens, kompakt digital teknologi. Men hans lyd er stadig lyden af maskinernes transhumanistiske liv, overskridelsen af grænsen mellem menneske og maskine.

Giorgio Moroder gav os en dyb og uventet sanselighed med sine største hits. Mens Kraftwerk viste os, at robotterne har humor, viste Giorgio Moroder os, at maskinerne også har et sexliv. Han gjorde teknologien erotisk, længe før de fik deres kunstige intelligens. The Big Bang kom jo også før homo sapiens.

Giorgio Moroder optræder live med orkester på Tinderbox Festival, Odense den 29. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Duus Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer